Billie Davies – en engelsk sangerinde i tresserne
9. februar 2009
En af de sange, der ofte blev spillet i Mylius’ “Efter skoletid” tilbage i tresserne var Billie Davies største hit “Tell Him“. Når jeg hører det nummer, der findes på utallige tresser-opsamlinger, så associerer jeg til amerikanske Brenda Lee. Samme ungdommelige energi. Og associationen er måske ikke tilfældig, for Billie var en af den slags tresser-sangerinder, der levede højt på en god stemme og fortolkninger af andres sange, ikke mindst sange hentet på den anden side af dammen.
Historien om Billies opstigen på pophimlen er også efter bogen. Hun arbejdede som sekretær, da hun blev opdaget ved en talentkonkurrence, hvor hun blev backet op af den navnkundige Cliff Bennett og hans Rebel Rousers. Kort tid efter kom hun i kløerne på den kendte musikbagmand Robert Stigwood, der sørgede for, at hun kom i studiet og indspille plader. Den største succes kom i 1963 med “Tell Him”, der nåede helt op på en tiendeplads på singlelisten. Dertil var der tre-fire mindre hits.
Ulykkeligvis kom Billie Davies ud for en alvorligt færdselsuheld, hvor hun brækkede kæben. Det – og så en sladderhistorie om, at hun (kun sytten år gammel) lå i med voksen, gift mand – gjorde, at hendes karriere fik et tilbageslag. Hun vendte dog tilbage sidst i tresserne og fik en pladekontrakt med Decca; og hun brillerede med en fin udgave af “Angel in the Morning”, der vel nok er mest kendt i P. P. Arnolds udgave fra 1968.
Bilie Davies har været aktiv lige siden – on and off. Af en eller anden grund blev hun aldrig så populær som datidens store navne, fx Dusty Springfield, Sandie Shaw eller Cilla Black. Hun var ellers både fotogen og havde en fortrinlig popstemme. Måske en af livets og musikindustriens mange uretfærdigheder…
9. februar 2009 kl. 23:29
Ud fra den YouTube version af “Angel in the morning” er det
svært at afgøre om det er en uretfædighed (af musikindustriens?)
Du kan også møde den lettere irriterende holdning at sangerinder
er der nok af, og at det er produceren, som bestemmer det hele.
Her hører jeg en sød musikalsk pige med et stort backing arrangement.
Jeg kan desværre ikke bedømme tone-materialet. Da jeg i ca. 1972
hørte en for os ukendt Australsk sangerinde (Olivia Newton-John)
vidste jeg med det samme, at her var en kunstner, som kunne bære
en forholdsvis simpel ting så den blev til gennem-musikalsk udtryk.
Det som Davies fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥ er en “a capella” (solo – ingen
instrumenter) intro til en sang, som hedder “The river’s too wide
for crossing”. Men som sagt, det er ren og skær fantasi ud fra et tÃ¥get
YouTube-indtryk.
10. februar 2009 kl. 00:41
@Donald: Du har nok ret i at Youtube ikke altid yder kunstnerne retfærdighed. Og at der skal mer end talent til at slå stort igennem.