Direktører – samfundets “skaffedyr”?
7. marts 2009Som læsere af denne lille blog vil vide, så har jeg en vis forkærlighed for Berlingske Tidenes vrisne og skarpe journalist Claes Kastholm. Jeg er sjældent enig med ham i hans borgerlige holdninger, men ofte har han blik for noget, der rager ud over den borgerlige horisont. Som fx i dagens klumme, hvor han leverer et velkomment frontalangreb på den socialdemokratiske formand Helle Thorning Schmidts modsvar på regeringens krisepolitik. Thorning Schmidt har plæderet for en kraftig udvidelse af de offentlige arbejder. Det er for så vidt ikke så mærkeligt eller overraskende for en socialdemokrat, der både vil tænke på de ledige og den betrængte byggebranche. Nej, det, der er faldet Kastholm for brystet er følgende udtalelse: “»Danmark står i en økonomisk krise, der er historisk stor. Vi er nødt til at sammenligne med 30ernes krise og den voldsomme ekspansion af landets økonomi, man foretog efter Anden Verdenskrig«” Kastholms pointe er, at Thorning ikke har styr på de faktiske økonomisk-historiske forhold. Man foretog ikke nogen “voldsom ekspansion af landets økonomi efter Anden Verdenskrig”.
Derfor kan der jo godt være en idé i at sætte gang i offentlige arbejder, nemlig: at skaffe arbejde til de mange ledige hænder i dette land.
Kastholm har også et andet kritikpunkt: Øgede offentlige arbejder løser ikke et af den økonomiske krises tunge problemer – nemlig den faldende eksport. Og det har han jo ret i, selv om det jo ikke i sig selv udelukker det andet hensyn – hensynet til de ledige.
Kastholms enøjethed – at han helst vil se på den økonomiske side af sagen, men ikke på den sociale, kommer tydeligt til udtryk sidst i klummen, hvor diskussionen drejer sig om skattereformens notoriske sociale slagside. Som det er slået fast i utallige artikler og indlæg, så forgylder skattereformen de rige og giver nådsens brød til de ikke-rige. Kastholm slutter af med at skrive: “Det rigtige spørgsmål er ikke: Hvor meget får direktøren i forhold til hjemmehjælperen? Det rigtige spørgsmål er: Hvor mange borgere bliver forsørget af direktøren? Lykkeligvis er flere og flere begyndt at stille netop det spørgsmål. Hidtil har betegnelsen »de rige« været et skældsord. Det behøver vi ikke finde os i. Det er »de rige«, der er skaffeÂdyrene i dette land.” Hertil er kun at sige. Direktørerne var ikke noget som helst, hvis ikke det var for de egentlige skaffedyr i dette land. De almindelige mennesker, der laver det daglige arbejde i virksomhederne.
8. marts 2009 kl. 10:15
Direktøren var intet, hvis ikke han havde selvstændigt tænkende, innovative folk med godt skaftede hænder. Jeg var lige så stolt på den af mine elevers vegne, der i 2. læreår som elektrikker blev sendt alene til USA for at færdigmontere maskiner, som på den elevs vegne, der efter et par år i specialklasse kom i arbejde som slamsuger. Uden dem ville direktøren have været på skideren.
Mon ikke Thorning Schmidt mente Marshall-planen? Det kan være, Kastberg strengt vil holde sig til sommeren ’45, men selv Ankers ekspansive politik i ’70 ligger efter 2. Verdenskrig. Og bÃ¥de Marshall-planen og Ankers lÃ¥ne-politik var rettet mod sidegevinsterne: Uddannelse af arbejdsstyrken, fastholdelse af indvundne kompetencer og opgradering af produktionsmidler og infrastruktur.
Og man må spørge Kastholm-berg: hvor mange er blevet røvrendt af direktøren, der i dag tit rekruteres blandt Herlufsholms sovesalsdrenge med erhvervet organisk hjerneskade, der viser sig ved følelseskulde og manglende empati.
8. marts 2009 kl. 10:26
@AagePK: Jeg tror, Kastberg mener, at der selv med Marshall og Anker ikke har været tale om “en voldsom ekspansion” à la den de nye “pakker” udgør. Noget andet er, at Kastholm helt “glemmer” visse direktørers (i den finansielle sektor…) store ansvar for den dybe krise, vi er ude i nu. Som Fog og hans sammenrend vælger Kastberg at vende det blinde øje til…