Genhør: The Barenaked Ladies – “Maroon”
14. marts 2009
Det var albummet “Maroon”, der åbnede mine ører for det canadiske band Barenaked Ladies. Pladen udkom i 2000 og var såmæn gruppens sjette langspiller. Barenaked Ladies blev dannet helt tilbage i 1988 af Ed Robertson og Steven Page og var vist en kort periode en duo. I følge mytologien tog de bandnavn efter en koncert med Bob Dylan. En koncert, der kedede de to rigtig meget… Inden Barenaked Ladies pladedebuterede på et stort internationalt pladeselskab (Reprise) med albummet Gordon i 1992, var de allerede et stort navn i Canada og havde solgt 100.000 eksemplarer af det semi-officielle bootleg-kassettebånd “Yellow Tape”, en koncertoptagelse, der egentlig kun var tænkt som demo-optagelse.
Med “Gordon” slog de for alvor deres navn fast i Canada. Med numre som “Enid”, “Be My Yoko Ono”, “I I had $1000000” og “Brian Wilson” – numre, der allerede var gamle kendinge fra bandets ekstensive koncertvirksomhed – etablerede de sig som et af de førende indie-rock-bands i hjemlandet, men det kneb stadigvæk med udlandets opmærksomhed. Først med det tredje officielle album “Born on a Pirate Ship” (1996) begyndte der at ske noget. Sangen “Shoe Box” kom med på lydsporet til den populære tv-serie “Friends”, og gruppen blev inviteret med i en anden tv-serie med ungdommelig appel: Beverly Hills 90210. Dermed var jorden gødet for et amerikansk gennembrud, og det kom med “Stunt” i 1998. Albummet toppede på Billboards albumliste, og der kom flere succesfulde singleudspil fra pladen.
Af en eller anden grund fik opfølgeren “Maroon” ikke samme succes. Men ikke desto mindre var det den, der åbnede mine ører. Jeg lånte den i den lokale biblioteksbus, fordi jeg synes, at coveret så interessant ud og navnet var spøjst. Nysgerrigheden var med andre ord vakt.
Barenaked Ladies kategoriseres som alternativ rock eller indie-rock. Det er pop-rock, hvor vægten er lagt på gode melodiøse sange med interessante tekster. De leveres med smittende energi og stor spilleglæde.
14. marts 2009 kl. 17:06
For fuldstændigehedens skyld skal det måske også lige nævnes at forsanger Steven Page februar i år forlod gruppen. Men absolut et bagkatalog der er værd at gå på opdagelse i.
14. marts 2009 kl. 18:09
@Thomas: Jeg har godt læst det. Vi fÃ¥r se, hvilken betydning det fÃ¥r…