Linjer sagt i regn – Lars Attermann
2. juli 2009
Fra Torben Eik (bestyrer af musikbloggen organgrinder og medarbejder ved pr-firmaet Yourwaves) har jeg modtaget en plade til omtale i bloggen. Og det takker jeg for.
Pladen er med et for mig ukendt navn Lars Attermann. Selv om Attermanns plade, Linjer sagt i regn, er en debut, så er han ikke et ubeskrevet blad musikalsk set. I pr-materialet kan man bl.a. læse, at han har sunget kor – baskor – for kendte navne som Henning Stærk, Johnny Madsen og Poul Krebs. Dertil skal lægges, at den 47 årige Attermann også har en uddannelse som bassist på samvittigheden. Det er altså ikke nogen novice, der springer ud på cd. Og det synes jeg godt, man kan høre.
Atterman har skrevet alle sangene, men har fået god hjælp på tekstsiden af Martin Jensen, Bering Haarup, Martin Kongstad og Benny Holst (ja, ham). Og det har resulteret i en række forskelligartede sange, der til sammen udgør et meget varieret album – uden at det er gået ud over albumformatets indbyggede krav om sammenhæng. Selv om pladen spænder fra regulær poprock (“Færgemand”) til noget, der minder om bedre dansktop (“Jeg kan se i dine øjne”). En grundstemning på pladen er melankolien. Og det er ikke tilfældigt, at jeg kom til at tænke på Leonard Cohen, da jeg første gang hørte pladen. Ikke kun, fordi sangen “Chelsea Hotel” tydeligvis er en kærlig hyldest til den canadiske poet med den kælderdybe stemme. Men det tekstlige univers på pladen har – som det også gælder for Cohen – melankolien som resonansbund. Og det passer godt til Attermanns dybe, bløde mandsstemme.
Det er i øvrigt i kraft af sin mørke stemme, Attermann skiller sig markant ud fra flertallet af danske musikudgivelser. Jeg skulle lige vænne mig til den, men synes, det er forfriskende med en basstemme i det musikalske landskab. På den musikalske side får Attermann hjælp af en håndfuld kompetente musikere. Emil De Waal på trommer og slagtøj. Gustav Ljunggren på guitar, bas, tangenter, blæseinstrumenter og bratsch, hans Find Møller på sav og Peter Barnow på keyboards. Dertil skal lægges tre kvindelige vokaler. Maria Køhnke, Nanna Lüders og Aud Wilken. Og netop de tre kvindelige vokalindslag er med til at løfte de enkelte numre og dermed pladen op kvalitativt. Det klæder Attermanns maskuline stemme utroligt godt at få modspil fra de tre smukke sanglærker.
Som helhed betragtet er det en vellykket debut. Der er ingen nittere blandt sangene, der både er iørefaldende melodiøse og opfindsomt arrangerede. Det er en popplade, der nok primært henvender sig til et voksent publikum, som sætter pris på tænksomme, lyriske tekster og intelligent pop, der ikke åbenlyst lefter for hitlistepublikummet. En helt igennem overbevisende debut, der fortjener mange lyttere.
Den eneste indvending jeg har mod udgivelsen er, at pladens tekster ikke er trykt på coveret eller vedlagt. Det kunne de godt have fortjent. Teksterne (i hvert fald nogle af dem) kan dog – og heldigvis for det – findes på Attermanns hjemmeside, hvor man også kan høre musikken.
3. juli 2009 kl. 19:20
Det glæder mig, at du kan lide albummet. Jeg har det liggende i bilen, og jeg synes, det bliver bedre for hver gang, jeg hører det. Især er jeg kommet til at holde meget af bÃ¥de den grumme historie om ‘Vores bænk’ og de to sidste, Gustav Winckler-inspirerede sange :-)
3. juli 2009 kl. 19:21
(hov, billedet er jo spejlvendt!)
4. juli 2009 kl. 01:49
@Uffe: Billedet er fra Attermanns egen hjjemmeside. Måske er der en pointe dér?!
4. juli 2009 kl. 08:16
Ha – dér kan man bare se :-)
For resten er jeg sikker på, at du har hørt Attermanns stemme før. Han er speaker på DR1.
4. juli 2009 kl. 09:24
@Uffe: Ja, jeg ved godt, at Attermann er speaker, men valgte at fremhæve hans rent musikalske baggrund som bassist og sanger, msÃ¥ke for at undgÃ¥ kændishalløjet…
4. juli 2009 kl. 15:41
Beklager, du mÃ¥ gerne slette …
4. juli 2009 kl. 16:18
@Uffe: Skidt med det…