Woodstock Ventures – en forretning
15. august 2009
Som alle andre modkulturelle fænomener fra tresserne og frem blev også Woodstock-begivenheden et kommercielt projekt. Allerede ved festivalens fødsel stiftede de oprindelige skabere af festivalen for Peace, Love and Understanding firmaet Woodstock Ventures, som siden har taget sig af licenser og intellektuel ejendom i relation til Woodstock 1969. Og “udbytningen” af den unikke begivenhed fortsætter med ufortrøden kraft her i fyrreåret. Hollywood, pladeindustrien, tv-kanalerne og forlagene kappes om at udgive det mest hippe materiale om alle festivalers moder. Jævnfør tidligere indlæg her i bloggen. Sony har sågar kreeret et særligt site – www.Woodstock.com – der skal hylde og slå mønt på fyrreårsjubilæet.
Kommercialiseringen af Woodstock er ikke kun i modsætning til ånden fra dengang. Nogle af de produkter, der dukker op i forbindelse med jubiliæet lugter langt væk af plattenslageri, medens andre – bl.a. de produkter, som Woodstock Ventures er involveret – også er sobre dokumentationer m.m. af, hvad der skete dengang. Som sådan er Woodstock et udmærket eksempel på, hvordan modkultur fra starten af også var en del af forbrugerkulturen for nu at citere undertitlen på bogen The Rebel Sell (2005), hvis gennemgående pointe i øvrigt er, at modkultur altid er en modkultur inden for kulturen. I øvrigt en gammel Marxsk pointe om kapitalismen… Læs om Woodstock som forretning her.
15. august 2009 kl. 14:55
Jeg blev imponeret over filmens evne til at fortælle, over løsningen pÃ¥ problemerne med tilstrømning, og imponerende var det ogsÃ¥ at se den mÃ¥de Country Joe Mc Donald talte til folk, men Woodstock som koncert? Jeg har det lidt sÃ¥dan med koncerter … at det gerne skulle være musikken, der var i forgrunden :-) Spøg til side.
Det er sørgeligt at musik ustandseligt støder ind i kommercialisme, og den værste form for kommercialisme er nu den, hvor musikerne selv ikke får et liv ud af det. Som her med Woodstock Enterprise?
15. august 2009 kl. 15:05
@Donald: SÃ¥dan har jeg det ogsÃ¥ med festivaler. Det er ofte overflødighedshorn – og for meget af dt gode. Jeg foretrækker almindelige koncerter i ikke alt for store rum. Men jeg ville gerne have oplevet Woodstock.
Kommercialismen kan musikken jo ikke helt undgÃ¥. Selv en gademusikant “sælger” jo sin vare. Som Paul Mccartney engang sagde, da han blev spurgt om pengene betydning: I starten af The Beatles gik vi efter successen og pengene, og da vi havde nÃ¥et det, vi ville, stjernestatus og rigdom, sÃ¥ mÃ¥tte vi sætte noget andet i stedet, og det blev musikken. Jeg tror godt, at man som musiker kan manøvrere i kommercialismen, sÃ¥ længe man holder fast i, hvad det drejer sig om. Spiller man musik for musikkens skyld eller hvad? Der er nogle kompromisser, man ikke bør indgÃ¥.