Tendentiøs journalistik – i DR
26. februar 2007Tidligt i morges så jeg en overskrift på DR tekst-tv, som vækkede min nysgerrighed: “Hver femte ledig vil ikke arbejde”. Men artiklen var ikke af finde i oversigten, så jeg gik på nettet og fandt ganske rigtig artiklen på DR Nyhedernes side.
I artiklen refereres en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI) således, at “hver femte ledige ikke ønsker at arbejde, selv om hun eller han hverken har psykiske eller sociale problemer”. Som forventeligt er Dansk Arbejdsgiverforening “rystet” over det påståede forskningsresultat, og som forventeligt ser beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen undersøgelsen som værende en trussel mod dagpengesystemet.
Men, hvis man ulejliger sig til Socialforskningsinstituttets hjemmeside, tegner der sig et noget andet billede. Her finder man SFIs pressemeddelelse med overskriften “4 ud af 5 ledige vil gerne i arbejde – på visse betingelser”. Man bemærker, at forskerne har en diametral anden vinkling på historien. Og vel at mærke en vinkling, der bygger på pressemeddelelsens indhold. Undersøgelsens sigte har været at belyse “motivation og fleksibilitet” hos de ledige, og man har i den forbindelse kigget på faktorer som løn, fagområde, arbejdstider, transporttid og omstillingsparathed (hvor hurtigt kan du starte?).
Jeg citerer resten af pressemeddelelsen:
“60 procent er parate til at arbejde for det samme – eller mindre – i løn som de får på dagpenge eller kontanthjælp.
Knap halvdelen søger job, som ligger uden for deres eget fagområde.
Over 60 procent er parate til skiftende arbejdstider – dog ikke natarbejde.
Kun få er fleksible på alle områder. Men det er også få, som slet ikke er fleksible.
Danskere vil ikke bruge tid på transport til arbejde
De fleste er dog ikke særligt fleksible, når det gælder transporttid.
Mindre end halvdelen af de ledige er villige til at påtage sig mere end
en times samlet daglig rejsetid til og fra arbejde. Det er langt
mindre, end der kræves i de gældende rådighedsregler, hvor ledige skal
påtage sig en samlet daglig transporttid på tre timer og i særlige
tilfælde op til fire timer. Men i Danmark er det ikke kun ledige, der
er uvillige til at flytte eller rejse langt efter arbejde. Tidligere
undersøgelser viser, at det samme gælder for beskæftigede.
Ledige i venteposition
Der er ca. 20 procent, som svarer, at de ikke ønsker et arbejde. Godt
halvdelen begrunder det med, at de er tilfredse med deres nuværende
deltidsarbejde, at de ønsker at færdiggøre aktivering, har tilsagn om
job senere, eller har tilsagn om uddannelse. Et nej til arbejde er
således for nogle ledige udtryk for en form for venteposition.
Ældre og deltidsledige er mindst motiverede
Der er forskel på motivation og fleksibilitet hos forskellige grupper
ledige. Ledige med lang videregående uddannelse er generelt mere
motiverede og fleksible end andre. Blandt hhv. ældre og
deltidsforsikrede er der flere, der er meget lidt motiverede. De ældres
lave motivation skyldes formentlig, at mange er ved at indstille sig på
at trække sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet. Mens mange
deltidsledige tilsyneladende er tilfredse med deltidsarbejde og
supplerende dagpenge.”
Hvis vi tager DRs overskrift, så er den tendentiøs i den forstand, at den fremstiller hver femte ledige som arbejdssky. Men nærlæser man pressemeddelsen vil man se, at de lediges forbehold er betinget af fornuftige hensyn, fx at man har et tilfredsstillende deltidsarbejde, er i gang med et aktiveringsforløb, som man gerne vil afslutte, har fået løfte om et snarligt job eller tilsagn om uddannelse. At påstå, som DR-journalisten gør med sin artikel og sin overskrift, er en grov, tendentiøs misfortolkning af pressemeddelelsen. Den er så grov, at man må stille spørgsmål ved den unavngivne DR-journalists journalistiske hæderlighed og troværdighed. Han/hun går bestemte politiske interessers ærinde.
Man bemærker også, at de lediges forbehold over for rejsetider på mere end en time om dagen (eller tre-fire timer, som rådighedsreglerne kræver) er forbehold, de deler med folk i beskæftigelse. Der er altså tale om forbehold, som folk i almindelighed deler. Måske skulle man nedjustere de absurde krav til transporttid og spørge sig selv om, hvilken børnefamilie eller eneforsørger, der kan få en hverdag til at hænge sammen med 3-4 timers transport oven i en 8-timers arbejdsdag?
Med mindre man mener, at kæft-trit-og-retning er acceptabelt i et demokrati, må man sige, at pressemeddelelsen blot viser, at også ledige borgere tillader sig at have en holdning til rådighedsreglerne og tillader sig at stille krav til det arbejdsliv, de vil have. Og sådan bør det også være. Og det bør selv en vellønnet, højresnoet DR-journalist sgu da kunne forstå!
Pressemeddelelsen og rapporten kan læses her.
26. februar 2007 kl. 14:02
hvis man undersøgte folk i arbejde ville det formentlig vise sig, at 80% af dem hellere ville være ledige… men det ville man nok være mere tilbageholdende med at lancere… rygerne og de ledige og folkeskolelærerne har været mobbeofre længe nok, skal vi ikke snart vælge nogle andre..?
26. februar 2007 kl. 14:36
Du skriver:
“…ogsÃ¥ ledige borgere tillader sig at have en holdning til rÃ¥dighedsreglerne og tillader sig at stille krav til det arbejdsliv, de vil have. Og sÃ¥dan bør det ogsÃ¥ være.”
Det bør det selvfølgelig. Og selvfølgelig har de al mulig ret til at være kræsne – bare de selv financerer denne kræsenhed. Ellers skal de naturligvis ha valget mellem at tage et hvilketsomhelt job de fÃ¥r anvist, eller miste dagpengene/kontanthjælp umiddelbart efter et afslag.
Så kan vi bruge vores skattekroner på vigtige ting som sygehusvæsen, børne- og ældrepleje, fremfor at financiere arbejdsduelige voksne menneskers kræsne jobpræferencer.
Og man kan jo heldigvis sagtens søge andre jobs, mens man arbejder som tankpasser eller avisbud.
26. februar 2007 kl. 14:48
@MikkelA: Mig bekendt er ledige på dagpenge, fordi de er forsikret mod ledighed. Altså er det noget, de betaler for. Og mange har betalt i årevis, inden de får en krone i understøttelse. Dertil kommer, at langt de fleste uforskyldt blive sendt ud i arbejdsløs.
Og jeg mener ikke, at det generelt handler om kræsenhed, men derimod om rimelighed. RÃ¥dighedsreglerne taler da ogsÃ¥ om “passende” arbejde. Man bør tage udgangspunkt i den enkeltes uddannelsesbaggrund, joberfaringsbaggrund, kompetencer osv., nÃ¥r der skal findes beskæftigelse. Passende job er ikke, hvilket som helst andet job.
26. februar 2007 kl. 15:05
“Mig bekendt er ledige pÃ¥ dagpenge, fordi de er forsikret mod ledighed.”
SÃ¥ længe staten bærer langt, langt hovedparten af udgifterne hertil, har det intet med en reel forsikringsordning at gøre. Hvis dette ikke var tilfældet, og a-kasserne var selvfinancierende (som alle andre forsikringsselskaber), ville de naturligvis ogsÃ¥ selv kunne bestemme hvad der gerne ville financiere – men sÃ¥ ville ordningen med lige sÃ¥ generøse ydelser som staten stÃ¥r som garant for, sandsynligvis koste et par tusind mere end de 400-500 kontingentet er pÃ¥ nu.
Som det er nu, betaler alle andre for at voksne, arbejdsduelige menneskers kræsne og forkældede præferencer, i en situation hvor enhver, der ikke lider at udtalt mongolisme, kan få et job i servicsektoren i løbet af ca. 4½ minut.
“AltsÃ¥ er det noget, de betaler for. Og mange har betalt i Ã¥revis, inden de fÃ¥r en krone i understøttelse. ”
Lad os se. Et a-kasse-kontingent er typisk pÃ¥ smÃ¥ 500/md. Dvs. at 5 Ã¥rs kontingent udgør ca. 30000. Det omkring end 2 mÃ¥neders dagpenge (der er ca. 29,000). Reelt har dagpengeordningen ikke en dyt med en rigtig forsikringsordning at gøre, da forsikrningen her for langt hovedparten financieres af staten, og ikke den forsikrede selv. Derfor er det naturligvis ogsÃ¥ staten, der skal sætte rammerne for disse – og her er det naturligvis rimeligt, at man kræver af arbejdsduelige, voksne mennesker, at de tager alt arbejde de bliver tilbudt, og ellers mister dagpenge sÃ¥vel som kontanthjælp. Igen, man kan sagtens skrive ansøgninger til andre job mens man arbejder som rengøringsassitent, tankpasser eller avisbud.
“Og jeg mener ikke, at det generelt handler om kræsenhed, men derimod om rimelighed. RÃ¥dighedsreglerne taler da ogsÃ¥ om “passende”? arbejde. Man bør tage udgangspunkt i den enkeltes uddannelsesbaggrund, joberfaringsbaggrund, kompetencer osv., nÃ¥r der skal findes beskæftigelse. Passende job er ikke, hvilket som helst andet job.”
Selvfølgelig er det da det. Fordi f.eks. en akademiker (som jeg selv) har fÃ¥et en tæskedyr offentligt financieret uddamnnelse, samt verdens mest generøst SU-system i 5+ Ã¥r, betyder det da ikke, at de skal sidde og fortsætte med at kræve et job der passer lige præcis deres sarte sensibiliteter, fordi de ikke gider bestille noget andet de fÃ¥r det. De har, som alle andre, en pligt til at undlade at lægge samfundet til last, og vi har sÃ¥ rigeligt andre – og langt mere pressende ting – at financiere end dovne og kræsne voksne mennesker med latterligt fine fornemmelser og en udtalt krævementalitet.
26. februar 2007 kl. 15:17
@MikkelA: Jeg respekterer dit synspunkt, men vi er dybt uenige. Længere er den vist ikke. I øvrigt handler mit indlæg mere om tendentiøs, uhæderlig journalistik…
PS. Dubletterne af dit indlæg er slettet.
26. februar 2007 kl. 15:37
Nej, hvis du ikke vil diskutere videre, så er det da helt i orden. Forstår dig egentlig godt.
“I øvrigt handler mit indlæg mere om tendentiøs, uhæderlig journalistik…
Dit indlægs grundlæggende præmis, var at der var “fornuftige hensyn” som begrundelse for, at abejdsduelige, voksne mennesker modtog offentlige penge (der ellers kunne være brugt pÃ¥ kræftbehandling, bedre børnepasning, ældrepleje eller noget andre, der har et noget mere alvorligt behov end de blot reelt dovne). Det har jeg sÃ¥ i det ovenstÃ¥nde udstillet, kun er en holdbar argumentation, hvis man virkelig seriøst mener, at vi som samfund skal financiere arbejdsduelige menneskers kræsne modvilje mod at tage et arbejde, der ikke liiiige passer til deres sarte sensibliteter, ind de kan fÃ¥ dette – fremfor at bruge disse penge pÃ¥ nogle af de omrÃ¥der, hvor der sÃ¥ afgjort er langt, langt mere alvorlige og pressende behov.
26. februar 2007 kl. 16:16
@MikkelA: Du mener, at ledige skal tage ledigt arbejde uanset arbejdets karakter og den lediges baggrund. Arbejde er arbejde. Og vil man ikke tage hvilket som helst arbejde, sÃ¥ er man enten kræsen eller doven – eller begge dele. Det er din holdning, og jeg er uenig.
Derfor kalder jeg det “fornuftige hensyn”, nÃ¥r ledige, der fx er i venteposition til et aftalt job eller en uddannelsesplads, ikke bare springer fra og tager et eller andet job fx i servicesektoren. At opfatte lediges begrundede “forbehold” som udtryk for dovenskab eller kræsenhed er udtryk for et syn pÃ¥ vores medborgere, som ligger langt, langt fra mit menneskesyn. NÃ¥r folk bliver sendt ud i ledighed pÃ¥ grund af rationaliseringer, effektiviseringer, outsourcing af virksomheder, politisk bestemte besparelser osv., sÃ¥ er det en del af den økonomiske virkelighed, vi lever i. Alle kan i dette system blive ramt af ledighed. Uforskyldt. Og derfor synes jeg, at man skal behandle de mennesker med respekt og hensyn. Det er min holdning.
26. februar 2007 kl. 17:58
Apropos noget helt andet: Burde det ikke være: “Tidligt i morges sÃ¥ jeg en overskrift pÃ¥ DR tekst-tv, som VAKTE min nysgerrighed”?
Derudover: Er grundlæggende enig med Capac. Om ikke andet så kræver det en eller anden form for empirisk undersøgelse at få fastslået om folk der siger nej til tilbudt arbejde er dovne (dvs. bare ikke GIDER arbejde) eller har andre grunde til at afslå tilbuddet (for lang transporttid, er i gang med interessant aktivering etc).
Personligt er jeg sÃ¥ledes meget interesseret i at høre, hvorfra MikkelA ved, at alle arbejdsløse der ikke er villige til at tage ethvert tilbudt arbejde,kræver “et job der passer lige præcis deres sarte sensibiliteter, fordi de ikke gider bestille noget andet”. SÃ¥danne mennesker findes da sikkert – men er de alle/hovedparten virkeligt sÃ¥dan?
26. februar 2007 kl. 18:04
@Carsten: Det kan faktisk hedde begge dele: vækkede/vakte.
26. februar 2007 kl. 18:11
“Du mener, at ledige skal tage ledigt arbejde uanset arbejdets karakter og den lediges baggrund. Arbejde er arbejde. Og vil man ikke tage hvilket som helst arbejde, sÃ¥ er man enten kræsen eller doven – eller begge dele.”
Ja, ihvertfald hvis man samtidig insiterer på at få penge fra offentlige kasser, som i den grad er påkrævet til andet end at financiere voksne mennesker arbejdsskyhed og modvilje mod at forsørge sig selv. Hvis nogen melder sig helt ud af samfundet, og lever af indsamlede bær i skoven, eller deres kolonihaves frugter, så får de da al mulig respekt herfra.
“Det er din holdning, og jeg er uenig.”
Det kunne så være sjovt hvis du begrundede denne uenighed. Mener du virkelig, at voksne, arbejdsduelige mennesker skal have penge, der ellers kunne gået til mennesker med reelle og langt mere presserende behov, som f.eks. kræftpatienterne, børneinstitutionerne, ældreplejen osv.?
For mig at se, er det da en sygelig offerliggørelse af mennesker, der intet som helst er i vejen med, andet end de hellere vil dandere den på samfundets regning, end tage et arbejde de ikke gider.
“t opfatte lediges begrundede “forbehold”? som udtryk for dovenskab eller kræsenhed er udtryk for et syn pÃ¥ vores medborgere, som ligger langt, langt fra mit menneskesyn.”
Mit menneskesyn indebærer en forståelse, af at midler man giver til een gruppe, ikke kan gives til en anden. Dermed står man med et samfundsmæssigt 0-summsspil, og altså med valget mellem at give penge til sunde, raske, fuldt arbejdsduelig omend dovne voksne mennesker, eller til de der har reelle behov.
Her fordrer mit mennesksyn, at jeg ikke hykler omsorg for disse, der som en selvfølge må forventes at tage ansvar for deres eget liv (specielt da, i en tid hvor den strukturelle arbejdsløshed reelt er væk, og jobbene faktisk hænger på træerne), men gemmer denne til de kræftpatienter der dør på ventelisterne osv. osv.
Men sådan kan man jo se så forskelligt på tingene.
26. februar 2007 kl. 18:23
Carsten:
“Personligt er jeg sÃ¥ledes meget interesseret i at høre, hvorfra MikkelA ved, at alle arbejdsløse der ikke er villige til at tage ethvert tilbudt arbejde,kræver “et job der passer lige præcis deres sarte sensibiliteter, fordi de ikke gider bestille noget andet”?. SÃ¥danne mennesker findes da sikkert – men er de alle/hovedparten virkeligt sÃ¥dan?”
Hvis de siger nej til et arbejde, som der er ikke er særdeles oplagte grunde til de ikke kan varetage, og det vil der meget sjældent være (folk uden ben, kan ikke forventes at gÃ¥ med aviser – den slags), falder de pr. (min) definition lige ned i den kategori, hvorefter jeg mener sÃ¥vel dagpenge som kontanthjælp burde ryge – med det samme. Som sagt kan man jo sagtens sende jobansøgninger til drømmestillingen mens man arbejder i 7-11.
26. februar 2007 kl. 19:26
SÃ¥vidt jeg kan se er det ikke dit mennesksyn du viderebringer, men dit syn pÃ¥ den offentlige sektor. De to ting er selvfølgeligt forbundne, men at gÃ¥ direkte fra “Mit menneskesyn” til “at midler man giver til een gruppe, ikke kan gives til en anden” er lidt vel hurtig.
26. februar 2007 kl. 19:40
@MikkelA: Jeg vil da gerne begrunde uenigheden. I modsætning til dig, mener jeg, at vi i et samfund, der accepterer ledighed som en indiskutabel økonomisk realitet, man i private såvel som offentlige virksomheder kan kalkulere med for at få tallene på bundlinjen til at passe, bør tage os af de mennesker, det berører. Kald det bare solidaritet. Og jeg mener også, at dette hensyn ikke bare kan begrænses til, at de ledige skal spises af med hvilket som helst andet job.
26. februar 2007 kl. 20:11
Carsten: “SÃ¥vidt jeg kan se er det ikke dit mennesksyn du viderebringer, men dit syn pÃ¥ den offentlige sektor. De to ting er selvfølgeligt forbundne, men at gÃ¥ direkte fra “Mit menneskesyn”? til “at midler man giver til een gruppe, ikke kan gives til en anden”? er lidt vel hurtig.”
Det var vel nok en spændende og skarp iagttagelse. Smadderflot. Måske du endda også har noget substantielt, at bidrage til diskussionen med?
CAPAC: “I modsætning til dig, mener jeg, at vi i et samfund, der accepterer ledighed som en indiskutabel økonomisk realitet, man i private sÃ¥vel som offentlige virksomheder kan kalkulere med for at fÃ¥ tallene pÃ¥ bundlinjen til at passe, bør tage os af de mennesker, det berører.”
Det gør mener jeg skam ogsÃ¥. SÃ¥ hvis der var reel strukturel arbejdsløshed, var situationen unægtelig en anden, but there ain’t, so it isn’t. Derudover er jeg skam generøs. Jeg gÃ¥r ikke ind for en total fjernelse af perioden man, i praksis, kan gÃ¥ rundt og lave ingenting. Denne skal bare reduceres til ½ Ã¥r fremfor de nuværende 4.
“Og jeg mener ogsÃ¥, at dette hensyn ikke bare kan begrænses til, at de ledige skal spises af med hvilket som helst andet job.”
Smadderflot og meget storsindet af dig. Og med vores velfungerende sygehusvæsen, børneinstitutioner, er jeg da sikker på, at det er enormt meget mere solidarisk at financiere den slags fine fornemmelser, fremfor velfærdsmæssigt totalt perifære ydelser som kræftbehandling, børne- og ældrepleje.
Ja, hurra for denne solidaritet med de raske og arbejdsduelige, der “hverken har psykiske eller sociale problemer” – de stakler!
26. februar 2007 kl. 21:01
@MikkelA: Strukturel eller ikke-strukturel arbejdsløshed. Arbejdsløs er uløseligt forbundet med det økonomiske system, vi lever under. I øjeblikket har vi en konjunkturel betinget høj beskæftigelse. Ikke desto mindre er der mange arbejdsløs – ogsÃ¥ nÃ¥r vi nøjes med at se pÃ¥ dem, der gÃ¥r pÃ¥ dagpenge og ikke indrager andre overførselsindtægtsgrupper. For mig handler det ikke om generøsitet, men om hvordan jeg synes et samfund skal fungere.
Jeg er heller ikke enig med dig i den logik, der siger, at kræftbehandling, børne- og ældrepleje er “vigtigere” end behandlingen af ledige, bistandsklienter osv. En ordentlig kræftbehandling og en ordentlig beskæftigelsespolitik udelukker ikke hinanden. At folk er raske og arbejdsduelige er ikke et argument for at behandle dem som indifferent masse af arbejdskraft. Vi lever i en højt civiliseret samfund, oven i købet et rigt samfund, som burde have rÃ¥d til en mere nuanceret beskæftigelsespolitik end den, der blot siger: tag hvilket som helst arbejde.
26. februar 2007 kl. 22:08
Diskussionen kan præcis koges ned til, hvad man mener er vigtigst. Vi har en given bunke penge, som staten råder over. Hvad vil vi give disse penge til? Kræftbehandling eller ledige, der sagtens kunne forsørge sig selv, men foretrækker at lade det offentlige gøre det?
Her er min opfattelse, at velfærdsstatens opgave, er at omfordele til de der har reelt behov, og ikke bare give penge ud til folk, som hellere vil have penge for ingenting at lave. Husk igen på, det er naturligvis helt fair at foretrække ikke at lave noget, så længe man bare ikke forventer andre financierer denne præference.
Der er ingen vej udenom valget, for de samme penge kan ikke gives ud to gange. Det har intet at gøre med, i højere grad at behandle nogen som en “indifferent masse af arbejdskraft”, for det gør man naturligvis i lige høj grad uanset om dagpengereglerne er som nu, eller ej. Det er bare et spørgsmÃ¥l om hvor længe der skal gÃ¥, før man vælger ikke at financiere disse længere, i en situation hvor alle reelt kan blive selvforsørgende sÃ¥fremt de hverken har psykiske eller sociale problemer.
At være arbejdsløs er ikke en sygdom, og der er intet traumatiserende i at arbejde i andre jobs, end lige præcis eens drømmejob indtil man evt. finder dette.
26. februar 2007 kl. 22:19
jeg forsøger at melde mig ud af denne trÃ¥d, men det ser ikke ud til at lykkes… carsten og capac, jeg beundrer jeres tÃ¥lmodighed…
26. februar 2007 kl. 22:44
@MikkelA: For at vende det lidt om, vil jeg sige, at jeg er enig med dig i, at det bedste for alle i princippet er at være “selvforsørgende”, og at det gælder om at gøre de ledige “selvforsørgende” snarest muligt. Blot mener jeg ikke, at det skal uden hensynstagen til den enkeltes baggrund og situation.
Du vil gerne opstille det som et valg mellem dagpenge på den ene side og kræftbehandling, ældreforsorg m.m. på den anden. Sådan mener jeg ikke, at man kan stille det op. Det er vidt forskellige problemstillinger, der hver især fortjener en seriøs politik og økonomisk løsning.
26. februar 2007 kl. 22:47
@Klaus: Det er helt i orden. I øvrigt er jeg enig med dig i det med mobberiet, og det var en del af motivationen bag mit indlæg.
27. februar 2007 kl. 00:11
“For at vende det lidt om, vil jeg sige, at jeg er enig med dig i, at det bedste for alle i princippet er at være “selvforsørgende”?”
Hvorfor er det lige, at du sætter selvforsørgende i anførselstegn?
“og at det gælder om at gøre de ledige “selvforsørgende”? snarest muligt. Blot mener jeg ikke, at det skal uden hensynstagen til den enkeltes baggrund og situation.”
Det forstÃ¥r jeg ikke helt. Er man virkelig et socialt tilfælde med behov for en individuel, offentligt sanktioneret handlingsplan, bare fordi man bliver arbejdsløs? AltsÃ¥, jeg er da positivt indstillet overfor, bÃ¥de revalidering og førtidspension som ordningerne eksisterer nu, men det vi taler om her, er jo specifikt de, der hverken har psykiske eller sociale problemer – altsÃ¥ det vi normalt vil kalde raske, voksne mennesker. Der er ingen – for mig at se – indlydende grund, til at disse skal ha love til at gÃ¥ 4 Ã¥r pÃ¥ dagpenge (hvorefter man pudsigt nok ser en meget, meget stor gruppe fÃ¥ job pÃ¥ egen hÃ¥nd nÃ¥r fristen nærmer sig), eller gøre det samme efter ½ Ã¥r, i en situation hvor man reelt kan fÃ¥ job med det samme.
“Du vil gerne opstille det som et valg mellem dagpenge pÃ¥ den ene side og kræftbehandling, ældreforsorg m.m. pÃ¥ den anden. SÃ¥dan mener jeg ikke, at man kan stille det op. Det er vidt forskellige problemstillinger, der hver især fortjener en seriøs politik og økonomisk løsning.”
Jeg syntes da sÃ¥ afgjort bÃ¥de arbejdsmarkedspolitik og sundhedspolitik fortjener “seriøse løsninger” – og har da vist ikke indikeret andet. Og jeg har ikke sagt, at det enten er dagpenge eller ældreforsorg, men jeg har pÃ¥peget det – mildest talt indlysende – faktum, at hvis du tager penge det ene sted, kan du bruge dem det andet.
SÃ¥ altsÃ¥, det er et valg man bliver nødt til at foretage – og vælger man ikke at gøre noget, er det jo ogsÃ¥ et valg af en slags. For altsÃ¥, uanset hvor gerne du end vil italesætte dig ud af det, sÃ¥ kan du ikke bruge de samme penge to gange.
27. februar 2007 kl. 00:29
@MikkeA: Anførselstegnene er blot for at angive, at det er det ord, du bruger.
Nej, jeg mener ikke, at man er “et socialt tilfælde etc.”, fordi man er arbejdsløs; men jeg mener, at arbejdsløsheden skal anskues som et samfundsproblem og ikke primært som et individuelt, personligt problem, sÃ¥dan som der er en tendens til blandt borgerlige politikere. Jeg mener, at det er samfundets opgave at hjælpe de ledige tilbage til et “passende” job fx ved efteruddannelse eller lignende.
Jeg taler ikke for, at man skal bruge pengene to gange, som du udtrykker det. Jeg taler for, at der skal bruges penge bÃ¥de til dagpenge og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og til kræftbehandling, børne-, ældrepleje osv. – Og hermed tak for i dag!
27. februar 2007 kl. 09:18
Kom jeg for sent til diskussionen?
Jeg er ikke overrasket eller forarget over tallene. Som nyuddannet kender jeg mange i min egen situation, der forsøger at starte noget op selv – egen virksomhed altsÃ¥. Det er mÃ¥ske ikke det dagpengene er tænkt som støtte til, men hvis man vil gÃ¥ den vej, fÃ¥r man ikke bedre mulighed. Nogen lykkes, andre gør ikke, men set fra et samfundsøkonomisk synspunkt, tror jeg godt, det kan betale sig. Det skaber jo nye arbejdspladser hen ad vejen og, hvad dermed følger.
Helt ærlig! Det er da et fåtal af mennesker, der ikke gider arbejde. Dem jeg kender er medlemmer af det grå guld, der er smidt af hesten et par år før pension og ikke orker eller formår at komme op på hesten igen. Fred være med dem også.
Jens A/ Nyuddannet humanist: “Nogen, der stÃ¥r med et arbejde, der skal gøres?”
27. februar 2007 kl. 10:39
MikkelA: Jeg beklager meget og undskylder ydmygt, at jeg pÃ¥ vej ud af døren afleverede en hurtig kommentar om et spørgsmÃ¥l, som jeg fandt det interessant at diskutere. Men jeg gik ud fra at der i et samfund som det danske, hvor der jo hersker ytringsfrihed, gerne mÃ¥tte indskyde et ikke fuldt ud gennemargumenteret synspunkt – hvilket man da normalt gerne mÃ¥ pÃ¥ Capacs blog. Derudover bemærker jeg, at du i diskussionen med Capac giver en form for svar pÃ¥ mit implicitte spørgsmÃ¥l om, hvilket menneskesyn (og ikke blot samfundssyn) det faktisk er, der ligger bag dit syn pÃ¥ arbejdsløshed, hvilket jeg takker mange gange for.
Derudover vil jeg da absolut ikke benægte, at hvis man som arbejdsløs fÃ¥r tilbudt et job der ligger uden for ens eget specifikke fagomrÃ¥de, hvis man ikke har nogen fysiske og psykiske skavanker, og hvis der derudover ikke er nogen gode grunde til, at man ikke skulle tage jobbet, sÃ¥ har man ogsÃ¥ en pligt til at tage det. Det spørgsmÃ¥l der skiller vandene synes at være, om der kan være gode grunde til ikke at tage et job man bliver tilbudt. Capac og jeg siger ja – MikkelA siger nej. Eller sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Jeg mener ikke, at enhver arbejdsløs er forpligtet pÃ¥ at tage imod ethvert job han eller hun bliver tilbudt.
Derudover er jeg helt enig med MikkelA i at det “At være arbejdsløs er ikke en sygdom, og der er intet traumatiserende i at arbejde i andre jobs, end lige præcis eens drømmejob indtil man evt. finder dette”. Men hvis det er rigtigt, hvorfor sÃ¥ betragte arbejdsløshed som en sygdom der skal behandles? Arbejdsløshed er et samfundsmæssigt og samfundsskabt problem, som har alvorlige konsekvenser for enkeltindivider. En mÃ¥de at mindske disse konsekvenser pÃ¥, er ved at sikre at mennesker der er arbejdsløse ikke dør af sult og kan leve en nogenlunde fornuftig tilværelse mens de ikke har noget job. Men dette skal selvfølgelig
Det var vist ikke hverken en begrundelser eller et argument for noget som helst, og heller ikke et substantielt bidrag til diskussionen. Følte bare trang til at forklare mig.
27. februar 2007 kl. 11:58
@Carsten & Jens A: Jeg kan kun sige: Amen!
27. februar 2007 kl. 18:14
CAPAC:
Men arbejdsløshed er jo netop et individuelt problem, og i allerhøjeste grad et, som den enkelte er ansvarlig for at gøre noget ved. At tro den søde, rare stat kommer og gør noget ved det mens man selv sidder helt stakkels og offergjort med hænderne i skødet, er både temmelig formynderisk og betænkeligt, men desværre en mentalitet, der nok er ret udbredt. Det ændrer så bare ikke ved, at du stadig nægter at forholde dig til, at de penge som man kan spare ved at skære dagpengeperioden fra 4 år til ½, er enorme og ville kunne bruges langt bedre, end at understøtte fuldt arbejdsduelige, der foretrækker at få penge fra det offentlige fremfor at tage et af de job, der praktisk talt hænger på træerne for øjeblikket.
Jens A:
Jeg har al mulig respekt for iværksættere, og mener da ogsÃ¥ at de skal have lov til 6 mÃ¥neders dagpenge som alle andre i min idealverden. Den med, at alle jo vil arbejde, har jeg vist kun hÃ¥n, spot, latterliggørelse til overs for. Masser af mennesker vil hellere end gerne dandere den pÃ¥ det offentliges regning, og at det er hvad der foregÃ¥r, er ekstremt tydeligt nÃ¥r langtidsledige pÃ¥ dagpenge i meeeeeget stort tal vupti fÃ¥r beskæftigelse helt pÃ¥ egen hÃ¥nd nÃ¥r dagpengeperioden nærmer sig sit udløb – uanset hvor lang denne sÃ¥ ellers er.
Carsten:
Såså. Nu ikke så muggen. Her roser jeg dine fine iagttagelser og alting i forrige indlæg, så hvorfor nu så mavesur?
Men til substansen – du skriver:
“Derudover vil jeg da absolut ikke benægte, at hvis man som arbejdsløs fÃ¥r tilbudt et job der ligger uden for ens eget specifikke fagomrÃ¥de, hvis man ikke har nogen fysiske og psykiske skavanker, og hvis der derudover ikke er nogen gode grunde til, at man ikke skulle tage jobbet, sÃ¥ har man ogsÃ¥ en pligt til at tage det. Det spørgsmÃ¥l der skiller vandene synes at være, om der kan være gode grunde til ikke at tage et job man bliver tilbudt.”
Jer er skam enig. F.eks. skriver jeg jo lidt ovenfor, at folk uden ben ikke skal gÃ¥ med aviser – og det samme gælder sÃ¥ de med f.eks. ledgigt. PÃ¥ samme mÃ¥de mener jeg ikke, at folk med pacemakere skal arbejde nær store magneter. Det er gode grunde. Men sÃ¥fremt man er rask, og hverken har psykiske eller sociale problemer, mener jeg at legitime undskyldninger for ikke at tage et tilbudt job i næromrÃ¥det, er meget, meget fÃ¥. Og tro mig, der er virkelig meget, meget fÃ¥ steder her i landet, hvor der ikke er ledige jobs i detailhandelen, som rengøringsassitent, i industiren eller som ufaglært pÃ¥ en byggeplads.
Hvis folk, der er raske og hverken har psykiske eller sociale problemer nægter at tage et sÃ¥dant, mener jeg dagpengene skal ryge – med det samme. Som sagt, har vi langt, langt bedre ting at gøre med disse ganske betydelige midler, end financiere folks sensitive jobpræferencer.
“Derudover er jeg helt enig med MikkelA i at det “At være arbejdsløs er ikke en sygdom, og der er intet traumatiserende i at arbejde i andre jobs, end lige præcis eens drømmejob indtil man evt. finder dette”?. Men hvis det er rigtigt, hvorfor sÃ¥ betragte arbejdsløshed som en sygdom der skal behandles?”
Ja, det undrer også mig, at nogen kan se det på den måde. Men det kan vi immervæk konstatere, der er en del der åbenbart gør. Som en gigantisk social begivenhed, af verdensomstyrtende proportioner, der kaster de sarte og følsomme individer ud i monumentale livskriver, som kræver mandsopdækning af socialarbejdere og nøje tilrettelagte handlingsplaner. En uhyggelig pine, som de onde kapitalitiske kræfter bærer ansvaret for, og den gode stat skal sørge for at bære de sarte og sårede individer uskadte igennem.
Crazy, crazy, hvis du spørger mig. Folk skal have et par mÃ¥neders dagpenge, og sÃ¥ se at finde sig et nyt job – det er jo for pokker ikke verdens undergang eller en psykisk diagnose vi taler om. Og sÃ¥ kan vi jo glæde os over, at det er helt usandsynlig let at finde et andet job for øjeblikket, og for de der ikke vil det, har vi sÃ¥ endda a-kasser og jobcentre, der kan gøre arbejdet for dem – og det er naturligvis kun de, der takker nej til et job de kan bestride, og som de endda fÃ¥r serveret pÃ¥ et sølvfad, som jeg mener vi skal lukke for pengene til.
“En mÃ¥de at mindske disse konsekvenser pÃ¥, er ved at sikre at mennesker der er arbejdsløse ikke dør af sult og kan leve en nogenlunde fornuftig tilværelse mens de ikke har noget job.”
Hvis der ikke er nogen job at tilbyde, er der jo heller ikke nogen job at takke nej til med dagpengefratagelse tilfølge, og sÃ¥ er hele problematikken diskuteret i denne trÃ¥d temmelig irrelevant. Selvom det da lød dejlig dramatisk, det med at “dø af sult” og alting…
27. februar 2007 kl. 19:00
@Mikkel: Jeg synes vist ikke det er så soleklart, at de folk danderer den, der får er job lige inden dagpengeretten udløber: Det er jo typisk også det tidspunkt, man gør regnskabet op som iværksætter eller hvad for en drøm, man nu prøver at udleve. Går det eller går det ikke. Selvfølgelig dermed ikke sagt, at dagpengene ikke kan blive en sovepude. Det sker selvfølgelig også. Men jeg mener klart det er en fejltagelse at tro, at det er den største gruppe i forhold til iværksætterne.
27. februar 2007 kl. 19:07
MikkelA: Mavesur Mig? Jeg undskylder jo blot pænt, at jeg ikke havde tid til at skrive et argumenteret indlæg, men blot kastede en tanke afsted :-)
“Som en gigantisk social begivenhed, af verdensomstyrtende proportioner, der kaster de sarte og følsomme individer ud i monumentale livskriser, som kræver mandsopdækning af socialarbejdere og nøje tilrettelagte handlingsplaner.” Det der undrer mig i den forbindelse er, at de værste til at bureaukratisere arbejdssøgnings- og arbejdsløshedssituationen faktisk er den siddende liberale regering. At kontrollere folk i hoved og røv plejer at være en socialdemokratisk fritidsbeskæftigelse, men Claus Hjort har formÃ¥et at sætte nye standarder for formularudfyldelse, kontrol og generel mistænkeliggørelse af arbejdsløse.
At der altid er ufaglærte jobs at finde indenfor diverse brancher er jeg helt enig med dig i – har jeg givet udtryk for andet?
Min kommentar om at “dø af sult” var mestendels ment som et generelt forsvar for den oprindelige idé bag indførslen af dagpenge og overførselsindkomster, ikke et forsøg pÃ¥ at underminere diskussionen.
27. februar 2007 kl. 20:39
@MikkelA: Jeg “nægter” bestemt ikke “at forholde mig” den besparelse, du nævner. Jeg er bare ikke enig i din prioritering.
Og jeg tager ogsÃ¥ afstand fra din individualisering af ledighedsproblemet. NÃ¥r dusinvis af lærerseminarielærere i disse dage smides ud i arbejdsløshedskøerne pÃ¥ grund af nedskæringer i uddannelsessektoren, sÃ¥ er det et samfundsproblem, som jeg mener, staten skal være med til at løse. At det skulle være udtryk for “formynderi”, at staten spiller en aktiv rolle i at fÃ¥ folk i arbejde igen, betragter jeg som noget liberalistisk nonsens.
Selvfølgelig skal den enkelte ikke sidde med hænderne i skødet. Han/hun skal da gøre sit til at finde et “passende” arbejde. SÃ¥dan er det jo allerede med de eksisterende rÃ¥dighedsregler.
Og med hensyn til din pÃ¥stand om, at mange mennesker ikke gider at arbejde, sÃ¥ er jeg ikke stødt pÃ¥ en eneste undersøgelse, der dokumenterer din pÃ¥stand. OgsÃ¥ den seneste undersøgelse viser, at langt de fleste gerne vil arbejde, selv om nogle af dem har visse betingelser…
28. februar 2007 kl. 12:12
Jens:
Det er fint, men sÃ¥ mÃ¥ de folk gøre deres drømmejob op lidt hurtigere – og da en tidsgrænse pÃ¥ f.eks. 6 mÃ¥neder er ligesÃ¥ lidt eller meget naturgiven som en pÃ¥ 4 Ã¥r, mÃ¥ disse forventes i sÃ¥ fald at gøre det da. Det er fint man tænker over sit livsprojekt eller whatever, men igen mÃ¥ man, i en situation med begrænsede midler, vælge, om man vil financiere raske og arbejsduelige menneskers overvejelser, eller man mener der er bedre ting at bruge disse midler pÃ¥.
Carsten:
Jeg er helt enig med dig i, at jeg mener overdreven kontrol er en uskik, hvad enten det er socialdemokrater eller venstrefolk administrerer den. Derfor mener jeg netop, at mit foreslag er så glimrende. 6 måneder uden nogen form for kontrol, derefter jobtilbud til et job man er kompetent til, og vil man ikke have det, så slut med dagpenge.
CAPAC:
Jeg mener det er lærernes problem, hvis de har valgt en uddannelse der ikke er jobs til. Hvad skulle staten egentlig ogsÃ¥ gøre, for at løse et problem med for mange lærere – indsætte 2-3 i hver klasse, fÃ¥ folk til at fÃ¥ flere børn sÃ¥ lærerne fÃ¥r noget at lave? Nej, sÃ¥ mÃ¥ de finde en anden, eller sigte efter det næstbedste job med de kompetencer de har. Staten giver folk en fuldstændig gratis uddannelse, og financierer endda denne med den mest generøst uddannelsesstøtte pÃ¥ denne klode.
Jeg mener selvfølgelig ikke, at det er formynderi, at staten hjælper folk med at få jobs. Som sagt mener jeg, at disse skal tilbydes de bedst mulige udfra deres kompentencer, hvis de ikke selv kan/vil finde et. Men jeg mener så også, at de er forpligtede til at tage disse, eller miste deres dagpenge.
28. februar 2007 kl. 13:36
@MikkelA: Jeg har forstået. Den lediges ledighed er den enkeltes eget problem. Vi er lodret uenige.
Men pÃ¥ et punkt har du dog bevæget dig, Mikkel: Du skriver, at folk “skal tilbydes de bedst mulige [jobs] ude fra deres kompetencer, hvis de ikke selv kan/vil finde et”. Her indrømmer du jo, at der skal tages hensyn til folks baggrund (nemlig: deres kompetencer), og folk skal ikke bare have hvilket som helst job.
28. februar 2007 kl. 17:10
“Jeg har forstÃ¥et. Den lediges ledighed er den enkeltes eget problem
Det er ihvertfald i altovervejende grad den enkeltes problem. At du Ã¥benbart mener, at staten – udover at financiere uddannelsen rub og stub, samt give den mest generøse SU verden herunder – ogsÃ¥ skal sørge for at levere jobs til et sølvfad til de nyuddannede (hvordan den sÃ¥ end skulle kunne det jvf. lærereksemplet – planøkonomi mayhaps?)
“Men pÃ¥ et punkt har du dog bevæget dig, Mikkel: Du skriver, at folk “skal tilbydes de bedst mulige [jobs] ude fra deres kompetencer, hvis de ikke selv kan/vil finde et”?. Her indrømmer du jo, at der skal tages hensyn til folks baggrund (nemlig: deres kompetencer), og folk skal ikke bare have hvilket som helst job.”
Suk. Jeg kan godt forstÃ¥, at du leder efter figenblade, til en graciøs exit. Men den slags lamme strÃ¥mænd hjælper dig altsÃ¥ ikke. Jeg har hverken “bevæget” mig eller “indrømmet” noget i den henseende. Hvis du mener jeg pÃ¥ noget tidspunkt, har advokeret, at man af princip skal give folk jobs de er overkvalificerede til, ud af ren og skær sadisme, selvom jobcentrene lÃ¥ inde med mere passende jobs, sÃ¥ vil jeg da se frem til at se dig dokumentere de pÃ¥stand med afsæt i diskussionen.
Hvis man har en ubesat lærerstilling, skal en uddannet lærer selvfølgelig tilbydes denne – hva’ ellers? Men det er ikke hvad vi har diskuteret her i trÃ¥den. Det jeg konstaterer, er at den store ledighed for øjeblikket ligger i servicesektoren, industrien og det derfor er naturligt, at indtil de uddannede lærerer finder sig deres drømmejob, sÃ¥ kommer ud og pakke frugt pÃ¥ Gaza, stÃ¥ i 7-11 eller gøre rent i en insitution.
Kort sagt, forsøger sig selv indtil drømmejobbet dukker op, så vi kan bruge de midler de ellers ville have beslaglagt mens de intet lavede, til mere relevante formål end at forsøge raske, voksne mennesker, der ikke gider tage et arbejde, selvom alle muligheder herfor er tilstede.
28. februar 2007 kl. 18:14
@MikkelA: Planøkonomi? Nej, hvad jeg plæderer for et blot, at staten aktivt bidrager til, at de ledige kan finde et “passende” job, fx gennem supplerende kurser, efteruddannelse, løntilskud, isbryderprojekter osv.
Og jeg leder bestemt ikke efter noget figenblad, blot fordi jeg pÃ¥peger, at du har flyttet dig eller i hvert fald nuanceret din holdning til, hvilke jobs, folk skulle tage ved at tale om “kompetencer”. Det har du ikke gjort før. Hvis der er et figenblad, sÃ¥ er det vist vokset ud hos dig.
28. februar 2007 kl. 18:45
“Og jeg leder bestemt ikke efter noget figenblad, blot fordi jeg pÃ¥peger, at du har flyttet dig eller i hvert fald nuanceret din holdning til, hvilke jobs, folk skulle tage ved at tale om “kompetencer”?.”
Drop nu dine stråmandsargumenter. Du ved lige så vel som jeg, at diskussionen her er gået på, hvorvidt folk i en situation hvor deres drømmejob ikke var ved hånden, skulle tage et andet. Hvis du mener, at jeg har givet udtryk for, at nogen skulle tvinges til at tage et job de var overkvalificerede til, selvom andre der var mere passende ift. deres kvalifikationer, var tilstede, så vil jeg da glæde mig til at se dig dokumentere den påstand.
“Det har du ikke gjort før. Hvis der er et figenblad, sÃ¥ er det vist vokset ud hos dig.”
Det er sÃ¥vel et strÃ¥mandsargument som et figenblad og helt din opfindelse. Vi ved jo begge, at du ikke i nogen henseende kan dokumentere, at jeg har sagt noget andet, eller at jeg kan “nuancere” min holdning til et emne, som vi indtil da, overhovedet ikke havde berørt i diskussionen.
Det er ret lamt, at forfalde til den slags, men well, går den så går den vel. Det gjorde den så, desværre for dig, ikke. Bedre helt næste gang.
28. februar 2007 kl. 18:53
Sorry. Glemte at kommentere dette:
“…hvad jeg plæderer for et blot, at staten aktivt bidrager til, at de ledige kan finde et “passende”? job, fx gennem supplerende kurser, efteruddannelse, løntilskud, isbryderprojekter osv.”
Øh. Nu introducerede du selv eksempler med lærermangel, som du åbenbart mente staten havde pligt til at løse, for de stakkels lærere, der nu efter en dyr, statsbetalt uddannelse som de selv med vidt åbne øjne og af egen fri vilje valgte, opdagede at der sørme var flere lærere end der var børn at undervise.
Før vi fortsætter med dine foreslag om alle de dejlige ting, som staten skal levere og financiere for de stakkels mennesker, der i en situation med fuld besæftigelse, ikke lige føler for at tage et af de jobs, de kunne få ved at løfte røret, så vil jeg da gerne vide hvordan de ovennævnte tiltag, kan løse problemet med alt for mange folkeskolelærere?
28. februar 2007 kl. 19:19
@MikkelA: Jeg tror, at vi har fået kridtet banen op. Vi er radikalt uenige om statens rolle. Og det ændrer en nuance i din argumentation ikke stort ved.
For det andet: Jeg har ikke udtalt mig om folkeskolelærerne. Jeg nævnte seminarieunderviserne, altså de primært universitetsuddannede lærere ved lærerseminarierne, og som nu sendes ud i arbejdsløshed på grund af regeringens besparelser på området. Og disse mennesker besidder mange faglige kvalifikationer, akademiske kompetencer og erfaringer, der med lidt efteruddannelse vil kunne bruges i de offentlige og private virksomheder, der faktisk efterlyser kvalificeret, højtuddannet arbejdskraft. Problemstillingen vil ikke være meget anderledes, hvis det var folkeskolelærere, det drejede sig om.