Albummets død og populærmusikkens fremtid

23. september 2009

Værktanken er jo under stærkt angreb. […] Selvfølgelig har der være fede singler gennem rockhistorien, men helhedsudtrykket og den indbyggede mening i sangenes rækkefølge er i fare for at dø ud samtidig med, at udbuddet bliver sÃ¥ stort. Den nemmere tekniske tilgang til tingene fÃ¥r oplevelsen af det enestÃ¥ende og magiske i musikken til at forsvinde. Til fordel for noget mere letkøbt og overfladisk, som ikke fÃ¥r den samme betydning. Alene oplevelsen af at det at købe en plade i en pladeforretning næsten er noget helligt, kunne jeg godt unde de unge at have oplevet. Jeg kan umuligt forestille mig , at nutidens unge om 50 Ã¥r vil høre den samme musik, som de hører i dag. Det har nok noget med min alder at gøre, men det fÃ¥r altid en betydning at sætte sangene samme pÃ¥ et album. Den ene sang belyser den anden. Og selv om jeg godt ved, at det er op ad bakke at forfægte det synspunkt, kan jeg ikke sige mig fri for at mene, at der foregÃ¥r et vist snigløb mod kunstnernes ambitioner og intentioner, nÃ¥r vore interesseorganisationer indgÃ¥r aftale med for eksempel YouSee Play. Albummet som medie tvinger folk til at lytte; ogsÃ¥ til de sange, de mÃ¥ske ikke vidste, at de havde lyst til”.

(Sebastian i Torben Billes “NÃ¥r lyset bryder frem”, s. 260 f.)

Der er noget paradoksalt over den teknologiske udvikling inden for musikdistributionen. For et par Ã¥rtier siden blev CD’en det nye frembusende medie. Og med en rummelighed pÃ¥ op til 80 minutter eller mere kunne man mÃ¥ske forvente, at værk-konceptet, som blev indført med LP’en og havde en glansperiode i tresserne, ville fÃ¥ en renæssance.

Selv om værket ikke forsvandt, sÃ¥ er den tendens, som Sebastian beskriver – i retning af singleformatet – dog blevet mere og mere udtalt. Og det skyldes vel nok internettet og fildelingen. Internettet og Ipoden har brudt værktanken.

Det er også lidt af et paradoks, at muligheden for at udbrede musikalske værker via CD og internet (m. høje hastigheder) generelt set har sænket den lydmæssige kvalitet. mp3-formatet er et barn af internettets modem-tid, hvor der kunne være en idé i at komprimere lyden, så den relativt hurtigt kunne hentes ned via et 33.3 modem. Men i dag, hvor man kan få 12 megabit-forbindelser for en overkommelig pris, må man da spørge sig selv om, hvorfor man skal nøjes med ringere end cd-lyd?

De nye kommercielle fildelingssider som Play og Spotify bekræfter og forstærker blot denne tendens til discount-singleplade-musik. Det kan godt være, at Sebastian er en oldtimer, men han har fat i noget centralt og peger pÃ¥ endnu et sted, hvor musikindustriens og kunstnernes interesser ikke gÃ¥r i takt. (PÃ¥ et punkt lyder Sebastian dog som mine forældre, nemlig nÃ¥r han forudser, at ungdommen ikke vil lytte til sin egen generations musik, nÃ¥r de bliver ældre. Det var nøjagtigt, hvad mine forældre sagde til mig dengang, jeg begyndte at lytte til The Beatles…). (/font)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. mb kommentarer:

    Sebastian har ret i det med ‘værket’.

    Og du har ret, CDen’s død kunne jo teoretisk set hæve lydkvaliteten!
    Men hvor sandsynligt er det?
    Der mangler ogsÃ¥ nogen tekniske mellemreginger, for brænder du det digitale materiale til en CDR, er du lige vidt, og PC’en koblet direkte til Hi-Fien er jo ikke ligefrem High-End lyd. For slet ikke at tale om de Ã¥ndsvage plastikhøjttalere vi fleste har koblet til computeren.

    De vil lytte til deres egen generations musik, fordi de har minder knyttet til ‘lydene’, ikke fordi ret meget af det har karakter af klassikere eller har musikalsk banebrydende værdi.

  2. capac kommentarer:

    @mb: Ja, der mangler tekniske mellemregninger, men det kan vel løses. Personligt tror jeg, at de kommercielle interesser er en endnu større barriere. Hvis man kan tjene penge på at sælge skod-mp3-wmv-filer med kryptering, hvorfor så satse på Blue Ray-audiokvalitet? Jeg tror, det er kunstnerne selv og idealistiske musikelskere, der skal vise vejen. Neil Young og Nine Inch Nails har taget et skridt i den retning.
    Og ja, Sebastian glemmer den nostalgiske faktor.

  3. Torben Bille kommentarer:

    @capac: Den nostalgiske faktor spiller ogsÃ¥, tror jeg, ind, nÃ¥r vi taler om værker. Lad mig lige lege Djævelens advokat: Faktum er, at mange af de gyldne lp’er fra 60’ere og 70’ere, hvor vi kender tracklisten sÃ¥ godt som vores personnummer, jo blev sammensat helt tilfældigt, ja, Beatles overlod det tit til George Martin eller hvem der nu sad i studiet til sidst at bestemme sangrækkefølgen. Alligevel opfatter vi de plader som helstøbte værker. Det er en illusion. Men en vellydende sÃ¥dan. I hvert fald pÃ¥ de nye bokssæt.

  4. capac kommentarer:

    @Torben Bille: Ja, selvfølgelig er der noget illusorisk – eller i hvert fald konstrueret – over de gamle concept-album. Og for at følge op pÃ¥ det djævelske, mÃ¥ man ogsÃ¥ tilføje, at mange af dem solgte rigtig dÃ¥rligt, da de kom ud. Det gjaldt bl.a. for The Kinks, der jo var en af fortropperne, nÃ¥r det drejede sig om tematiske plader – Village Green, Arthur osv. Men den rene illusion var det jo ikke, nÃ¥r der blev konstrueret albums med tematisk overskrift. Sgt. Pepper eller ej…

Skriv en kommentar

289 har læst indlægget
14,851