Så kort og mærkeligt livet er
25. oktober 2009De foregående indlægs kredsen omkring the Blues skyldes, at jeg for nylig har set Anders Østergaards film om Dan Turèll “Så kort og mærkeligt livet er” fra 2008. I filmen væves fiktion og dokument sammen – sådan som man så det i Østergaards film om Gasolin og Tin-Tin – på fascinerende vis. Det helt centrale i filmen, der er en skitse af Turèll liv fra barndom til død, er Dan Turèlls stemme, der med den kendte diktion fortæller og reciterer digte. Jeg har altid forbundet Turèlls poesi med jazzens improvisation. Dens kredsende pulseren. Men selv fremhæver Onkel Danny i denne film bluesen som modellen for subjektive digtekunst. Og på lydsporet understreges parallellen af Sister Rosetta Tharpe og Sonny Boy Williamson. Filmen kan lånes på biblioteket. Anbefales helhjertet.
27. oktober 2009 kl. 10:30
Min kaere soester gav mig en cd med Dan Turell og Halfdan E (som jeg laeste som “halfdane” (halvdansker…)) og baade jeg og min elskede er helt vild med den. Dan Turell havde bare saadan en skoen stemme og saa var han saa vidunderligt maerkelig. :)
27. oktober 2009 kl. 12:03
Jeg mødte Dan Turell i Odense engang, han stod ved lyskrydset, jeg sad i bussen. Hvorfor så den mand så ensom ud? Det udtryk har fulgt (nej, ikke forfulgt) mig lige siden.
27. oktober 2009 kl. 12:06
Jeg tror, at den eksistentielle ensomhed har været et vigtigt element i Turèlls forfatterskab (og liv). Man kan godt høre og mærke det i omtalte film.