Rod Stewart – 1975 – 1978

22. april 2021

 

“Den er meget steril, ufølsom..han gav ikke sig selv… Dybest set har han ikke ændret sig overhovedet, men han er inde i den der Hollywoodting” [Faces tangentspiller Ian McLagan om Rod Stewarts album Atlantic Crossing]

Uvist af hvilke årsager så udsendes Rod Stewarts albums fra sidste halvdel af halvfjerdserne – Atlantic Crossing, A Night on the Town, Footloose & Fancy Free og Blondes have more fun – om kort tid som en lille vinyl-LP-boks. I hvert fald markerer udgivelsen Rod Stewarts første tid efter tiden med Faces. 1975 var året, hvor Atlantic Crossing udkom og hvor Ron Wood gik videre til Rolling Stones. Om Faces reelt blev opløst er så en anden snak, for der har været tale om gendannelser i årene efter. Og det siger måske i virkeligheden noget om, hvor løst et band Faces var og hvor let Rod Stewart tog på tingene.

Stewart havde søgt om amerikansk statsborgerskab og titlen – Atlantic Crossing – sigtede måske både til, at Stewart – som fx Rolling Stones – ville væk fra den britiske brandbeskatning på 83%, som Labours leder Harold Wilson havde indført – og måske trak det amerikanske overklasseliv også, som McLagans ord ovenfor mere end antyder. Stewart var jo på det tidspunkt blevet et stort navn på begge sider af Atlanten.

Krydsningen af Atlanterhavet betød også en musikalsk nyorientering. Væk var Faces og Stewart sagde samtidig farvel til deres pladeselskab Mercury Records til fordel for det store Warner Bros. Og i stedet for drengene, som han kendte ud og ind, allierede han sig med nogle af Amerikas bedste studiemusikere, bl.a. de berømte Memphis Horns og dele af Booker T. and the Mg’s.

Vennerne i Faces brød sig ikke om Stewarts nye musikalske retning, der var – for at sige det diplomatisk – mere mainstreamorienteret og kommerciel. Kun sangen “Three time looser” havde rod i årene med Faces, men det var med sangen, hittet, “Sailin'” Stewart viste, hvilken retning han ville bevæge sig i sit nye liv på den anden side af det store hav.

Selv om jeg foretrækker årene med Faces, så er jeg med årene blevet mere åben for den Stewart, der blev kendt som jetset-darling og blondineven. Med de rette musikere bag sig og de rigtige sange (fx Danny Whittens “I Don’t Want to Talk About It”) er han stadigvæk – også efter 1975 – en fremragende sanger. Måske endda, som Torben Bille mente her i bloggen, verdens bedste…

 

16 har læst indlægget

New wave-topmøde: Wilco Johnson and Lew Lewis Band

22. april 2021

For mange år siden var jeg til koncert med Lew Lewis Reformer. Det var på Østergades Hotel i Århus og vist samme år som bandet havde udgivet deres ene album Save the Wail Stiff Records.

Lew Lewis var en del af den britiske new wave-bølge. Han blev født i 1955 og var vokset op i samme gade som Lee Brilleaux (forsangeren i Dr. Feelgood), der også lærte ham at mestre mundharmonikaen. Senere kom han med i Eddie and the Hot Rods (deres første to singler) og fik udgivet sin egen single i 1976.

Lew Lewis døde tidligere i denne måned. Og når man tjekker han biografi på nettet og hans diskografi, så er der noget, der tyder på, at han – selv om han færdedes blandt de kendte i new wave-miljøet – aldrig nåede new wavens 1. klasse, hvor The Clash m.fl. var. Og hans diskografi tyder også på, at der ikke rigtig var nogen karriereplan for hans udfoldelser. Et album og en masse småbidrag til singler, der alt sammen har resulteret i en del opsamlinger under hans navn. Noget tyder på, at Lewis havde et svært liv. Han nåede også at sidde inde for væbnet røveri. Og biografer taler om, at tiden efter Save the Wail var “turbulente år”.

Men Lew Lewis var en fin arvtager af Little Walters bluesharmonika og satte farve på de indspilninger, han medvirkede på. Fx ovenstående EP, hvor han danner band med selveste Wilco Johnson (Dr. Feelgood).

Hvad dødsårsagen var, vides endnu ikke.

9 har læst indlægget

Talking Heads for børnekor

21. april 2021

Den første publicering gik galt, så videoen ikke kunne vises. Men her er den – og den er da værd at vente på i al dens ungdommelige charme.

9 har læst indlægget

McCartney III – imagined

20. april 2021

I forlængelse af udsendelsen af sit med spænding ventede album McCartney III har Paul McCartney også udsendt – som streaming – en versionering under titlen McCartney III – imagined, hvor en række yngre kunstnere får lov til at remixe og fortolke sangene på Maccas soloplade. Man kan lytte til den på alle streamingtjenesterne – inkl. Youtube.

Hvorfor denne plade? Uden at vide det tror jeg, det er et forsøg – fra McCartneys side – på at imødekomme nutidens poplyd. At være ung med de unge kunne man måske sige med lidt vitriol i mundvigen. Og måske er det godt for indtjeningen? I hvert fald er det en imødekommelse af nutidens digitale lydæstetik. Og som sådan har jeg lidt svært ved at følge Macca. Jeg foretrækker hans egne, ret nøgne sange, som man ganske vist skal vænne sig til (sådan har det altid været), men som lever op til de forventninger, man (jeg!) har haft til den gamle mester.

8 har læst indlægget

Mary Mary – Shackles

19. april 2021

Jeg burde egentlig ikke kunne lide det her. Urban contemporary gospel kalder man det ude på nettet. Engang ville man nok have kategoriseret det som en afart af soul, men det er mange år siden. Men i hvert fald er det et eksempel på moderne, sort bypop. Hvor musikken er hældt ned i computeren og rettet til, så det hele passer ind i vor tids streamingagenda. Og videoen er et opbud af opmærksomhedskrævende optrin og hændelser, der kun har det til formål at – ja – fange din opmærksomhed. Det er længe siden MTV var skyld i nogle kunstnerisk eksperimenterende musikvideoer. Nu må de også bøje sig for penge-og-streamingtjeneste-guden.  – Og så alligevel er der her gemt en lille bitte rest af gammeldags popattraktion. Dybt nede kan man høre det, hvis man ellers formår at slå alle digitaliseringens overgreb fra et øjeblik. I øvrigt er udspillet fra 2000 og Mary Mary består af søstrene Erica og Trecina Atkins-Campbell. God fornøjelse.

9 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Away from her

19. april 2021

Jeg kender ikke instruktøren Sarah Polley, men det var også skuespillerinden Julie Christies navn, der gjorde udslaget, da jeg i går aftes skulle vælge et alternativ til tv-programmernes forudsigelighed og kedsommelighed. Julie Christie var et stort navn i 1960’erne, hvor hun var med i en række store film som fx Darling, Doctor Zhivago, Fahrenheit 451, Sendebuddet og Rødt Chok. Siden skruede hun lidt ned for karrierens blus uden på nogen måde at forsvinde helt ud af rampelyset. Men en skuespillerinde, man (jeg) husker for sit skuespil og for sin iøjnefaldende kønne udseende. Så jeg tænkte det ville være godt at gense hende nu i en rolle, hvor hun er trådt ind i alderdommen (hun er født i 1941).

Og så var der emnet i filmen. Christie spiller en kvinde, der har fået Alzheimer og derfor forandres og glider bort fra sin ægtemand gennem mere end fire årtier Grant (spillet af den canadiske skuespiller Gordon Pinsent). Ved filmens begyndelse er forandringen allerede i gang og såvel Fiona som Grant ved, at det kun kan gå en vej. Fiona glider væk fra Grant, og vi følger nærmest punkt for punkt sygdommens symptomatiske udvikling (glemsel, personlighedsforandring osv.), og Grant, der desperat forsøger at holde fast i sin kærlighed til Fiona glider også væk fra Fiona (som filmens titel jo siger – væk fra hende). Og det Sarah Polleys styrke som instruktør i denne film, at hun formår at skabe en særlig balance i fortællingen mellem beskrivelsen af Fionas gradvise, uafvendelige, forandring og forsvinde – og så Grants tilsvarende, næsten tavse, sammenbidte tilpasning til en ny virkelighed. En balance, der rummer hele filmens spænding, suspense, der slår enhver spændingsfilm med flere alen. En spænding, der ligger i uvisheden om, hvad der vil ske lige om lidt, i handlingslammelsen (hvad stiller man op?) og i den latente desperation, der ligger lige derinde bag den tilsyneladende stoiske fremtræden hos Grant og bag Fionas forsøgsvise accept af sin tilstand.

Udviklingen går stærkt fra det øjeblik, hvor Grant tøvende lader den anderledes afklarede Fiona flytte ind på et hjem for Alzheimerpatienter. Grant fortsætter med at besøge hende hver dag, men lige så trofast og vedholdende, han er, lige så konsekvent glider Fiona ind i sit nye liv og væk fra Grant. Og der er ingen happy end i udsigt i denne film (hvilket er ganske velgørende). Fionas og Grants historie fortælles med hudnær, sviende realisme, hvor der ikke er plads til nemme løsninger eller nemme svar. Og filmen slutter på samme åbne måde, som den begyndte, som var fortællingen om Fiona og Grant en sløret parantes i det liv, der ubønhørligt går videre.

Skuespillet i filmen er intet mindre en fornemt. De erfarne skuespillere formår med ganske små og fine midler at fremstille de involverede menneskers situation og udvikling. Filmen er smukt fotograferet i et vinterligt Canada og fortælletempoet er stille og roligt. En stærk, langtidsholdbar film om et af vor tids store lidelser.

PS. Og det canadiske understreges af lydsporet, hvor Neil Young og K. D. Lang dukker op.

8 har læst indlægget

Mick Jagger giver coronaen et spark

18. april 2021

Hvad gør man, når man er en gammel rockstjerne og er ved at gå i spåner over pandemiens nedlukninger. Jo, man gør da det, man er bedst til, skriver en sang om sine frustrationer og oplevelser – og får hjælp af en yngre lidelsesfælle, Dave Grohl. Det er vist længe siden Mick har lydt så tændt.

“Trying to write a tune / You better hook me up to Zoom / See my poncey books / Teach myself to cook / Way too much TV / It’s lobotomising me / Think I’ve put on on weight / I’ll have another drink / Then I’ll clean the kitchen sink.”

9 har læst indlægget

Dødsfald: Rusty Young – Poco – er død, 75 år gammel

17. april 2021

Han var med til sammen med Richie Furray og Jim Messina at danne country-rock-gruppen Poco i 1968 på ruinerne af Buffalo Springfield. Og har var medlem helt frem til sin død d. 14. april i år – altså mere end halvtreds år. Med sin sangskrivning og sin steel guitar satte han sit varige præg på Poco og dermed på den afart af rock som fik navnet country rock. Nu er Rusty ikke mere, og det er Poco nok heller ikke.

7 har læst indlægget

Kult: Joyce Harris – No way out

16. april 2021

Joyce Harris – fra Bowling Green, Kentucky – og aktiv i 1960’erne. Der er ikke så mange oplysninger om denne rockabilly-dame, men denne single er blevet et hit i kultundergrunden. Men ikke på de “rigtige” hitlister.

En fransk side mener at vide, at Joyce er født i 1939 og at hun spillede mandolin og sang. Harris pladedebuterede i 1959 (!) med “The Boy in School/ It’s you” på A. T. Records (find den på nettet – hvis du kan…) og arbejdede sammen med doo-woop-gruppen the Slades og the Chevelles. Hun var også med i duoen Judy & Joyce.

Ellers er der ikke meget at fortælle, indtil der dukker noget op. Men i hvert fald en fin single, der fortjener at være kultobjekt.

11 har læst indlægget

Gitte Hænning: Ta’ med ud og fisk

15. april 2021

Faldt over denne norske (!) “video” med Gitte Hænning og hendes hit fra 1962, “Ta’ med ud og fisk”. En af den slags tresserpopsange, der stadigvæk holder 100% i kraft af en god melodi, en tekst, der passer som fod i hose til melodien og så selvfølgelig en ung, blond Gitte. En dansk “video” blev det vist aldrig til dengang, så godt at NRK kunne levere varen.

Og så findes sangen også i engelsk udgave med Gitte. Det vidste jeg ikke før nu.

10 har læst indlægget
10 har læst indlægget