Capac anbefaler: Tim Schou – Hero/Loser

18. maj 2021

Den lidt bombastiske titel på Tim Schous debutsoloalbum dækker over dels den almindelige erfaring om, at livet går op og ned. Mere specifikt over Schous bevægelse mellem successens sødme og den modsætning – og også om den genkendelige rejse, der handler om at finde sin egen vej ikke alene i verden men i musikken.

Efter at have smagt på successens frugter som del af Melodi Grand Prix-bandet A Friend In London gik Tim Schou sine egne veje for at finde sin egen vej. Og den lange og langvarige dannelsesrejse, som man engang ville have benævnt den, resulterede i en stor samling sange, hvoraf elleve har fundet vej til albummet. Sange, der blevet til med hjælp fra en lang række musikalske venner, men med Schou som kompositorisk ankermand.

Og sange, der – selvfølgelig – registrerer alle de oplevelser, som den lange rejse, har kastet af sig, med kendte temaer som den evigt udfordrende kærlighed med dens bølgegang, venskab og livet i sig selv og de drømme, det fører med sig.

Men paradoksalt nok så demonstrerer Schous album, at man kan løbe nok så stærkt, man vil, og rejse nok så langt væk, men nissen løber og flytter med. Sagt på en anden måde: Bag om den imposante iscenesættelse af albummet som resulatatet af en moderne lidelseshistorie, så afslører resultatet – sangene – at  Tim Schou ikke kan løbe fra, hvad han kom af. Nemlig den melodiøse pop, der i årtier har været idealet for alskens melodigrandprixer og sangkonkurrence. Ja, for den populærmusikalske konkurrence i det hele taget.

Og med hjælp fra sine fjorten medkomponister, en hoben producere og femten musikere har Tim Schou lavet et album, der båret af iørefaldende, slidstærke popsange i lette arrangementer, der placerer Schous gode popstemme centralt og helt fremme i lydbilledet, på en baggrund af arrangementer, man næsten fristes til at kalde klassiske poparrangementer, med velkendt instrumentering. Jo, Hero/Loser er først og fremmest en god popplade, der fortjener en bedre skæbne end den, der overgår de fleste MGP-sange. Den fortjener mange poplyttere og tilsvarende meget airplay, så den kommer til at holde ud over dette års musikalske sæson. Hermed anbefalet.

Tim Schou. Hero/Loser. Produktion: Tim Schou m. fl. Iceberg Records. Er udkommet.

17 har læst indlægget

Dødsfald: Michael Bruun – 70

18. maj 2021

Thors Hammer, Sensory System, Anaconda, Heavy Joker, Tyggegummibanden og ikke mindst Tøsedrengene og Ray-Dee-Oh. Jovist, nu afdøde Michael Bruun har sat et eftertrykkeligt mærke på dansk rock og pop som guitarist, komponist, producer m.m. Uvist af hvilken årsag sov Michael ind natten til mandag.

19 har læst indlægget

Capac anbefaler: Nello – Perfect Sense

17. maj 2021

Når man har et alenlangt musikalsk CV, der går lige fra de århusianske punkere i  Lost Kids til årelang tjeneste hos selveste Johnny Madsen – plus alt det mere eller mindre løse og fast – og så brænder inde med nogle sange, som man ikke rigtig har kunnet komme af med eller som ikke rigtige passede ind på den lange rejse i musikkens tjeneste, ja, hvad gør man så. Jo, man gør det, som ligger lige for, når man er sangmager: Man laver sit eget album.

Og i Nellos – Niels Nello Mogensens – tilfælde skal det tages næsten bogstaveligt. Han står selv for det meste på sit første regulære soloalbum, der bærer titlen Perfect Sense. Men hel alene er man jo aldrig, vel? For det første står sangene – alle til hobe – i gæld til kvinden i Nellos liv. Hende konen, kællingen og – musen, uden hvem sangene ikke var blevet til. Og af samme årsag handler sangene selvfølgelig om den evigt udfordrende kærlighed og om livet slet og ret. Og det med fare for at ende i banalitetens garn, som det ofte er sket i poppen og rocken. Men Nello undgår det, fordi han har noget på hjerte og fordi ærligheden og ægtheden har overtaget.

Men ellers har Nello selv stået for sange, arrangementer og produktion. Og man mærker allerede fra første skæring, at Nello har masser af erfaring at gøre godt med. Produktionen og arrangementerne sidder “lige i skabet”, som man siger nu om stunder. Og det hele bliver ikke ringere af, at Nello har allieret sig med nogle folk, der forstår, hvordan man får det hele ind i det der skab. Det gælder fx og ikke mindst Per Kolling, der leverer nogle trommer, som man straks bemærker, fordi de har en særlig, lækker lyd. Og det gælder Søren Jacobsen, der supplerer Nello på guitar og er garanti for en homogen lyd gennem alle sangene. Nævnes skal også Marianne Lange/Mari Mana, der i sit duet med Nello – “I Will” – giver sangen og dermed albummet et ekstra løft. Og noget lignende kan siges om Palle Hjorth, der i den sidste sang – “Let love lead your life” giver Nello både med- og modspil på den gode måde.

Nello selv står naturligvis central på albummet med sin guitar og sin gode stemme. Og hvis han minder om  nogle af de sangskrivere, der gennem årtier har sat dagsordenen – fx Neil Young – så er det nok alt andet end tilfældigt. For selvfølgelig er Nellos soloalbum farvet af al den gode musik, han selv er vokset op med og har levet med. Og sådan skal det være. Men Nello gør det dog helt på sin egen måde og sætter sit eget markante vandmærke i sangene med sin akustiske guitar og sin modne, følsomme stemme.

Kvinden i hans liv må kun kunne være tilfreds, lige som alle os andre. Perfect Sense giver rigtig god mening som debutsoloalbum fra en mand med et imponerende CV og en masse på hjerte. Hermed varmt anbefalet.

Nello. Perfect Sense. Life is Good Music. Produktion: Nello. Udkom d. 7. maj 2021

64 har læst indlægget

Little Feat på scenen – i 1977

17. maj 2021

1971 var også året, hvor LIttle Feat pladedebuterede og begyndte vejen mod stjernerne. Og når man, som i denne optagelse fra 1977, har Bonnie Raitt og Emmylou Harris med som backingsangerinder (og gæstesolister sammen med Weater Report og Neil Young), ja så kan det ikke gå helt galt. Og det gør det da heller ikke.

8 har læst indlægget

50: Paul & Linda McCartney – Ram

16. maj 2021

 

I morgen er det 50 år, siden Paul McCartney udsendte post-beatles-albummet Ram. For længst berømmet, og herhjemme gjort til genstand for Tim Christensens hyldest Pure McCartney. FFor sjov skyld slog jeg op i Rober DImerys 1001 album du skal høre før du dør (dansk udgave, Poltikens Forlag), men den var ikke blandt de plader, Dimery ville lytte til inden sin død. Det må være en fejl…

Ram er en klassisk plade, et af de helt store album fra det højtproduktive 1971, et album, der vokser lidt hver gang, jeg hører den. Og for længst genudgivet i diverse forbedrede udgaver. Og nu er der ekstra god grund til at give den et genlyt.

22 har læst indlægget

Jordmoderen er tilbage – med lydspor

15. maj 2021

Det er igen muligt af følge jordmødrene og nonnerne i den britiske serie Call the Midwife (da. Jordmoderen). DR1 genudsender for tiden serien og er vi – tilhængere af serien – heldige får vi denne gang de allerseneste afsnit med. Men ellers kan vi nøjes med at nyde gensynet med det fattige, havnearbejderkvarter Poplar i London og indbyggerne i Nonnatus House som sørger for at bringe nye borgere til verden og for at give sundheden støtte i området. – Og så kan man, når man er mig, også igen nyde lydsporet med de i alt 350 sange, der alle (indtil videre i hvert fald) er fra post-Beatles-perioden med masser af doo-wop, fler- og enstemming skønsang og Tin Pan Alley-sangskriverformat.




11 har læst indlægget

50: Pink Floyd – Relics

15. maj 2021

Det var vist pladeselskabets idé at udsende opsamlingsalbummet Relics. Selskabet var bange for, at Pink Floyd ikke ville nå at få en rigtig plade ud i 1971, fordi bandet efter Atom Heart Mother var gået i studiet uden at have noget materiale og for at skabe det, der ville blive til Meddle. Og selv om Relics ikke bød på nyt, så var det alligevel en interssant udgivelse, idet den omfattede Pink Floyds første singleplader – ikke mindst “Arnold Layne” og “See Emily Play” – plus lidt filmmusik og et par Syd Barretts-sange fra tidligere albums.




7 har læst indlægget

Nostalglimt: Med bue og pil i barndommens land

15. maj 2021

En bekendt fra barndomsbyen Esbjerg har forsynet mig med ovenstående gamle foto af den lokale frugt- og blomsterbutik i Nygårdsvej i Esbjerg. Butikken lå på den anden side af gaden, et lille stenkast fra det hus, hvor jeg boede sammen med mine forældre. Bortset fra ismejeriet, der lå lidt længere oppe ad Nygårdsvej på hjørnet til Sjællandsgade, var frugt- og blomsterbutikken den eneste på vores stykke af Nygårdsvej. Og det var en tid, hvor der var mange små butikker i gaderne…

Jeg kom mestendels i butikken, når jeg var sammen med min mor, der købte blomster til sig selv. Men det skete også nogle gange, at jeg selv – sammen med en af gadens kammerater – var derovre for at købe materialer til flitsbuer. I følge ordbogen er en flitsbue (ty. Flitzbogen) “et skydevåben til pile, bestående af en bøjelig stang imellem hvis spidser der er udspændt en streng ofte om tilsvarende legetøjsmodel”. Og det ville i vores tilfælde sige en bambuspind med en tykkelse på 1-1½ cm og nogle tynde blomsterpinde af træ. Og så skulle der bruges en tynd snor (slagter- eller pakkesnor), der blev sat fast på bambspinden med et lille hak i enderne (her kom fars gamle Clutters and Cie-kniv til sin ret). Med en passende bue blev snoren spændt godt ud mellem enderne. Og når så de små træpinde var snittet spidse i den ene ende og havde fået et lille hak i den anden (til snoren), så var drengevåbnet klar til cowboy- og indianerlege o.a. Når det gik rigtig højt satte vi en lille møtrik i enden på pilen, der så fik lidt mere tyngde.

Nu om stunder ville det selvfølgelig være utænkeligt, at børn fik lov til at lege med sådanne filtsbuer. Tænk, hvad der kunne ske af ulykker. Børneøjne osv. Men der skete ikke noget alvorligt dengang. Vi legede med flitsbuerne, indtil vi – sådan som det jo er med børn – pludselig tabte interessen for den leg  og kastede os over noget andet.

PS. Butikken eksisterer ikke længere, men er for længst afløst af lejlighedsbyggeri. Det er vist det, man kalder udviklingen…




9 har læst indlægget

Graham Gouldman – 75

15. maj 2021

Længe før Graham Keith Gouldman blev en del af 10cc som sangskriver og bassist var han sangleverandør til hitlisterne – ikke mindst de britiske – med sange som “For Your Love”, “Heart Full of Soul” og “Evil Hearted You” (The Yardbirds,), “Look Through Any Window” og “Bus Stop” (The Hollies), “Listen People”, “No Milk Today” og “East West” (Hermans Hermits) og mange flere. 10cc var i første omgang aktive fra 1973-1983, men er blevet gendannet flere gange siden, senest (og nok sidste gang) i starten af 1990’erne. Men Gouldman har fortsat samarbejdet med gamle 10cc-medlemmer, fx i Wax (med Andrew Gold). Så sent som 2020 udsendte Gouldman soloalbummet Modesty forbids, hvor han får hjælp af Ringo Starr, hvis All Star Band Graham også har været en del af.




2 har læst indlægget

Keith og Stones sparker weekenden i gang… You got me rocking

14. maj 2021

Efter at have lagt videoen med Stones op, er jeg blevet opmærksom på, at klippet stammer fra en ny udgivelse med det gamle band. Nemlig en oppulent udgivelse med optagelser fra bandets gratis 2006-optræden på Copacabana Beach. Under titlen A Bigger Band: Live at Copacabana Beach udsendes forskellige udgiver med vinyl, dvd, blu ray og CD med minder fra den koncert. Så der burde være noget for enhver Stonesfans smag. Og klippet ovenfor lover da godt. En dag, hvor Stones er i spillehumør.




13 har læst indlægget
13 har læst indlægget