CAPAC

I dag er det 50 år siden bandet Kiss debuterede. Kiss er sådan et hård rock band, som jeg aldrig har haft noget forhold til, men som har været voldsomt populære og  som har forstået at markedsføre sig selv med masser af iscenesættelse (glamstil med ansigtsmaling, lange  tunger og meget mere). Bandets storhedstid var fra grundlæggelsen i 1973 og frem til 1979, hvor de første tegn på indre opløsning begyndte at vise sig. Ikke desto mindre har bandet været kørende helt frem til 2023, hvor de optrådte for angiveligt sidste gang i New York.

På Paul McCartneys hjemmeside kan man læse følgende:

Following the launch of last year’s Lost Bass project, Paul’s 1961 Höfner 500/1 bass guitar, which was stolen in 1972, has been returned. The guitar has been authenticated by Höfner and Paul is incredibly grateful to all those involved.

I Beatles-fan-kredse har historien om Maccas forsvundne Höfner-bas og – ikke mindst – projektet med at finde den igen efter mere end halvtreds år løbet som løbeild i de sociale medier. Og nu er det så sket: Macca er blevet forenet med sin bas. En historie, der måske mest af alt fortæller noget om Beatles-fandom end noget som helst andet.

En af mine udenlandske studerende (for efterhånden mange år siden…) er sprunget udpå musiktjenesten Soundcloud med denne fine R&B-soul-sang. Ja, hun er fransk og det giver det bare et twist.

En ung kvinde, der – med sine egne ord – “skriver og taler om litteratur, feminisme og alt det private, som er politisk” og i øvrigt fører sig frem på det førende internetmedie Instagram,  hvor billeder er vigtigere en skriveri, på en måde, der bekræfter en fordomsfuldt billede af unge kvinder, der vil frem i vores verden i kraft af deres udseende (mange let påklædte billeder) og i kraft af de i offentligheden kendte personer, især mænd, har fået ørerne gevaldigt i mediemaskinen. I en længere periode har hun haft som opgave at skrive anmeldelser m.m. i en stor dansk avis, og her er hun så blevet afsløret i at plagiere andre. Altså i at stjæle andres skriverier. Hun  har med andre ord handlet som en platugle, en plagiator, der åbenbart ikke har været i stand til at udføre den opgave, hun har været så heldig at få (i en verden, hvor journalister mister deres arbejde, fordi der er mindre og mindre at lave for deres faggruppe på de store medier…). Hvem denne kvinde er, er i denne sammenhæng ligegyldigt (du kan selv finde hende ved at google de centrale ord). Her er hun først og fremmest et symptom på det samfund, hun lever og handler i.

Og det samfund, vi taler om og henviser til, er et samfund, der i disse år falder i svime over den seneste teknologiske udvikling inden for computoriseret behandling af tekst, billede, film, lyd – nemlig den såkaldte kunstige intelligens (eng. Artificial Intelligence). En – med den amerikanske lingvist og politiske kommentator Noam Chomskys ord – avanceret og sofistikeret form for plagiarisme, altså tyveri af menneskelige ånds- og forstandsfrembringelser.

Og det slående ved den kunstige intelligens’ indtog i vores samfund er, at det foregår næsten uden nogen form for kritisk overvejelse, i hvert fald i de store medier. Man nøjes med at fremhæve alle de steder, hvor den nye teknik inddrages – lige fra lægevidenskaben til uddannelsessystemet. Al snak om, at teknologiske fremskridt – som alle fremskridt – både er frem- og tilbageskridt, synes at fordufte som den første forårsdis i forårssolen. Ja, der er tale om en veritabel dyrkelse af denne sofistikerede form for snyderi og tyveri. Og det illustreres måske bedst ved at se på alle de sager, der har været i uddannelsessystemet, hvor debatten ikke drejer sig om et forbud mod anvendelse af KI i forbindelse med opgave- og afhandlingskrivning, men om hvordan man kan inddrage teknologien og sikre, at den ikke bliver misbrugt, når første den er sluppet løs på de digitale apparater.

Begejstringen og dyrkelsen af KI er – efter min bedste mening – udtryk for, at vi befinder os i et samfund, der for længst har accepteret tyveri af menneskelige åndsfrembringelser som en legitim handling – altså så længe det ikke bliver opdaget. Dette legitime tyveri har i årtier foregået i vores varesamfund, hvor kopier af mærkevarer ikke alene  har været en tilbagevendende tema og genstand for lovgivning, men i dag på de globale marked nærmest er den gældende dagsorden. Og vi har set et sådant tyveri transformere musiklivet nærmest til ukendelighed, siden digitaliseringen kom ind som en mulighed (fra sampling til KI). Og vi har set adskillige eksempler på, at offentlige personer har begået et sådant tyveri ved fx at pynte sig med lånte fjer i form af konstruerede cv’er. En førende kvindelig politiker insisterede på at være journalist, selv om hun aldrig har i nærheden af en journalistisk uddannelse eller har arbejdet som en sådan. En førende tv-journalist bliver taget i at have stjålet hele kapitler af en anden mands/kvindes bog og indlemmet det i sin egen – uden at gøre opmærksom på det. Og så videre. Og det hele er eksempler på, at vi lever i et samfund, hvor det er i orden at snyde, svindle, manipulere, kopiere, stjæle osv. i en højere sags tjeneste. Og hvor surt slidsomt arbejde, møje, besvær og talent spiller en tilsvarende mindre rolle.

Men hvad gør man så, hvis man bliver taget på fersk gerning i den slags tyveri og snyderi? Er det muligt at slippe for mistanken om, at man er en notorisk platugle og tyveknægt?! Er det nok at love bod og bedring!? Af kommentarstrømmen til den indledningsvist omtalte unge kvinde kan man godt få det indtryk, at selve forbrydelsen betyder langt mindre end det projekt, som den tjener – nemlig markedsføringen af hovedpersonen som et skabende (skrivende, tænkende) væsen med ambitioner om at være feminist og privatlivspolitiker. Målet helliger midlet. Og vi kommer ikke uden om at stillle spørgsmålet: Hvad siger det om vores samfund, at det forholder sig således!? At forbrydelse betaler sig, når bare det tjener sit formål!? Jeg vil overlade det til læserne selv at tænke tanken til ende.

Jeg er på benene igen. Efter at have været sengeliggende. Med lidt medicin og et bestemt “spark i røven” fra læger og fysioterapeut er jeg i gang igen. Jeg går som jeg plejer, men alderen kan jeg ikke ændre på og må bide en stille ømhed i mig. Og så er det jeg i en bog læser, at reconvalesens (af middelalderlatin reconvalescentia: ‘at blive stærk igen’) tager længere tid, desto ældre man er. Faktisk skulle det være sådan (alt skal jo tages med et gran salt), at fra man er fyldt 50, så skal man regne med en uge pr. årti. Altså, at det tager fem uger for en halvtredsårig at komme tilbage til den styrke, man havde før man blev syg. Så jeg trøster mig med, at det går fremad (både i direkte og overført betydning) og at det vil tage yderligere nogle uger, inden jeg er fri for ømhed og hvad dertil hører. Men jeg er glad for, at det dog er gået fremad og at jeg ikke skal ligge mere i sengen end absolut nødvendigt (= nattesøvnen). Og at det nok skal hjælpe at bevæge sig lidt mere end før problemet opstod. Af samme årsag har jeg sendt min cykel nr. 2 til cykelmekanikeren for at få nye slanger (og måske dæk) på, så jeg kan komme til at trille lidt mere rundt i lokalområdet, når vejret tillader det. Så alt i alt er der såmæn ikke noget at klage over for en gammel mand som mig.  Spørgsmålet er så, hvilket stykke musik, der passer til dette lille  ego-centrerede indlæg? Jo, medens jeg lå der og læste og vendte og drejede mig så meget pinen tillod det, så dukkede mine gamle musikhelte op igen og igen. Beatles, Stones og så Kinks (med også mange andre fra Small Faces til Squeeze og videre). På den indre cerebrale afspiller. Så lad Ray Davies og Kinks komme til mikrofonen i en fin optagelse fra det hæderkronede britiske tv-program The Old Grey Whistle Test:

Det lå nærmest i kortene  – efter række af albums med sange fra den store amerikanske sangskat – at Rod Stewart kunne komme med et album med swing-musik. Og lige så nærliggende er det, at han får selskab af ex-Squeeze-musiker og tv-musikprogram-vært Jools Holland i albummet med titlen Swing Fever, der udkommer den 24. Februar. Og som gammel fan af Roden er der ingen vej uden om; den må ind i samlingen i et eller andet varigt format. Swing it Rod and Jools!

I går var det nøjagtig 55 år siden, DR begyndte at sende farve-tv for alvor. Der havde været lidt tilløbt og forsøg, men nu sprang man ud i det for alvor, selv om der skulle gå endnu ni år, før alle programmerne var kulørte. Og der skulle gå en del år, før farve-tv kom ind i mit liv for alvor. I starten af halvfjerdserne gik jeg i gymnasiet og begyndte på min lange vej gennem universitetet og fjernsyn var ikke noget, der fyldte ret meget i min hverdag. Nogle gange har jeg tænkt, at det ikke skulle være kommet ind i det hele taget, for programmerne blev ikke bedre, fordi der kom farve på. Lige som digitaliseringen heller ikke – efter min mening – har øget programmernes indholdsmæssige kvalitet.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på den voldsomme teknologiske udvikling, min generation har været vidne til. Fra de store, rørforstærkede radioer med kort-, mellem-,  -langbølge og til sidst FM over de store sort-hvide apparater med korte sendetider (bortset fra tysk tv, som vi kunne se på vestkysten). Og det var i den periode, vores radio- og tv-vaner blev grundlagt og hvor public service var noget, man tog meget alvorligt. Fx var der masser af oplysnings-tv (skole-tv, dokumentarisme) og det var ikke nogen selvfølge, at der skulle underholdes fra morgen til aften, sådan som det nærmest er nu. Det var også dengang, mine forventninger til radio- og tv-mediet blev dannet. Forventningerne om seriøsitet – både i de kulturelle programmer, nyhedsudsendelserne og de andre baggrunds-journalistiske programmer. Forventninger, der siden hen stort set er blevet afløst af den ene skuffelse efter den anden. Og jeg kan stadigvæk ikke lade være med at undre mig over, at så megen teknologisk fremskridt – så mange muligheder for at formidle og udtrykke sig – ikke er blevet omsat til øget seriøsitet og høje oplysningsmål. Men sådan skulle det ikke være, og specielt efter TV 2s fremkomst er det blevet tydeligt, at det først og fremmest gælder om at underholde seerne,hvilket DR i allerhøjeste grad har rettet ind efter – godt hjulpet på vej af de løbende seer- og lyttermålinger og den borgerlige lejrs evige drøm om at gøre livet surt for den gamle statsinstitution.

The Miracle Club er instrueret af den irske instruktør Thaddeus O’Sullivan, der især er kendt for at være serie-instruktør (fx Vera, Shetland og Call the Midwife). Og med The Miracle Club fra 2023 tager han hul på en lovende karriere som spillefilmsinstruktør.
Historien i filmen er såre enkel. Nogle kvinder fra Dublins arbejderklasse ønsker at komme på en pilgrimstur til Lourdes i Frankrig, hvor katoliker kan bade og drikke kildevand et sted, hvor den hellige jomfru Maria i følge skrønen har været på besøg efter Jesu død og opstandelse. Og hver af kvinderne har deres private grunde til at søge miraklet. Lily Fox, spillet af det stadigvæk formiddable Maggie Smith, bærer rundt på sorgen over sin søn, der døde i en drukneulykke år tilbage. Eileen Dunne i Kathy Bates fine gestaltning er bekymret over en knude i brystet. Laura Linney spiller Chrissie Ahearn, der vender tilbage til Dublin efter moderens død og med en lidelseshistorie i baggagen, følger med de andre, fordi det oprindeligt var planen at moderen skulle rejse med. Og endelig er der så den unge Dolly (Agnes O’Casey) der har en stum søn, som hun tror er blevet stum på grund af et mislykket abortforsøg, da hun bar på ham. Og sammen med den lokale præst fader Dermot (Mark O’Halloran) drager de så af sted i bus til de hellige kilder.
Men ingen af dem oplever noget mirakel. Tværtimod går det op for dem, at det hele er noget hokus-pokus og at der kun – i følge legenden – er sket 62 mirakler, siden stedet blev en pilgrimsattraktion engang i attenhundredetallet. Og som der står på coveret til dvd’en: De søgte et mirakel men fandt hinanden. For det der sker er, at de alle sammen finder hinanden i blotlægningen af historien om Chrissies skammelige forvisning til Amerika, fordi hun var blevet gravid med Lilys søn, der i sorg over hendes bortrejse drukner sig selv. Og Eileen går til bekendelse og påtager sig medskyld i Chrissies bortvisning og erklærer hende sin kærlighed (og sit had). Og den unge Dolly får at vide, at hun er helt galt afsporet i sin selvbebrejdelse, fordi hendes abortforsøg var helt forfejlet og ikke gjorde drengen noget ondt. Og filmen ender med, at de vender tilbage til Dublin og deres ægtemænd ganske forvandlede af det kvindelige fællesskab og den gensidige tilgivelse, der måske i virkeligheden er det mirakel, de søgte men ikke vidste, at de søgte.
Som referatet her antyder, så er det ikke noget stort og tungt plot, filmen drejer sig om. Det er en film, der lever højt på fine skuespilpræstationer fra de benævnte kvinder, men også en lang række bipersoner, og på sin stilfærdige, meget irske beskrivelse af et katolsk arbejdermiljø i Dublin. En af de hersens små film, der ikke aspirerer efter at blive århundredets mesterværk, men vil leve et stille liv som kultfilm for dem, der kan se det store i det små. Hermed anbefalet.

Lækker er det tillægsord, der springer frem i min frontallap under lytningen af Aheads eponyme debutalbum. Selv betegner det kollektive projekt Ahead deres musik som hiphop, jazz, soul og R&B; altså musik med dybe rødder i de afro-amerikanske og karibiske områder af New York, hvor poetisk-rytmisk tale – spoken word, rap – gled sammen med dansemusik- disco, funk osv. – og elementer af tresser- og halvfjerdsersoul og jazz og fandt en musikalsk teknologisk ramme i en blanding af analoge og digitale værktøjer. Men vi – lytterne – behøver ikke at sætte en mærkat eller kategori på den musik, der smyger sig ind og ud af ørerne, men kan bare lade os stille og roligt forføre og føre steder hen, hvor vi ikke har været før – som  lyttere.

Musikken er et kollektivt projekt, som sagt, og det fremgår af pladecoveret at tanken er endnu mere radikal og musikken er ‘udviklet…for at blive spillet live med forskellige kunstnere i mange forskellige versioner’. Og her afslører Ahead sit udspring i hip-hoppens kulturellle kontekst, hvor samfundskritik og håndfaste meninger gik hånd i hånd med musik til fødder og krop. Og af coveret fremgår det da også, at pladen indeholder ‘explicit content‘, alt ord og emner, som man i hip-hoppens hjemland ikke egner sig for umodne ører. Der rappes igennem af de medvirkende kunstnere i en lind ordflom (positivt ment), som man skal være mere end hip-hop-trænet for at få alle detaljer med. Men med nogle gennemlytninger begynder det at hjælpe gevaldigt på det.

Albummet består af ialt otte numre, men de kunne sagtens fremstå som otte aspekter af samme musikalske univers. Og det er her det med “lækker” kommer ind. For musikken på denne plade er gennemført lækker og minder et gammelt pop-øre som mit om det man engang kaldte easy listening. Det kunne selvfølgelig misforstås derhen, at der er tale om bedaget galt kantløs musak og elevatormusik, men det er langt fra tilfældet. Snarere er der tale om den form for lækkerhed, man har mødt i soul- og jazzmusikken, hvor lette,svingende rytmer – her håndteret fornemt a Mathias Fischer (trommer), Sebastian almind (bas) danner en forfinet, blød basis for et lag af melodiøs lydlandskab, her skabt af Rune Lak (Sound design) og Andreas Bergholt (tangenter, synthezisers, sampling m.m.).

Jeg kan kun anbefale, at man giver Ahead en chance, hvis man i forvejen er til hip-hop eller som overtegnede er relativt ny publikummer til hip-hop og deslige. Det er et særdeles vellykket album Ahead har fået skabt og det nærmest råber på at få flere opfølgende albums, så man som lytter får en chance for at høre, hvor det hele bevæger sig hen. Stay Ahead er et album du kan spille i alle døgnets fireogtyve timer og uanset, hvilket humør du er i. For når du først har fået pickuppen ned i rillen, skal humøret nok blive godt. Giv Ahead en chance på din afspiller og ude på de mange musiksteder i landet. Hermed varmt anbefalet fra capac.

Ahead. Ahead. Producer: Rune Lak. Blik Flak. Nordsø Records. Er udkommet.

Jeg kan huske, at jeg stod med det album mellem hænderne nede ved Kaabers musikhandel og ikke kunne bestemme mig for at købe det, dengang i starten a halvfjerdserne. Det var vist oven i købet på tilbud. Dolly Partons trettende (!) album med titelsangen, som John Lennon holdt meget af. Men det blev ikke til noget med pladen og så mig dengang. Måske var der andet, der trak mere (det var der nok…), eller også skulle jeg holde lidt på pengene (som var små dengang). Og siden er den sang og den plade heller ikke blevet indlemmet i samlingen. Men måske sker det en dag, hvem ved!? I hvert fald er det nu et halvt århundrede siden den kom, og siden er der kommet en lind strøm af plader fra Parton.

Ja, på dagen er det 60 år siden de tog hul på deres amerikanske eventyr. Tres år – tænk dig!

I en alder af 81 år er John Cale stadigvæk aktiv og produktiv og har udsendt 7″-pladen Mercy og en splinterny video til sangen “Pretty People”. Endnu en af rocken ronkedorer, der bare ikke vil stoppe med musikken.

Man tager en ABBA-sang og putter den i discoficeringsmaskinen (Dance Mix) og ud kommer en dobbelt så lang danseversion af et hit.

Videoen har et par år på bagen, men er stadigvæk en fin illustration af, at Art stadigvæk kan synge…