For nylig havde Frederik Stjernfelt en klumme i Weekendavisen med rubrikken “Farvel 68”. I klummen beskæftigede Stjernfelt sig med den kendsgerning, at en række af de humanister, der var med til at tegne “68” på det intellektuelle og universitære plan – Carsten Thau, Klaus P. Mortensen, Lars-Henrik Schmidt og Per Aage Brandt – var døde i 2021. De tegnede med skribentens ord en anden side af 68 end den, der cirkulerer i medierne som et fordomsfuldt billede af samfundsomvæltende, seksuelt frigjorte, langhårede, idealistiske oprørere.
Nu meddeles det så, at endnu en af disse alternative 68-ere, nemlig idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz, også er død. Endnu et af de tidligere halvfjerdseres intellektuelle fyrtårne eller høje træer er væltet. Det ligner nærmest en epidemi.
Og Schanz, som han bare hed, dengang, jeg begyndte min lange vandring gennem universitet, var en af de alternative 68-ere. Ganske vist lagde han ud med at læse og studere Karl Marx og Friedrich Engels, og var med til at nære den intense læsning af marxismens klassikere, som blev et fælles udgangspunkt for mange af os, der studerede dengang. Og han blev “grundlægger” af det, man siden har kaldt “kapitallogikken”. Et ord, der ikke er blevet brugt i nogen positiv betydning af kommentatorerne.
Men han slap også den nærmest filologiske Marx-læsning og valgte at gå andre veje. Og bemærkelsesværdigt dengang var det, at Schanz ikke tog det politiske imperativ, som Marx’ tekster kan hævdes at indeholde, på sig, men insisterede på at fordybe sig i filosofien og de problemer, den behandlede og også lod være ubehandlet. Så Schanz var ikke kun en berømt inspirator for Marx-læsningen i Norden og langt udenfor, men også som akademisk rollemodel med ganske traditionelle kvaliteter og dyder som belæsthed, grundighed, forberedthed osv.
I forbindelse med sin afskedsforelæsning blev han citeret for følgende ord (formuleret af Martin Heidegger ved Georg Gadamers 70-års-fejring): “Karl Heinrich Marx skrev i 1842-43 følgende: Hidtil har filosofferne kun tolket verden forskelligt. Det drejer sig om at forandre den. Kære Hans Georg Gadamer, Karl Heinrich Marx tog fejl. Det skulle hedde: Hidtil har filosofferne kun forandret verden, det gælder om at forstå den’.” Og Schanz tilsluttede sig Heidegger: Det drejer sig om at forstå verden.
Selv har jeg altid haft svært ved at forstå, hvorfor Schanz var så døv over for det politiske imperativ i Marx’ tænkning, men det ændrer ikke ved, at også han har været en af mine akademiske forbilleder, der som de andre ovenfor nævnte, insisterede på at gå sine egne veje og ikke var til fals for universitære modeluner og forførelser.
