Indlæg tagget med Bøger

The Doors in-a-box

26. august 2006

Nostalgiforlaget Rhino udsender om kort tid en boks med The Doors. Titlen er “Perception”, og sættet indeholder gruppens seks officielle pladeudgivelser i remasterede udgaver, plus en DVD med ny 5.1 DTS Sound Surround Mix. DVD’en indeholder sjælne lydoptagelser, videoer, lyrik og fotos. Blandt højdepunkterne på sættet er en hidtil ikke udgiven version af gruppens debutsang “Indian Summer” og alternative takes af flere klassikere, fx Love me two times. I forbindelse med bokssættets udgivelse udkommer også den første autoriserede selvbiografi “The Doors by The Doors” på forlaget Hyperion. Doors-fans glæder sig…

Coveret ovenfor er fra det dobbeltalbum, som The Doors udsendte med titlen Absolutely Live. På det tidspunkt, hvor pladen udkom, var jeg meget ung og havde ingen penge, så det var sin sag at få fat i den musik, man gerne ville have. Men en bekendt af mine forældre havde arbejdet på Thule Airbase og kom hjem med en masse musik, blandt andet denne Doors-lp. Da jeg havde gjort ham en tjeneste (slået græsplæne eller noget i den stil…) fik jeg lov til selv at vælge en plade. Enten Doors-pladen eller en med The Associations (mon nogen kan huske dem?!). Gæt, hvad valget faldt på… Associations, selvfølgelig. Siden fik jeg dog fat på Doors-pladen.

Solvognen

22. august 2006

Dagens bogindkøb er Nina Rasmussens bog Solvognen. Fortællinger fra vores ungdom. Jeg fandt den billigt i Kvicly Extra, men ville nok have købt den alligevel. Dette er jo en nostalgisk blog, og titlen fik billederne til at storme gennem min bevidsthed. Billeder af Solvognens medlemmer udklædt som indianere ved dansk-amerikanernes årlige møde i Rebild Bakker, billeder af medlemmerne udklædt som julemænd i Magasin og Illum, uddelende gaver til de forbipasserende osv. Solvognen forbinder jeg med den kulturelle og kunstneriske frodighed, som den venstresnoede ungdom stod for i 1970’erne med folk som Clausen og Petersens gadecirkus, Jomfru Ane Teater og Band, pladeforlaget Demos, Røde Mors kunstnerkollektiv og band m.fl. Den galskab, vildskab og humor, de stod for, kan jeg virkelig godt savne i disse konforme tider…

Nu er 1970’erne historie og mange af deltagerne i den tids bevægelser skriver nu erindringer. Og det er godt, for så kan vi få et andet og mere nuanceret billedet end det, medierne ofte leverer. Nina Rasmussen er en af dem (og du kan læse et uddrag af bogen her). Ole Grünbaum, den tidligere provo, er en anden (Bar røv i 60’erne).

Nina Rasmussen er nok mest kendt for sine populære rejsebøger, som hun skrev de fleste af sammen med Hjalte Tin (se Ninas og Hjaltes hjemmeside).