CAPAC

En modoffensiv fra Ukraine mod Rusland er i gang. Eller måske ikke. Måske, måske ikke. Og TV2 nyhederne har sendt et rapporter ud på et felthospital for at berette om de tragiske hændelser, der sker ved fronten. Og vi får at vide, at modoffensiven gør fremskridt – eller måske ikke alligevel. For det kniber gevaldigt med dokumentationen, for Rusland fører deres egen progaganda-krig, medens Ukraine har lukket ned for den vestlige presses adgang til informationer. Så hvad ved vi egentlig om, hvad der sker med al den isenkram, de vestlige lande har sendt til Ukraine? Og journalisten understreger, at folk i almindelighed er genstand for masser af misinformation. Måske er vi det, men hvem ved? Journalisten, der ikke kan bekræfte sine egne informationer? Eller hvem så?

Som den franske filosof Jean Baudrillard var inde på i forbindelse med krigen i Irak, så foregår den krig, vi har adgang til på tv og på de sociale medier. Hvor krigen, altså den rigtige krig, hvor mennesker dør og såres dagligt, ikke foregår. Vi er genstand for gøglebilleder, som vi ikke rigtig kan tro på og i hvert fald ikke med sikkerhed bruge til ret meget. Og det ændrer mange billeder, film og ord ikke på.

Med internettets fremmarch og udbredelse er den klassiske presses rolle blevet forandret radikalt. Og brugerne – os, der bor og lever i de såkaldte vestlige demokratier – er i en situation, hvor vi konstant må leve med tvivlen og mistroen over for de budskaber og oplysninger, vi bliver præsenteret for – selv om de gentages i det uendelige i al deres usikkerhed. Måske vil vi opleve en dag, hvor pressen som vi kendte den slet ikke eksisterer mere og al information er overladt til såkaldt sociale medier og lignende, som vi i udgangspunktet ikke kan stole på overhovedet. Så må man bare sige: Velkommen til den fagre, nye (mis)informationsvirkelighed.

Apropos: En anden historie om Ukraine og konflikten – hør lektor ved Forsvarsakademiet fortælle om konfliktens for-historie – her. Han kommer ikke omkring alle aspekter (fx USAs spegede rolle), men får problematiseret mange ting i Vestens opfattelse af konflikten.

I krig dør mennesker. Det er en del af enhver krigs uomgængelige omkostninger. Og det burde ikke være overraskende for nogen som helst. Det burde være barnelærdom. Ikke desto mindre blev det i går – på TV2 nyhedsprogram – til en nyhed, at ukrainske borgere, blandet andet unge mænd i den alder, hvor militærtjeneste kan komme på tale, er begyndt at begræde alle de mange døde, som konflikten med Rusland har ført med sig. Og de unge er begyndt at spørge sig selv, om de er rede til at dø i krigshandlingerne. Og dagens journalist forklarer, at man officielt i Ukraine vil have at befolkningen fokuserer på nationen og kampen for nationens frihed osv. Så er vi ovre i propagandaens tankesæt. Det er vigtigere at tænke: Jeg vil dø for mit fædreland, end at tænke: hvis jeg melder mig så dør jeg en kummerlig død på slagmarken sammen med tusindvis af andre ukrainere.
I månedsvis har vi kunnet følge – på behørig afstand – kampen om byen Bakhmut, der er jævnet med jorden og hvor kampene er foregået fra gade til gade. Og meldingerne har været, at de menneskelige omkostninger har været betragtelige, selv om det – som det er almindeligt i pressen – har været så som så med dokumentation. Men Slagtehuset, som byen er blevet kaldt i folkemunde, er og har været en illustration af, at konflikten med Rusland ikke bare er noget, der overstås skridt for skridt for hver gang de allierede i Vesten har pumpet penge og våben ind i konflikten, men en situation, der viser os krigens sande ansigt, den daglige død, der berøver familier deres fædre, brødre, kærester, men også andre familiemedlemmer. Og enhver må stille sig selv spørgsmålet: Er det virkelig det, vi ønsker?
Samtidig er det blevet mere og mere tydeligt – også i den vestlige presse og de vestlige medier – at konflikten har alvorlige økonomiske, politiske og klimatiske konsekvenser for Vesten. I går kom det frem, at Danmark hører det de helt store klimasyndere, når man medregner vores forbrug – altså det, vi køber fra det store udland, fx biler og elektronik fra Asien. Når vi tager højde for det – og det skal vi, hvis vi skal være nøjeregnende, hvilket vi skal – så er vores klimaprofil ikke grøn men kulsort. Og vores engagement i Ukraine øger blot vores ansvar for klimabelastningen.
Dertil kommer, at vores pro-militarisme-holdning herhjemme betyder, at vi de kommende mange år må skære ned på den såkaldte velfærd. Sagt på en anden måde, så tvinger vores krigeriske politik os til at undlade at udvikle vores eget samfund med bedre ældrepleje, bedre sundhedssystem osv. til fordel for øgede militærudgifter og øget støtte til Ukraine.
Summa summarum: Der danner sig et billede, hvor det propagandistiske billede af konflikten i Ukraine så småt begynder at slå revner og hvor folk i almindelighed begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om krig nu er løsningen på konflikten mellem Ukraine og Rusland. Kunne vi ikke tænke os en anden løsning, der også gavner samfundsudviklingen herhjemme og i hele Vesten?

Sagen om den detroniserede forkvinde for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, trækker stadigvæk spor efter sig i offentligheden. Således for eksempel i den borgerlige ugeavis Weekendavisen, hvor hele to artikler helliger sig sagen.

Først og på  avisen forside udbreder bladets to journalister Arne Hardis og Hans Mortensen sig  under rubrikken Bærndende Protokoller om sagen. Og  de mener blandt andet, at:

Lizette Risgaard blev den magtskikkelse,der tog kønnet ud af MeToo-bølgen og destillerede den ind til ren essens. MeToo er som bevægelse skabt af kvinder, men handler grundlæggende ikke om mænds misbrug af magt, men om misbrug af magt slet og ret.

Men har de to skribenter nu også ret i dette synspunkt? At Lizette Risgaard sag har reduceret MeeToo-bølgen til et spørgsmål om ren og skær magt? Magt uden det mindste antydning af (han)køn? Jeg mener, at de to skribenter i bedste fald springer en hundredår gammel debat blandt europæiske intellektuelle – lad for kortheds skyld sige fra Marx og Freud (omkring 1900) og frem til post-strukturalisterne i sidste halvdel af forrige århundrede – om partriarkiets betydning samfundsmæssigt, psykologisk og kulturelt. Og netop dette perspektiv har faktisk været i det mindste antydet i MeeToo-debatten, når det flere gange er blevet hævdet at man i opgøret med krænkeriet bør forholde sig til det strukturelle. Lad så være, at dette “strukturelle” sjældent defineres; det ændrer ikke ved, at i det mindste nogle MeeToo-kombatanter er klar over, at krænkeriet ikke står og falder med enkeltpersoners utilstedelige adfærd, men stikker dybere.

Og er MeeToo-bølgen ikke netop selv en diffus, ofte modsigelsesfuld og til tider forsimplet indikation af, at de omtalte strukturelle  forhold allerede er under angreb? Fordi bevægelsen – i det mindste potentielt og tendentielt – ikke bare stiller sig tilfreds med at vippe nogle fremtrædende krænkere af deres sociale pind, men med konstante krav om ligestilling mellem kønnene – og hele det spektrum, der benævnes LGBTQIA+ – er begyndt at rokke ved magtstrukturerne. Lad så være, at denne side af MeeToo-bevægelsen langt fra er slået markant igennem, men den er der som en mulighed, der bør indfries. Måske peger MeeToo-bevægelsens hærgen – med alle de forbehold, man børn tage over for en så ureguleret og diffus bevægelse – frem mod samfundsændringer, der er parallelle til dem, Karl Marx og Friedrich Engels så ske under bourgeoisiets fremmarch: “Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse “kontante betaling”.(Det kommunistiske manifest).

Nej d’herrer journalister ved Weekendavisen rammer helt ved siden af med deres forsimplede analyse af magtspørgsmålet.

I en anden artikel med rubrikken førtidspension i skam kommer min fagfælle, Frederik Stjernfelt ind på et andet ubehagelig aspekt ved Risgaard-sagen og tilsvarende sager. Nemlig, at der ruller hoveder (fyringer osv.), inden sagerne er undersøgt ordentligt:“der er ikke nogen formel sagsgang med adgang til forsvar, henvisning til lovgrundlag og prindippet om uskyld, indtil det modsatte er bevist – hele den procedure, som vi ellers er stolte af at udstrække til både mordere og terrorister”, som Stjernfelt skriver. Nej, forløbet af denne sag og tilsvarende sager er simpelt hen ikke en retsstat værdig. Krænkeren (Lizette Risgaard etc.) er dømt og straffet (frivillig pensionering i skam), inden sagen overhovedet for alvor er kommet i gang. Hvor i pressen – om overhovedet nogetsteds – har man råbt op om, at den varslede undersøgelse af sagen ikke var afsluttet, ja end ikke rigtig kommet i gang!? Jeg mindes ikke at have set det nogetsteds i pressen, der lang hen ad vejen blot har løbet med folkestemningen.

Og tingene hænger sammen. For en grundig undersøgelse af, hvad der er op og ned i sagen, kunne måske vise, at der bag den såkaldt upassende adfærd fra hovedpersonen gemmer sig andre forhold, der ikke direkte vedrører seksuelt betonet kontakt, men – måske – magtrelationer, -kampe osv.!?

Sagerne om Risgaard og andre fortjener en mere seriøs behandling end vor presse give den. Det er en opgave for kloge hoveder på bjerget. Folk med interesse for samfundsforhold, magtforhold m.v. Folk, der vil og kan udforske dette felt på højest tænkelige intellektuelle niveau.

I går var der en nyhed om, at et par højtstående embedsmænd ved Århus Universitetshospital var blevet fyret i sagen om kræftpatienter, der ikke havde fået behandling inden for den behandlingsgaranti, som loven foreskriver. Og det fremgik af referatet af den advokatundersøgelse, der førte til fyringerne, at de handlede om, at de to havde handlet ud fra økonomiske hensyn og i den forbindelse havde glemt patienternes rettigheder.  Så langt så godt (eller skidt). Et ansvar er placeret, og så burde den potte være ude af verden – eller hvad!?

For hvad med ansvaret længere oppe i hierarkiet – i den politiske ledelse i sundhedssystemet, kommunalt, regionalt og landspolitisk!? Kan de sige sig fri for ansvar? Når man betænker, at det offentlige – og ikke mindst sundhedssektoren – er under konstant overvågning med hensyn til ressourceforbrug (penge, personale osv.) og ikke mindst ressourcemangel (jf. balladen om sygeplejerskerne). Kan det ikke tænkes, at et politisk pres på hospitalsledelserne udgør en del af forklaringen på lovbruddet?

Om vi nogensinde får åbnet for den debat, vil de kommende måneder måske give et svar på. Men nyheden fik mig til at tænke på talemåden om “elefanten i rummet”, som et internetopslag forklarer på denne måde:

De fleste kender udtrykket ‘elefanten i rummet’. Elefanten i rummet refererer til det, som er indlysende for alle. Det, som alle ved, kan se og mærke, men som ingen adresserer eller taler om, fordi det på en eller anden måde er svært at bringe på banen.

“Elefanten i rummet”, når det drejer sig om dansk indenrigspolitik, ikke mindst den såkaldte “velfærd” (herunder sygevæsnet), er det, som ‘alle ved, kan se og mærke, men som ingen adresserer eller taler om”, nemlig, at der ikke er ressourcer (penge osv.) nok til at klare efterspørgslen på velfærd. Der er ikke sygeplejersker, læger, sundhedsassistenter, portører osv. nok til at efterkomme syge danskeres behov. Der er ikke social- og sundhedshjælpere nok til at klare alle opgaverne på plejehjemmene. Der er ikke ressourcer nok til at klare folkeskolens (og andre uddannelsesinstitutioners) behov. Og så videre.

Og oversat til nationaløkonomiske termer, så betyder det, som man altså ikke adresserer og taler om, at der ikke kommer skattekroner nok ind til at dække den voksende efterspørgsel på velfærd i det danske samfund. Og det betyder, at den omtalte synlige-og-dog-usynlige elefant i rummet er skatten. Og når den er usynlig også, så skyldes det, at der på landspolitisk niveau – primært folketinget – hersker en udbredt holdning, der siger, at “skatten skal holdes i ro” (som det hedder på Christianborgsk jargon) og at man i hvert fald ikke vil øge skattetrykket hos dem, der har høje lønninger og store indtjeninger (i erhvervslivet). Ja, faktisk er det sådan, at den siddende såkaldte midterregering nærmest har gjort emnet – elefanten – til et politisk tabu og derfor aldrig nogensinde bare antyder muligheden af at kigge på skattetrykket. Enhver snak om, at lade ‘de bredeste skuldre’ bære de største byrder osv., er forstummet. Elefanten spankulerer rundt, alle kan se og høre den, men ingen – og da slet ikke pressen, der igen er på den politiske elites side – vover at italesætte det.

Og jo, jeg ser her helt bort fra borgerlige-konservative- liberale ikke-skat-holdninger. For skatten er velfærdens kilde og hvis ikke der tilflyder flere skattekroner til velfærden fra skatten, så forringes velfærden. Og det kan hverken nedskæringer, omprioriteringer eller teknologisk fix ændre på. Så enkelt er det.

De sidste par døgn har den danske presse været meget optaget af en bestemt ting, og det har ikke været konflikten i Ukraine, klimaforandringerne, hungersnøden i Afrika eller lignende store emner i verden. Nej, man har været optaget af sagen om FHs leder Lizette Risgaard og hendes ‘upassende optræden’ over for en række mandlige ansatte i diverse sociale sammenhænge. Og allerede da sagen dukkede op i forgårs, lå det i luften, at Lizette Risgaard ville blive udsat for en veritabel mediestorm og nok ville bukke under for den. Og det skete da også i dag, hvor hun har meldt ud, at hun trækker sig som den magtfulde post som forkvinde for FH.
Altså endnu en sag om krænkelser. Javist, men den adskiller sig på en væsentligt punkt fra mange af de foregående #mee-too-sager i Danmark. Nemlig ved at ‘krænkeren’ i dette tilfælde er en kvinde og ikke en mand. Og de ‘krænkede’ angiveligt er yngre (end Lizette) mænd, ansat i FH. Og det er jo en vigtig forskel, al den stund at hele #mee-too-bevægelsen har drejet sig om krænkelser af kvinder. Nu viser det sig så, at i hvert fald en magtfuld kvinde har gjort sig skyldig i det samme som en række magtfulde mænd, som alle har måttet betale en høj pris for krænkelserne. Og – uden at kende alle de slibrige detaljer af Risgaards krænkende adfærd (men kun dem, hun selv har omtalt på de sociale medier) – måske er det også på en måde af mindre betydning, at der er tale om en krænkende kvinde, nemlig i den forstand, at krænkelserne – som til forveksling ligner dem, mænd har gjort sig skyldige i – er blevet udført af en kvinde med magt – at krænkelserne med andre ord nok har seksuel karakter, men som sådan er vævet tæt sammen med udøvelsen af magt. Det er chefen – af hunkøn – der klapper en ansat mand ‘i numsen’, som det hedder. Og lige netop set i det perspektiv er det underordnet, at krænkeren er en kvinde, for hun er så at sige udøver af en magt, der traditionelt har været udøvet af mænd. Hun er dermed som krænker indvævet i en samfundsmæssigt magtsammenhæng, hvor gamle normer og regler stadigvæk – trods års #mee-tto-oprør – fungerer som hidtil. Og måske kan man gå så langt som til at mene, at sagen om Risgaard både bekræfter #me-too-bevægelsens fortsatte gyldighed og styrke og tilfører bevægelsen en yderligere dimension ved at forskyde fokuspunktet fra en simpel og banal modstilling mellem mænd og kvinder til netop spørgsmålet om det samfund (og dets opbygning), som den såkaldte ‘krænkelseskultur’ er en del af. Noget som har været et element i #mee-too-bevægelsen, men som ofte er blevet underbetonet og fortrængt i et for snævert fokus på kønnet og kønsforskellen.
Et vigtigt og interessant forhold ved denne danske sag er, hvordan “vi” kommer videre. En ting er, at Risgaard trækker sig som magtfuld forkvinde og dermed mister sit job. Det er og var forudsigeligt, og hver dag er der danskere, der mister deres job for meget mindre. Ærgerligt for Lizette, men sådan går det, når #mee-too-møllen kører. Dernæst er der spørgsmålet om, hvem der skal tage over. Og det skal nok give anledning til bøvl og ballade i FH. For skal det være en kvinde eller en mand!? Og har Risgaards afgang og hele sagen mon politiske undertoner (kommer anklagerne mon fra forsmåede mandlige kolleger eller misundelige kvindelige kolleger?)!? Det er selvfølgelig de rene spekulationer, men de er bestemt ikke utænkelige.
Men hvordan kommer FH så videre?! Vil man – som i tidligere sager – netsætte et juridisk udvalg, der skal formulere et kodex for god tone og opførsel i sociale sammenhænge? Et kodex, der sikrer lighed og gensidig respekt mellem kønnene? Og hvis det er perspektivet, hvordan undgår vi så, at et sådant kodex skaber en kultur, hvor ingen tør kømme for tæt på hinanden, fordi den mindste antydning af fx flirt eller kurtisering (som er en del af vores kulturelle omgangsformer) vil blive opfattet som potentielt krænkende adfærd? Ender vi måske der, hvor det ikke kun er selve ansættelsesforholdet, der er reguleret af en formel kontrakt, men også de sociale omgangsformer. Indførelsen af samtykkelov i voldtægtssager kunne godt pege i den retning…
Som filosoffen Slavoj Zizek har været ind på, så er problemet,at det seksuelle, magt og ja, vold, er langt mere sammenflettet end vi er tilbøjelig til at tro. Og hvad er der egentlig tilbage, hvis vi renser det seksuelle for enhver antydning af vold og magt – måske den rene af-seksualisering.

Sagen om Lizette Risgaard er ikke bare endnu en sag i række af sager, men en sag, der understreger “mee-too-bevægelsens grundlæggende relevans i kampen for ligestilling mellem kønnene. Men samtidig afslører den også, hvilke problemer bevægelsen og dens sympatisører står over for. For eksempel at opgøret med seksuelt betonede krænkelser ikke skal reserveres eliten (som Lizette Risgaard tilhører), men udbredes til hele samfundet og alle samfund. Og at – som Zizek er inde på flere steder – den fortsatte kamp nødvendiggør et opgør med opfattelsen af subjektet som et slet og ret uansvarligt offer – en opfattelse, der med Zizeks ord er udtryk for “et ekstremt narcissistisk perspektiv”. Så når sagen om Lizette glider ud af pressens fokus i næste uge, så er det, at det virkelige arbejde for ligestilling og gensidig respekt begynder (igen).

Litteratur: Læs fx Žižek: #MeToo kan blive et epokegørende skridt mod lighed … hvis ikke vi
snubler i offerrollen, Information 22. november 2017

Tillad mig at rekapitulere noget, jeg skrev helt tilbage i 2009, og dermed genoptrykke en meget enkel idé med stor analytisk kraft:

For halvandet år siden – den 15. juni 2007 helt præcist – skrev jeg et lille indlæg, der var en enkel semiotisk analyse af den danske politiske virkelighed, inspireret af semiologien Roland Barthes (og sociologen og semiotikeren Jean Baudrillard). Tillad mig at citere mig selv. Jeg skrev følgende under overskriften Venstre Højre Midten:

“En tanke i anledning af Margrethe Vestagers formandsovertagelse i det Radikale Venstre. SFs Villy Søvndahl advarer Margrethe, der vil placerer de Radikale i “midten” af dansk politik, om, at hun risikerer at ende i “intetheden”. Jeg tænker, at “midten” er denne “intethed”. Et parti kan ikke placerer sig i midten, fordi den ikke eksisterer og derfor er betydningsløs. Midten er som krigens ingenmandsland, der kun kan tænkes i kraft af de hære, der bekriger hinanden. Altså af forskellen, modsætningen, konflikten, tvisten osv. Når “nedsmeltningen af blokpolitikken” (med Vestagers ordvalg) sker, når partierne søger midten, så taber det politiske betydning. Måske imploderer politikken!?

Nu halvandet år senere dukker tanken tilfældigvis op igen i en leder i Politiken – i gårsdagens udgave – , hvor signaturen ltm under overskriften “Midten går i sort” kommenterer Christoffer Guldbrandsens meget omtalte dokumentar om Ny Alliance “Dagbog fra midten”. Politikens leder karakteriserer dokumentaren som en film om en politisk implosion. Men analysen er svag. Den finder forklaringen på Ny Alliances sammenbrud i hovedfiguren, Naser Khaders, manglende lederevner og fastholder den umulige drøm om, begæret efter, et rigtigt midterparti. Lederskribenten skriver nemlig: “Filmen mindede …om, at Ny Alliance havde grundbestanddelene til et politisk projekt fra starten…afsættet var rigtigt”. Og til slut kan man læse: “Nedsmeltningen af Ny Alliance har efterladt et sort hul på midten som ingen endnu har være i stand til at oplyse med ny mening“. Jeg fremhæver.Underforstået: Hvis blot politikerne havde evnerne, kunne det lade sig gøre.
Set fra min lille analyses synspunkt, så er Ny Alliances korte historie blot en tragi-komisk illustration af selve umuligheden af det projekt, der efterlyses i lederen. Midten eksisterer så at sige kun som et fatamorgana. Som en luftspejling af alle de politiske kompromisser, der er gennemført hen over årene. Midten kan ikke oplyses af mening, som lederskribenten længselsfuldt skriver, for midten er menings-løs, betydnings-løs… Og det er det moderne, danske demokratis kroniske sygdom, at så mange politikere – senest SF med deres udskiftning af holdningspolitik med værdipolitik – begærer dette tomme felt, denne intethed, hvorfra løftet om mange vælgerstemmer, tværpolitisk omfang, fluktuerende værdipolitik osv. lokker de politiske (magt)begær ud i afgrunden.

Jeg er stadigvæk optaget af den intethed, som den politiske midte udgør, og som udgør en konstant fare for ethvert parti og enhver politik, der søger derhen for blot at opleve at partiet eller politikken imploderer. Og siden dengang i 2009 har jo fået en regering, der for at det ikke skal være løgn går ‘hen over midten’. Og dt forklarer jo nok, at regeringen har umådeligt svært ved at formulere sine politiske punkter og hele tiden må udskyde til næste forhandling mellem de involverede, og at de tiltag, regeringen har meldt ud med negerer, hvad de foregående regeringer har stået for og så videre.

Men det er nu en meget mindre sag eller nyhed, der fik mig til at tænke på den lille semiotiske idé om midten som ‘sort hul’ eller intethed, der suger kraft og saft ud af politik. Nemlig nyheden om, at den fhv. politiske ordfører i Enhedslisten, Pernille Skipper, nu springer ud som politisk kommentator for TV2 News, kanalen, der efter amerikansk model (CNN) sender nyheder og kommentarer døgnet rundt (stort set). Og Skipper stiller ikke op til næste folketingsvalg og forlader dermed landspolitik. Men hvad har det nu med midten og dens intethed at gøre? Jo, hvis man husker lidt tilbage, så var samme Pernille Skipper ude med et budskab om, at Enhedslisten skulle moderniseres, fordi partiet var gået tilbage ved folketingsvalget. I et indlæg i dagbladet Politiken skrev hun blandt andet: “Partiets organisation er groft sagt stadig indrettet til et venstrefløjsparti i 70’erne, hvor interne diskussioner og uendelige ’demokratiske’ processer er vigtigere end at komme ud over rampen,”.  Og i dette opgør med Enehdslistens gamle partistruktur og fokus på interne diskussioner og demokratiske (bemærk Skippers forbeholdende citationstegn…) processer, så jeg – og ser – et næsten umærkelig skred mod – ja – “midten”. Jeg skrev i forbindelse med Skippers moderniseringsudmelding i november 2022:

“…jeg er alvorligt bange for, at den modernisering, som Skipper gør sig til talskvinde for, er en snigende socialdemokratisering, som hele tiden udgør en trussel mod venstrefløjen. En bevægelse i retning af den “midte”, som fru Frederiksen plæderer for, og som var lige ved at tage livet af Socialistisk Folkeparti, da de gik i regering med Frederiksens forgænger, Thorning Schmidt. Det kan godt være, at mange møder, procedurer og lignende partiinterne discipliner, kan få nogle yngre vælgere til at se væk fra partiet. Men disse aktiviteter er også udtryk for et parti, der indadtil dyrker det demokratiske element. Og det er jo lige netop i den kontekst – partidemokratiet – at den politikudvikling, som Skipper efterlyser, skal ske. Det er helt klassisk venstrefløjstænkning, at det er partiets basis, der gennem diskussioner og møder osv. genererer den politik, som partiet skal stå for – udadtil. Så jeg er alvorligt bange for, at Skipper, der jo har stået for det udadvendte, offentlighedsøgende som politisk ordfører (uden at glemme alt det forhandlingsarbejde, hun også har leveret på tinge og andetsteds), giver næring til en socialdemokratisering af partiet. Det vil sige en udvikling, hvor partiet i højere grad skal fungere som de øvrige partier til højre for Enhedslisten med kompromissøgende politik, dyrkelse af partiets stjerner i offentligheden og i sidste ende blive endnu et regeringsleflende parti à la Radikale Venstre.”

Det er vigtigt at understrege, at dette indlæg ikke handler om Pernille Skipper som person. For tendensen til at bevæge sig mod midten, med alt hvad det indebærer af politiske betydningstab, er hele tiden til stede, og jeg har her i bloggen givet flere eksempler på unge, engagerede, kvindelige politikere, der er skredet ned ad slisken mod midtens intethed. Og det er heller ikke noget, der er forbeholdt kvinderne, skal også understreges. Midten som politikken ‘sorte hul’, hvor politik implodere og mister enhver mening og betydning, er et ikke-sted, der hele tiden dannes i folkestyrets organisation i et højre og et venstre. Og i denne struktur genereres midten hele tiden som et fantasme, et sted, man enten begærer at indtage eller frygter at havne i.

Pernille Skippers udtræden af folketinget for at blive politiske kommentator (ikke journalist, vel at mærke) ser jeg som en logisk konsekvens af folkestyrets iboende tendens til at bevæge partier og politiske programmer i retning af den imploderende midte. For andre er der andre konsekvenser, lige fra partiskifte (fx fra venstrefløjen til Socialdemokratiet), udtræden af folketinget eller overgang til et borgerligt job uden for tinge.

Det bliver tydeligere og tydeligere, at den nuværende regering “hen over midten” i virkeligheden er en højredrejet regering. Formelt set er socialdemokraten Mette Frederiksen statsminister og burde som sådan være den, der stod for regeringens politik, men mere og mere tyder på, at det er midter-ideens ophavsmand, den fhv. Venstre-politiker, nu leder af Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, der som en skjult dukkefører trækker i trådene i baggrunden – og trækker politikken i mod højre, i retning af en såkaldt liberal, borgerlig politik. Under dække af, at man ikke rigtig vil bekende politisk kulør, fremfører de højreorienterede ministre politiske ideer, der tydeligt peger i retning af højre side af det politiske spektrum.

Et aktuelt eksempel er moderaternes klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, der de seneste har dage har luftet ideer, der er tydeligt blå. For det første kom ideen om at åbne for et nyt gasfelt i Nordsøen, hvor der skal hentes op mod 3 millioner kubikmeter gas op om året. Noget ministeren ikke så som et problem i forhold til ambitionerne om at nedbringe CO2-udledningen på dansk grund. Hvorimod eksperter på klimaområdet hiver sig i håret og kritserer ideen. Og dernæst kom ideen om at øge mængden af biobrændsel i landets lastbiler. Også denne ide er blevet skudt ned af eksperter på klimaområdet, lige som Socialdemokratiet tidligere har været modstander af ideen. Det er også svært ikke at se ideen som en imødekommelse af vognmændenes højlydte protester mod en kommende afgift på fossilt brændstof i lastbiler.

Som jeg tidligere har advokeret for, så kan man se den politiske midte i dansk politik som politikkens svar på astronomiens “sorte huller”, der som bekendt suger energi til sig fra omgivelserne. Og for nu at blive i det billede, så ser det sort ud for Socialdemokratiet…

En af dagens interessante nyheder er, at Brasiliens præsident , Luiz Inácio Lula da Silva – Lula – vil være fredsmægler i konflikten i Ukraine. Men – pressen ( i form af DR Nyheder) – hæfter sig især ved, at Lula er kommet med en kritisk bemærkning om USA. Nemlig, at Lula har givet udtryk for, at USA og dets allierede opmunterer til krig ved fortsat at levere våben til Ukraine. En bemærkning, som amerikanerne voldsomt har imødegået ved at sammenligne udsagnet med russisk og kinesisk “propaganda”. Hvordan det kan være propaganda at påpege faktiske forhold – at USA og Europa uafbrudt har leveret våben til Ukraine og fortsat tænker og handler i de baner – er vel nærmest kun noget, de allierede kan se.
Det er da også helt i tråd hermed, at den russiske udenrigsminister Lavrov, der netop har besøgt Lula, udtrykker tilfredshed med besøget og dets resulater og takker brasilianerne for deres ‘klare forståelse for situationen’.
Det fremgår også af DRs nyhed, at man i vesten og Ukraine mener, at en våbenhvile på nuværende tidspunkt vil ‘gøre det muligt for Rusland at beholde land, som er taget ulovligt’. Sagt på en anden måde: Vesten tror kun på en militaristisk løsning, hvor Rusland med vold og magt tvinges til at forlade Ukrainske landområder.
Lulas insisteren på en forhandlingsløsning er sgu da ikke propaganda, men den afslører, hvor krigerisk de vestlige lande er i konflikten i Ukraine. Man kan kun håbe, at det lykkes for Lula at mobilisere alle de ikke-vestlige kræfter i et fælles forsøg på at få politiske forhandlinger i gang.

Opdatering 18/4: Og i dag kan man så læse, at Lula tager afstand fra Ruslands ulovlige invasion i Ukraine. Samtidig med, at Ukraine både kritiserer ham for hans position og inviterer ham til Ukraine, så han selv kan se, hvad russerne har gjort. Vigtigst er det dog, at Lula taler om, at upartiske lande – lande uden for Vesten – skal stå sammen om ønsket/kravet om politiske fredsforhandlinger som løsning på konflikten. Læs mere herom i The Guardian og andre udenlandske medier.

I går fik jeg ikke lavet et opslag. Og det er ikke noget, der er sket ret mange gange i de 17 år, hvor s/s capac har sejlet rundt på det store internethav. Men i går kom der hele tiden noget i vejen og inspirationen var gået i flyverskjul. Så det blev ikke til noget om Lula, nej ikke engang et stykke musik.

Så det retter jeg lige op på. En af gårsdagens små, skjulte, gode nyheder var, at den brasilianske, socialistiske præsident Luiz Inacio da Silve – populært kaldet Lula – besøgte den kinesiske præsident Xi og de gav hinanden håndslag på, at konflikten i Ukraine kun kan løses gennem forhandlinger. Nyheden fik ikke den store opmærksomhed på de danske tv-kanaler, hvor man som sædvanligt fortabte sig i mikronyheder om konflikten derovre østpå og små indenrigspolitiske krusninger. For man skal ikke undervurdere betydningen af Lulas besøg og fredsinitiativ. Brasilien er et kæmpestort land med knap 215 millioner mennesker – verdens femte-største land – og en stor betydning for den globale samhandel.

The Economist magazine among others has been warning that Europe’s going to move towards deindustrialization if it continues to back the NATO-based, U.S.-run war, which much of the world now regards as a proxy war between Russia and the United States over Ukrainian bodies. Actually, it goes well beyond that. In response to U.S. demands, NATO has now expanded to the Indo-Pacific, meaning the U.S. has Europe in its pocket for its confrontation with China, for encircling it with a ring of states heavily armed with U.S. precision weapons.

Meanwhile, the Biden administration has called for a commercial war to prevent Chinese development for a generation. We can’t compete with them, so let’s prevent them from getting advanced technology. The supply chains in the world are so intricate that almost everything — patents, technology, whatever — involves some U.S. input. The Biden administration says that nobody can use any of this in commercial relations with China. Think what that means for the Netherlands, which has the world’s most advanced lithographic industry, producing essential parts for semiconductors, for chips. It’s being ordered by Washington to stop dealing with its major market, China, a pretty serious blow to its industry. Will they agree? We don’t know. Same with South Korea. The U.S is telling Samsung, the big South Korean firm, you’ve got to cut yourself off from your major market because we have some patents that you use. The same with Japanese industry.

Nobody knows how they’re going to react. Are they going to willingly deindustrialize to fit a U.S. policy of global domination? The Global South — India, Indonesia, Latin American countries — is already saying, we don’t accept such sanctions. This could develop into a major confrontation on the world scene.

Og min fordanskning af hensyn til dem, der ikke læser engelsk:

Magasinet The Economist, blandt andre, har advaret om, at Europa vil bevæge sig mod en af-industrialisering, hvis det (Europa) fortsætter med at støtte den Nato-baserede, US-drevne krig, som en stor del af verden nu betragter som en krig per stedfortræder mellem Rusland og de Forenede Stater over ukrainske kroppe. Men det går faktisk videre end hertil. Som svar på krav fra USA har Nato nu ekspanderet til det indiske Stillehav, og det betyder,, at USA har Europa i sin hule hånd i dets konfrontation med Kina. dets omkredsen af Kina med en ring af stater, der er tungt bevæbnet med amerikanske præcisionsvåben.

I mellemtiden har Biden-administrationen åbnet for en handelskrig, der skal forhindre kinesisk udvikling i en generation. Vi kan ikke konkurrere med dem, så lad os i stedet forhindre dem i at få avanceret teknologi. Forsyningskæderne i verden er så forbundne, at næsten alt – patenter, teknologi osv. – involverer amerikansk indflydelse. Biden-administrationen siger, at ingen kan bruge noget af det her i handelsrelationer med Kina. Tænk over, hvad det betyder for Holland, der har verdens mest avancerede litografiske industri, der producerer vigtige dele til halvledere til chips. Washington beordrer Holland til at stoppe med at handle med landets største marked, Kina, og det er et meget alvorligt slag mod dets industri. Vil de være enig? Vi ved det ikke. Det samme gælder for Sydkorea. USA fortæller Samsung, det store sydkoreanske firma, at det skal afskære sig fra dets største marked, fordi vi har de patenter, I bruger. Og det samme gælder for japansk industri.
Ingen ved, hvordan de vil reagere. Er de villige til at af-industrialisere for at passe ind i en amerikansk global beherskelsespolitik? Det globale Syd – Indien, Indonesien, Latinamerikanske lande – har allerede sagt, at de ikke accepterer den slags sanktioner. Det kan udvikle sig til en større konfrontation på verdens scene.

Ovenstående citat fra et interview med den legendariske amerikanske sprogforsker og indædte kritiker af USA, Noam Chomsky, er værd at læse nøje (på engelsk). For den sætter et stort spørgsmålstegn ved det venskab, der efter sigende eksisterer mellem USA og Europa, og som blandt andre statsministeren flere gange har fremhævet. Lige som det sætter spørgsmålstegn ved amerikanernes dybereliggende bevæggrunde for at føre krig i Ukraine pr. stedfortræder. Lige som det understreger behovet for en snarlig igangsættelse af reale fredsforhandlinger i konflikten mod øst.

I mit forsøg på at være tv-abstinent kan det godt være svært at tilfredsstille sin tv-lyst. Men i går lykkedes det dog. Den stadigvæk halvt-hemmelige DR2-kanal brugte den gode sendetid fra kl 20 til at vise den franske dokumentar Hitler’s Teen Killers, der havde fået den danske title Nazisternes børnesoldater. Ser vi bort fra den forskellige vægtning de to titler er udtryk for, så var det en god dokumentar. Baseret på oprindelige tyske filmoptagelser fra de sidste par år af 2. Verdenskrig.
I 1943 erklærer Hitler ‘den totale krig’. Men han og det nazistiske regime har ikke soldater nok til at gøre hensigten til virkelighed. På det tidspunkt har man allerede mistet tre millioner tyske soldater ved fronterne. Især mod øst. Og der er brug for nye tiltag. Derfor gennemfører Hitler og hans militære ledere en omfattende rekruttering blandt landets teenagere, og det skal hverve 20000 unge til dannelsen af en ny soldaterdivision, den senere berygtede 12. SS Panserdivision Hitlerjugend.
Og vi får historien om, hvordan disse modtagelige unge mænd, ja drenge, indoktrineres og afrettes til at være en fortrop, når de vestlige allierede går i land i Normandiet. Og ved hjælp af interviews af overlevende fra den panserdivision får vi et forfærdeligt billede af, hvordan de unge med fysisk magt og voldsom disciplin og retorik bliver uddannet til at være regulære slagtere i krigens tjeneste. Og historien om, hvordan de bliver blodige, brutale bødler, de slagter mange soldater og civile, inden de selv bliver kanonføde for englændernes og amerikanernes fremmarch.
Selv om dokumentaren ikke svælger i blodige optagelser eller billeder af døde unge soldater, så er det skræmmende at opleve, hvad de unge tyskere oplevede – gennem interviewene.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle dem, der nu om stunder nærmest romantiserer konflikten i Ukraine, hvor andre unge mænd og civile dør og bliver lemlæstet under tilstande, der ikke er meget anderledes end dengang. Og dokumentaren får blot en til så meget mere at ønske en fredelig udgang på den igangværende konflikt, så mange andre unge ikke skal lide samme kranke skæbne som dem dengang og dem derovre.
Og efter at have set dokumentaren, der er at finde på DRs hjemmeside frem til august, var det en lillebitte smule opløftende at læse, at den franske præsident Macron under sit besøg i Kina har opfordret præsident Xi til at få Rusland til forhandlingsbordet, og at Ukraines præsident Zelensky omsider har åbnet op for forhandlinger med Rusland om Krims fremtid. Også formand for EU-kommissionen Ursula von Leyen har opfordret Xi til at kontakte Zelensky med henblik på fredsforhandlinger. Måske lysner det i øst..

Jo, at dømme på den seneste meningsmåling fra Epinion, så rasler de to gamle partier – Socialdemokratiet og Venstre – ned i tilslutningen. Socialdemokratiet har med 20,8% tilslutning ikke ligget lavere siden 2014, og Venstre med 9,1% skal tilbage til 2008 for at finde lignende lavpunkt. Og sådan er det gået støt tilbage siden regeringen trådte frem som den første regering “hen over midten” i mands/kvindes minde.Det tredje parti, Lars Løkke Rasmussens Moderaterne har bevaret sin tilslutning.

Og kan det undre? En regering, der skal hoppe fra tue til tue, fordi den ikke har en fælles konsensus om landets store problemer og opgaver. Et godt eksempel er balladen om sundhedsvæsnet. Skandalen om behandlingsgarantien for kræftpatienter som ikke er blevet indberettet, har kostet menneskeliv og har givet anledning til mediestorm, er endt med en ikke-løsning i form af nedsættelse af en sundheds-struktur-kommission, der skal analysere problematikken og – angiveligt – danne grundlag for politiske beslutninger. Sagt på en anden måde, så er et meget vigtigt samfundsområde – sundhedsvæsnet – henvist til en politisk syltekrukke, medens regeringen forsøger at hoppe videre fra de andre tuer. Det er billedet af en regeringen, der har et flertal bag sig sådan rent formelt, men som er politisk handlingslammet, fordi de reelle politiske uenigheder lammer dens handlingsmuligheder. En regering, der bygger på den illusion, at man kan skræve over fundamentale politiske uoverensstemmelser – sagt på en anden måde: at man kan lade som om klasseforskellene ikke eksisterer – uden at de politiske bukser sprækker, så man står med røven bar. Og jeg tror danskerne – deres politiske forskelligheder til trods – godt kan forstå, at det ikke holder i længden. Formelt set holder regeringen til næste valg om 3 ½ års tid, men reelt?!

For nogen tid siden dukkede en nyhed op i pressen. Man havde fundet et “objekt” i nærheden af Nord Stream 2-gasledninger, der som bekendt er blevet ødelagt. Hvilket objekt, der var tale om, fik vi intet at vide om. I dag kan man så læse, at det drejer sig om en ‘kraftigt tilgroet’ cylinder med en højde på ca. 40 cm. og en diameter på ca. 10 cm. Og en såkaldt ‘militærforsker’ kan også fortælle, at der næppe er nogen sammenhæng mellem objektet og den såkaldte sabotage af gasledningerne.

Hokus Pokos. To ikke-nyheder i rap. Og man kan forsigtigt spørge: Hvad skal vi bruge disse oplysninger til? I det hele taget er vi ikke blevet en døjt klogere på, hvad der er sket med de gasledninger eller på, hvem der mon står bag sprængningerne. Russerne, Ukrainerne, Europæerne, Amerikanerne?… Man kan måske driste sig til at mene, at de to ikke-nyheder allerhøjest har den funktion at fortælle os – endnu engang – at der er noget mystisk og mistænkeligt ved Nord Stream 2-ledningerne og deres skæbne. Og som et eksempel på, hvordan pressen fungerer i disse tider. Uidentificerede objekter, uidentificerbare nyheder.

I går var der to store nyheder. For det første, som omtalt i går, kom FNs klimapanels nye omfattende klimarapport. For det andet kom nyheden om, at den kinesiske leder Xi Jinping besøgte præsident Putin for at snakke om ikke mindst den kinesiske 12-punktsplan for fred i Ukraine-Rusland-konflikten. Og det var slående, at pressen herhjemme afviste planen med en påstand om, at den ikke var særlig konkret. Spørgsmålet er vel, om det er en berettiget afvisning!? Er det vigtigste ikke, at der overhovedet er nogen, der fremlægger en plan for en fredelig løsning (som FN-pagten jo foreskriver)?! Lad os se på de tolv punkter i forenklet form (lånt fra siden DetOffentlige, dk, der hævder at være et uafhængigt medie…):

1. Alle staters suverænitet skal respekteres
2. Man skal væk fra Kold Krigs-mentaliteten
3. Fjendtligheder skal indstilles
4. Man skal genoptage fredsforhandlinger
5. Der skal tages hånd om den humanitære krise
6. Civile og krigsfanger skal beskyttes
7. Atomkraftværker skal sikres
8. Reducering af strategiske risici (brug af atomvåben)
9. Fælles aftale om eksport af korn
10. Indstil unilaterale sanktioner
11. Hold industrien og forsyningskæderne sikre
12. Man skal fremme post-konflikt genopbygning

Nu skal man huske på, at en sådan plan er udgangspunktet for fredsforhandling. Det er de 12 punkter, der så at sige sætter rammerne for sådanne forhandlinger. Og man kan indledningsvis konstatere, at punkterne i hvert fald sikrer at våbnene kommer til at forstumme, så snart forhandlingerne sættes i gang (jovist, jeg ved godt, at våbenhviler er blevet brudt og at de kan ske igen, men hvis begge parter virkelig ønsker det…). For det andet, at flere af punkterne klart sigter mod at etablere fredelige forhold mellem parterne i overensstemmelse med FN-pagten.

Kina kommer selvfølgelig ikke kun med planen af idealistiske grunde. Det store, økonomisk og militært stærke land har store økonomiske interesser i, at det europæiske marked igen bliver helt åbent og at også Rusland kommer til at fungere “normalt” som handelsområde (og ikke er hæmmet af udenlandske sanktioner osv.). Men det ændrer jo ikke ved, at idealerne stadigvæk kan være gyldige.

Spørgsmålet er så, om man i Vesten – USA og dets allierede – er interesseret i fred? I de-militarisering, afskaffelse af koldkrigs-mentaliteten osv.? Den russiske udenrigsminister blev for ganske nyligt citeret for at sige noget i retning af, at Vesten ikke var interesseret i fredsforhandlinger (før Putins invasion i Ukraine). Hvis det er rigtigt, så må man som almindelig borger bare spørge: Hvorfor ikke? Hvilken interesse har USA og Europa i at føre krig (pr. stedfortræder)? Som tidligere anført, så er der flere og flere borgere i Vesten, der tvivler på den førte politik og ønsker noget andet. Fordi det koster på hjemmefronten, hvor velfærden i forvejen er presset i bund, hvor den økonomiske krise ulmer og hvor klimakrisen ikke er til at overhøre.

FNs klimapanel har barslet med en ny stor rapport om klimaet. Og i DR-nyhederne forsøger man at anlægge en positiv vinkel på nyheden. Og man fremhæver, hvad der betegnes som “et par gode nyheder”. For det første, at det stadigvæk er muligt at holde temperaturstigningen på kloden på 1,5 grader i år 2100 og dermed undgå de værste følger af temperaturstigningen. Dernæst at der er råd til at gøre noget ved det. Der er !tilstrækkelig global kapital” til at løse det problem.
Men næppe er de gode nyheder fremhævet før de skydes ned igen. For muligheden realiseres ikke: Vi – menneskene på denne jord – sørger ikke for at holde temperaturen på et tilstrækkeligt lavt niveau. Tværtimod tyder alt på, at det går i den helt gale retning. Vi har på ingen måde stoppet CO2-udledningen og der bruges mere fossilt brændsel end nogensinde før. Og aldrig har der været så meget CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren som nu. De gode nyheder er altså rigtig dårlige nyheder. Og herfra går det kun ned ad bakke.
Og rapporten er ikke hvilken som helst rapport. Den er forfattet af de førende forskere på området og bygger på og sammenfatter de seneste otte års forskning. Og når DRs journalist skriver, at de mange tusind sider skal koges ned til en kort letlæselig tekst, som politikere kan bruge som udgangspunkt for deres politik, kan man ikke undgå at tænke, at de burde tvinges til at læse hele rapporten, så de kan få alle detaljerne med, inden de laver politik.
Horisonten for handling er 2030. Der er altså sølle syv år til at sadle om, nedbringe drivhusgasudledningen radikalt og i det hele taget transformere vort liv i en mere, såkaldt bæredygtig retning. Men baseret på erfaringerne fra de seneste otte år, så ser det jo ganske sort ud.
Vi har allerede fået en forsmag på, hvad der er i vente. Oversvømmelser, brande, tørke, fødevaremangel, voldsommes storme, ændringer af de økologiske kredsløb osv. Og det er endda på en begrænset stigning på 1.1 grader. Hvordan kommer det så ikke til at se ud, når temperaturen gennemsnitligt når op på fx 3 grader, sådan som man forudsiger det vil ske, hvis ikke altså politiken ændrer sig radikalt…? Og en forsker siger meget rammen “Det er langt nemmere at sælge en krig i Ukraine, end at sælge fortællingen om at verden er et dårligere sted om 20 år”. Ja, og den sammenligning er måske i virkeligheden meget mere end en analogi. Måske er det vitterligt sådan vesterlandske politikere bruger konflikten i Ukraine – som det, der skal bortlede vores opmærksomhed fra de virkelige problemer, som politikerne helst ikke vil gøre noget ved, når det kommer til stykket!?