CAPAC

Michale Jacksons ‘oversete’ album, kalder DRs hjemmesideskribent albummet Dangerous, der udkom for nøjagtig 25 år siden. Med et salg på 32 milioner på verdensplan og status af at være et af de bedstsælgende plader gennem tiderne, så er det svært at få DRs karakteristik til at passe med noget som helst. Det skulle da lige være med skribentens begrænsede kendskab til Jacksons karriere i særdeleshed…

Nå, men pladen var også den eneste, jeg fik købt med Jackson, medens han levede. Jeg vil ikke sige, at jeg nogensinde blev en rigtig fan af den androgyne, trans-raciale kunstner, men jeg havde og har den allerstørste respekt for han ubestridelige musikalitet og evne til at forene tidens musikalske og musikteknologiske tendenser til en holdbar legering med den evigt appellerende dansante popmusik.

Bill Haley and his Comets har undertiden fået æren for at lave den første rock’n roll sang i historien med “Rock around the Clock” fra 1956. Men det er – som Bob Hite fra Canned Heat et sted understreger – langt fra nogen sandhed. Heller ikke set inde fra Bill Haleys eget repertoire. I 1955 hittede han således med “Birth of the Boogie”, der med lige så stor ret gør krav på at være en af de første rock’n roll-sange på vinyl.

Man skal passe på med at tage til julefrokost og slukke for de sociale medier og mobiltelefonen. På vej tilbage til virkeligheden erfarede jeg, at også Fidel Castro har forladt os i det morbide år 2016.

Manden blev 90, så på den led er det ikke den store overraskelse. Men med han forsvandt også et symbol på den tid, hvor der endnu herskede forestillinger om en virkeliggjort socialisme.

At den så langt fra var så virkeliggjort, som man kunne ønske det, er en anden sag. Og Fidel vil i eftertiden stå for mig – sammen med fx  vennen Che Guevara som eksempel på, at det nytter at kæmpe mod overmagten og for idealer, man tror på.

Billedet af den unge Fidel med bolden er lånt fra en Fidel-side på Pinterest.

The last thing you hear on the album, after a version of Willie Dixon’s I Can’t Quit You Baby crashes to a halt, is Mick Jagger asking uncertainly “was that OK?” He sounds like a man who’s still slightly awed by this music in its original form; who knows he’s still paying homage to artists he can never entirely grasp, whatever Keith Richards thinks. But the answer to his question is an unqualified yes: it’s more than OK, which is not something you can say about many Stones albums over the last 30 years.

Sådan opsumerer Akexis Petridis fra The Guardian sin anmeldelse af Rolling Stones seneste album Blue and Lonesome, hvor de (endnu engang) vender tilbage til de rødder, der altid har været deres musikalske iltforsyning.

I morgen skal jeg til julefrokost. Baggrunden er lidt trist, for om en måneds tid lukker min arbejdsplads ned. Alle medarbejdere – fra rengøringsdamen til lederen er blevet opsagt, og forude venter ledighedskøen for mange af os. Så det er med blandede følelser, jeg tager af sted.

Det er i øvrigt første gang i ti år, at jeg skal deltage i noget sådant uden for hjemmets fire vægge. Jeg har aldrig været den store dyrker af denne særlige danske sportsgren, der hedder “julefrokosten” uden for hjemmet. Oven i købet finder den sted et sted uden for ‘lands lov og ret’.

Men det stemmer mig ikke mere i julehumør. Hvis julehumøret kommer -  hvilket jeg stærkt tvivler på – så sker det nok den 24. december omkring aftenstid, når julestegen er ved at være klar. Og så forsvinder den igen et par timer senere. Mest sandsynligt er det dog, at denne stemning slet ikke indfinder sig – og det har jeg det helt fint med.

 

Til gengæld er jeg ved at være ramt af den årlige Simon-and-Garfunkel-feber, der har det med at gribe mig på de besynderligste tidspunkter. I år blev feberen vakt at en køretur gennem et diset landskab på Djursland. A hazy shade of winter!? Time time time See what’s become of me… Jeg bliver aldrig færdig med Paul Simon og Art Garfunkel. De vil forblive indvævet i mit musikalske bagtæppe. Heldigvis for det.

PS. Sangen udkom som singleplade for 50 år siden. Helt præcis d. 22. oktober 1966, hvor sangen var A-side til “For Emily, whenever I may find her”.  Oprindeligt var sangen tænkt som bare en singleplade, men den blev dog – og heldigvis for det – indlemmet på duoens hovedværk Bookends. Sangen går tilbage til dengang, hvor Paul Simon var et ungt og søgende menneske, der bl.a. rejste rundt i Europa, inkl. Danmark. Og det er netop charmen ved den sang, det famlende, søgende unge menneske, som (nogle af os) stadigvæk kan relatere os til, selv om vi er ude over grønskollingens tid….

Time, time, time See what’s become of me
While I looked around for my possibilities
I was so hard to please
But look around Leaves are brown
And the sky is a hazy shade of winter
Hear the Salvation Army band
Down by the riverside’s
Bound to be a better ride
Than what you’ve got planned
Carry your cup in your hand
And look around you
Leaves are brown, now
And the sky is a hazy shade of winter
Hang on to your hopes, my friend
That’s an easy thing to say
But if your hopes should pass away
Simply pretend That you can build them again
Look around
The grass is high
The fields are ripe
It’s the springtime of my life
Seasons change with the scenery
Weaving time in a tapestry
Won’t you stop and remember me
At any convenient time?
Funny how my memory skips
Looking over manuscripts
Of unpublished rhyme
Drinking my vodka and lime
I look around Leaves are brown
And the sky is a hazy shade of winter
Look around Leaves are brown
There’s a patch of snow on the ground
Look around Leaves are brown
There’s a patch of snow on the ground

Om en måned sætter vi gaflen i anden og flæskestegen og skeen i ris à la manden. Den kommercielle jul har i gang siden oktober (mindst). Men her i bloggen skal det med jule holdes nede på en beskedent niveau i år, af mange årsager. Og derfor vil julemusikken også kun komme til at fylde minimalt. Men en decemberistisk sang går vel an, uden at give os klumper i halsen og for tidlig kvalme. Så jeg vil starte dagen med at genopfriske The Decemberist på et kunstnerisk højdepunkt med “Crane Wife 1 + 2”:

Og nederst i den lille bunke af plader, der skal omtales og anbefales i denne ombæring, finder vi Henrik Bank og hans langspiller The Journey.

I 2015 omtalte jeg Banks fine EP Need you tonight og fremhævede Banks afsæt i moderne, voksen country af den slags, amerikansk popkultur er så rig på. Og der går da også, og heldigvis for det, en lige linje fra EP’en til det nye album. Også det er indspillet i countryens hjemland og i selveste countryhovedstaden Nashville. Og igen har Bank allieret sig med produceren Larry Beaird (Miley Cyrus, Faith Hill m.fl.) og en række garvede, amerikanske musikere, der garanterer, at det musikalske output står mål med det, der udsendes i countryhjemlandet. Og det gør det.

Bank står selv for musik og tekst, men får dog hjælp af Rehné B. Jensen på to numre og af Brian F. Lauridsen på et enkelt. Sangene er efter sigende blevet til over en længere tid og ikke med det formål at skulle udgøre et hele. Men det er de så alligevel kommet til. For sådan er det jo med album. Og derfor dækker sangene også – og heldigvis for det – et bredt spektrum af menneskelige oplevelser, ja meget personlige oplevelser, såvel gode som mindre gode. Og denne sammensathed passer godt til den modne, afklarede countrypop, som Henrik Bank excellerer i. Ingen tvivl om det, Banks sange henvender sig til et publikum, der er ude over den helt grønne ungdom, selv om det yngre segment sagtens kan genfinde sig i de fleste sanges personlige karakter.

Banks sange er – som stiltraditionen foreskriver – meget popiørefaldende og mange af dem har et klart hitpotentiale for den lytterkreds, pladen henvender sig til. Og arrangementerne besidder den behagelighed og vellyd, som man kan forvente af en produktion med det hold musikere og den producer. Når pladen alligevel skiller sig ud fra amerikansk mainstream-pop-country, så er det selvfølgelig, fordi Bank er sangleverandøren og fremfører sangene med sin umiskendelige, lyse mandsstemme, der passer som fod i hose til sangenes tematik og musikalitet.

Pladen The Journey er kort fortalt mere af det samme, som vi fik med EP’en. Sagt på en anden måde: Så lever LP’en her fuldt og helt op til de høje forventninger, som Need you tonight efterlod hos lytterne tilbage i 2015. Hermed anbefalet.

Henrik Bank. The Journey. Produceret af: Larry Baird. Eget forlag. Er udkommet.

Lyt til Henrik Bank på hans Youtubekanal.

Lazy bones, sleepin’ in the sun
How you ‘spect to get your day’s work done?
Never get your day’s work done
Sleepin’ in the noonday sun

Lazy bones, sleepin’ in the shade
How you ‘spect to get your corn meal made?
Never get your corn meal made
Sleepin’ in the evening shade

When taters need sprayin’
I bet you keep prayin’
Worms fall off of the vine
And when you go fishin’
I bet you’ll be wishin’
Fish would jump on the line

Lazy bones, dozin’ through the day
How you ‘spect to make a dime that way?
Never make a dime that way
Never heard a word I say

Bag kunstnernavnet Sternlumen og pladetitlen (Stern: stjerne, lumen: lys) gemmer sig den herboende musiker og komponist Thomas Kudela.

Og der er tale om en plade, der udelukkende byder på klavermusik. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i. Vi kender formen fra såvel den moderne klassisk orienterede musik og fra jazzen.

Men Sternlumens udgangspunkt og indfaldsvinkel er usædvanlig og anderledes. I sit følgebrev til CD’en fortæller Kudela, at pladen er blevet til efter en syv år lang pause, hvor han ikke spillede på sit instrument, klaveret. Og denne initiale afholdenhed forklarer nok et langt stykke hen ad vejen musikkens (af)søgende, udforskende og improvisatoriske karakter. Thomas understreger selv musikkens tilfældige og aleatoriske karakter i de tysksprogede noter på CD-coveret, hvor der sammenlignes med kølvandet i kanaler. Og netop det strømmende, hvirvlende og tendentielt strukturløse ligger som en oplagt mulighed i de i alt seks stykker, der udgør pladen.

Kudela bruger også begrebet (Jacques Derrida) dekonstruktion i en af musikstykkerne titel (“Thomas i deconstructing a dream“), og netop det analytiske og opløsende – og genskabende – præger stykkerne, der et eller andet sted finder inspiration i såvel jazzen improvisation, ambientmusikkens leg med det repetitive og monotone og den moderne progressive (post)rocks fabulerende og emotionelt afsøgende karakter.

Det er ikke musik for fastholdere. Det er musik, der i sin natur overskrider grænser mellem genrer og stilarter i kraft af sit afsæt i det meditative, eksperimenterende og improviserende, samtidig med at pladen netop frembringer mindelser om de musikalske landskaber, den gennemløber og -krydser. Anbefales alle, der har behov for at høre noget andet end det kendte en gang imellem.

Sternlumen. Eget forlag. Er udkommet og fås på CD, vinyl og som streaming fra d. 28. 11. 2016

Bag band- eller projektnavnet Den syvende søn finder vi Adam Winberg (trommer), Tobias Winberg (bas), Mads Jensen (tangenter), Mikkel Grue (guiatar) og Michel Belli (sang). Og ja, sidstnævnte Belli er ‘ulven’ Peter Bellis søn, der allerede har to album på samvittigheden, men nu indgår i en regulær bandsammenhæng. Det ændrer dog ikke ved, at Belli-navnet svæver over bandets andet album. Dels lyder Michel Bellis stemme grangiveligt som faderen i en, ja, yngre udgave. Men også musikalsk er der en forbindelseslinje mellem unge Belli og den gamle pigtrådsmusiker Peter.

Musikken og teksterne på pladen står i dybeste gæld til en rockmusik, der har sine rødder i tresserne. Som en god del af den progressive rock fra tresserne befinder Den syvende søn sig i krydsfeltet mellem medrivende, iørefaldende rocksange og tressernes forkærlighed for at give plads til musikalsk eksperimenteren og improvisation. Uden direkte at lyde som nogle af forgængerne har Belli og Co. skabt en rockmusik, der emmer langt væk af den tids sans for en lytteværdig blanding af popappel og alvor.

Og teksterne, der heldigvis er aftrykt på indersiden af vinylalbummet, kan ikke løbe fra, at de er skrevet ind i en tradition, der går gennem C. V. Jørgensen og tilbage til de mest seriøse af tressernes danske beatpoeter. Tekster, der ikke giver køb på den umiddelbare forståelighed, som gængs pop og rock altid har været leveringsdygtig i, men samtidig taler i billeder og vendinger, der befinder sig i poesiens grænseland. Ja, Michel lyder ikke kun som far Peter, men også – undervejs og  ganske vist kun punktvist – som Carsten Valentin Jørgensen i sit mest alvorlige og kreative hjørne. Og det kan jo kun forstås som et kompliment. Belli har et potentiale at bygge videre på.

Den syvende søn II er et album, der fungerer bedst som netop et album. Det er ikke et udpræget hitalbum, men netop et af den slags lytteoplevelser, der i vores tid får det sværere og sværere, fordi albumformatet er en truet eksistens. Og ikke mindst af den grund fortjener Den syvende søn II at blive genstand for musiklytternes opmærksomhed. Hermed anbefalet.

Den Syvende Søn. Produceret af Tore Nissen og bandet. Target Records. Udkom d. 11. november.

Vi befinder os i 50-året for The Whos og hele den tidlige britiske beatmusiks storhedstid. Og for nylig blev Whos debutalbum My generation genudsendt i et 5 skiver stort bokssæt, for at fejre jubilæet – og dermed understrege, at den tids beatmusik stadigvæk har noget at byde på. Og skulle man være i tvivl om den periodes betydning for og indflydelse på eftertidens musik, så gør man klogt i at få fingre i trioen The Warmongers nye album Listen up!

For Warmongers er ikke kun et eksempel på den hørbare indflydelse fra bands som The Who m.fl. Nej, The Warmongers har helt og aldeles adapteret den rhythm-and-blues-påvirkede tressserbeats musikalske æstetik i en grad, så man under lytningen næsten kommer til at glemme, at pladen er fra 2016. Ja, bandet går endda så langt som til at “efterabe” The Who i deres video til singleudspillet “It’s you (that i want)”, hvor det er Whos film til “The Kids are allright”, der står for skud.

Og hele vejen gennem plade læner The Warmongers sig trygt op af Who og den tids musikalske udtryk. Lige fra produktionen, der langt hen lyder som gammeldags analog produktion, og arrangementerne, der lader instrumenter og vokaler stå klart dechiffrerbare i det ellers kollektive udtryk. Og det ialt tretten sange oser langt væk af fortidens forkærlighed for umiddelbart fængende melodier og B-stykker, der bare invitere til at synge med.

The Warmongers har afsæt i Thee Attacks og Wizzard of Love. Og ikke mindst indflydelsen af Thee Attacks retro-forelskede genopdagelse af tressernes uforfalskede rå og dog poppede garagerock er tydelig. The Warmongers er vaskeægte traditionalister, der genoptrykker tressernes lydunivers og får pointeret, at den musikstil er langtidsholdbar og kan brænde igennem lydmuren i 2016. Hermed anbefalet.

The Warmongers. Listen Up! Produceret af: bandet, Liam Watson og Søren Christensen. Nordic Music Society. Er lige udkommet.

 

Endnu et dødsfald. Og måske ikke det sidste her i dette dødsmærkede 2016. Denne gang er det forfatteren Jan Sonnergaaard, der er gået bort. I følge Gyldendal døde Sonnergaard på en rejse til Beograd, hvor hans hjerte sagde stop.

Jeg havde det held at møde Jan Sonnergaard in persona to gange i forbindelse med mit virke som dansklærer. Og begge gange fik jeg indtrykket af en mand, der var helt nede på jorden. Her var ingen forfatternykker eller kændissmageri. Og han brød sig ikke meget om det litterære parnas, hvor atmosfæren var gennemsyret af jalousi, og hvor knivene i ærmerne hele tiden stak ud af ærmegabet.

Vi skal ikke helt glemme jubiliæerne her på kanten af 2016. Og i næste uge er det 50 år siden, bandet Love udsendte deres hovedværk Da Capo. På pladen, bandets andet, befinder de sig et sted mellem deres udgangspunkt i garagerocken og i slipstrømmen fra det psykedeliske og progressive. Singleudspillet “7 and 7 is” peger i den ene retning, og en sang som “Stephanie knows who” i den anden. Hele side 2 på LP’en udgøres af “Revelation”, et tidstypisk jamnummer, der får lov til at brede sig over samfulde 19-20 minutter. Den slags kunne man tillade sig dengang.

Vi tager lige en mere for at få gang i denne meme. Videoen taler for sig selv om fælleskab, musikalitet og andet godt. Smukt korarbejde med en velkendt Toto-sang. Tak til Søren for linket.

Ani Difranco har altid været god for en politisk sang. Og teksten til “Your next bold move” taler for sig selv:

Læs mere »