Det var på Thanksgiving day i 1976, at The Band leverede deres sidste offentlige optræden (i bandets gamle, oprindelige udgave) sammen med en række kendte venner. Og det resulterede i en af de bedste livedokumentationer, man kan opdrive. The Last Waltz. Filmen og musikken er for længst blevet genudgivet – også i udvidet udgave. Men alligevel kommer der en 40års-jubilæums-udgave med 4 CD’er/ 6 vinylalbum med hele koncerten plus optagelser fra øvelsesrummet og fravalgte numre. Der skulle være ekstramateriale med fx Joni Mitchell, Eric Clapton, Dr. John og Van Morrison. Nok til at gøre denne blogger interesseret.
Og valsen kommer også i en begrænset Collector’s Edition, der indeholder instruktøren Martin Scorseses originalmanuskript til filmen. Så der er noget for hard core-Band-fans.
Det her må være enhver rigtig dynalogs våde drøm: En boks med 36 CD’er, der rummer alle de koncerter, som Dylan lavede i det herrens år 1966 – i USA, Europa og Australien. Mange af dem har cirkuleret som bootlegs, men nu er det den rigtige vare, der leveres. Og det er som antydet en ordentlig mundfuld, 36 CD’er. Og jeg tør slet ikke spekulere i prisen.
Selv om Dylan er en ubestridelig institution i moderne populærmusik, så forekommer denne udgivelse mig at være lidt af et over-kill. Dylans værk er i forvejen tilgængelig på næste alle medier, så hvor nødvendig er denne omfangsrige udgivelse? Selv om 1966 var et vigtigt år i Dylans kunstneriske løbebane, så er jeg ikke sikkert på, at denne udgivelse vil berige os med noget, vi ikke har i forvejen.
T Bone Burnett, musiker m.m., har holdt en tale ved AmericanaFest. Og den er værd at læse, fordi han leverer en velkommen og nødvendig kritik af den teknologiske udvikling (eller er det afvikling?) i musikbranchen. Læs med her.
Ray Davies (The Kinks) When it came out, I thought it was the most significant American rock’n’roll album since the Doors. Twenty years on and it is still fresh.
Der er lidt stille omkring hende på pladefronten, men hun er her heldigvis endnu, Alison Krauss. Og forleden optrådte hun sammen med Jamey Johnson ved dette års uddeling af Gerscwin-prisen.
Det kan godt være, at C. V. Jørgensen tager sig nogle gevaldige pauser (hvis han da ikke helt har forladt musikken…), men han har sat et tydeligt vandmærke i den dansksprogede rock. ånden fra hans plader svæver over mange af de dansksprogede rockbands. Således også for pladedebutanterne i Sorte Fugle – Dennis Bengtson og Flemming Walther.
Fra første skæring på pladen springer associationen til C V Jørgensen ubesværet ind i hjernen på en. Ikke så meget i kraft af teksterne og musikken, men snarere igennem en genkaldelighed i vokalerne. Sorte Fugle lyder som en nutidig udgave af Jørgensens lille band. Stemmernes klang og den dvælende og forståelsesklare frasering knytter et tæt bånd tilbage til det ganske lille band.
Men heldigvis adskiller Sorte Fugle sig også fra forbilledet. Sorte Fugles tekster besidder ikke Jørgensens særlige, personlige samfundskritiske dimension og hans specielle måde at vride det danske sprog. Sorte Fugle træder andre stier, hvor en mundret realisme besynger erfaringerne fra hjemstavnen Falster og de refleksioner et udlandseksil har sat i gang. Desværre er teksterne IKKE aftrykt i mit anmeldereksemplar, og det er en skam, selv om teksterne er lette at opfatte, for Bengtson og Walther har noget på hjerte i deres rapportering fra livet i det man undertiden kalder “Udkantsdanmark”.
Musikken står heller ikke i gæld til forbilledet, men er befinder sig et særligt sted mellem folkrock og singer-songwriter-poprock som den, man lavede på den amerikanske vestkyst for 40 år siden. Jeg fik associationer i retning af såvel Bifrost, Rugsted & Kreutzfelt og Spids Nøgenhat. Og selv om Sorte Fugle godt kan rocke igennem – som fx i sangene “Alting er” og “Kontrol” – så er deres styrke nok i den ende af rockspektret, hvor poppen er inde for rækkevidde.
Sorte Fugle er et velkomment nyt kapitel i den ufærdige bog om den dansksprogede rock. Sammen med andre dansksprogede rockere (hvoraf jeg har omtalt en del) udviser Sorte Fugle en mærkbar traditionsbevidsthed, samtidig med at de er ganske nutidige i deres personlige besyngelse af deres hjørne af den danske virkelighed. Hvis du er til blød folkrock med hjerte og danske tekster, der både har noget at fortælle og taler et ligefremt, forståeligt dansk, så betænk dig ikke, men lyt til Sorte Fugles debutplade. Det lønner sig.
Sorte Fugle. ST. Produceret af Rune Réne Hansen. Nyt Liv Records. Er udkommet i denne måned.
Og musikken har mistet en fremragende sangskriver, John D. Loudermilk. Et hjertetilfælde gjorde det af med Loudermilk i onsdags. Han begyndte karrieren som udøvende musiker, der spillede rockabilly. Men hurtigt viste det sig, at hans virkelige talent lå i at skrive sange – ikke mindst til andre. Og i countryens hjertekammer, Nashville, blev han en af de centrale sangskrivere og leverede sange i mange stilarter. Hans måske største hitsang blev “Tobacco Road”, der hittede med Nashville Teens i 1964 og siden er blevet planket af så forskellige kunstnere som Jefferson Airplane og Eric Burdon.
Loudermilk kom fra en fattig baggrund. Faderen var analfabet og moderen missionær i Frelsens hær, men de var også musikalske mennesker. Faderen lavede en ukulele af en cigaræske til drengen og moderen lærte ham at spille på den. Da var han 7 år gammel, og derfra gik det via orkesteret i det lokale Frelsens hær over radio- og tv-programmer og så til Nashville. Og det var sangen “Sittin’ on the Balcony”, som Eddie Cochran fik succes med, der gjorde udslaget og fik Loudermilk til at fravælge en universitetsuddannelse til fordel for en karriere som sangskriver. Resten er musikhistorie.
Velvet Volume har jeg omtalt flere gange, og i mellemtiden er de blevet anmelder- og publikumsdarlings efter kun fire singleplader og koncertoptrædener. Og på fredag den 30. optræder de på Voxhall i Aarhus. Jeg ved ikke, om jeg har tid til at komme til koncerten (arbejde, studier osv.), men har stor lyst til at høre deres udgave af moderne, beskidt garagerock.
Også fordi de får support af bandet The enormous Sea, der er en kvartet med rod i Thisted. Til gengæld lyder de, som om de har stået i lære hos Joy Division, Velvet Underground og 13th Floor Elevators. Og det har de sikkert og vist. Og hvis de fortsætter i det spor, skal de nok få flere fans. De har allerede fået en mere…
På Facebook debatterer nogle brugere Paul McCartneys brug af botox. Og jeg forstår ikke rigtig denne optagethed af mennesket McCartney. For Søren, om han bruger botox eller ej, er veganer eller spiser svinekød osv. vedkommer ikke det væsentlige: musikken. Uanset hvor mange plastikoperationer Macca har brug for og råd til, så er det i sidste ende hans musik, vi skal forholde os til. Og den ældes slet ikke så hurtigt.
Men tidsånden kræver åbenbart mere end nogensinde før, at vi dyrker personerne eller rettere personlighederne, de kendte vel at mærke. Helst dem, der i tide og utide optræder på tv-skærmene. Her er ingen journalistisk historie for lille til ikke at trække en kændis i studiet. Og tendens er ved at gøre tv-mediet til en udvidet udgave af Se & Hør eller Billed-Bladet. Et sladderorgan i stedet for et rigtigt nyhedsformidlingsorgan.
Det skotske band Arab Strap opdagede jeg ved en tilfældighed. Dengang havde vi en såkaldt bogbus, der kom i området (er siden blevet sparet væk desværre…), og jeg havde min gang der. Lånte bøger og ikke mindst plader. Og der stod altid et par uudlånte Arab Strap-plader i de små kasser, der var i bussen. Og jeg tror også bandnavnet var en væsentlig faktor, da jeg besluttede mig for at låne dem med hjem. Den slags tilfældige musikopdagelser har jeg haft mange af gennem årene som biblioteksbruger.
I år er det så to årtier siden Aidan Moffat og Malcolm Middleton dannede bandet og ti år siden de udsendte deres debutsignle “The firsk big weekend”. Og det resulterer i gendannelse og udsendelse af en slags jubilæumsopsamling med den opfindsomme titel 20 songs for 20 years.
“A million candles burning
for the love that never came.
You want it darker
we kill the flame.”
Den aldrende Leonard Cohen – nu 82 år – har udsendt titelsangen til sin kommende plade If you want it darker. Og man kan næsten mærke, hvordan mørket kommer nærmere. Både for den gamle kunstner og den verden, han endnu lever i.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger