Cheap Trick kom aldrig ind under min radar, dengang de var helt store. Og det var – set i bagklogskabens lys – en forsømmelse eller en fejl. Så nu er det ved at blive reintroduceret med mange års forsinkelse. Power-pop-rock.
Håkan er på vej med et nyt album, og vi glæder os.
Lydtroldmanden Brian Eno fortæller om sin yndlingsmusik til magasinet Quietus og kommer bl.a. ind på, hvorfor Velvet Undergrounds tredje album gjorde så stort et indtryk på ham:
“…the third album was the one that really killed me. The first album was quite wild and dark and weird, the second album was mad and intense. But the third album was so gentle and beautiful, but because you knew their history there was that undertone of violence and rage, something trying to burst out. Even on the love songs on this – and many of them are love songs – you hear that real tension. What made me think I could do it too was that the songs were simple and the playing was so simple. There’s very little artifice at all in this. But also the mood was something that I thought I could kind of connect to.
En fin og meget præcis karakteristik, synes jeg.
I dag er det 50 år siden, Rolling Stones fik deres fjerde album – Aftermath – ud. Jagger og Richard stod for alle numrene – for første gang i øvrigt – og tidsånden sneg sig ind på pladen i form af mærkelige lyde fra citarer og andre eksotiske instrumenter, der blev trakteret af Brian Jones.
I dag fejres Record Store Day. Og det er lidt paradoksalti Danmark, hvor vi netop har set FONA bliver forvandlet til El-giganten. Og det er der vist ikke meget grammofonplade i. Men der findes stadigvæk nogle få entusiatiske butikker rundt om i landet, fx Badstuerock i Aarhus og Mobydisc på Fyn. En lille oversigt kan man finde på hjemmesiden for Record Store Day – her. Så opfordringen skal lyde herfra: støt jeres lokale pladepusher, for vi ved ikke, hvor længe det holder.
Dagen markeres med diverse vinyludgivelser og arrangementer. Plader bliver udsendt, ofte i meget begrænsede oplag. Så man skal være på forkant, hvis man vil have fingre i nogle af særudgivelserne. En af de plader, der udsendes er en 10″-vinyl med 13th Floor Elevators og deres “You gonna miss me”. Meget passende, eftersom bandforgrundsfiguren Rocky Ericksson snart besøger Aarhus (den begivenhed skal jeg nok vende tilbage til).
Og medens vi er ved gamle dage, så faldt jeg over denne herlige samling optagelser med selveste Jefferson Airplane fra deres arbejde med albummet Bark. Det er musik, der har alt det, vi forbinder med de eksperimenterende og psykedeliske tresserdage. Tune in, drop out og hold en god weekend til lyden af Airplanes improvisationer og leg.
PS. Jeg tror, at der er tale om en slags bootlegoptagelser eller i hvert fald uofficielle optagelser. Jeg har ikke kunnet finde nogen plade med disse optagelser – desværre.
Hvis man har fri fra arbejde i dag (jeg har desværre ikke) og ikke har andre planer, kan man på DRs kulturkanal DRK gense to store afsnit af de såkaldte Woodstock Diaries med optagelser af fx Santana, Canned Heat, Sly & Family Stone, Janis Joplin, The Who, Jefferson Airplane og mange flere. Det hele begynder kl. 12.15 og varer til 14.15. Bedre end en morfar på sofaen. God weekend.
Fotoet ovenfor er taget fra en side med sjældne billeder fra festivalen.
Min gamle far plejede at sige til mig, at man skal lære så længe, man lever. Og det er så sandt, som det er sagt. Og selv om jeg elsker musik – i alle dens afskygninger – så er der meget, der går min næse forbi og er gået min næse forbi. Fx. har jeg ikke været særlig opmærksom på den engelske folkesanger, sangskriver, KOMMUNIST, aktivist og meget mere James Henry Miller, bedst kendt som Ewan Maccoll. Han blev født i 1915 og døde i 1989, Og efterlod sig en sangskat, der har optaget eftertiden. Og det er forståeligt, kan jeg bare tilføje. Hvis du ikke kender Ewan, så giv ham en chance – på din afspiller. Prøv at lytte til The Shoals of Herring i Seth Lakemans fortokning.
Nogle gange tænker jeg, at jeg burde lave et lydspor for mit eget liv. Men lige så hurtigt dropper jeg ideen, for den ville blive alt for lang. Og i øvrigt er store dele af den at finde her i bloggen. Men – lydspor er en genre, der optager mig mere og mere. Lydspor til spillefilm, tv-serier osv. er en stor kilde til inspiration, en stimulans for nostalgien og meget mere. Og her i dag tog jeg mig sammen til at bestille et par stykker på nettet, vel vidende, at jeg har meget af musikken i forvejen på andre medier. Men det er ikke det, det handler om. Men om den sammenhæng og de billeder, sporene skaber.
Hvem husker fx ikke den indledende scene i filmen Trainspotting, hvor et par narkomisbrugere kommer løbende med nogle stjålne ting, medens Iggy Pops “Lust for life” kører nedenunder billederne. Man kan aldrig høre den sang efterfølgende uden at tænke på den hektiske og meget fine scene. Eller hvem glemmer nogensinde den sidste scene i Fagre voksne verden (The Graduate), hvor hovedpersonen Ben Braddock (Dustin Hoffman) får sin hjertes udkårne Elaine (Katharine Ross) og stikker af med hende i en bus til tonerne af Simon & Garfunkel. En uforglemmelig scene, hvor tidsånd og popmusik på smukkeste vis smelter sammen i optimistisk tro på kærlighedens altovervindende styrke. Og hvor tresserrebellion og fremtidstro tager hinanden i hånden.
I den forgangne uge aflyste Bruce Springsteen en koncert i protest moed den såkaldte “toiletlov”, der diskriminer borgere, der er bøsser, lesbiske eller har en andens seksuel orientering end de heteroseksuelle – kaldet LGBT. Og nu får han selskab af ingen ringere end Ringo Starr, der også har aflyst en koncert i North Carolina. I Gaffa-bladet citeres Ringo for at sige: Jeg undskylder over for mine fans, men vi bliver nødt til at stå op mod dette had. Spred fred og kærlighed. Hvor er det trist, at denne gruppe af mennesker ikke kan blive forsvaret”. Et klart anstændigt og politisk budskab, der blot understreger – for mig – hvor sympatisk en kunstner Ringo Starr er og altid har været.
Engang kaldte de sig My Bubba & Mi. Siden blev de til My Bubba og fik pæn succes rundt omkring. Jeg skrev begejstret om dem, da de kom frem – i 2012 – og nu er den islandsk-svenske duo (My Larsdotter og Bubba Tomasdottir) klar med et nyt album Big Bad Good, der kommer i denne måned. I forvejen har de sendt en singlevideo, der fortæller mig, at de stadigvæk charmerer lytteren med jordbunden, akustisk musik, der emmer af gamle dage og af engleagtig feminitet. Jeg er forført…
“Sunny Afternoon” fra Kinks 50-års-jubileerende (til oktober), fjerde album Face to face passer måske ikke til sådan en årle morgenstund, men i øvrigt ganske godt til nogle af de forårseftermiddage og -aftener, vi får her i april. Og så har den sang altid været en af mine favoritter. Ikke kun i Kinks-kataloget, men i det store tresser-pop-og-rock-katalog. Og teksten er en af Ray Davies mest vellykkede… I hvert fald var det den, der fyldte mit hoved, da jeg kom ud fra bruseren.
“Sunny Afternoon”
The tax man’s taken all my dough,
And left me in my stately home,
Lazing on a sunny afternoon.
And I can’t sail my yacht,
He’s taken everything I’ve got,
All I’ve got’s this sunny afternoon.
Save me, save me, save me from this squeeze.
I got a big fat mama trying to break me.
And I love to live so pleasantly,
Live this life of luxury,
Lazing on a sunny afternoon.
In the summertime
In the summertime
In the summertime
My girlfriend’s run off with my car,
And gone back to her ma and pa,
Telling tales of drunkenness and cruelty.
Now I’m sitting here,
Sipping at my ice cold beer,
Lazing on a sunny afternoon.
Help me, help me, help me sail away,
Well give me two good reasons why I oughta stay.
‘Cause I love to live so pleasantly,
Live this life of luxury,
Lazing on a sunny afternoon.
In the summertime
In the summertime
In the summertime
Ah, save me, save me, save me from this squeeze.
I got a big fat mama trying to break me.
And I love to live so pleasantly,
Live this life of luxury,
Lazing on a sunny afternoon.
In the summertime
In the summertime
In the summertime
Ja, så er det tre år siden, Torben Bille døde. På billedet ovenfor (som er lånt fra Torbens stadigvæk fungerende Facebookside) er han på lejr i Sverige som førsteårsseminarist. Hans fremtid lå som bekendt ikke inden for pædagogikken, men musikken. Og dog, for som jeg flere gange har været inde på, så forstod han at formidle sin glæde ved musik og sit kendskab til samme på en måde, der både involverede Torbens egen livsbane og det, jeg plejer at kalde “tidsånden”. Og derved gjorde Torben musikken både interessant og levende. Og derfor er Torbens skriverier stadigvæk værd at læse og vil være det mange år fremover. Vi dør og vi lever videre i de spor, vi sætter i verden og dermed i andre mennesker. Med sine efterladte skrifter fortsætter Torben med at sætte spor i min bevidsthed. Og sikkert også i andres.
Og så en kunstner, som både Torben var begejstret for og jeg (stadigvæk) er begejstret for.
Hvor er den levende musik på tv? Man kan finde eksempler på fx DK4 eller Aarhus Lokal-tv og TV2 Øst. Men de store kanaler – DR og TV2 – brillerer ved en fravær af levende musik, hvis man lige ser bort fra sådan noget som X-Factor og TV2s talentshow, der dårligt kan kaldes levende. Vi burde have sådan noget osm NPRs skrivebordskoncerter, hvor talenter fik lov til med beskedne midler at møde et publikum og gøre det indtryk, de nu kan. Som fx denne fine koncert med bandet Mothers, der spiller en lille håndfuld vedkommende sange. De store medier svigter stadigvæk den levende musik.
Nu er den gal igen. Jimmy Page og Robert Plant skal igen stå skoleret for nogle dommere og være under anklage for at have stjålet intellektuel ejendom. Denne gang drejer det sig om sangen “Stariway to heaven”, der angiveligt skulle indeholde tyverigods fra bandet Spirits sang “Taurus”. Og Led Zeppelin har sikkert – bevist eller ubevidst – brugt akkorder og andet fra denne sang eller nogen, der ligner den. Lige som de udnyttede en masse bluessangen groft. Alligevel synes jeg, at denne debat er blevet mere et spørgsmål om penge end om musik. Zeppelinerne burde for år tilbage have vedgået – på tryk – at de lånte her og der osv. Det ville ikke ændre en tøddel ved bandets storhed og bidrag til rocken. Og det ville muligvis have sendt nogle copyrightdollars og -pund til de rette sangskrivere. Og det ville være bedst for alle at indrømme og vedgå arv og gæld som kunstnere. Alle kunstnere – uden undtagelse – låner, citerer og “stjæler” fra forgængere. Det er en del af kunstens DNA.
