Indlæg tagget med Torben Bille

Torben Bille in memoriam

12. april 2016

526247_404912956234799_982839334_n

Ja, så er det tre år siden, Torben Bille døde. På billedet ovenfor (som er lånt fra Torbens stadigvæk fungerende Facebookside) er han på lejr i Sverige som førsteårsseminarist. Hans fremtid lå som bekendt ikke inden for pædagogikken, men musikken. Og dog, for som jeg flere gange har været inde på, så forstod han at formidle sin glæde ved musik og sit kendskab til samme på en måde, der både involverede Torbens egen livsbane og det, jeg plejer at kalde “tidsånden”. Og derved gjorde Torben musikken både interessant og levende.  Og derfor er Torbens skriverier stadigvæk værd at læse og vil være det mange år fremover. Vi dør og vi lever videre i de spor, vi sætter i verden og dermed i andre mennesker. Med sine efterladte skrifter fortsætter Torben med at sætte spor i min bevidsthed. Og sikkert også i andres.

Og så en kunstner, som både Torben var begejstret for og  jeg (stadigvæk) er begejstret for.

Gem

Torben Bille in memoriam

12. april 2014

I dag er det et år siden Torben Bille endegyldigt slap tastaturet og forlod denne verden. Et år, der blot – for mig i hvert fald – har gjort det klart, at det hul Torben efterlod i musikpressen ikke rigtig er blevet fyldt ud igen. I stedet for at græde snot på denne triste mindedag, vil jeg give musikken det sidste ord, for musikken fik altid det sidste ord i Torbens liv (som han bla. bemærkede i sin artikelsamling Brock). Derfor vil jeg overlade ordet til en gruppe, som Torben satte stor pris på… The Young Rascals.

PS. Billedet af Torben – i Peder Bundgaards streg – er lånt fra Torben endnu aktive Facebookside. Tak.

Torben Bille in memoriam

13. oktober 2013

Musikken er din eneste sande ven; den, der altid er der,når den sidste kæreste er skredet; den, der altid er der, når flirten mirakuløst igen bliver til forelsket virkelighed. Loyalitet og fortrolighed i stereo. Og et livgivende los i røven, når det er det, der skal til. Og på repeat, hvis der er brug for det.

Torben Bille i forordet til bogen Lydspor (2001)

Torben Bille døde den 12. april i år. Det er altså et halvt år siden, og for mig en passende lejlighed til lige at sende ham en varm tanke. Når jeg læser anmeldelser af pop og rock i Politiken bliver jeg mindet om, hvad hans fravær fra musikjournalistikken betyder for mig. Det er ganske enkelt et tab, at hans altid varmt engagerede anmeldelser, fødselsdagomtaler og nekrologer ikke længere kan læses i den såkaldt levende avis. Heldigvis kører hans weblog endnu en tid – og bøgerne er der da stadigvæk. Music is your only friend. Rock on – og æret være Torbens minde.

PS. Fotoet ovenfor er lånt fra Torbens endnu eksisterende Facebookside og er taget, da han var i Aarhus. Det var dengang, jeg mødte ham for sidste gang.

 

CAPAC anbefaler: Sange til livet & døden

22. april 2013

“Husk at musik kan være lægende”. Sådan skrev Torben Bille til mig i begyndelsen af 2013. Og de velmenende ord faldt mig ind, da jeg sad og lyttede til pladen Sange til livet og døden. Bag den flotte titel gemmer sig et specielt projekt, hvor en række mennesker med tilknytning til det såkaldt hospice har sat ord og musik til det liv, der leves den sidste lånte tid på hospice.
Præmissen for pladen er med psykolog og initiativtager Gert Barslunds ord, at emnet – livet i dødens skygge – er tabubelagt. At tale om døden er et tabu. Tanken er bestemt ikke ny. Men, selv om jeg ikke har grund til at bestride de konkrete erfaringer, som Barslund har som psykolog, så vil jeg tillade mig at mene og påstå, at det ikke holder generelt. Sagt på en anden måde, så er det ikke min erfaring, at de i almindelig er svært at tale om den kendsgerning, at vi alle uden undtagelse en dag skal slippe livet og dø. Der har oven i købet være lavet nærgående tv-udsendelser om emnet for ganske nylig…
Det ændrer dog intet ved relevansen af projektet. Der er noget dybt sympatisk ved, at en gruppe mennesker går sammen og sætter ord og musik til nogle meget konkret og personlige følelser. For en ting er at tale om livet og døden i generelle vendinger, noget andet er at tale om temaet med udgangspunkt i helt personlige, konkrete erfaringer med de oplevelser, den sidste tid i denne verden, kan give.
Den første af pladens ialt otte sange hedder “Ingen løse ender” og er lavet af Gert Barslund og en nu afdød hospiceindlagt kvinde. Og det er en enkel, bevægende sang om at ikke alene at gribe dagen, men at holde fast i det forbaskede liv lige til det sidste. En let sambadansende sang om at holde fast i de mennesker, der betyder noget for en, i kærligheden til dem og fastholde nærværet, indtil det er slut. Sangen synges meget smukt af Astrid Myrup,der bakkes fint op af Jesper Falch (slagtøj), Thomas Valter (bas), Laurtiz Carlsen (guitar), Barbara Harbo Ilskov (piano) og Kapsre Struck (saxofon).
“Lad livet leves” er resultat af et brainstormagtigt samarbejde mellem Barslund Barbara Harbo Ilskov og ansatte på et hospice. Sunget af Barslund og Ilskov er det en stille sang om vigtigheden af at være til stede hos den døende i den sidste stund. Det svære og tunge ved at holde fast i livet i den stund, hvor det rinder ud og de efterladte sidder tilbage med sorgen. Men igen er det det livsbekræftende, der er i højsædet.
Anne Dorte Michelsen synger for i “Du min pige”, der er en sang om at sige endegyldigt farvel til en ung pige, der skal herfra. “Lige her hvor alt bli’r stille/Hvor en rejse er forbi/Skal musikken stadig spille/Og et hjerte slippes fri“. En stille, overvjeende akustisk sang, der sagtens kunne ligne en af Michelsens egne sange. En sang om det svære i at give slip og samtidig holde fast i livet med dans og sang.
Inga S’s sang “Der bli’r stille når jeg er væk” itone- og italesætter den døendes tanker om det liv, der er tilbagelagt, om smerten og bortgangen. Tunge tanker, der dog lettes af den gennemgående livsglæde og -bekræftelse. “Nyd livet mens I er unge/og husk at nyde dagen i dag…”. Astrid Myrup synger smukt tl Ilskovs piano. En sang, der er inspireret af Kilm Larsens “Om lidt” – uden at det på nogen måde tynger den.
Ulla Jessens og Barslunds “Lad os støtte dig” er næsen en slags programmatisk sang for hospicefunktionen. En rigtig fin brugssang, der sætter ord på det nødvendige og prisværdige arbejde, det er, at tage sig af de døende og give dem og deres nærmeste en værdig og god sidste tid. Lonnie Kjer synger indforstået om det svære budskab i en sang, der trods emnet næsten er en popsang. I hvert fald har poppens lethed som et passende modspil til den iboende tristesse.
Frederikke Damm-Bank har skrevet og synger selv den engelsksprogede “Back to god in paradise” om at sidde tilbage med savnet og sorgen. En sang, godt kunne være en countrysang over there, og som bæres igennem af troens nådegave.
Barbara Harbo Ilskov har sammen med Oline Vejgaard lavet “En stol”, der handler om det helt specielle arbejde, det er at være vågekone. Altså at sidde og våge og vente ved siden af en døende. Heraf titlen. En helt nedtonet sang, som Ilskov fremfører alene.
“Nattens mørke” (Ilskov og anonym) er i bogstaveligste forstand den sidste sang – på pladen og i et liv: “Nattens mørke falder på/når et hjerte går i stå/Og lysets skin det hører op/når mine tanker siger stop/ – Dette bli’r min sidste sang“. Barslund synger stille, akkompagneret af Lauritz Carlsen på akustisk guitar. “Dette blev min sidste sang”. Et logisk punkt på sådan en plade.
Man kunne let tro, at sådan en pladen med sådant et tema, ville blive en tung affære med begrænset brugsværdi. Men selv om det klart nok er et stykke brugsmusik, så overskrider pladen i kraft af musikkens og ordenes gennemstrømmende livsbekræftende og -kærlige budskaber de rammer, den selv sætter. Sagt på en anden måde: Pladen kan sagtens – ja, fortjener det – at bliver lyttet til af alle os andre, der (endnu) ikke er berørt af det, der foregår på et hospice. Den er et eksempel på, for nu at vende tilbage til udganspunktet, at musik er lægende. For de efterladte. Det vil sige: os alle sammen. Hermed anbefalet.
Sange til livet & døden. Gateway. Udkommer i dag.

Farvel Torben

18. april 2013
Torben Bille fotograferet i den Gamle By, Aarhus, for et par år siden. Privatfoto, lånt fra Torben Facebookside.

I går eftermiddags blev Torben Bille stedt til hvile ved Frederiksbjerg Kirke. Rejsen er slut. Ekstrabladet bringer en fin billedserie med fotos af mange af Torbens kendte bekendte og venner. Farvel Torben – the beat goes on.

Torben Bille – 1949-2013 – et mindeord

12. april 2013

Det er med sorg i sinde, jeg viderebringer denne triste meddelelse fra Torbens blog:

“Vi må med sorg fortælle jer, at vores mand, far og farfar, Torben Bille, døde natten mellem 11.4.13 og 12.4.13 af hjertestop. Tusind tak til alle jer, der har læst og kommenteret hans ord og meninger. Kommunikationen med jer har været meget vigtig for ham. Bloggen var hans hjertebarn. Nu forfatter han nye ord i en bedre verden. Vi vil savne dem i denne. Anna-Katrine, Jonas, Camilla, Ronja, Johanne og Amanda”.

Vi ved ikke, hvad der er os i vente på vores vej gennem livet. Alligevel er det ufatteligt for mig, at Torben ikke er her mere. Jeg har været så privilegeret at lære Torben at kende for nogle få år siden. Han havde opdaget mine skriverier her i bloggen og kontaktede mig, fordi vi nærede den samme lidenskab for musikken og havde nogenlunde samme musiksmag. Og vi mødtes i København og Aarhus og begyndte at lære hinanden at kende personligt. Vi havde også en aftale om en ‘mandefrokost’ i år, men den bliver så ikke til noget. Desværre.

Men mange år før vores skriverier sådan førte os sammen stiftede jeg bekendtskab med Torbens musikformidling. Han begyndte i 1974, og jeg har været hans trofaste læser lige siden. Og – uden at fornærme nogen af de mange musikskribenter rundt omkring – så vil jeg tillade mig at mene, at Torben har været det store fyrtårn i dansk populærmusikformidling. Han var vidende og skrev godt. Ja, han havde sin egen stil. Det kan man ikke sige om ret mange anmeldere og kritikere.

Nu er Torben ikke mere. Hvor trist. Men bøgerne og bloggen (som forhåbentlig får lov at stå en tid endnu…) har vi da og kan lade os inspirere af. Torben du vil være savnet… Hvil i fred.

Og mine tanker går til hans familie, som betød alverden for ham.

Carsten

Opdatering: Seneste nyt fra de efterladte (offentliggjort på Torbens blog):

Kære alle

Vi siger farvel til Torben i Frederiksberg Kirke på onsdag den 17. april kl. 14. Alle er velkomne.