Tre år og en enkelt LP blev det til for det britisk-amerikanske band The Arrows. Men det fik alligevel sat sit lille mærke i rockhistoriens store bog, idet de kreerede sangen “I love rock and roll”, som blev Joan Jett & the Blackhearts signatursang i 1982. Til trods for, at Arrows havde deres eget tv-show, fik deres musik produceret af selveste Mickie Most, så var det altså ikke nok til at holde båden flydende længere…
Endnu en fødselar. Ane Brun, som ikke behøver nogen intro her i bloggen, runder det skarpe hjørne og bliver 40 år i dag. Til lykke til Ane. Her som gæstemusiker og -sanger hos en anden af de store skandinaviske damer, Lisa Ekdahl…
Â
74 år og still going strong…
Manden, der på fotoet ovenfor drikker te med Fab Four og producerede deres bedste plader, George Martin, er død i en fremskreden alder af 90 år. Han fik tilnavnet ‘den femte Beatle’ og det fortæller alt om mandens betydning for gruppen og dens succes. Nu er han ikke mere og medierne vil oversvømmes af nekrologer og mindeord, så her vil vi nøjes med musikken.
Og dog. Paul McCartneys mindeord om George Martin fortjener at bliver genoptrykt her:
 I’m so sad to hear the news of the passing of dear George Martin. I have so many wonderful memories of this great man that will be with me forever. He was a true gentleman and like a second father to me. He guided the career of The Beatles with such skill and good humour that he became a true friend to me and my family. If anyone earned the title of the fifth Beatle it was George. From the day that he gave The Beatles our first recording contract, to the last time I saw him, he was the most generous, intelligent and musical person I’ve ever had the pleasure to know.
It’s hard to choose favourite memories of my time with George, there are so many but one that comes to mind was the time I brought the song ‘Yesterday’ to a recording session and the guys in the band suggested that I sang it solo and accompany myself on guitar. After I had done this George Martin said to me, “Paul I have an idea of putting a string quartet on the record”. I said, “Oh no George, we are a rock and roll band and I don’t think it’s a good ideaâ€. With the gentle bedside manner of a great producer he said to me, “Let us try it and if it doesn’t work we won’t use it and we’ll go with your solo version”. I agreed to this and went round to his house the next day to work on the arrangement.
He took my chords that I showed him and spread the notes out across the piano, putting the cello in the low octave and the first violin in a high octave and gave me my first lesson in how strings were voiced for a quartet. When we recorded the string quartet at Abbey Road, it was so thrilling to know his idea was so correct that I went round telling people about it for weeks. His idea obviously worked because the song subsequently became one of the most recorded songs ever with versions by Frank Sinatra, Elvis Presley, Ray Charles, Marvin Gaye and thousands more.
This is just one of the many memories I have of George who went on to help me with arrangements on ‘Eleanor Rigby’, ‘Live and Let Die’ and many other songs of mine.
I am proud to have known such a fine gentleman with such a keen sense of humour, who had the ability to poke fun at himself. Even when he was Knighted by the Queen there was never the slightest trace of snobbery about him.
My family and I, to whom he was a dear friend, will miss him greatly and send our love to his wife Judy and their kids Giles and Lucy, and the grandkids.
The world has lost a truly great man who left an indelible mark on my soul and the history of British music.
God bless you George and all who sail in you!
Paul
…kunne være denne gamle fine optagelse fra tresserne med sangerinden Helen Shapiro, der synger om det ambivalente forhold mellem en pige og en dreng, “Silly boy”…
For ikke så forfærdeligt længe siden gav trioen Crosby, Stills and Nash en rost koncert i Musikhuset i Aarhus. Og det var åbenbart sidste chance for at se de tre herrer sammen på scenen. For nu meddeles det, at trioen er opløst. Det er Graham Nash, der har afsløret af hans forhold til David Crosby er slidt op, så de ikke længere kan arbejde sammen. Til tidsskriftet Lust for Life udtaler han de bitre ord:
“I don’t like David Crosby right now [… ]He’s been awful for me the last two years, just fucking awful. I’ve been there and saved his fucking ass for 45 years, and he treated me like shit. You can’t do that to me. You can do it for a day or so, until I think you’re going to come around.[…] “When it goes on longer, and I keep getting nasty emails from him, I’m done. Fuck you! [..]David has ripped the heart out of Crosby, Stills, Nash & Young … How can I not be sad? Look at the music we probably lost. How can I not be sad about that? The truth is, after being totally immersed in me and David and Stephen and Neil’s music, I’m done. I’ve had 10 years of it. Leave me the fuck alone. I need to concentrate on me now.â€
Well, well, well. the Times they are a-changin’ og der er ikke megen love the one you’re with som det sidste medlem, Steven Stills, engang sang på sin første soloplade. Men pladerne har vi da lov til at have…
https://youtu.be/auUPqxI1vqg
God kampdag…
Derfor citerer jeg lidt af wikipedias artikel om 8. marts:
Ideen om Kvindernes internationale kampdag blev fremsat af Clara Zetkin på et stort kvindemøde arrangeret af Socialistisk internationale i København den 26. og 27. august 1910. Kongressen blev afholdt på Jagtvej 69, der dengang hed Folkets Hus og som senere blev til Ungdomshuset, indtil det blev ryddet 1. marts og derefter nedrevet 5.–6. marts 2007.
På mødet blev der udarbejdet en resolution, hvor der bl.a. stod:
“I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer i hvert land arrangerer de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første række skal bruges som agitation for kvindevalgretten. Kravet må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse af hele kvindespørgsmålet. Kvindedagen skal have international karakter og må forberedes omhyggeligt.”
Læs roligt videre. Artiklen vidner om, at Kvindernes dag bygger på et socialistisk menneske- og livssyn. Og det er vist – desværre – gået fløjten, selv om dette grundlag er mere relevant end nogensinde før.
Bowie bliver ved med at optage medierne. Og sitet Open Culture har et lllle indslag om, hvordan Bowie blev involveret i filmhistorien via sine videoer. Her i videoen til “Jump the say”, der henviser til både Chris Makers La Jetee (1062) og Jean-Luc Godards “Alphavillle”. Jo, Bowie havde antennerne ude. når det galdt kulturhistorien.
Det forlyder, at Neil Young snart udsender sit 37. album i karrieren. Godt gået. Engang lød han sådan her og så sådan her ud:
årene er gået, benene er nok lidt stivere, men energien fejler ikke noget, selv om man fejrer bandets 50 år i business. The Who gæstede Fallon-tv-showet med “Who are you”…
Jørgen de Mylius fylder 70 år i dag. Han behøver ikke nogen præsentation, da de fleste kender ham fra såvel tv, radio og fra optrædener rundt omkring i landet. Jeg har omtalt og nævnt Mylius mange gange her i bloggen (måtte opgive at tælle dem i dag…), for han var den, der for alvor åbnede døren til pop og rock for mig, da jeg var knægt. Og det er jeg ham selvfølgelig dybt taknemmelig for, selv om jeg ikke længere hører til hans fast lyttere.
Foto: lånt hos DR.
Bassisten i The Undertones har skrevet en bog om sin tid i bandet. Og nedenstående citat skærper appetitten på bogen med sin selvkritiske, -reflekterende overvejelser over et af bandets største sange og over det at komme frem som ungt band i musikbranchen:
I never really liked the title Teenage Kicks. It’s the “kicks†bit that still jars with me – not a word that we ever used and one I thought a bit too corny to put in a song. But then we never really expected much of it when John [O’Neill] played it for us in The Pit. The only bit of the creative process I remember was Billy [Doherty]’s drum intro, the “doot-n-doot-n†which I am sure he nicked from another song we were trying to learn. Come on, what do you expect when some songs leave their intros lying around, not even locked? They’re just asking to be taken and stuck at the front of punk songs.
Man skal ikke være bleg for at indrømme, at man tog fejl. Heller ikke i vurderingen af musik. Således har jeg i årevis haft et lidt anstrengt forhold til halvfjerdserglamorkesteret Slade. Slade var et stort navn i halvfjerdserne, hvor de fra 1971 og frem til 1976 havde ikke mindre end 16 top 20-hits. Heraf seks på toppen af listen. Ja, de var faktisk det mest populære glamband – foran navne som Sweet, Suzi Quattro og – ja også ham – David Bowie. Men, men, jeg kunne kun se fire drenge fra arbejderklassen, der var blevet iklædt mærkeligt tøj og iscenesat som glamrockere. Og resultatet var, at jeg kun kunne forlige mig med deres stadigvæk slidstærke julesang, den fra juleopsamlingen.
Men optagelser som nedenstående, hvor Slade tager Steppenwolfs gamle “Born to be wild” under kærlig behandling og forvandler den til en slags punkrockartefakt, burde have fået mine ører åbnet op. For er sandheden ikke den, at Slade bag al den ydre staffage gemte på et solidt rockband med rødder i arbejderklassen, et band, der måske blev lidt fejlplaceret og i virkeligheden skulle have været en del af den samtidige punk- og pubrockbølge? Eller også handler det om, at glamrocken – i hvert fald hos et band som Slade – dybest set var mere genuin rock end glamour og glimmer?! I hvert fald har jeg nu investeret i et lille bokssæt med Slade for at overbevise mig selv om, at det er sådan tingene hænger sammen.
Jesse Colin Young- Get Together (med John Sebastian, Roger McGuin, Levon Helm, Rick Danko, Richard Manuel og Richie Havens). Optaget live i Passaic, New Jersey, d. 6. september 1984
