Radiofonisk erindring: Heksedansen – Her kommer mutter…
1. marts 2009
ESC 1958 Denmark
Indlæg tagget med Nostalgi
Gerry Rafferty lever endnu…
28. februar 2009
Stealers Wheel – Star (1974)
Philip Jose Farmer, science-fiction-forfatter, er død, 91
28. februar 2009
Nu hvor Listemager Klaus har henvist sin blog til det museale, må vi jo nok hellere gør opmærksom på, at en af science fiction-litteraturens vovehalse, Philip José Farmer, stille og fredeligt er gledet ind i The Big Sleep i den fremskredne alder af 91 år. Farmer var aktiv som forfatter fra halvtredserne, hvor hans provokerende blanding af pulp og intellektualisme var med til at skaffe ham en stadigt voksende læserskare. Han var en produktiv herre, der nåede op i omegnen af 75 bøger, der blev oversat til en lang række fremmedsprog. Nu er han ikke mere, men bøgerne står på hylderne og venter. Hvil i fred.
Genhør: James Taylor & Carole KIng “You’ve go a friend” 1971
27. februar 2009
Genhør: The Who – I’m a Boy
25. februar 2009Mon Pete Townshend var synsk dengang han skrev I’m a Boy om drengen, der bare vil være dreng, men som pigerne behandler som en pige. Forudså han den feminisering af store dele af samfundet – ikke mindst den offentlige sektor – som vi siden har været vidne til, og som har gjort det svært for mandekønnet? I hvert fald fik jeg Whos gamle hit fra 1967 frem i bevidstheden her til morgen, hvor jeg næsten ikke kunne komme ud af sengen. Og jeg kom i tanke om dengang, det altid var en oplevelse, når the Who kom ind på hitlisten med endnu et rigtig saftigt hit.
I’m A Boy
(Pete Townshend)
One girl was called Jean Marie
Another little girl was called Felicity
Another little girl was Sally Joy
The other was me, and I’m a boy
My name is Bill and I’m a headcase
They practice making up on my face
Yeah, I feel lucky if I get trousers to wear
Spend ages taking hairpins from my hair
Chorus 1
I’m a boy, I’m a boy
But my ma won’t admit it
I’m a boy, I’m a boy
But if I say I am I get it
Put your frock on Jean Marie
Plait your hair Felicity
Paint your nails, little Sally Joy
Put this wig on, little boy
Chorus 1
I wanna play cricket on the green
Ride my bike across the street
Cut myself and see my blood
I wanna come home all covered in mud
Chorus 2
I’m a boy, I’m a boy
But my ma won’t admit it
I’m a boy, I’m a boy, I’m a boy
I’m a boy, I’m a boy, I’m a boy, I’m a boy
I’m a boy, I’m a boy, I’m__ a__ boy__
Who – I’m a Boy 1967
Cliff & the Shadows – den sidste turné
25. februar 2009Det skulle være sikkert og vist, at Cliff Richard og hans gamle band The Shadows for en allersidste gang går sammen for at lave en koncertturné, som blandt andet vil bringe dem til Arena på Fyn og Gigantium i ålborg. For en nostalgiker som mig er konstellationen Cliff og The Shadows uløseligt forbundet til den tid, hvor man enten var til Elvis, Cliff eller The Beatles. En kort periode, der snart blev forstyrret af mange andre navne som Stones, Kinks osv. Siden har det jo kun været svært at være rigtig fan eller?
Frank Zappa: “Lonely Little Girl”
25. februar 2009
Som tidligere omtalt udsendes Frank Zappas klassiske album “Lumpy Gravy” og “We’re Only in it for the Money” i et bokssæt i de versioner, som Frank selv havde tænkt sig de skulle have. På Rolling Stone kan man lige nu høre et af numrene “Lonely Little Girl“. Og det lyder lovende. Ganske lovende.
Vi sang den i skolen… Oh My Darling Clementine
24. februar 2009De dukker op som forårsblomsterne i mulden udenfor, sangene fra min skoletid. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi var igennem Oh My Darling Clementine. Men tilstrækkeligt mange til, at den har sat sig fast i den indre jukeboks. Her i en spøjs udgave med en vietnameser og selveste Pete Seeger….
Genhør: Def Cisum – dansk progressiv rock anno 1974
24. februar 2009
Det sønderborgbaserede band Def Cisum (navnet er en joke – Fed Music stavet bagfra…) er et af de bands, jeg husker ganske tydeligt fra præsentationen af deres debutplade fra 1974 i radioen. I min erindring var det et jazz-rock-album med swingende numre, der ledte tankerne hen på diverse jazz-orienterede big-bands, jazz-rock-fusionister som Chicago og også danske bands fra periode, fx Maxwells og Burning Red Ivanhoe. Bandet, der vist er blevet gendannet, bestod af sangskriver, forsanger og lead-guitarist Ronald Nielsen, guitarist, sanger og sangskriver Flemming Andersen, basist, sangskriver og forsanger Bent Rothe, trommeslageren Peter Kückelhahn, trompetisterne Peter Nielsen og Ole Knudsen – og på hhv. cornet og trombone Dan List-Jensen, “Rolf” og “Poul”. Dertil skal lægges backingvokaler af Don og Lissen.
Når man tænker på, hvor meget ragelse, der bliver genudgivet på cd, kan det godt undre, at sådan en plade ikke har fået en chance. Det er en vellykket dansk fusionsplade med lutter gode kompositioner og gode arrangementer.
Sid Vicious døde for 30 år siden
23. februar 2009
Bedre sent end aldrig, som man siger. Den 2. Februar var det tredive år siden (ja, 30!), Sid Vicious døde som følge af en overdosis heroin. Han blev 21 år. Sid var sindbilledet på det utilpassede unge menneske, der fra tidernes morgen har leveret energi til rocken (kaldet punk hos Sex Pistols). Han brændte sit lys i begge ender og betalte en høj pris for det.
Sex Pistols – Anarchy In The UK 1976
Som vores Jammermand rigtignok gør opmærksom på, så er Sid slet ikke med i videoen ovenfor (men den er god…). For at råde bod på det, så er Sid her i egen person – i underbukser på motorcykel – med åndsfællen Eddie Cochrans “Something Else”.
Genhør: Police – Zenyatta Mondatta
23. februar 2009
For mig at se nåede The Police toppen – kunstnerisk set – med deres tredje album Zenyatta Mondatta fra 1980. Efter sigende var bandets medlemmer ikke helt tilfredse med resultatet af sølle tre-fire dages studiearbejde, men både publikum og store dele af kritikken lovpriste albummet. Bandets frustrationer afspejlede måske deres uforløste ambitionsniveau, for pladen afslører veloplagt sangskriveri og et band, der var mere sammenspillet end nogensinde før (pladen blev til i en periode med hektisk koncertvirksomhed kloden rundt…). Paradoksalt nok bærer pladen også små tegn på de musikalske uoverensstemmelser, der med tiden fik gruppen til at gå hvert til sit. Således står guitaristen Andy Summers frem på pladen som selvstændig sangsskriver med Grammy-vinderen “Behind my Camel”, som Sting vist nok ikke kunne fordrage…
Don’t Stand So Close To Me ’86 (THE POLICE) *legendado
Reg Presley: Love is all around
22. februar 2009
Jeg aner ikke, hvad der er blevet af det skotske band Wet Wet Wet. De havde i hvert fald deres glansperiode fra midten af firserne og et årti frem. Men for snart længe siden overtog jeg en bunke LP’er, hvoraf den ene er med benævnte gruppe. Og i hvert fald et nummer “Love is all around” – nogle vil kende det fra filmen “Fire bryllupper og en begravelse” (og “Love actually”, hvor den parodieres) – er de sluppet gevaldigt godt fra. Balladen er en smægtende ørehænger, det er svært at få ud af systemet, når den først er kommet derind. Det sjove er, at den er skrevet af Reg Presley og indspillet af dennes band, stenalderrockgruppen The Troggs, i en udmærket version. Troggs hittede med nummeret i 1967 og 1968.
REM har også lavet en fin udgave af sangen.
Når man lytter til de tre udgave, så kan man godt se, at denne Reg Presley slet ikke var en ueffen sangskriver…
The Who fotograferet…
21. februar 2009
Musikmagasinet Mojo bringer på deres hjemmeside en række fine sort-hvide fotos af The Who fra deres glansperiode i tresserne og halvfjerderserne. Billeder er taget af Tom White. Sort-hvide tidsbilleder, fortids storhed fastfrosset i et splitsekund. Rendyrket nostalgi…
Apropos: The Who – Pictures of Lily – Beat-Club anno dazumal…
Genhør: Country Joe & The Fish – Electric Music for the Mind and Body
20. februar 2009
Jeg kan huske, at jeg brugte titlen på Country Joe & The Fishs debutalbum, da jeg skulle skrive i min realskolekammerat Elses poesi-venne-bog under punktet favoritmusik. Jeg fandt det meget passende for min musiksmag. Og det gælder sådan set stadigvæk…
Country Joe og Fisken var et af de klart politiske bands i tresserne. Bandets navn var en ironisk henvisning til såvel Stalin som Mao Tse Dung… Og bandet profilerede sig som indædte modstandere af Vietnam-krigen helt frem til dens ophør i 1971. Men bagom det politiske var gruppe også en proto-psykedelisk musikgruppe. De centrale figurer i bandet var “Country Joe” McDonald og den fine guitarist Barry Melton. På de resterende pladser for bas, trommer og keyboards var der udskiftning mellem andre fortræffelige musikere.
Debutalbummet “Electric Music for The Mind And Body” udkom i starten af 1967 og var et af de allerførste markante psykedeliske album og blev et hit for dem, der var med på den ny musik. Den blev sågar spillet på lokale FM-radioer i San Francisco-området. Ud over Melton og McDonald spiller David Cohen (g. og orgel), Bruce Barthol (bas, harmonika) og Gary Hirsch (trommer) med på pladen.
Det er fantastisk at genhøre pladen. Den har alt, hvad man kan forbinde med den psykedeliske, syrede tressermusik. Et af numrene fra pladen, “Love” (selvfølgelig…), blev kanoniseret, da gruppen fremførte den på alle rockfestivalers moder, Woodstock-festivalen.
Country Joe and the Fish – Love (Woodstock 69)
Mort Shuman – en sangskriver
19. februar 2009Jeg har nævnt ham flere gange i bloggen, den amr. sangskriver Mort Shuman. Som kompagnon for Doc Pomus især. Sammen med Pomus og andre skrev han en række hits i tresserne. Samarbejdet med Pomus kunne minde lidt om Lennon og Mccartneys, idet det ofte var Shuman, der skrev melodierne,og Pomus teksterne. Men som tilfældet var med Lennon/Mccartney var der også nu og da tale om tættere sangskrivning, hvor begge havde en finger med i både melodi og tekst. Blandt deres største hits finder man “Viva Las Vegas”, som Elvis indspillede, “Save the Last Dance for Me”, der findes i et hav af versioner, “Turn Me Loose”, som fx Dion indspillede og “Teenager in Love” (Dion and the Belmonts-hit).
Da England begyndte at overtage den musikalske førertrøje i tresserne med The British Invasion flyttede de to herrer til Storbritannien og fortsatte med at skrive sange for engelske kunstnere. Det fortsatte frem til midten af tresserne, hvor Shuman valgte at slå sig ned i Paris. En på flere måder vigtig beslutning. Dels kom han til at skrive sange for Frankrigs svar på Elvis Presley, Johnny Halliday, og dels fik Mort for alvor gang i sin egen sangkarriere.
I artikler om Shuman, der døde alt for tidligt – 54 år gammel – i 1991, ser man ofte hans tressersangskrivning fremhævet som karrierens højdepunkt. Og det er da også rigtigt, at denne periode kastede mange storsælgende hits af sig. Men ikke desto mindre lavede Shuman mange fine ting, medens hans levede og arbejdede i Frankrig. Og mange af dem på fransk. Den sidste kendsgerning forklarer uden tvivl den omtalte vurdering blandt angelsaksiske kommentatorer. Derimod elskede franskmændene – og andre frankofile – Shumans franske sange, der ofte blev hits dernede. Ud over at udgive en række fine, anbefalesesværdige albums i det franske, så skabte han også en succesfuld musical om den belgiske sanger og sangskriver Jacques Brel – Jacques Brel is Alive and Well and Living in Paris.
