CAPAC

Det var næppe nogen tilfældighed, at det lokale genbrugscenter havde fyldt vinduet op med bøger af Alexander Solsjenitsyn. For det er jo ikke mange dage siden, at den store kæmpe i moderne russisk litteratur takkede af og forlod denne verden. Blandt nogle bogklubudgaver af Kræftafdelingen (capac køber aldrig bogklubudgaver…) lå så førsteudgaven af det digre værk om Den Første Kreds og sprang i øjnene med sit tresser-Gyldendal-typiske omslagslayout i røde og orange farver (af Austin Grandjean). To bind i god stand for 45 kr. Sandsynligvis kun læst en enkelt gang og med den tidliger ejers – I.S.Andersens – navn tilføjet på titelsiden med et lille gummistempel (af den gammeldags slags, der er så blødt, at det sætter spor efter stemplets kant). Små 800 sider fra 1968. Jeg kan endnu huske, hvilken furore Solsjenitsyns bøger gav anledning til dengang. For mig var det et tidligt vidnesbyrd om, at litteraturen ofte kommer sandheden nærmere end alskens journalistiske dokumentationer. Og fænomenet Solsjenitsyn gav mig også tidligt en afgrundsdyb mistro til enhver statsmagts indbyggede tendens til at blive et politisk undertrykkelsesapparat over for befolkningen. Uanset hvilket ideologisk system, det så måtte tjene…

Længe før vi fik internettet var det jukeboxen – ved siden af radioen og fjernsynet – der sørgede for den musikalske “fildeling”. Den elskede, kulørte maskine, som man kunne smide 10 cents eller 25 ører i og lytte til den mest populære sange fra tiden. I dag faldt jeg over en side, hvor man har samlet en række country-sange, der besynger netop denne herlige maskine. Radiositet WMFU har samlet en række mere eller mindre kendte countrysange om ‘the jukebox’. Lyt til Carl Perkins, Hank Williams Jr., Kitty Wells m.fl. her.

Apropos: Jukebokshistorier

En ung fyr ved navn Peter Framton havde i de sene tressere opnået en vis popularitet som teenageidol i bandet The Herd, og da han som ambitiøs guitarist ville have anerkendelse for andet end sit ydre slog han de musikalske pjalter sammen med Steve Marriott fra The Faces, og sammen dannede Humble Pie. Med sig tog de basisten Greg Ridley, der havde fortid i Spooky Tooth og en meget grøn trommeslager ved navn Jerry Shirley, der havde banket skind i et foretagende kaldet Apostolic Intervention.
Humble Pie debuterede med singlen “Natural Born Bogie”, der blev et top-ti-hit i 1969. Og kort tid efter kom albummet As Safe As Yesterday Is, der også gjorde sig godt på albumlisten. På grund af debutpladens tunge rock fik bandet hurtigt ry som et af de første heavy-bands, hvilket kun blev underbygget af senere plader som fx Humble Pie, der blev udsendt på A&M Records i 1971. Men faktisk var Humble Pies musikalske udfoldelser meget varierede – lige fra det rent akustiske til den tonstunge elektriske udtryk. Den største pladesucces kom også i 1971, hvor de udgav Rock On. Den blev fulgt op af en live-lp, der blev optaget i Fillmore East, Performance Rockin’ The Fillmore, der ligeledes hittede.
Kort tid efter forlod Peter Framton bandet for at hellige sig en succesfuld karriere som soloartist.
Humble Pie fik frem til den endelige opløsning i 1999 – med skiftende besætning – et godt ry som live-band og har mange tilhængere i England og USA.

I min indboks lå en salgsmail, der tilbød, at jeg nu kunne købe soundtracket til filmversionen af West Side Story for en slik. Robert Wises og Jerome Robbins filmatisering fra 1961 var en af mine allerførste møder med fænomenet musical (på film). Og den gjorde et stort emotionelt indtryk på den unge capac. Ikke mindst i kraft af Leonard Bernsteins musik, men også på grund af den brillante idé med at transponere Shakespeares Romeo & Julie-tema til et realistisk betonet ,multikulturelt metropoldrama med bandeopgør osv. Såvel film som soundtrack blev kæmpesuccesser, og det forstår man godt. West Side Story er en af de rigtig vellykkede musical-filmatiseringer, der findes.

West Side Story-Maria

West Side Story-Somewhere – snøft, snøft, snøft….

Koncerten med Luce Wainwright Roche, der blandt andet giver en fin version af sangen “Frank Mills” (fra musicalen Hair), fik mig til at huske en duo, der fik stor succes i Tyskland i tresserne og halvfjerdserne. En israelsk duo, hvilket var ret usædvanligt dengang. Duoen bestod af ægteparret Esther og Abi Ofarim. I 1963 blev Ester Ofarim nr. 2 ved det europæiske melodi Grand Prix. Og efterfølgende fik hun succes i Tyskland med (den skrækkelige) “Noch Ein Tanz” sammen med Abi. En endnu større succes fik de med sangen “Morning in my Life“, der var skrevet af Bee Gees. Og det gav dem lokal berømmelse på det store marked i Tyskland, hvor duoen igen og igen optrådte på tv i diverse shows. Var man dengang først slået igennem hos tyskerne, kunne man regne med deres loyalitet.
Parrets største succes kom med den music-hall-inspirerede Cinderella Rockefella i 1968.
Som det jo ofte går, løb parret ind i både forretningsmæssige og personlige uoverensstemmelser og deres veje skiltes i 1970. Esther fortsatte en solokarriere og udgav flere soloalbums og gav en lang række koncerter. Hun er stadigvæk aktiv i Tyskland og Israel. Abi fortsatte også med at indspille albums og afholde koncerter – dog uden samme succes som Esther. Det var uden tvivl hendes smukke stemme, der gjorde duoen til noget særligt…

Det forlyder, at Greg Allman og de overlevende fra halvfjerdsernes store amerikanske blues-rock-gruppen vil blive gendannet næste år i anledning af 40-året for gruppens dannelse. Gruppen, der stammede fra Macon, Georgia, var indbegrebet af det, man siden har kaldt for “sydstatsrock”. En tung, melodiøs, bluesbaseret rock med plads til improvisationer og jams i bedste tresser-tradition. Hovedpersonerne var brødrene Duane og Greg Almann, der spillede henholdvis guitar og orgel, og så Dickie Betts (ligeledes guitar). Desuden bestod bandet af Berry Oakley (bas), Butch Trucks (trommer) og Jai Johanny “Jaimoe” Johanson (trommer). Et tungt set-up.
Efter en del læreår i diverse garagebands sprang Allman Brothers Band ud af anonymiteten i 1969 med albummet, der blot bærer bandets navn. Pladen solgte ikke voldsomt, men sørgede for at åbne musikkritikernes ører og resulterede i flotte anmeldelser. Bedre gik det med toeren, den Tom Dowd-producerede Idlewild South, der både faldt i kritikernes smag og solgte godt. året efter kom så det album, der betragtes som bandet hovedværk, livealbummet Allmann Brothers Band At The Fillmore. Ud over at rumme en håndfuld stærke sange, så er pladen også et vidnesbyrd om, hvor bandets store styrke lå: ikke i studiet, men på scenen, hvor det kunne udfolde sig frit.
Kort tid efter udgivelsen af At The Fillmore blev Duane Allman dræbt ved en motorcykelulykke. Og den samme skæbne blev Berry Oakley til del i 1972. Dickie Betts overtog Allmans plads. Og med Betts i spidsen sammen med Gregg lavede bandet pladerne Eat A Peach (1972) , Brothers & Sisters (1973) og det lidt undervurderede værk Win, Loose and Draw (1975). Efterhånden blev bandet slidt op indefra,og uoverensstemmelser i gruppen så store, at de måtte gå hver til sit. Det skete omkring 1975-1976.
I slutningen af firserne blev bandet gendannet, og nu skal det altså ske igen i anledning af de fire forgangne årtier. So be it.

Anno 1973:

Da new-waven rullede ind over musikbranchen var der en del bands, der ikke formåede at svømme ovenpå. Ikke, fordi de var dårlige. Men måske var de uheldige med pladeselskabet, kom op at tottes indbyrdes eller noget helt tredje. I 1980 udsendte amerikanske Arista Records D. L. Byrons debutplade This Day And Age, der skulle være amerikanernes svar på Elvis Costello eller Graham Parker. Og singleudspillet Listen To The Heartbeat blev da også et solidt hit derovre. Jeg kan huske, at en af DR P3s diskjockeys – Al Jones – spillede den flittigt, og jeg blev vild med pladen. Men kunne ikke finde den i de lokale butikker. Derfor skrev jeg til Jones for at få flere oplysninger, og han svarede venligt og udførligt på mit brev. Herefter kunne jeg bestille den i hedengangne Mimosa-pladeforretning i Clemens Stræde.
Efter debutpladen mistede pladeselskabet interessen for Byron. Han havde indspillet materiale til en opfølger, men pladeselskabet syntes ikke, at det var kommercielt nok. Derfor blev Byron løst fra sin kontrakt og kastede sig ud i en karriere som sangskriver for andre, blandt andet Pat Benetar (hvis nogen kan huske hende…).

Han vendte tilbage til musikscenen igen i 1998 og har udsendt et par albums siden. Senest albummet Boa.

This Day And Age er en en fin, lille new-wave-perle, hvor arven fra halvtredserrocken forvaltes med veneration i en uptempo, guitarpræget newwavestil, der ikke lader de engelske drenge meget efter.

D. L. Byrons Myspace-side – Pladen er streamet på denne side (i mono). Mig bekendt er pladen ikke blevet genudsendt på cd og kan derfor kun fås second hand som vinyl.

Det er lidt ironisk, at Roxy Musics sidste album (vi tillader os at se bort fra gendannelsen i 2001…) Avalon blev bandets største kommercielle succes. Fra 1976 og frem til den endelige opløsning i 1978 havde der været uro i geledderne, men det lykkes alligevel Ferry og de andre  at forene kræfterne og lave et mesterværk.

Med Avalon skabte de en plade, der for alvor ramte mainstream-segmentet i kraft af gode melodier og stærke arrangementer. Pladen indtog førstepladsen i England og lå der i hele tre uger. Samtidig var pladen en indikator for, hvilken vej forgrundsfiguren, Bryan Ferry, ville tage. Han havde allerede på dette tidspunkt et par soloalbums bag sig. Albums, der signalerede en mere poporienteret retning end den, Roxy Music havde taget. Herom vidner albummet Boys and Girls, som Ferry lavede umiddelbart i forlængelse af Avalon.
Avalon udmærker sig også ved et umanerligt smukt albumcover fuld af middelalderlig mystik og blændende natur.
Avalon er en af den slags plader, man aldrig rigtig bliver færdig med. Der er en særlig tidsløs skønhed over den…

Jeg havde et ejendommeligt, ambivalent forhold til Roxy Music, da de var på deres højeste. Jeg var tiltrukket af bandets meget medrivende, meget engelske, meget sofistikerede lyd med Bryan Ferrys umiskendelige sang i forgrunden. Og jeg var frastødt af bandets facade af, ja hvad? Bandets lidt for tjekkede, lidt for lækre, halvt intellektuelle glam-image. Som nok især skyldtes hr. Ferry, der altid har været en mand med smag for lækker tøj, lækre damer and the rest. Men når det kom til musikken, så var jeg solgt til stanglakrids. Roxy Music var progressiv rock, artrock, der skilte sig ud fra tidens toner. New Wave, punk, glamrock… Og fandt deres eget udtryk, der var farvet af tiden og gik ud over tiden. En flok individualister med Ferry, Brian Eno, Andy McKay, Phil Manzenara og Brian Thompson skabte en unik lyd og en række fine sange.
Jeg husker endnu som var det igår den dag, hvor jeg stod i en esbjergensisk pladeforretning i bunden af Kongensgade med albummet Viva! Roxy Music (1976) i mine hænder og var dybt fascineret af det stærke colorphoto-shot af Bryan Ferry og en dejlig dame og måtte gribe til den slunkne pengepung.

Don Helms sad bogstaveligt talt i skyggen af Hank Williams, når denne spillede. Men uden Helms markante guitarlyd ville sange som I Can’t Help It (If I’m Still in Love With You)”, “I’m So Lonesome I Could Cry”, “Jambalaya (On the Bayou)”, “Hey, Good Lookin” og mange flere ikke have lydt, som de faktisk lyder. Efter Hank Williams alt for tidlige død fortsatte Don Helms som musiker og sangskriver – og arbejdede sammen med en række af countrymusikkens store navne, fx Patsy Cline (Walking after Midnight), Loretta Lynn og The Louvin Brothers. Helms var aktiv lige til det sidste. Hvil i fred.

En af kanonerne i amerikansk musikindustri, Jerry Wexler, er død. Wexler var noget så udsædvanligt som en kombination af forretningsmand med næse for det økonomiske og så et menneske med en stor lidenskabelig kærlighed til musikken. Især den sorte musik. Og så var han i besiddelse af en særlig indlevelsesevne, når det drejede sig om det musikalske, selv om han ikke var udøvende, hvilket gav ham stor respekt langt ind i rækken af sorte musikere. Af dagens nekrologer fremgår det, at han ikke havde den store interesse for rockmusikken, selv om han var involveret i forretninger og produktioner med fx Led Zeppelin, Santana og Dire Straits. Det var den sorte musik, der stod hans hjerte nærmest, og han havde stor indflydelse på fx Ray Charles’ og Aretha Franklins karrierer.
I sine unge år arbejde Wexler som skribent for Billboard, og det var her han foreslog den unge sangerinde Patti Page, at hun skulle indsynge The Tennessee Walz, der blev en millionsællert:

Hvil i fred

Også kaldet Madonna. 50 år i dag. Jeg kunne bedst lide din musik dengang, den var ung og sprød…

I morgen er det 31 år siden, at Elvis Presley døde. Og han ville have været 73 år gammel, hvis ikke for stor succes, piller, mad og andet havde taget livet af ham. Elvis-fans markerer dagen med at dyrke hans tilbagevenden i 1968 efter flere års ørkenvandring med halv- og heldårlige spillefilm.
Den første singleplade, jeg fik med The King var Winfield Scotts og Otis Blackwells “One Broken Heart For Sale” (1963) fra den knap så mindeværdige film “It happened at the worlds fair “, hvor Elvis spiller en cropduster, der sammen med sin broder rejser rundt med et omrejsende tivoli for at tjene penge til at betale af på en spillegæld. Som tilfældet er for Elvis’ film, så gemmer der sig på soundtracket til denne filmen enkelte gode sange af gode solide sangskrivere. B-siden var They Remind Me To Much Of You, skrevet af Don Robertson

Elvis Presley – One Broken Heart For Sale

For snart mange år siden så jeg et pladecover i vinduet til Dandelion-pladebutikken i Badstuestræde i århus. Albummet var Earth Operas debutplade, som jeg havde hørt om og hørt noget af i Danmarks Radios hedengangne beat-programmer, måske hos Hans Otto Bisgaard – og som pladepusheren havde hængt ud i udstillingsvinduet, sådan som han havde for vane, som anbefaling til pladekøberne. Og jeg hjembragte skiven, der siden er gået hen og blevet en af mine yndlingsplader gennem alle årene.
Earth Opera henregnes ofte til den amerikanske psychedelia, men det er måske en smule misvisende. Ganske vist er de tydeligvis påvirket af den nye lyd – herunder den psykedeliske – men primært er det musik, der er dybt forankret i amerikanske (og andre) musiktraditioner som folk, jazz, rock m.m.
Bandet blev dannet i 1967 af Peter Rowan (senere kendt fra blandt andet Seatrain) og David Grisman, som jeg tidligere har omtalt. Med sig havde de John Nagy på bas, Paul Dillon på trommer og Bill Stevenson på keyboards og vibrafon.
Debutpladen “Earth Opera” fra 1967 blev ikke nogen kommerciel succes, men det progressive pladeselskab Elektra kunne høre kvaliteterne på pladen og gav gruppen lov til at indspille endnu en skive. Det blev American Eagle Tragedy. I mellemtiden havde Bill Stevenson forladt gruppen og var midlertidigt blevet erstattet af Billy Mundi (Mothers of Invention), og forskellige “venner” var inviteret til at spille med, blandt andre John Cale (Velvet Underground) og den fænomenale pedal steel-guitarist Bill Keith. Great American Eagle Tragedy blev en større succes end debutpladen og formåede at komme ind på den nederste halvdel af den amerikanske hitliste. Men successen var åbenbart ikke nok til at holde liv i bandet, der blev opløst i 1969, hvorefter medlemmer fortsatte deres musikalske løbebane i andre sammenhænge.
De to plader hører uden tvivl til noget at det allerbedste, der blev skabt i sidste halvdel af tresserne. Det er ikke hitlistemusik, men musik, der kræver at man lytter koncenteret. Til gengæld bliver man rigt belønnet…

Medens jeg skrev foregående indlæg kom jeg i tanke om et interview, jeg engang for længe siden hørte med Mick Jaggerl. Journalisten stillede et “rigtigt” journalistspørgmål: Hvilket album blandt Stones mange, mange udgivelser, Mick holdt mest af. Og man forventede, at han ville sige noget i retning af: Det nyeste, senest udkomne. Men nej, Mick valgte gruppens allerførste plade, som han mente stadigvæk holdt. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Der lugter langt væk af gåpåmod, selvtillid, spilleglæde og fandenivoldskhed…