I rækken af film om kendte musikere og kunstnere fra tresserne er turen nu kommet til Dusty Springfield. Og det skulle være sikkert af den små Nicole Kidman skal spille rolle som Dusty. Selv om jeg har en stor svaghed for begge kvinder, så har jeg også lidt svært ved at forene mig med tanke om, at Nicole skal agere Dusty. Hvordan vil det nu gå? Og hvad med sangen? Men vi får se…
Dusty med den dejlige I Only Wanna Be With You
Vor forbindelse i London, Tina, beklager sig en lille smule over sin elskede mands interesse for sangeren Al Green, som jeg talte begejstret om forleden. Og straks kom jeg i tanke om en anden sanger med navnet Al, som også er værd at lytte til. -Al Jarreau. Selv om stilen er en anden.
Al Jarreau bevæger sig ubesværet i området mellem jazz, pop og R&B. Den nu 68-årige og trefoldigt Grammy-vindende sanger har en lang række albums bag sig, men jeg vil især fremhæve et, som har fået en særlig plads i min pladesamling. Nemlig hans andet album fra 1975: We Got By. Det var det album, der blev hans gennembrud hos musikkritikerne og publikum, efter at han var blevet opdaget af det store Warner-pladeselskab. På denne plade folder hans talent for jazz-influeret, let improviserende, følsom og indlevende sangfortolkning sig helt ud, ikke mindst i sangene Spirit (der indleder pladen) og den uopslideligt dejlige Susan’s Song, og han lagde grunden for de senere mange års store succes. We Got By er en plade, jeg aldrig er blevet træt af eller færdig med. Godt gået af en næsten debutant…
Nogle indlæg giver sig selv. The Cake var en pigegruppe, der blev dannet i 1966 i New York. Ud over Eleanor Barooshian bestod gruppen af Barbara Morillo og Jeanette Jacobs.
Pigegrupper var der en del af i tresserne, men The Cake skilte sig ud ved at de skrev egne sange og ikke blot fortolkede andres. Deres stil er blevet kaldt barok pop eller kammerpop, fordi den var karakteriseret ved at blande regulær popsang med klassiske elementer og orkesterarrangementer. The Cake fik indspillet to albums, The Cake fra 1967 og A Slice Of Cake fra 1968. Deres første single var en genindspilning af en gammel Lesley Gore-sag, den Jack Nitzsche og Jackie De Shannon-skrevne Baby That’s Me. Som et kuriosum skal det også nævnes, at de tre unge damer sang backingvokal på Soft Machines debutalbum fra 1968 (på nummeret Why Are We Sleeping?, der slutter pladen af). I 1968 gik pigerne hver til sit. Jeanette Wood døde i 1980 kun 30 år gammel.
The Cake blev ikke noget stort navn tilbage i tresserne, men er dog blevet huske for deres fine vokalarbejder og deres to albums er blevet udgivet på cd.
Her en morsom, tidstypisk tresser”video” med The Cake – You Can Have Him.
Jeg kan ikke nævne UB40 – bandet, der tog navn efter en formular fra Department of Health and Social Security – uden at komme i tanke om deres – og Chrissy Hyndes – fortræffelige coverversion af Sunny & Chers gamle hit I Got You Babe. Her er den i to udgaver…
Først UB40 & Chrissy Hinde live i BBC
Og så en virkelig syret udgave med Tiny Tim og Eleanor Barooshi…hvor Tiny Tim agerer kvinden og Eleanor manden. Eleanor var i øvrigt medlem af tresserpigegruppen The Cake.
Beat-musikken er efterhånden så gammel, at den kommer på museer og auktioner. I Billboard kan man læse, at John Lennons håndskrevne udkast til sangen Give Peace A Chance kommer under hammeren hos Christie’s i London og forventes at indbringe omkring $ 400.000. Og selv om dollaren ikke er, hvad den har været, så er det dog en sjat penge. Det fortælles også, at John Lennon gav sit udkast til en teenager-pige og bad hende om at gemme det, for det ville blive meget værd med tiden. Jo, Lennon kendte godt sit eget værd.
Ev’rybody’s talkin’ ’bout
Bagism, Shagism, Dragism, Madism, Ragism, Tagism
This-ism, that-ism, ism ism ism
All we are saying is give peace a chance
All we are saying is give peace a chance(C’mon)
Ev’rybody’s talkin’ ’bout
Minister, Sinister, Banisters and Canisters,
Bishops, Fishops, Rabbis, and Pop Eyes, Bye bye, Bye byes
All we are saying is give peace a chance
All we are saying is give peace a chance(Let me tell you now)
Ev’rybody’s talkin’ ’bout
Revolution, Evolution, Masturbation, Flagellation, Regulation,
Integrations, mediations, United Nations, congratulations
All we are saying is give peace a chance
All we are saying is give peace a chanceEv’rybody’s talkin’ ’bout
John and Yoko, Timmy Leary, Rosemary,
Tommy Smothers, Bobby Dylan, Tommy Cooper,
Derek Taylor, Norman Mailer, Alan Ginsberg, Hare Krishna
Hare Hare Krishna
All we are saying is give peace a chance
All we are saying is give peace a chance
(Repeat ’til the tape runs out)
Eins, Zwei, Eins, Zwei, Drei, Vier….
I 1980 udsendte Bob Dylan albummet “Saved”. Jeg købte pladen i en forlængst hedengangen pladebutik i Clemens Stræde i århus (navnet ligger lige på tungen…). Rygterne om et stærkt religiøst album var løbet i forvejen, og man havde også fået en forsmag på, hvad der var i vente på det succesfulde album “Slow Train Coming” fra 1979, hvor Dylan blandt andet blev backet op af den dengang nye, funklende, guitarstjerne Mark Knopfler.
Som det skete, da Dylan blev elektrisk, så delte “Saved” også Dylan-lytterne i to skarer. Dem, der sagde ok, og dem, der var stærkt kritiske og afvisende. Det religiøse var da heller ikke til at tage fejl af. Omslagets maleri af Tony Wright viser Guds hånd, der rækker ned mod de troende, og billedet henviser indiskutabelt til Michelangelos verdensberømte afbildning af Gud. Coveret blev da også på senere oplag erstattet af et mere diskret billede af Dylan på scenen… Kritikerne havde fået deres indrømmelser. I hvert fald fra pladeselskabet.
Men det religiøse element var ikke nyt i Dylans univers. Man kan vel sige, at det har været med fra starten, selv om det ikke hele tiden blev betonet lige stærkt. Det gjorde det så i perioden omkring 1980. Her kastede poeten og musikeren sig over de kristne tanker. Siden har Dylan som bekendt søgt i andre retninger. Det er digterens lod.
Jeg kan huske, at jeg spillede pladen for et par skeptiske venner. Jeg havde gemt pladecoveret af vejen og sagde: Lyt. Og musikken talte. Der var et drive og et engagemen på den plade, som man skulle lede længe for at finde magen til. Og pladen fortjener stadigvæk at blive lyttet til. Måske er teksterne ikke de bedste fra Dylans hånd. De er nok for dogmatiske og for upoetiske. Men musikken holder.
I går havde jeg en pause på arbejdet og fik tid til at læse en ung ph.d.’ers overvejelser over den digitale kopierings perspektiver og dens forhistorie i de analoge kopieringsformer: spolebåndet og kassettebåndet. Kasettebåndet kom aldrig til at spille en stor rolle for mig. Måske, fordi dens storhedstid var firserne, hvor min dagsorden var sat som småbørnssforælder. Så det blev kun til indkøb af nogle indspillede kassettebånd.
Derimod havde jeg en lang periode med spolebånd, der strakte sig fra tresserne og et godt stykke ind i halvfjerdserne. Og den unge studiosus’ tanker om kopieringens veje og vildveje fik mig til at ihukomme nogle af de favoritoptagelser, jeg gjorde dengang. Til studenterfesterne overspillede jeg alt, hvad jeg kunne opdrive med The Beatles – og båndede kørte uafbrudt. Tidligere endnu havde jeg stor glæde af optagelser af hele albums, som DR Radio gav sig tid til at spille. Ad den vej fik jeg The Kinks’ mesterværk The Village Green Preservations Society ind under huden og kan ikke i dag høre den uden næsten at savne den særlige lyd, der var i min gamle B&O-optager og BASF-båndene.
Og så var der en række compilation-bånd med highlights fra rockens og poppens lydspor. Og medens jeg sad og fordybede mig i den tids glæder, så kom jeg i tanke om Deep Purples album In Rock, som lå på et af båndene. Pladen fik megen omtale i DR og med god grund. Efter et par tilløb blev In Rock det album, hvormed Deep Purple trådte i karakter som det, man dengang kaldte “betonrock”. I dag vil man nok kalde det “heavy”. året var 1970 og hippieånden lå endnu over megen rock, så det var noget af en øreåbner, Deep Purple kastede på gaden. Og så var det omslag, hvor gruppens medlemmer agerer amerikanske præsidenter in rock. Man satte ikke sit lys under en skæppe. Det var rock, hård rock with an attitude. Deep Purple spillede højt og frenetisk for at blive hørt. Og det blev de. Sammen med Black Sabbath og deres Paranoid, der også blev rådyrket i perioden, lagde de et solidt tæppe, som efterfølgende hårdrockere kunne udfolde sig på.
Når man lytter til pladen i dag – har for nylig indkøbt pladen i dens 30 Anniversary Edition – kan man godt høre, at gruppen står dybt forankret i musiktraditionen, sådan som man bør gøre, når man vil tilføre musikken noget nyt. I såvel tekst som musik alluderes der til traditionens store. Little Richard får sit. Og det samme gør de klassiske komponister, som tangentspilleren Jon Lord citerer i introen til Speed King. Og inde i høretelefonerne er der påmindelser om Steppenwolf, Cream, halvtredserrock, Vanilla Fudge m.m. Men som inspiration iklædt Deep Purples eget personlige udtryk.
Child in Time + Speed King i en god sort-hvid-optagelse anno 1972:
Det er ikke kun Prince, der holder den musikalske fane højt trods alderens trykken. Det samme gør den 62-årige, fornemme R&B-sanger Al Green, Reverend Al Green. Lay it down hedder den nye skive fra manden. Al Green er efter min mening en af de bedste R&B- og gospel-sangere, man kan opdrive nu til dags. Nybegyndere kan begynde her. Døm selv:
Ja, turen måtte jo komme til det legendariske band The Byrds. Jeg mener: arkivturen. Altså udgivelser af materiale fra gemmerne. Det sker nu, hvor Roger Mcguinn fra gruppen sammen med pladeselskabsmanden Robert Irwin (Sundazed Records) har støvet de tredive år gamle bånd af med henblik på en udgivelse. I følge New Musical Express roder Irwin rundt i Mcguinns arkiver endnu og finder sikkert mere, der kan slå mønt på…
Turn, turn, turn
Selv om man anstrenger sig for at følge med i verdens gang, så undslipper meget af informationsstrømmen nødvendigvis ens opmærksomhed. Således forbigik det mit øje, at selveste James Taylor har været i København og give koncert. Hvis ikke jeg havde læst Klaus Lynggaards meget positive anmeldelse i fredagens Information, så var dette indlæg nok ikke blevet til noget.
Engang var James Taylor en langhåret, ranglet hippie-knægt med smag for heroin. I dag er han en ældre skallet herre med styr på tilværelsen. Men noget har ikke forandret sig synderligt: Den ‘den uimodsigelige melodiske sans, de lyriske tekster, det udsøgte guitarspil og den behageligt modulerede og bløde stemme’. For nu at parafrasere Lynggaard. Tag hvilken som helst af mandens lange række af plader, og du får samme kvaliteter i ørerne hver gang. Og heldigvis for det. Det er rart at nogle ting ikke forandrer sig meget. I en turbulent tid. Specielt når kvaliteten holder.
Sweet Baby James:
Min gamle studiekammerat, tv-journalisten, har sendt mig lister over sine pladesamlinger. Og det er – for en samler og nostalgiker som mig – sjovt at studere, hvad sådanne lister rummer.
Og mit øje faldt over et par agit-prop-titler fra halvfjerdserne. Jesper Jensens og Benny Holsts plade “Den første maj”, der udkom med knaldrødt omslag i 1971 som Demos’ anden pladeudgivelse og blev et stort hit dengang for Demos-forlaget. Med sange, der med mundrette sætninger og vers satte ord på en socialistisk opfattelse af den verden, vi levede i dengang. Tekster – Jesper Jensen – der stadigvæk har noget at sige. “Inderst inde ved vi godt, hvordan det skulle være”, som min kammerat skriver og citerer.
Ikke al agit-prop-musikken holdt vand. Men meget af det gjorde. Røde Mors samlede værker holder stadigvæk – ikke mindst musikalsk. Og Benny Holsts første maj-sange står stadigvæk flot i deres usmykkede enkelhed. Sjovt nok er samme Benny nu aktuel med en ny plade – Sepiadage – der fik en meget flot anmeldelse af Klaus Lynggaard i Information.
Vi nærmer os første maj, og jeg undrer mig over, om Første Maj-pladen mon er kommet på cd? Jeg tror det ikke. Men den burde være det.
Her er Benny Holst med sin afdæmpede, enkle og fine udgave af Dylans Forever Young – Til Evig Tid.
Sangen om merværdi
Jeg står op om morg’nen og går hen på mit job,
og jeg laver noget, og jeg får min løn.
Men det jeg laver er mere værd end det jeg får.
Hvordan sku’ nogen mennesker ellers ku’ bli’ rige uden at lave noget?Nogen er mere værd end det de får.
Andre bruger mere end de er værd.
Penge alene skaber ingen værdier
Penge skaber penge – papir, papir
Men At Work førte an i aussie-bølgen i firserne. Var det første – og eneste – band, der formåede at indtage førstepladsen i USA (og England) med deres musik.
Bandet blev dannet tilbage i 1978 og brød igennem i ’81, da de havde fået kontrakt med det internationale pladeselskab Columbia. Med den første single “Who Can It Be Now?” indtog de toppen af den australske hitliste. En succes de hurtigt fulgte op på med debutalbummet “Business as usual”, der også rummede deres andet singlehit, “Down under”.
Først ville Columbias amerikanske afdeling slet ikke høre tale om at udgive Men At Work i Staterne, fordi man ikke troede på gruppens reggae-inspirerede rock. Da selskabet senere bøjede sig, viste dig sig så, at det havde taget gevaldig fejl. Både album og singler blev nr. 1 derovre. Også efterfølgeren, albummet Cargo, gjorde sig godt og blev nr. 1.
Efter en længere pause i 84 og intern uro i bandet med udskiftninger til følge udsendte bandet deres tredje og sidste ordinære album Two Hearts i ’85. Men da var deres glorværdige dage forbi. Og da forgrundsfiguren Colin Hay forsøgte sig med en solokarriere (med en vis succes) gik bandet mere eller mindre i opløsning. Hvor det er gået de enkelte musikere siden, kan man læse mere om her.
Da jeg købte Men At Works debutalbum, der dengang havde et gråt omslag (og ikke det gule, man finder på cd-udgaven), var det “Who Can It Be Now?”, der brændte igennem. Jeg synes stadigvæk, at det er en rigtig pop-rock-klassiker, der har lige netop det melodiske klister, der skal til for at sidde fast i øret med det samme…
En gammel nyhed, hvis man kan sige sådan. I England har man i den forløbne tid diskuteret rygtet om, at Elvis Presley besøgte England tilbage i halvtredserne. Hidtil har man været af den formening, at The King aldrig nåede at sætte sine fødder i Storbritannien. Men nu har Englands svar på Elvis, Tommy Steele, bekræftet, at han viste Elvis rundt i London dengang. Men den nu 71-årige entertainer beklager, at nyheden er kommet frem og tilføjer i en mail til Daily Mail: “What actually happened many years ago is something secret and memorable. It was an event shared by two young men sharing the same love of their music and the same thrill of achieving something unimaginable. I swore never to divulge publicly what took place and I regret that it has found some way of ‘getting into the light’. I can only hope he can forgive me.” En rigtig hædersmand.
Tommy Steele Elevator Rock
Elvis anno 1958 As Long As I Have You
Død, død og atter død.. Men jeg kommer ikke uden om at nævne, at sangeren Al Wilson også har forladt os. Al Wilson fortjener ikke mindst at blive husket for sit store R&B-hit fra 1966 “The Snake”. Selv om Wilson var en fortræffelig sanger, så fik han kun beskeden succes. I 1973-74 blev det dog til en slags come-back, idet han indtog hitlisterne med Johnny Mathis-sangen Show And Tell. R.I.P.
Det er ikke min mening at være morbid, men åbenbart er der mange fra musikscenen, der forlader os i denne tid. Således døde trommelslageren Brian Davidson for en lille uges tid siden, kun 66 år gammel (RIP). Davidson sad bag “gryderne” i det kendte, engelske progressive rockband The Nice, der fejrede store triumfer i blandt andet Danmark og det øvrige Skandinavien dengang tilbage i tresserne. Nice var foregangsmænd, når det drejer sig om progressiv rocksammenblanding af elementer fra jazz, klassisk musik og rock. Og deres debutplade The Thoughts of Emerlist Davjack faldt øjeblikkeligt i anmelderens smag, da den udkom i 67. Bandet fortsatte frem til 1970, hvor de gik hver til sit, fordi den kommercielle succes ikke stod mål med den kunstneriske.
Nice lagde også grunden for Emerson, Lake & Palmers senere succes inden for samme musikalske ramme. Ud over Davidson på trommer bestod bandet af Keith Emerson på tangenter, Lee Jackson på bas og David O’list på guitar. Sidstnævnte forlod dog bandet omkring deres andet album, Ars Longa Vita Brevis (68), hvorefter gruppen blev en af de få legendariske trioer i beatmusikken.
Vi præsenterer – The Nice fra Beat-Club – Hang on to a Dream (1969):
Og deres kendte og potente version af Bernsteins America (68)
