CAPAC

Og så tilbage til sidste års serie, hvor jeg kommenterer på nogle vinylplader, jeg er kommet i besiddelse af – via skralderummet eller på anden hånd. Og her er vi nået til den amerikanske sangerinde og sangskriver (med meget mere) Debbie Gibson (egl Deborah Ann Gibson) og hendes andet album Electric Youth fra 1989 (Atlantic Records, velholdt cover og vinyl).

Debbie Gibson har selv skrevet alle sangene og står for en stor del af produktionen. Gibson er en frisk, ungpigestemme, og stilen beskrives i musiklitteraturen som tyggegummipop. Og det er nok ikke helt ved siden af. Letbenede popsange, hvoraf nogle har et ganske fængende omkvæd og helt klart tekstligt tager sigte mod en ung(dommelig)t publikum. Pladen blev kunstnerens største succes med millionsalg til følge i hjemlandet og Storbritannien. Og successen blev fulgt op af en verdensturne,  en kosmetikserie og en musical – inspireret af musikken og temaerne på pladen.

Siden dengang har Debbie udsendt en lang række albums, hvoraf ingen dog tilnærmelsesvis har nået den popularitet, som Electric Youth nåede. Måske siger det noget om popstilens tidsbundethed og forgængelighed – men faktisk er det en plade med en vis ungdommelig popcharme. Så den får da lov til at stå i min lille pladesamling som eksempel på poppens flygtighed og forsvindende charme.

Tidsånden in mente slutter jeg mine vinylnedslag af med tre kvindelige kunstnere. Et foreløbigt punktum for den serie – i alt 25 stk. – som jeg måske vender tilbage til på et tidspunkt (for vinylbunken er langt fra gennemgået endnu…).

Vi begynder i den lidt mere obskure ende – med den hollandske saxofonist Candy Dulfer og hendes debutalbum fra 1990 Saxuality. Et velholdt eksemplar, udgivet på plademærket Ariola.

Dulfer spiller en tilbagelænet jazz med klare popkvaliteter. Og albummet blev en pæn succes med top-1i-placeringer i både Holland og USA. Hun er nok bedst kendt for singlen “Lily was here“, som hun lavede sammen med Eurhytmics-formanden Dave Stewart i 1989. Men stilen er den sammen her som der. Lækker blød jazzet saxofon, hendes varemærke. Den 53-årige Dulfer er stadigvæk aktiv og udgav i oktober måned albummet We never stop. Hun får lov til at blive i min samling, fordi hun spiller godt og saxofonplader er sjældne i rock og pop – modsat jazz.

Næste dame er Anne Linnet, der er repræsenteret med to af sine mest succesfulde og mest vellykkede plader, nemlig Jeg er jo lige her (1988) og Min sang (1989). Begge udgivet på plademærket Pladecompagniet og i næsten perfekt stand.

Jeg har fulgt Linnet siden hun startede sin karriere fra tiden før Shit og Chanel og nogenlunde slavisk frem til dannelsen af Marquis de Sade i 1983. Dengang sagde Marquis de Sade mig ikke så meget, så Anne Linnet gled lidt ud af mit radarfelt, men kom tilbage med netop Jeg er jo lige her, hvor hun igen skiftede stilistisk retning i retning af dansksproget, akustisk singer-songwriter-kunst. Og det med stor succes. Pladen solgte 400.000 eksemplarer herhjemme og er en af de mest populære danske plader gennem tiderne. Og Linnet fortsatte på Min sang, hvor hun fik hjælp til teksterne af præsten Johannes Møllehave. Selv om det er en fin, fin plade, så kunne den dog ikke tangere forgængerens succeshøjder.

Selv om Linnet var mere populær end nogensinde før, så fik jeg ikke købt de to plader dengang, men har dem altså nu. Og de får selvsagt lov til at blive i samlingen.

Og rosinen i pølseenden er selveste Janet Jackson og hendes dobbelt-vinyl-album janet fra 1993. I fineste stand og udgivet på plademærket Virgin. Jeg har i forvejen hendes The Velvet Rope, som en ven anbefalede mig. Men jeg er nok ikke så meget til hendes musikstil, der er gennemproduceret, dansant pop med klare elementer af blød soul. Og Jackson har en god stemme, og det giver god mening, at hun er blevet en popstjerne på vor tids firmament. Så albummet her får da lov til at blive her og blive luftet engang imellem.

I øvrigt er Jackson vist ikke så aktiv længere. Senest vi hørte noget fra hende på plade var i 2015 med albummet Unbreakable. Der er dog kommet en japansk Greatest Hits med singler i år.

I øvrigt vakte janet en vis furore, da den blev udgivet, fordi Jackson i den forbindelse optrådte “topløst” på forsiden af Rolling Stone. Dvs. ikke helt topløst, for en person bag Janet holdt hænderne for hendes bryster. Men topløs nok til, at den amerikanske offentlighed kunne bruge meget krudt på fotoet. Og det har med stor sandsynlighed bidraget til salget af pladen….

Julen er ovre, og det er tid at komme op på hesten igen. Og jeg kan lige nå et par vinylafspilninger, inden jeg vil holde en pause med den praksis. Og vi er kommet til nr. 22 i række af albums, som jeg er kommet i besiddelse af takket være forbrugerismens overdrev. Og denne gang er det lidt af en specialitet (tror jeg nok). Nemlig det italiensk-amerikanske post-disco-band Change, der blev dannet i Bologna i 1979 af Jack Fred Petrus og Mauro Malavasi.

Gruppen, der stadigvæk eksisterer, havde sin storhedstid i årene 1979-1985, og Chage of Heart er deres femte album (fra 1984). Gruppen, der stilistisk har lagt sig op ad Chic, har især fra succes i USA, hvor deres dansegulvsorienterede musik passede som fod i hose på de club-glade amerikaneres smag. Og det hjalp også, at gruppen nogle år involverede den kendte sanger Luther Vandross. I sidste del af gruppens første periode gled de stilistisk over i en mere R&B- og funk-influeret stil og efterhånden begyndte sammenholdet at krakkelere.Det lykkedes dog at lave Change of Heart, der kom på hitlisterne i USA og i Europa, bl.a. med titlesangen, der udkom på single.

I 1987 døde stifteren Petrus og gruppen gik de facto i opløsning, men er sidenhen blevet gendannet med først nye medlemmer og senere tilbagevenden af nogle af de oprindelige. Change har dog ikke formået at nå den succes, de havde de første år.

Change er gennemprofessionel dansemusik, der sagtens kan konkurrere med det bedste fra staterne. Og deres betydning derovre understreges af at selveste Janet Jackson samplede en af deres sange på sit hit “All for you” fra albummet af samme titel (2001).

Selv om jeg egentlig godt kan lide Changes medrivende og dygtige musik, er jeg ikke sikker på. at den får en varig plads på min pladereol.

Vi kan lige nå en enkelt, gammel vinylplade, inden julefedtet slippes løs. Og i denne ombæring gælder det duoen Back to Back – Morten Remar og Nis Bøgvad – og deres album Crack Street fra 1989. I fineste form, bortset fra et par fedtede fingre, som sagtens kan fjernes med lidt rens.

Duoen, der vist stadigvæk er aktive, har været i gang siden 1986 og har udsendt fem originale album, senest popfiction i 2003, og lige så mange opsamlinger (senest i 2017 Tur/Retur).

Crack Street indeholder duoens største hit, sangen “Jonathan“. Og Back to Back tilhører nok (jeg er lidt i tvivl) de firserbands, der fik mærkatet “gymnasiepop” hæftet på sig. Det var ikke pænt ment, men det ændrer ikke på, at der altid var tale om godt håndværk og slidstærke popsange, der stadigvæk har et stort publikum. Så vinylen her får selvfølgelig lov til at blive i min samling.

Selv om juleriere præger bloggen – dog kun en uge mere – så skal vi ikke glemme det gamle projekt med hittegodsvinylerne. Og pickuppen sætter sig til rette i svenske Orups – Hans Thomas Erikssons – fjerde album fra 1991, Orupeansongs. Købt il den favorable pris af 39.95 kr. Og i fineste form – både i det ydre og indre.

Orup havde sin storhedstid sidst i 1980’erne og i starten af halvfemserne. Mange hits på svensk blev det til. Orup var rundet af punk og post-punk, men bevægede sig som popkunstner mere i retning af mainstream. Og med Orupeansongs sang han for første gang på engelsk. Og meningen var, at albummet skulle give ham et gennembrud i de angelsaksiske lande, ikke mindst USA. Men det fejlede. Pladen solgte dog fint i hjemlandet.

AT pladen ikke slog igennem derovre, kan man jo altid undre sig over. For det er et fint eksempel på gedigen svenskproduceret pop med tydelig påvirkning fra amerikansk og britisk mainstream, blød soul og andre søde sager, der nok plejer at kunne sælges. Men igen: Hvor ofte har man ikke set, at europæisk pop har fået svært ved  at trænge igennem derovre?! Men bestemt en plade, der ikke fortjener at komme på forbrændingen….

Næste skive pickuppen rammer er Prince og The New Power Generation anno 1991 Diamonds and Pearls. På Warner Brothers Records og også i fineste stand, både vinyl, cover og indhold med tekstark osv. Det er ikke første oplag af pladen, hvor der er et holografisk coverfoto. Men dog fra udgivelsesåret.

Prince havde vind i sejlene, og pladens blanding af funk og regulær pop gjorde sig godt på hitlister og salgstal.  Og den får selvfølgelig sin plads ved siden af de få Prince-plader, jeg har i forvejen.

Filmen Dirty Dancing (1987) med Patrick Swayze og Jennifer Grey er en af den slags meget populære dansefilm, der med jævne mellemrum genudsendes på tv. Og den havde selvfølgelig også sit eget lydspor, og det blev så stor en succes, at det resulterede i en opfølgning, der selvfølgelig kom til at hedde More Dirty Dancing: More Original Music from the Hit Motion Picture (1988) – og i 2003 også en Ultimate Dirty Dancing, der indeholder alle 27 sange fra filmen i kronologisk orden.

Det er toeren, jeg sidder med her. Vinyl-lp i relativt god stand, selv om vinylen nok fortjener en tur med både kulhårsbørsten og vinylrensevæsken. Og ser man bort fra filmen, der aldrig har sagt mig ret meget (jeg foretrækker nok gamle dansefilm med Fred Astaire og Gene Kelly og så Saturday Night Fever), så er den også en opsamling af dansant musik fra især tresserne med gode navne som The Four Seasons “Big Girls Don’t Cry), The DRifters (“Some Kind Of Wonderful”), The Contours (“Do You Love Me”), Solomon Burke (“Cry to me”) og The Shirelles (“Will you love me tormorrow”). Kort fortalt: Et album, der fortjener en plads på reolen.

Og så til et genbrugsfund, der nok ikke forbliver i min samling. Det drejer sig om albummet Push fra 1988 med fænomenet Bros. To engelske brødre – Matt og Luke Gross – der havde en kort, heftig og meget succesfuld karriere i årene 1986 til 1992, hvor de var noget af det mest populære, man kan tænke sig, i det, man blandt livssstilsanalytikere vil betegne teeanagesegmentet. Det købestærke teenagesegment, der er storforbrugere af glat, blankpoleret pop, der er målrettet mod netop det segment – og ikke mindst den feminine del af segmentet. Millioner af solgte plader, udsolgte koncerter og turnéer blev det til. Ikke mindst i hjemlandet. Inden de to brødre i 1992, hvor de første tegn på karrieremæssig nedtur begyndte at vise sig, gik hver til sit.

Push, der blev fulgt op af endnu to album, er mest af alt eksempel på udspekuleret, dybt kommerciel teenagepop, der ikke bærer kimen til musikalsk udvikling og udfoldelse i sig. Pophistorien er rig på den slags produkter, og Bros er hverken værre eller bedre end gennemsnittet.

Mere fra skraldebunken. George Michaels 1990-opus Listen without justice vol. I. Albummet var afløseren for den store succes Faith (1987) og præsenterede en mere moden udgave af Michael med fokus på mere akustisk musik og mere moden og alvorlig tekst. I hjemlandet tog publikum pladen til sig og gjorde den til et hit, men amerikanerne var mere forbeholdne og det gav anledning til ballade mellem kunstneren og hans pladeselskab, som han mente ikke bakkede ham nok op.

Kritikerne tog albummet til sig og roste den modne kunstners udsøgte sans for at skrive sange og gøre det med alvorstunge tekster. Og når man lytter til pladen her med et par årtiers afstand, så slår det en, at Michaels stemme er blevet væsentlig bedre end den var i hans unge dage. Som god vin, der kun bliver bedre med tiden.

Næste skraldeplade er en maxisingle (12-tommer-single) med Cameo: Candy (A-side)/Candy (remix) og Don’t be lonely (B-side).

Og igen er i ovre i det funkede med det store band (oprindeligt 14 medlemmer) Cameo, der først kaldte sig New York City Players. Cameo blev dannet i 1974 i hjembyen og slog igennem i 1979 med singlen “I just want to be”, der banede vejen for en næsten to årtier lang periode med succes på hitlisterne derovre, og følgelig hos det pladekøbende publikum.

“Candy” er et singleudspil fra albummet Word Up! (1986). Og både single og album nåede helt til tops på R&B-listerne i USA. Velproduceret, glat funk med tydelig adresse til den danseglade ungdom – og singlen udmærker sig også ved at have en fængende solo af den nu afdøde saxofonist Michael Brecker. Det fortæller også noget om sangens gennemslagskraft, at den er blevet samplet af forskellige kunstnere, lige fra 2 Pac til Mariah Carey., og blevet brugt i film og computerspil.

Cameo er blevet gendannet så sent som 2016, hvor bandet optrådte et helt år i Las Vegas.

Blandt vinylefterladenskaberne er jeg nået til en kuriositet. Ja, jeg måtte researche en del på nettet for at finde lidt information om foretagendet B. B. & Q. Band. Det viser sig så, at det står for The Brooklyn, Bronx & Queens Band, der var et såkaldt post-disco- og funk-band, der blev dannet i 1981 og opløst igen i 1986. Jeg mindes ikke at hørt om navnet før og hælder til den opfattelse, at der må være tale om et band, der især har gjort sig netop i disco-universet, dyrket af danseglade kendere med hang til svedige oplevelser på diskotekernes dansegulve.

Pladen er en såkaldt 12 tommer single med to ekstra lange numre på hhv. A- og B-siden. Og pladen er i relativ god stand, alder og brug taget i betragtning. Og den er fra 1988 og udkom på plademærket Streetheat.

BB Break Out Mega Mix

Tilbage til de gamle vinyler. I stakken af efterladenskaber fandt jeg også hele to album med James Brown, som Rolling Stone en gang har udnævnt til at være verdens bedste sanger. Dem om det, men i hvert fald en kunstner, der er svær at komme uden om, hvis man ellers har lyttet til soul og funk i 1960’erne og 1970’erne. Og den første vinyl, jeg nu besidder, er James Brown & Friends Sould Session Live fra 1987. Blandt vennerne finder man Joe Cocker, Wilson Pickett, Billy Vera og Robert Palmer. Og på pladen findes flere af Browns hits, for eksempel “Papa’s got a brand new bag” og “I feel good”. Heftige sager. Desværre kunne vinylen være i bedre stand, men den er fortrinsvis snavset – ikke ridset – så en god rengøring vil sikkert afhjælpe problemet.

Pladen er udgivet i forbindelse med koncertfilmen Soul Session  og den findes i en version fra 1989, hvor der også er et nummer – en studieoptagelse -, hvor Brown synger sammen med Aretha Franklin.

Den anden plade er er The Best of James Brown, der vist er fra 1981 (vinyl og cover har intet årstal) i god stand – både vinyl og cover – og med en række af Browns stærke sange.

Jeg besidder i forvejen nogle plader med Brown fra hans tidligste år (1950’er til 1970’erne), så de to skiver er et fint supplement med en af efterkrigstidens helt store kunstnere.

James Brown danser…

Og så til vinylerne, LP’erne. Et velholdt eksemplar af Fridas – Anni-Frid Lyngstads tredje soloalbum fra 1982 Something’s going on  i plastiklomme var blandt de albums, der endte i skraldebunken. Og nu i min samling. Nok ikke en plade, jeg ville have købt, da den kom frem. Men siden er min begejstring for ABBA vokset noget. Og jeg har altid haft en svaghed for Fridas stemme, der passede så godt til Agnetha Fältskogs og var noget mørkere.

At pladen så er produceret af ingen ringere end Phil Collins gør bare min begejstring for pladen lidt større.

Pladen er fra en tid, hvor ABBA var mere eller mindre i opløsning, og Frida var ved at blive skilt fra Benny Andersson. Phil Collins var også midt i en skilsmisse, så man kan med en vis ret tale om en skilsmisseplade. Det præger dog kun til dels plade, fx i nogle af sangtitlerne (“Tell me its’ over”, “I see red”, “I know ther’s something going on” med flere). Ellers er pladen præget af sange, der er leveret af store og kendte sangskrivere som fx Steven Bishop, Tomas Ledin, Russ Ballard, Bryan Ferry og Phil Collins.

Pladen blev godt modtaget af kritikken og publikum med gode hitlisteplaceringer og pæne salgstal. Og den viste, at Frida sagtens kunne stå på egne ben, sådan som hun havde gjort før hun blev en den af den verdensberømte, svenske kvartet.

Inden jeg vender mig mod LP-vinyler i genbrugsbunken, så er her et opsamlingsheat på singlerne.

Et fint eksemplar – med små pletter på vinylen – af Princes 1988-single Alphabet St. (“This is not music, this is a trip”)”.  En fransk presning med samme nummer på begge sider, B-siden dog et “edit”. Der er ikke et rigtig cover men blot en plastiklomme med en etikette på med navn på kunstner og sang. Singlen var det eneste hit, Prince fik ud af albummet Lovesexy. Igen er der tale om musik, der afslører, at den gamle ejer må have været glad for at danse og lytte til dansemusik.

Fra dansemusik bevæger vi os så til noget lidt andet, nemlig til den sorte sangskriver og sangerinde Tracy Chapman (er hun gået lidt i glemmebogen?) og hendes allerførste single “Fast car“/”For you” fra 1988 og fra hendes eponyme debutalbum. I fin stand, både vinyl og cover. Og stadigvæk en fin sang, der viser Chapmans format som fortællende sangskriver med noget på hjerte.

Og så, belært af livet på nettet, indfører jeg et tag: #pd – for pickupdrop – og gyldig så længe dette meme består.