CAPAC

Så er jeg vist kommet til bunds i bunken af erhvervede vinyler. Og sikke mange, der er… Og det er tydeligt, at den gamle ejer havde en svaghed for sort musik – soul, disco, hip hop og deslige. Og da disse genrer brillerer ved deres fravær i min  gamle samling, så passer det jo som Hans i Grete (som Klaus Lynggaard en gang ville have udtrykt det). Men nu i gang.

Ralph Trevant er et ukendt navn for mig, men researchen fortæller, at der er tale om en amerikansk R&B-kunstner og producer, der har sunget for i et foretagende ved navn New Edition. Og så fik han et stort hit med sit eponyme debutalbum fra 1990. Og fra dette album udsendtes singlen “Sensitivity“. Og den plade, jeg sidder med, er en 12”-single med netop dette nummer i hele fire udgaver; heraf et instrumentalt. Det er super-lækker soul, der smyger sig blidt ind i øret og bringer mindelser som Michael Jackson i dennes mest kælne og forførende øjeblik. Bestemt ikke dårligt og i fineste stand.

Fra blød soul er der et ille spring til danske Moonjam og deres album 1991 fra – ja! – 1991. Og jeg kan godt lide Moonjam og deres fængende pop-rock, der sender tankerne hen på hele den såkaldte “gymnasiepop”, som herskede i firserne især. Solidt produceret og skabt pop-rock med flair for hitliste-mainstream-segmentet; og der er ikke rigtig noget at sætte en kritisk finger på. Pladen holder 100% her mange år efter, fordi den oser af spilleglæde og gode sange med fængende kvaliteter; og man tager sig selv i at ønske, at bands som Moonjam ville fylde lidt mere på den danske hitliste. I fineste stand og derfor selvskreven til min hylde.

Fra Danmark til Holland og pigegruppen Loïs Lane -Suzanne og Monique Kleeman – der tog navn efter en noksom bekendt tegneseriefigur (Supermans kæreste i DC Comics). Ser man bort fra det med det hollandske, så kunne der sagtens være tale om en amerikansk udgivelse på albummet Fortune Fairytales fra 1990. Lækker sag med lækker soul-orienteret popmusik, hvor de to unge kvinder synger forførende og lokkende og fører sig frem på sælgende foto-modelvis på coveret. Jovist, det er kommerciel musik fra øverste hylde. Og det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er uinteressant eller uden indtagende kvaliteter. De gør det i hvert fald godt, de to søstre, og får flot støtte fra et hold anonyme studiemusiker, der bare kan deres kram. Jeg kan godt lide Loïs Lane, selv om det er så kommercielt, at det halve kunne være nok. Men måske har jeg bare et svagt øjeblik…Album og cover i fin stand.

Videre til selveste Barbra Streisand; en kunstner, der ofte deler vandene mellem dem, der kan lide hende og dem, der vender tomlen ned. Hun er repræsenteret med albummet Till i loved you (1988), hendes 25. album. En slags concept-album, der følger et kærlighedsforhold fra begyndelse til slutning og hvor de enkelte sange er skrevet af gode, garvede sangskrivere som fx Glen Ballard, Burt Bacharach og Andrew Lloyd Webber, som til sammen sikrer et solidt slutprodukt. Barbra synger med sin karakteristiske stemme og musikken er under indflydelse af årtiets musikalske smag og produktionsmåde. Og på et nummer får hun hjælp af den dengang populære Don Johnson (Miami Vice-tv-serien); sikkert for at sikre pladen et singlehit, hvilket da også til dels lykkedes. Fin plade og velholdt.

I en lidt anden boldgade finder vi NKOTB – boybandet New Kids on the Block – og deres H.I.T.S. Som titlen på albummet fra 1991 siger, så er det en opsamling af bandets bedst-sælgende numre fra de forudgående fire albums. Der er tale om udspekuleret, kommerciel pop, der ikke forsøger at dække over den kendsgerning, at det fra start til slut (bandet kører vist endnu) er mere produkt end kunstnerisk nødvendighed. Med alt hvad det indebærer af fanhysteri og medial fremtræden. Fred med det, men ikke lige min kop øl.

Så er der helt andre boller på soul-suppen hos selvest James Brown og hans I’m real fra 1988. På hvid vinyl og med en storsmilende Brown på coveret. Og denne, mandens 54. album er udgivet på Scotti Brothers Records. På albummet får han hjælp af konstellationen Full Force, der sørger for at Browns velkendte funk sidder lige i skabet. Og der er da også tale om den ægte vare fra den gamle kæmpe. Pladen solgte vist ikke stort, men den holder helt, hvis man er til denne sex machine af en funk-mester. Igen i fremragende stand. Klar til en plads på hylden. Og hermed punktum for graveriet i de herrerløse albums, der fik en ny ejer…

Og lad os så komme til bunds i de gamle vinyler. Her er første opsamlingsheat med korte omtaler af de mange, velholdte plader. Alle i så god stand, at de kan spilles uden den store rengøring, og med velbevarede covers og inder-sleeves.

Ednnu en maxisingle gemmer sig i vinylbunken. Svenske Eric Gadd og hans sang “God gve me you” i to extenden mix-udgaver. Året er 1993 og Eric Gadd ekscellerer i en lækker soul. Og han gør det godt, ham Eric Gadd, men jeg har læst mig til, at han har vendt snuden hjemad de senere år og nu synger på sit modersmål. Fint nok. Skal/skal ikke beholde denne maxi? Vi får se.
Næste skive er Lis Sørensen og hendes succesfulde album Hjerternes Sang (1989), der solgte rigtig meget herhjemme. Et album, hvor hun fortolker andres sange – Anne Linnet, Sebastian, Lars Muhl m.fl. Og hun gør det godt. Pladen får lov at blive, selv om jeg foretrækker Lis Sørensen dengang hun var en del af Shit og Chanel (Chalou).
Videre til den amerikanske pop-rock-sanger Richard Marx og hans andet album Repeat Offender (1989). Velproduceret firser pop-rock af den slags, der især lever højt på netop produktionen (firserlyd) og arrangementerne, med masser af dygtige sessionmusikere, der sørger for at alt sidder lige i skabet og fungerer, og knap så meget på sangenes holdbarhed og appel. Musik for den amerikanske bilradio som baggrundsstøj på de lange landeveje. Jeg ville aldrig selv have købt denne plade.
Og så videre til en kuriositet. En dobbelt opsamlingsplade med Diana Ross, Stevie Wonder, Michael Jackson og Gladys Knight & The Pips, hvor de fremfører tv-udgaver af deres kendte sange. Bestemt ikke dårligt, men mest af alt noget exploitation, hvor det mest af alt handler om at forgylde de i forvejen forgyldte kunstnere. En opsamling man kan få for små penge på internettets tilbudssider og som ikke får lov at tage plads på mine trange hylder.
Videre til Jon Bon Jovis debutalbum Blaze of Glory (1990), der også er en slags soundtrack til filmen Young Guns II. Hvad skal jeg mene?! Kompetent mainstream-rock, der forstår at behage FM-båndet med iørefaldende sange iklædt rockklæder, der passer til halvfemserne. Bon Jovi har aldrig været min kop whisky, og det samme gælder Jon Bon Jovi. Den får ikke lov til at lægge ryg til min pickup.
Og medens vi er ovre i gruppen af sangere med en fortid i et band, så kommer vi til Lionel Richie og hans Back to front; et dobbelt opsamlingsalbum med Commodores-sangerens mest kendte sange og møntet på et europæisk publikum. Næsten halvfjerds minutter ( i denne særudgave md to ekstra-numre). Men selv om man ikke kan tage fra ham, at han kan sin metiér, så er det også en plade, der må videre.
Lidt i samme boldgade er sangeren Keith Washington og hans album Kissing You med mandens største hit, der navngav pladen. Velproduceret amerikansk R&B med en perlerække af velestimerede musikere og producere sikrer, at ikke noget går galt. Og Keith Washington tager da også alle stik hjem med sin smægtende, forførende stemme, der tog kegler (måske især hos det kvindelige publikum?) i 1991. Siden har Washington vist ikke rigtig kunnet gøre sig som solist, men har en fortid som sanger og sangskriver for andre navne som fx Kylie Minouge og Freddie Jackson at bygge videre på.
Mere interessant er Janet Jackson og hendes Rhythm Nation 1814, hvor Michaels lillesøster trådte i karaker som kunstner og udsendte en plade med sange, der tog fat på nogle af de mange sociale problemer, der er i USA. Racisme, fattigdom, stofmisbrug. Alt sammen blandet op med lidt velgørende romantik. Det skal jo heller ikke bliver for sort, vel!? Men igen et velproduceret album fra Janet, hvor hun viser, at hun ikke behøver at stå i skyggen på sin mere berømte broder, og leverer en omgang energisk, funky, dansant pop-rock fra øverste hylde af det årti. Bestemt noget af det bedste, man kan finde fra år 1989s mainstream-pop-område.

Dynasty, Lakeside, Carrie Lucas, Shalamar og The Whispers huserer på albummet Solars’s Greatest Hits. Solar står for Sound of Los Angeles Records, der har rødder i det kendte amerikanske tv-program Soul Train og det tilhørende plademærke. Vi er altså ovre i noget soul, funk og deslige, med en opsamling med svingende, medrivende sort musik, der tager sigte mod dansegulvet (og hitlisterne). Det er ikke musik eller navne, jeg har dyrket noget særligt, men jeg må bøje mig og indrømme, at de medvirkende kan deres kram og gør det virkelig godt og overbevisende. En velholdt plade – fra 1982 -, der fortjener at blive i min samling en tid endnu.

Ti år yngre er det titelløse debutalbum med Curtis Steigers på plademærket Arista. Her er vi ovre i den brede jazz-boldgade, hvor Steigers synger en række sange, han selv har skrevet i samarbejde med andre. Et gennemproduceret (Glen Ballard, Danny Kortchmar), velarrangeret album, hvor Curtis Steigers får musikalsk hjælp fra en lang, lang række fremtrædende musikere og sangere (bl.a. fra Little Feat og Toto). Og hvis man har hang til jazz og den slags er det svært ikke at synes om Curtis Steigers debut. Det er indiskutabel musikalsk kvalitet.

Jeg nærmer mig bunden af den bunke albums, jeg scorede for snart længe siden i storskraldsbunken. Og det 38 album er intet ringere end det britiske new wave-band Spandau Ballets svanesang fra efteråret 1989 Heart like a Sky; kort tid før bandet gik hver til sit – første gang. Og et album, der byder på selvskrevne sange og melodiøse, dansante musikstykker. Bandets succes var på det tidspunkt for nedadgående; pladen udkom ikke i USA og gjorde sig ikke specielt godt i hjemlandet – til gengæld holdt det centraleuropæiske publikum fast i Spandau Ballet til det sidste. Og lyttet her mange år senere, så forekommer det mig, at albummet havde fortjent en pænere modtagelse derhjemme og på den anden side af dammen. Men måske var tidsånden blæst i en anden retning end den dette fine engelske band tog. I hvert fald får den lov til  – med sine fedtfingre og lidt støv – at blive i min lidt voksende albumsamling.

Og vi tager lige en mere – # 39 – nemlig opsamlingsalbummet The Original songs from Levi’s commercials. Et gatefold album med lutter pop- rock og blues-perler, der har tjent til at få folk til at købe denim-beklædning fra det kendte mærke Levi. Pladen udkom i 1991 og vist kun i Skandinavien. Ikke desto mindre en fin samling sange, der kan pynte i enhver samling:

• A1 T Rex With Marc Bolan – 20th Century Boy 3:39

• A2 Steve Miller Band – The Joker 3:34

• A3 Ben E. King – Stand by Me 2:59

• A4 The Clash – Should I Stay or Should I Go 3:05

• A5 Muddy Waters – Mannish Boy 5:15

• B1 Marvin Gaye – I Heard It Through the Grapevine 3:14

• B2 Eddie Cochran – C’mon Everybody 1:55

• B3 B.B. King – Ain’t Nobody Home 3:37

• B4 Bad Company – Can’t Get Enough 4:14
• B5 Percy Sledge – When a Man Loves a Woman 2:51

Og så kom vi til hip-hop-gruppen Arrested Development og deres debutsingle fra 1992 “Tennessee”, et singleuddrag fra debutalbummet med den lange titel 3 Years, 5 Months and 2 Days in the Life of… Det er oven i købet en maxi-single med tre miksninger, hvoraf den ene er forbeholdt disc jokeys. Og jeg kan læse mig til, at gruppen – der er en duo – adskiller sig fra den såkaldte gangsta rap ved at være et afrocentric alternativ. Godt så. Det er måske derfor, jeg har lettere ved at goutere denne plade end andre hip-hop-og-rap-plader. For sandt at sige har dette genereområde – med få undtagelser – aldrig været min kop te. “Tennessee” kan jeg dog godt lytte til uden at irriteres over rapperiet og det ofte ejenrommelige tekstunivers. Så pladen får lov til at bliver i min lille samling som undtagelse fra reglen om, hvad jeg har.

PS. Og så slipper jeg for at gå i dybden med #pd 37, der er rockbandet Bon Jovi og deres tredje album Slippery When Wet (1986), der hittede stort i USA, men som ikke siger mig ret meget.

Så nåede vi til DAD og deresfjerde album fra 1991, Riskin’ it all, som i dag er en dansk klassiker. Singlen “Bad Craziness” hittede voldsomt og kastede en mindeværdig video af sig. Og pladen solgte rigtig godt, selv i USA, hvor danske bands eller har haft det svært. Hvad er der ellers at sige. I fin stand og bestemt et album, jeg vil beholde i min samling.

Den her skive får helt sikker lov til at blive i min samling. The B’52’s sjette studioalbum Good Stuff fra 1992. Selv om bandmedlem Cindy Wilson havde forladt gruppen for at få børn, sørge over sin afdøde broder Ricky Wilson, der også var bandrelateret, så formåede The B-52’s at lave en plade, der lyser og stråler af deres karakteristiske up-beat, dansante, pop-øreforførende stil, hvor der bare ikke er plads og tid til at sidde stille og falde sammen i lænestolen eller sofaen. The B-52’s er stadigvæk her knap tyve år efter dannelsen lige så vitale i deres særegne, amerikanske udgave af halvfjerdser-new wave. Kate Pierson og Fred Schneider sørger for den energiske, øjeblikkeligt medrivende vokale forgrund, medens Keith Strickland har strikket den dynamiske motor af guitar, digitale trommer, tangenter og backing vokal sammen til en særdeles effektiv fremaddrivende, pulserende, dynamisk motor. Og så er der også en mindre hær af studie-musikere, der viser deres fulde værd på pladen.

Good Stuff  lever helt op til sin titel. Det er gode sager, trioen byder på. Og man skal være både tonedøv og tung et vist sted for ikke at lade sig rive med, når rillen arbejder sig gennem vinylen. Der i øvrigt har klaret de forgangne mange år uden synderlige spor. Lige som cover og inder-posen, hvor man finder sangtekster.

Tilbage til skraldepladerne. Denne gang til den kvindelige vokalgruppe En Vogue, der blev dannet i 1989 og straks fik hitlistesucces med deres særlige udgave af funk, soul, hip hop, pop og tilgrænsende stilarter. Trods diverse udskiftninger og intern ballade, så eksisterer gruppen stadigvæk med – vist nok – tre sangerinder. Og uanset om man kan lide den genre, de dyrker, eller ej, så kan man ikke tage fra dem, at de kan synges, så det både går lige i øret og i benene. For ingen tvivl om det: Det er musik, der er skabt til diskotekerne og andre dansesteder.

Og den skive, jeg har fået indlemmet i min samling, er en såkaldt extended remix, hvor seks af gruppens sange – bl.a. deres første store hit “Hold on” – får forskellige miksninger. Og det er effektivt, medrivende og helt forførende hvordan miksningen presser de sidste iørefaldende og dansante kalorier ud af de i forvejen popvenlige sange. Bortset fra et par fedtfingre, så er også denne plade i fineste form indvendig som udvendig.

I halvfjerdserne havde jeg periode, hvor jeg faldt pladask for bandet Doobie Brothers. Albums som Minut by minute ramte helt rent med fantastiske pop-rock-sange, fantastiske musikere og nærmest perfekt produktion. Og derfor blev jeg rigtig glad, da jeg i mine skraldefund fandt en plade, jeg længe – alt for længe – har haft på min ønskeliste. Nemlig Doobie Brothers-forgrundsfiguren Michael McDonalds første soloalbum fra 1981; det år, hvor Doobie Brothers gik i opløsning for første gang.

Et album, der på mange måder ligger i lige forlængelse af Doobie Brothers med typiske McDonald-sange og produceret af nogle af de dengang førende producere – Ted Templeman og Lenny Waronker – indspillet med nogle af de bedste studiemusikere fra Los Angeles og omegn – fx Steve Gadd på trommer, Willie Weeks på bas og Steve Lukather på guitar – og helt i ånden fra de gode vestkystår i halvfjerdserne. Jovist, halvfjerdserne fortsatte lidt ind i firserne…

At coveret oven i købet er velgjort med et fint sort-hvidt foto af hovedpersonen og i fineste stand, bortset fra lidt spor af vinylen (såkaldt ring wear) og et lille hak fornede (som vidner om, at albummet har været på udsalg engang), gør bare fundet så meget desto bedre. Så heldig kan man også være.

Og pladen har de facto sendt mig tilbage til dengang, hvor Doobies væltede mig omkuld med deres meget iørefaldende og medrivende pop-rock af bedste slags. Så selvfølgelig får pladen en varig plads på mine hylder.

Nej. Denne her ender nok ikke i min samling. Men den er lidt af en kuriøsitet. Stars on 45 var et hollandsk projekt. der i starten af firserne fik stor international succes med uptempo-versioner af hits og primært bestod af erfarne studiemusikere. Mest kendt var Jaap Eggermont, der havde en fortid i det navnkundige hollandske band Golden Earring. Vinylen og coveret er i fineste stand. Og der er heller ikke noget at kritisere med hensyn til projektets professionalisme. De vidste, hvad de lavede, og gjorde det med al den kunnen, de havde med sig. Det største problem er nok – set herfra – at det hele kommer til at virke en kende automatiseret og forudsigeligt. Ganske vist kan man sagtens genkende de gode gamle hits fra tresserne – lide fra ABBA-sange over soul-klassikere og diverse store pophits fra tresserne og halvfjerdserne. Et koncept på linje med de mange opsamlingsalbums, der var populære dengang, og med samme hensigt: At slå mønt på hits, der allerede havde slået deres popularitet fast og levere kompetent, men forudsigelig lydtæppe til fester og deslige.

I skraldeposen falder jeg også over et navn, jeg kun har hørt omtalt. Alexander O’Neal. Og ikke kun et album, men hele tre stk. og alle i velholdt, brugbar stand. O’Neal fik succes i midten af firserne, hvor han var en flittig gæst på såvel amerikanske som britiske hitlister, især single-hitlister.

Lige inden han for alvor gik solo forsøgte han at få en kontrakt med selveste Prince, men blev vraget. Det har dog åbenbart ikke haft nogen  negativ  effekt på O’Neals musik, der langt hen ad vejen smager meget af den funky stil som netop Prince har gjort til sit varemærke. Intens, markant rytmisk, dansant og popfængende musik er det, som den nu 69-årige kunstner byder på. Musik, der – forestiller jeg mig – har gjort sig godt hos et danseglad, ungt publikum i firserne. All time man er mandens fjerde album, og det er lækker, glat, hi-tech-produktion fra øverste hylde, og O’Neal synger med en saftig, velafbalanceret stemme, der er meget main stream-soul-agtig. Det er en plade, der især henvender sig til trofaste fans og lyttere. Nybegyndere skal nok først kaste sig over mandens debutplade eller en af de mange opsamlinger, der er kommet.

Om det er en plade, jeg vil beholde, ved jeg endnu ikke.

Næste skive i indkøbsposen er den nigerianske sangerinde Sade, der i 1984 bragede gennem lydmuren til det store publikum med debutalbummet Diamond Life. Og det er netop det album, posen gemte. Udgivet på Epic Records (CBS) i fineste form og med oprindeligt prismærke. Sade var begyndt som backingsangerinde i et band ved navn Pride, men sammen med tre af gruppen medlemmer fandt hun ud af, at de skulle gå deres egne veje og danne deres egen gruppe, der bar hendes navn. Og sammen strikkede de femten sange sammen i en stil, der både rummer elementer af blød jazz, soul og sofistikeret pop. Og albummet faldt straks i god jord både hos anmelderne og publikum, der købte millionvis af eksemplarer. Og salget blev hjulpet godt på vej af hele fire singleudspil fra pladen, hvoraf “Smooth Operator” nok er det største. Pladen ramte rent ind i firsernes tidsånd, hvor netop lækker, sofistikeret pop var en efterspurgt vare, og hvor Sades bløde, fine stemme passede ind som Hans i Grete.

I samme indkøbspose lå også Sades fjerde album Love deluxe fra 1992. Også i perfekt stand. Men pladen er også et bevis på, at Sade-projektet har haft svært ved at leve op til debutens gennemslagskraft. Og det skyldes nok især, at Sade har haft svært ved at kreere fængende popsange, som debuten var fuld af. Stilen er ellers den samme, og Sade synger stadigvæk indtagende og forførende. Tempoet er dog lidt nedtonet, og stilistisk har Sade taget farve af datidens forkærlighed for ny elektronica og ambient-lydlandskaber. Men retfærdigvis skal det siges, at pladen faktisk holder sig ganske godt her mange år efter, og en sang som “Ordinary Love” har bestemt potentiale til at blive en neo soul-standard.

Næste vinylfund i affaldsbunken er den amerikanske kunstner Terence Trent D’arbys debutalbum fra 1987 Introducing the hardline according to... (CBS) Et album, der fik stor omtale, da det udkom. Jeg kan huske en episode, hvor jeg var inde i en af de lokale pladebutikker – vist nok FONA – hvor en ung dame stof foran mig i køen og spurgte til netop den plade, som ekspedienten så kunne finde frem fra samlingen. Jeg havde kun hørt flygtigt om denne A’arby på radioen og havde ikke umiddelbart planer om at anskaffe mig skiven.

Nu er den så i min samling . Pladen gjorde D’arby berømt, men selv om han har lavet tre andre album i sit navn, så har han ikke kunnet følge op på berømmelsen. Bedre er det ikke blevet af, at han på et tidspunkt fik et religiøst kald og ændrede navn til Sananda Maitreya og har udgivet plader i det navn. Han har også gjort sig bemærket som forsanger for bandet INXS, da dette band mistede deres forsanger.

Internetsitet Allmusic.com omtalte debutpladen med følgende ord, der ganske godt beskriver, hvad D’arbey havde at byde på dengang:

Introducing the Hardline According to Terence Trent d’Arby is a strong debut by this young singer, who wrote virtually every note, played a multitude of instruments, and claimed that this was the most important album since the Beatles’ Sgt. Pepper. Hits included “If You Let Me Stay,” “Dance Little Sister,” “Sign Your Name,” and the number one “Wishing Well.” His first album is a curious mixture of old and new styles. Although the production is quite modern, d’Arby shows his roots in the work of older artists, borrowing a page or two from Michael Jackson and Stevie Wonder, while James Brown appears to have had the strongest influence on d’Arby’s stage presence.

Og sådan lyder pladen også her mange år senere. Som en soul- og funkinspireret omgang pop, der ikke kan skjule sin store gæld til forgængernes bedrifter, selv om produktionen er firsermoderne og selv om D’arby står for det meste selv, instrumentalt og på anden vis. Albummet er i fineste stand med intakt cover og inner-cover. Men om den skal blive i min samling i lang tid, det er jeg ikke helt sikker på. I hvert fald skal den snurre et par gange mere, inden jeg beslutter mig.

Bedst som jeg troede, at jeg havde sænket pickuppen i alle de plader, jeg havde fundet i forbrugerismens affald, så dukker der et par poser op med adskillige plader. Så det er på den igen med nedsænkning af pickuppen i gode, gamle vinyler.

Og i første omgang drejer det sig om hans lille majestæt, afdøde Prince. Da han første gang for alvor kom ind i mit musikunivers var det, da han i 1986 udsendte albummet Parade. Og det var ikke mindst det meget poppede og meget Princeske hit “Kiss”, der sparkede døren ind til den lille musikalske troldmands univers, selv om jeg da havde lyttet tidligere.

Derfor er det meget passende, at den første vinyl, der skal omtales her, er 12 tommer-singlen med den udvidede udgave (7:16) af netop “Kiss” og med “♥ or $” som B-side (fransk presning, Paisley Park 1986). I en velholdt udgave, såvel vinyl som cover med foto af dels prinsen selv og Wendy Melvoin (fra Princes backingband The Revolution og duoen Wendy og Lisa) på bagsiden i sort-hvide fotos. Jeg har aldrig dyrket 12-tommer-single-fænomenet, men denne her skal få en naturlig plads sammen med mine andre Prince-plader. Og jo, “Kiss” holder stadigvæk som dansant ørehænger og Princes smålumre tekst.

Og for at det ikke skal være løgn så lå den fine single sammen med dobbelt-albummet Graffity Bridge fra 1990 (Paisley Park/Warner Brothers). Og et helt igennem velholdt eksemplar ud- som indvendigt. Og som man måske husker er der tale om et soundtrack til en film, der slet ikke kunne måle sig med albummets popularitet. Og man tænker da heller ikke meget over, at det er filmmusik. Sammen med bandet New Power Generation og en hel del gæster funker Prince sig igennem seksten smittende, funk-pop-sange, der går direkte i danseskoen og gør det svært at sidde stille,  når man lægger øre til musikken. Anmelderne tog da også pladen til sig og så den som en genrejsning af Prince efter et par plader, der efter kritikkens mening havde været lidt slappe. Men nu var Princens tilbage og sparkede lytteren lige i det musikalske solar plexus med intens boppende, hoppende funk-pop. Og selvfølgelig skubber det også fremad, at Prince får hjælp af folk som George Clinton, Morris Day, Elisa, Mavis Staples, Tevin Campbell med flere.

Det er bestemt et album, der har fortjent min opmærksomhed før nu, så det er kun dejligt at grave den frem af den gamle indkøbspose, hvor den var landet, og give den en fortjent plads ved siden af omtale singleudspil.

Jeg er vist ved at være i bund med omtalen af de erhvervede vinyler fra forbrugerismens overdrev. Men jeg mangler i hvert fald en – nemlig Kim Larsen & Bellami og deres Forklædt som voksen, der udkom i 1986 på plademærket Medley. Også i dette tilfælde har vinylen overlevet en tur ned i skraldet uden synderlige mén. Vinylen er lidt støvet,  men ellers i mint condition, som det hedder blandt rigtige vinylsamlere, og også covert og indercoveret er i perfekt stand.

Pladen var debut for Bellami og rummer klassiske Larsen-sange som “Vi er dem” (skrevet sammen med Erik Clausen), “Jutlandia”, “Fru Sauterne” (skrevet med Mogens Mogensen, Gasolins gamle tekstforfatter) og “Om lidt” (med hjælp fra Leif Petersen). Så alt i alt et af Larsens vægtigste album, der selvfølgelig får en varig plads på vinylreolen (når jeg får ryddet op der).