I skraldeposen falder jeg også over et navn, jeg kun har hørt omtalt. Alexander O’Neal. Og ikke kun et album, men hele tre stk. og alle i velholdt, brugbar stand. O’Neal fik succes i midten af firserne, hvor han var en flittig gæst på såvel amerikanske som britiske hitlister, især single-hitlister.

Lige inden han for alvor gik solo forsøgte han at få en kontrakt med selveste Prince, men blev vraget. Det har dog åbenbart ikke haft nogen  negativ  effekt på O’Neals musik, der langt hen ad vejen smager meget af den funky stil som netop Prince har gjort til sit varemærke. Intens, markant rytmisk, dansant og popfængende musik er det, som den nu 69-årige kunstner byder på. Musik, der – forestiller jeg mig – har gjort sig godt hos et danseglad, ungt publikum i firserne. All time man er mandens fjerde album, og det er lækker, glat, hi-tech-produktion fra øverste hylde, og O’Neal synger med en saftig, velafbalanceret stemme, der er meget main stream-soul-agtig. Det er en plade, der især henvender sig til trofaste fans og lyttere. Nybegyndere skal nok først kaste sig over mandens debutplade eller en af de mange opsamlinger, der er kommet.

Om det er en plade, jeg vil beholde, ved jeg endnu ikke.