#pd 32: Michael McDonald – If that’s what it takes
19. juli 2023I halvfjerdserne havde jeg periode, hvor jeg faldt pladask for bandet Doobie Brothers. Albums som Minut by minute ramte helt rent med fantastiske pop-rock-sange, fantastiske musikere og nærmest perfekt produktion. Og derfor blev jeg rigtig glad, da jeg i mine skraldefund fandt en plade, jeg længe – alt for længe – har haft på min ønskeliste. Nemlig Doobie Brothers-forgrundsfiguren Michael McDonalds første soloalbum fra 1981; det år, hvor Doobie Brothers gik i opløsning for første gang.
Et album, der på mange måder ligger i lige forlængelse af Doobie Brothers med typiske McDonald-sange og produceret af nogle af de dengang førende producere – Ted Templeman og Lenny Waronker – indspillet med nogle af de bedste studiemusikere fra Los Angeles og omegn – fx Steve Gadd på trommer, Willie Weeks på bas og Steve Lukather på guitar – og helt i ånden fra de gode vestkystår i halvfjerdserne. Jovist, halvfjerdserne fortsatte lidt ind i firserne…
At coveret oven i købet er velgjort med et fint sort-hvidt foto af hovedpersonen og i fineste stand, bortset fra lidt spor af vinylen (såkaldt ring wear) og et lille hak fornede (som vidner om, at albummet har været på udsalg engang), gør bare fundet så meget desto bedre. Så heldig kan man også være.
Og pladen har de facto sendt mig tilbage til dengang, hvor Doobies væltede mig omkuld med deres meget iørefaldende og medrivende pop-rock af bedste slags. Så selvfølgelig får pladen en varig plads på mine hylder.
