CAPAC

Jeg kender ikke mit eget land mere. I hvert fald ikke på landets udenrigspolitik. Vi har en regering, der ikke tåler kritik. Margrete Vestager fik det at føle, da hun foreslog en anden udenrigspolitik baseret på dialog. Og en håndfuld, bekymrede fhv. ambassadører fik kærligheden at føle, da de tillod sig at ytre sig om den førte udenrigspolitik. Man kritiserer ikke regeringen. Regeringen skal nok selv udtrykke, hvad der skal udtrykkes om sin udenrigspolitik. Alt andet er utid indblanding – med mindre det kommer fra George W. Bush.
Sådan tænker jeg nu, hvor jeg sidder og læser en lang mail fra Sønnen, der sammen med en ven rejser rundt i Pakistan på grænsen til Kina iført shalwar kameez. Pakistanerne roses for deres venlighed, gæstfrihed og hjælpsomhed. Alle er “superflinke og nysgerrige” – men: “Vi kommer fra Tyskland og er på ferie. Vi må under ingen omstændigheder nævne, at vi kommer fra Danmark, har vi fået at vide. Jaja, vi må akkomodere til situationen…”. Jeg ønsker den siddende regering og dens sympatisanter hen, hvor peberet gror.

Som sædvanlig lyttede jeg til P1 Debat på vej hjem fra en alt for varm arbejdsdag. Og i studiet var Simon Ammitzbøll fra de Radikale og Henrik Quortrup fra Se og Hor. Emnet var: Hvor går grænserne for, hvad medierne skal snage i, når det kommer til politikeres privatliv. Simon Ammitzbøll var moralisten og Quortrup var den, der skulle sælge bladet med de mest bundskrabende sladderhistorier.
Anledningen var af Morten Helveg, radikal forsvarsordfører, har fjamset rundt med tv-darling Line Baun Danielsen i Berlin, hvor han skulle have været med til et forsvarspolitisk møde. Og han har til pressen stukket en hvis løgn om, at han kom til møderne. Men den kulørte presse viste billeder, der fortalte noget andet…
Selv om jeg ikke har meget til overs for Quortrup, der vil sælge sin gamle bedstemor for en slibrig sladderhistorie, så vandt han klart diskussionen på point. Når politikere som unge Helveg igen og igen smilende stiller sig til skue i Se & Hor, Billedbladet og lignende sladderblade og nyder godt af den publicity, de får der, så nytter det ikke at forsøge at holde en pr. definition nyfigen presse væk fra dyneløfteriet. Når en statsministerkone nedlader sig til at valse rundt på tv og melde ud, at ingen dansetrin er forbudte, så har grænserne for politikernes mediale exhibitionisme flyttet sig meget, siden dengang i tresserne, hvor de kunne have privatlivet helt for sig selv.
Som Quortrup udtrykte det: Når politikerne selv byder op til dans, så må de finde sig i at bliver kørt rundt på gulvet af pressen.
I øvrigt er der mange eksempler på politikere, der forstår at holde pressen fra døren. Endnu.

Som mange blogs allerede har noteret sig, så er stifteren af Fremskridspartiet og Nulskattetænkningens fremmeste bannerfører, Mogens Glistrup, død i en fremskreden alder. Manden er borte, men hans ånd svæver stadig over dansk politik – selv om han efterhånden sjældent nævnes ved navn. Hvil i fred.

Blandt dagens agurkenyheder kan man læse, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har rettet skriftlig henvendelse til Berlingske Tidenes, Jyllands-Postens og Politikens ledelser. Anledningen er, at de tre store aviser distribueres til læserne gennem Dansk Avis Omdeling, der bruger rumænsk arbejdskraft. Billig arbejdskraft med dårlige arbejdsvilkår. De tre partier mener, at avisernes ledelser ikke kan tørre ansvaret af på Dansk Avis Omdeling, men må sørge for, at de ansatte har ordentlige arbejdsforhold.
Inden man – som under- og overtegnede – overvejer at opsige sit avisabonnement, så skal man lige huske på, at også politikerne (i hvert fald den så midtersøgende socialdemokrater) har et medansvar for udviklingen, idet det var politikerne på tinge, der fjernede portostøtten til dagbladene og derved gjorde det særdeles omkostningstungt at bringe dagblade ud til læserne. Måske man skulle slås for at genindføre denne støtte! Det ville gøre det lettere at få ordnede arbejdsforhold – og i øvrigt være udtryk for, at man skatter en demokratisk kultur…

Som bekendt vil regeringen ikke løfte en finger for at afhjælpe DRs økonomiske situation. Med stram overlæbe har Kultur-Brian tørret de økonomiske problemer af på DR, samtidig med at han har hældt en halv milliard lånekroner i TV2, hvor man har skaltet og valtet med pengene…
Den nuværende og foregående regering har været påfaldende umeddelsomme, når talen er faldet på det politiske ansvar for misèren i DR. En larmende tavshed, der nærmest er symptomatisk.
Men lige som man ikke kan feje ansvaret ind under guldtæppet uden på et eller andet senere tidspunkt at falde over skidtbunken, så kan man ikke i al fremtid holde fortielser og ansvarsforflygtigelse ude af offentlighedens søgelys. Før eller siden må de ansvarlige politikere bag DR-byggeriet stå til ansvar. Til Nyhederne udtaler professor i statskundskab ved århus Universitet Jørgen Grønnegård i anledning af den netop udkomne rapport om byggesagen: “Foreløbig har politikerne ved at stå sammen fået lagt en slags teflonbelægning ud over det hele. Men de grundlæggende beslutninger, der er truffet omkring DR Byen, de har været politiske …- Det er beslutninger, som den gamle og den nuværende regering har truffet, og det er beslutninger, der efter min bedste overbevisning bunder i, at man ville gøre noget godt for Ørestadsprojektet, som mildest talt var nødlidende. Så fandt man på, at man kunne samle DR i Ørestad. Det var en beslutning på et rent politisk grundlag“.
Når den siddende regering åbenbart har så let spil i denne sag, så skyldes det dels, at den hele tiden er sikret et flertal af sin tro væbner i DF, og dels, at repræsentanter for den tidligere regering måske ikke er alt for interesseret i at der graves for dybt i spørgsmålet om det politiske ansvar. Vi må håbe, at der sidder et par vakse journalister rundt omkring på de store aviser og går i gang med at finkæmme rapporten og forløbet, så de kan udpege de politiske skurke i spillet. Måske kan der være en Cavling-pris i sådan en afsløring…

Den canadiske journalist, aktivist, forfatter m.m. Naomi Klein, der for alvor gjorde sig internationalt bemærket i 2000 med bogen No Logo, har igen sat sindene i bevægelse med sit nyeste opus The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism. I bogen går hun – som titlen jo antyder – i rette med den kapitalistiske økonomi, der som en steppebrand er ved at underlægge sig de sidste kvadratmeter af kloden på godt og ikke mindst ondt (i Kleins optik).
Bogen er, som sagt, kritisk over for den liberalistisk orienterede, kapitalistiske økonomi og ikke mindst den politik, som tilhængere af samme økonomi realiserer. Og derfor er Naomi Klein blevet stemplet som venstreorienteret – og er indgået som skydeskive i den kulturelle kamp, som herhjemme føres af en række liberalistisk indstillede ideologer.
Nu er det fint med kritisk diskussion af den slags værker. Men man må sige, at de pågældende borgerlige ideologer ikke er kommet godt igang.
Først anmeldte den højreorienterede Christopher Arzrouni bogen i Weekendavisen. Kort tid efter kunne dagbladet Informations Anton Geist afsløre, at Arzrouni havde skrevet store del af sin anmeldelse af efter en svensk anmeldelse. Det var i sig selv ikke så godt, og Arzrouni fik en ufrivillig skrivepause på bladet. Men sagen er endnu mere speget. For en journalist i Danmarks Radios kulturredaktion kunne påvise, at den afskrevne, svenske anmeldelse ikke var en tilfældig anmeldelse, men en anmeldelse, som den liberalistiske, svenske skribent Johan Nordberg havde lavet på bestilling for The Cato Institute. Og at samme Cato Institute er en af de foretagender, som tages under alt andet end kærlig behandling i Naomi Kleins bog…
I dagens udgave af Berl. Tidende kommenterer en af neo-koldkrigerne, Bent Blüdnikow, Kleins bog. Hovedanken mod bogen er forfatterens påståede konspirationstænkning, der består i, at Klein ser en sammenhæng mellem det kapitalistiske system og den faktisk førte politik, som den fx udmønter sig i amerikansk udenrigspolitik. Og denne konspirationstænkning ser Blüdnikow som en ‘genkomst’ af venstrefløjens ‘fantasier’, ‘efter af dens egne tankekonstruktioner er styrtet i grus’. Som det besværgende hedder.
Blüdnikow kommer kun med et eksempel på den påståede konspirerende tænkning. Naomi Klein sætter i sin bog den liberalistiske økonom Milton Friedmans i forbindelse med den økonomiske udvikling i Chile under diktatoren Pinochet. Faktum er, at Milton Friedman gav Pinochet-styret nogle råd med hensyn til den økonomiske politik. Men dete var, i følge Blüdnikow, ikke udtryk for ‘nogen sympati eller støtte til regimet i Chile’. Uden man behøver at have læst det pågældende afsnit i Kleins bog må man vel spørge sig selv, om økonomisk vejledning og rådgivning fra en magtfuld, Nobelpris-berømmet, borgelig økonom til et militærdiktatur kan forstås som andet end støtte? Ja, man kan undre sig selv over, at Friedman overhovedet plejede omgang med diktaturet – i form af besøg og brevudveksling – hvis han havde moralske skrupler over for styreformen?
Blüdnikows indlæg er skrevet i anledning af og som anbefaling af en ny bog, der er udkommet på svensk og som kritiserer Naomi Klein. Bogen hedder Extra! Allt om Naomi Kleins Naken Chock og er skrevet af Johan Nordberg (!) og den tidligere maoist og nu højreorienterede skribent Boris Benulic.
Som sagt, det højreorienterede opgør med Naomi Kleins kapitalisme-kritik er ikke er kommet for godt i gang…

Efterhånden som “verdensopinionen” vendte sig mere og mere mod amerikanernes krigsførsel i Østasien, blev det legitimt helt ind i mainstreampoppen at synge om og imod krigen. Selv datidens teenybopperband The Monkees kommenterede ‘Nam med deres sang “War Games”. Også soulmusikken – der traditionelt havde et socialt engagement – lavede sange om den forbaskede krig. Motown-sangskriver-esserne Norman Whitfield og Barret Strong skrev anti-krigssangen “War” i 1969 og lod The Temptations indspille den. Men den blev ikke udsendt som singleplade med den populære vokalgruppe. Vist nok, fordi pladeselskabet ikke ville støde gruppens mere nationalistiske tilhængere… Derfor blev den udsendt som single med soulsangeren Edwin Starr, der scorede sit største hit med “War”. Samtidig blev det ene af de mest populære protestsange i perioden. Næsten to årtier senere bragte Bruce Springsteen sangen til ny popularitet med sit E-Street Band.

Vietnam-krigen afsatte selvfølgelig også en række sange, der enten forherligede amerikanernes heltemodige kamp eller – og dem var der flest af – protesterede mod krigen i ord og toner. Af en eller anden grund fik Gertruds kommentar mig til straks at mindes Donovans sang om Susan, der venter på Vestkysten. Som folkesanger var Donovan jo en af dem, der talte mod krig. Hvem husker ikke hans udgave af Buffy Sainte-Maries klassiske sang om The Universal Soldier. På samme EP, hvor denne sang figurerede, var der i øvrigt tre andre anti-krigs-sange, blandt andet The War Drags On og Ballad Of A Crystel Man.
Sangen kom i 1965, og på det tidspunkt var det endnu uhørt, at en ikke-amerikansk kunstner således talte imod Vietnam-krigen. Verdenopinionen havde endnu ikke vendt sig imod den.
Og i 1969 udsendte Donovan så singlen med Susan On The West Coast Waiting. På B-siden var Atlantis. B-siden blev et større hit. Og en af forklaringerne var, at de amerikanske DJ’s vendte pladen om og spillede B-siden igen og igen.
Men den calypso-inspirerede A-side var og er min favorit af de to sange.

To Susan on on the West Coast Waiting

Dear Susan, I know you love me so
But I want to hear it in my ear.
You know I’d be there working at my craft
Had it not been for the draft.
Dry up your tear and feel no fear,
You’re here with me like I’m there with you.
To Susan on the West Coast waiting,
From Andy in Vietnam fighting.
To Susan on the West Coast waiting,
From Andy in Vietnam fighting.
I’m writing a note beneath a tree,
The smell of the rain on the greenery.
Our fathers have painfully lost their way,
That’s why, my love, I’m here today
Hear me when I say there will come a day
When Kings will know and love can grow.
To Susan on the West Coast waiting,
From Andy in Vietnam fighting.
To Susan on the West Coast waiting,
From Andy in Vietnam fighting.
To Susan on the West Coast waiting,
From Andy in Vietnam fighting.
To Susan on the West Coast waiting,
From Andy in Vietnam fighting.
Susan, I know you love me so
But I’d like to hear it in my ear.
You know I’d be there working at my craft
Had it not been for the draft.
Dry up your tear and feel no fear,
You’re here with me like I’m there with you.
To Susan on the West Coast waiting,
From Andy in Vietnam fighting.
To Susan on the West Coast waiting,
From Andy in Vietnam fighting.
To Susan on the West Coast waiting,
From Andy supposedly hating.
To Susan on the West Coast waiting,
From Andy in Vietnam fighting.

Begge sange fra singlen findes på Donovans Greatest Hits-album som bonusnumre.

Citat:

– Vi har de seneste tre år oplevet, hvorledes bekendtgørelser og vejledninger samt senere udmeldinger fra ministeriet overhovedet ikke spiller sammen, men nærmest modsiger hinanden. Det skaber en sådan usikkerhed, at en elev formentlig står med en god sag, hvis han eller hun vil indanke en dårlig karakter med henvisning til mangelfuld orientering om rammer og indhold for eksamen

Lektor Henning Sørensen, Gladsaxe Gymnasium. Udtalelsen vedrører et nyt gymnasiefag – “Almen studieforståelse” – som for første gang gøres til genstand for eksamination. Men, hvis man har lidt kendskab til uddannelsessektoren, vil man nikke genkendende til lektorens frustrerede udmelding. Der er kun et ord, der dækker den uddannelsespolitik, der føres under den nuværende regering: inkompetence. For nylig hørte jeg et længere interview med den borgerlige økonom Christen Sørensen (Syddansk Universitet), der leverede et frontalangreb på Bertel Haarders ministerium. Et angreb, der – uden at bruge samme begreb – drejede sig om inkompetence. Forleden kunne man så læse chefredaktør Anne Knudsen angribe den såkaldte forskningsminister Helge Sander og hans ministerium for det samme. Inkompetence. Undervisnings- og Forskningsministeriet er ikke ligegyldige ministerier. Hårdt sat op, så er det disse to ministeriers arbejde, der skal sikre vores fremtid. Uddannelse og forskning er de eneste råstoffer, vi har i dette land. Bortset fra Bornholms granit og gnejs…
Men stopper inkompetencen i disse to ministerier? Tænk selv videre…

Det irske valg er overstået. Det blev et nej. Og selv om den politiske elite i Europa prøver at fremstå fattede i situationen og lade som om det kun er af perifer betydning, så er der ingen tvivl om, at nej’et er ubehageligt. Endnu et nej er føjet til rækken af nej’er til et europæisk projekt, der mere og mere fremstår som den politiske elites projekt, men ikke befolkningernes…
I radioen hørte jeg en debat mellem DFs Morten Messerschmidt og De Radikales Lone Dybkær, hvor sidstnævnte med stor arrogance forsøgte at argumenterer for, at der skulle være færre folkeafstemninger i sådanne store spørgsmål. Man skulle overlade det til de folkevalgte repræsentanter og deres visioner at afgøre fx hvordan EUs traktat skulle se ud. Morten Messerschmidt var derimod langt mere basalt demokratisk, idet han slog fast, at irerne havde sagt nej, og dermed var traktaten fejet af bordet, og politikerne måtte have arbejdstøjet på igen.
Ovenstående fik mig til at tænke på, om ikke vi er inde i en slags demokratisk krise!? Jeg synes, der er flere og flere tegn på, at vi på nationalt og overstatsligt plan har at gøre med en politisk elite, der ikke forstår at repræsentere dem, de forestiller at repræsentere: befolkningerne – eller mere patetisk – Folket. Problemet er bestemt ikke nyt. Ovre hos Lotte i Eksistens kan man læse noget af Kristen Bjørnkærs anmeldelse af den norske forfatter Magnus Marsdals bog om Fremskritts-partiets succes i Norge, og anmeldelsen handler blandt andet om afstanden mellem de politiske repræsentanter og vælgerne. Han noterer tørt, at den såkaldte halvfjerdser-venstrefløj, der talte ‘arbejderklassens sag’ på intet tidspunkt for alvor havde arbejderne eller lønmodtagerne på deres side og derfor forblev et umuligt projekt.[1. Allerede i trediverne kritiserede den tyske filosof Ernst Bloch de tyske kommunister for ikke at være i stand til at opfange folkedybets stemninger – i modsætning til nationalsocialister – og dermed havde et medansvar for nazismens opkomst..]
Tre-fire årtier senere er vi vidne til Socialdemokratiets politiske deroute, der blandt andet handler om, at partiets højtuddannede, akademiske, elitære ledere for længst har tabt følingen med de vælgere, der historisk har været partiets eksistensgrundlag, og som har søgt tilflugt hos især Dansk Folkeparti, der jo er et af de få partier, der har formået at opsamle visse folkelige strømninger, fx bekymringen og skepsissen over for indvandringen og bekymringen for ‘velfærdet’.
Måske handler denne ‘krise’ blandt andet om, at det såkaldt repræsentative demokrati er blevet en selvfølge, der ikke længere rigtig står til debat. Jo, vi kan godt diskutere det demokratiske underskud i EU, men ikke rigtig om sådan en overstatslig overbygning er en bevægelse væk fra det demokratiske. Det repræsentative demokrati er en selvfølge, hvor det ikke er muligt at diskutere muligheden af at indføre et mere direkte demokrati – hvilket jo er teknisk muligt med internettet og de digitale teknologier – og dermed reducere repræsentativiteten i anden, tredje, fjerde osv. potens.
De folkelige afstemninger – nationalt og overnationalt – er de begivenheder, hvor de folkelige politiske stemninger bliver mærkbare. Det er her mediernes opinionsmålinger og de politiske analyser kommer til kort. Verden ville se meget anderledes ud, hvis vi fik flere af dem…

Hør en fin koncert-optagelse med Kathleen Edwards på NPR – her.

“It’s extraordinary at one level that a 600-page literary novel should elicit this response, in the same way as those silly cartoons. These are so small. Meanwhile there’s Muslim-on-Muslim genocide taking place in Darfur . . . That’s a massacre. This is a cartoon. How can it be that the cartoon leads to the outrage, and not the massacre?”

Der skal en forfatter, en digter, til at fortælle os noget om verdens rette sammenhæng. Medierne forfører og forvrænger, styret af jagten på den nyeste nyheds og dens salgsværdi. Hvad der er en katastrofe den ene dag er glemt den næste. Hurtigt videre. Who wants yesterdays papers? (Jagger/Richard).

Læs resten af artiklen om og med Salman Rushdie her.

Venstre har smidt en omfattende privatiseringsplan på gaden. Det skal være tilladt for private at drive alt – fra folkeskoler til sygehuse. Og det måtte jo komme. For det første har Venstre længe sunget på det ideologiske omkvæd, at privatisering er godt. No matter what. Og selv nok så mange fejlslagne privatiseringsprojekter kan ikke få regeringen til så meget som at overveje en anden mere nuanceret strategi. – Og når man nu alligevel efter syv år ved regeringsmagten har afsløret sin politiske impotens – når man ikke formår at løse landets problemer ad almindelig reform-politisk vej, fx at sørge for ordentlige toiletforhold på folkeskolerne, bare for nu at nævne et lille bitte eksempel på regerings politiske afmægtighed, så kan man jo lige så godt sælge ud af problemerne. Folkeskolen og sygehusene. Ja, hele den offentlige sektor. Politisk udsalg i mere end en forstand.

Vi har haft en kortvarig periode med såkaldt ‘historisk lav arbejdsløshed’ (vi tillader os lige at se bort fra bagateller som, hvordan arbejdsløshed defineres, og hvordan ledighedsprocenten udregnes…). Og hvis man var godtroende nok, så kunne man forledes til at tro, at beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen var ved helt at afskaffe arbejdsløheden – for godt.

Men så kommer Nationalbankdirektør Nils Bernstein og river os ud af vores dagdrøm. Han ønsker, at ledigheden skal stige! Af hensyn til ‘balancen i økonomien’. Og det er meget upassende i en tid, hvor regeringen har reduceret store dele af socialpolitiken til arbejdsmarkedspolitik ud fra devisen, at arbejde er godt for snart sagt alt. Bernsteins utidige kommentar er et vidnesbyrd om, at ledighed primært er en økonomisk kategori, et økonomisk værktøj, i den kapitalistiske markedsøkonomi. Og ikke først og fremmest et social og kulturelt problem.
Man kan selvfølgelig godt forstå, at Claus Hjorth Frederiksen afviser Nationalbankdirektørens ønske, for hvis man således vil acceptere arbejdsløsheden som en nødvendig del af samfundsøkonomien, så nytter det vel ikke at blive ved med at forringe de lediges situation ud fra en illusion om, at ledigheden blot er et forbigående fænomen? Det ville jo være uanstændigt, ikke?! Og det er netop, hvad Frederiksen siger. Det er ‘dybt uanstændigt’ at ønske mere arbejdsløshed. Spørgsmålet er blot, om Frederiksens idealisme på dette område ikke kommer til kort over for de økonomiske realiteter – og at konsekvenserne kommer til at regne ned over dem, der uheldigvis er ledige, når krisen sætter ind?

Det Radikale Venstre har rejst det ganske fornuftige spørgsmål, om bestyrelsen for TV2 har passet sit arbejde godt nok, da den lod medieinstitutionen kaste sig ud i hovedløse projekter som TV2 Radio og påførte sig selv et underskud på omkring en halv milliard kroner. Som kulturordfører Simon Emil Ammitzbøll udtaler, så burde bestyrelsen ‘have sagt fra over for den tidligere direktions investeringer, der åbenbart har nærmet sig fantasteriets højder’. Det var der nok også andre almindelige mennesker, der tænkte, da mediekoncernen kastede sig ud i radio, hundeblad, forlag, 24 timers nyhedsformidling m.v. Derfor er det nærliggende at få foretaget en ‘uvildig undersøgelse’ af bestyrelsens og direktionens arbejde dengang. Som betingelse for et statslån.
Men – det vil den såkaldte kulturminister Brian Mikkelsen ikke være med til. Han udtaler, at ‘det vil være dybt uansvarligt over for TV2, for det vil få alvorlige konsekvenser. Man kan ikke lege med TV2’s eksistens på den måde. Vi giver TV2 likviditet, og det har ikke noget at gøre med, hvad der er sket tidligere. Undresøgelsen er mere bagudrettet”. Hvad er det egentlig manden siger? At TV2 skal have penge tilført – no matter what!? At uansvarlig og hovedløs mediepolitik ikke skal have konsekvenser for foretagendet!?
Hvad nu, hvis samme konsekvensløse logik skulle overføres på DR, hvis problemer – med Ammitzbølls formulering – ‘er det rene vand ved side af’ TV2s? Kultur-Brians udsagn afslører klart, at TV2 er et prestigeprojekt for den borgerlige regering – og derfor er det i orden, at lade talentløsheden råde og skattekronerne rulle ned i et stort gabende hul – medens public-service-institutionen DR må stramme ballerne, stramme livremmen livstruende ind og ellers sejle sin egen sø… Som Radiserne plejer at sige: Jeg græmmes.

Som nævnt i går vil den borgerlige regering med den såkaldte kulturminister Brian Mikkelsen gerne hjælpe TV2 ud af økonomiske problemer. Det skal ske via et statslån (altså lån af skatteborgerpenge). Men EU-reglerne forhindrer at lånet kan strække sig over mere end et halv års tid. Og bankerne vil ikke låne TV2 penge, fordi de betragter foretagendet som en “usikker skyldner”.
Det har vist sig, at TV2s økonomiske problemer er langt større end først antaget. I en størrelsesorden af 500-700 millioner kroner. Og spørgsmålet er, hvordan TV2 vil klare sig ud af det morads? Og – mere interessant – om den TV2-venlige regering vil punge ud? Det sidste vil være politisk sprængstof, fordi regeringen har afvist at hjælpe DR ud af DRs økonomiske problemer. Og TV2 ligger som bekendt som det selv har redt. Dårlig ledelse, perspektiveløse projekter (is. TV2 Radio) og andet har ført institutionen ud i et økonomisk morads, som ville tage livet af enhver privat drevet virksomhed… Skal skatteborgerne betale for misèren? Ville det ikke være bedre at sælge TV2 til private investorer og dermed tage skridtet fuldt ud i retning af en privatdrevet, profitorienteret konkurrent til DR?