Indlæg tagget med Psykoanalyse

Sigmund Freuds liv og levned som graphic novel

25. oktober 2013

Bedst som jeg gik og troede, at Sigmund Freud – psykoanalysens far – var ved at gÃ¥ i glemmebogen, sÃ¥ dukker han op som tegneseriefigur. Oven i købet i bÃ¥de en tysk, fransk og engelsk version. Endnu en julegaveide til farmand her…

I dag er det Sigmunds fødselsdag…

6. maj 2007

Til lykke gamle jas.

Freud: At være en gammel gris

2. februar 2007

Det seksuelle er interessant, hvis nogen skulle være i tvivl. Tag et hvilket som helst kulørt ugeblad, og du vil se, at der bruges megen spalteplads pÃ¥ spekulationer om kendte menneskers seksualliv. Hvem kommer sammen med hvem? Hvem er blevet skilt fra hvem og hvorfor? En hel industri af nyfigne journalister og paparazzifotografer lever af at levere den slags sladder til læserne (for en ordens skyld: jeg læser dem ogsÃ¥…). Og mÃ¥ske er det ikke sÃ¥ underligt. Kærlighedslivet fylder pÃ¥ godt og ondt meget i menneskenes liv. Hvad enten de vil erkende det eller ej.
En af de store forskere udi det menneskelige seksualliv var den kendte østrigske læge Sigmund Freud, der i starten af forrige Ã¥rhundrede udkastede en række teorier om det seksuelle; teorier, der lige siden deres formulering har været kontroversielle og uafrystelige. Freud var godt klar over, at det felt, han kastede sig over, ville møde modstand. Og sÃ¥dan blev det. Der blev gjort ihærdige forsøg pÃ¥ at miskreditere hans person og hans forskning. En af de kendteste karikaturtegninger af Freud viser hans hoved formet af nøgne kvinder – og titlen er: What’s on a Man’s Mind? Freud som en gammel gris. Han mÃ¥ pr. definition være en gammel lidderbuk, nÃ¥r han hver dag beskæftigede sig med andre menneskers seksualliv og dets mentale skæbner. Denne tendentielt miskrediterende tanke er interessant. For man mÃ¥ spørge: Hvorfor skulle det være diskvalificerede for en mands forskning, at han havde et aktivt seksualliv, eller  for den sags skyld, at han var seksuelt afsporet i forhold til samtidens seksualmoral?
Det er en kendt sag, at Freud var godt og borgerligt gift og fik en masse børn. Det er også nogenlunde veldokumenteret, at fru Freud ikke var specielt interesseret i kønsakten, når den ikke lige stod i forplantningens tjeneste. Og det er også velkendt, at Freud i lange perioder havde Fru Freuds yngre søster, Minna Bernays boende i sit hjem. Derfor har tanken ikke ligget fjernt: Har Freud muntret sig på lagnerne sammen med den yngre Minna? Mistanken har ligget og luret i årtier. Freuds tidligere væbner og senere konkurrent Carl Gustav Jung mere end antydede, at frk. Bernays havde indrømmet en affære med Sigmund, hvilket Freud afviste som en jungiansk ondskabsfuldhed.
Nu mener en tysk sociolog at have fundet et “bevis”. I følge Franz Maciejewski skulle Freud og Minna den 13. august 1898 have indlogeret sig som ægtepar i en kro i de svejtsiske alper for at holde to ugers ferie. I kroens gæstebog stÃ¥r der, at “Dr. Sigmund Freud og frue” bebor rum nr. 11. Det er bevis nok, mener sociologen, pÃ¥, at der var tale om en affære.
Mit ærinde her er ikke at kæmpe for Freuds ærbarhed eller forsøge at postulere, at Freud da sagtens kunne sove ved siden af sin 11 Ã¥r yngre svigerinde uden at forgribe sig pÃ¥ hende. Næh, men som den kendte Freud-biograf, Peter Gay, udtrykker det: “Det er meget muligt at det sov sammen…men det gør hverken ham eller psykoanalyse mere eller mindre korrekt”. Det kan da ikke udelukkes, at Sigmund – oven i købet med Fruens velsignelse eller i hvert fald tavse samtykke – lod Sigmund og Minna dyrke kødets lyst i alpehytten. Freud studerede omkring 1900 de mentale skæbner, der kom ud af et borgerligt samfund, hvor det seksuelle blev dæmoniseret og fortrængt, og indsÃ¥, at det seksuelle – drifterne – under alle omstændigheder ville komme til udtryk. Fx i mange borgerlige kvinders hysterier, altsÃ¥ alvorlige, belastende sindslidelser.
Problemet med denne sÃ¥kaldte afsløring er, at mange af Freuds efterfølgere og elever har set en interesse i at fremstille ham som et ideal, en verdslig helgen, ja, en slags messias, der – med Freuds eget begreb – sublimeredesine seksuelle drifter til videnskabelig produktion. Freud kunne have gode grunde til at gÃ¥ stille med dørene. Han kendte alt for vel Wienerborgerskabets tykke dobbeltmoral og dens vogter, fordømmelsen, og vidste sikkert, hvordan man bÃ¥de skulle holde facaden i orden og uplettet og samtidig finde afløb for sine seksuelle lyster. At han trÃ¥dte ved siden af dydens smalle sti ændrer ikke i sig selv ved hans projekt, men viser blot at han var et menneske. Det gjorde vel heller ikke H. C. Andersen til en mindre digter, at han onanerede flittigt og registrerede hyppigheden i sine dagbøger? Mere om sagen kan læses i The Herald Tribune her.

My Mommy’s dead – John Lennon og moderen Julia

26. januar 2007

My mummy’s dead
I can’t get it through my head
Though it’s been so many years
My mummy’s dead
I can’t explain
So much pain
I could never show it
My mummy’s dead

– med disse ord og den lille sang slutter John Lennons debutsoloalbum Plastic Ono Band, der udkom i 1970. Pladen, hvis indhold stÃ¥r i skærende kontrast til omslagets idylliske billede af John og Yoko under træet, gjorde et uudsletteligt indtryk pÃ¥ blogbestyreren, dengang den udkom, og den er forblevet en af de plader, der stadigvæk fÃ¥r hÃ¥rene pÃ¥ underarmene til at rejse sig.
Pladen var ikke blot en afsked med Beatles-perioden, men samtidig Lennons hudløse selvransagning og -analyse. En dybt personlig plade, hvor nøgne, hudløse, poetiske tekster er sat perfekt i scene i et lige så nøgent musikalsk udtryk. En fuldendt plade.
I en periode op til indspilningen af musikken havde Lennon og Ono deltaget i primalskrigsterapeuten Arthur Janovs seancer. Og det kan høres på pladen. Janov, der var elev af Wilhelm Reich og tilhørte en kropsterapeutisk tradition inden for de psykodynamiske teorier, mente, at man skulle skrige sine traumer og psykiske lidelser ud af kroppen. Og det er, hvad John Lennon gør, ikke mindst i sangen Mother:

Mother, you had me, but I never had you
I wanted you, you didn’t want me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Father, you left me, but I never left you
I needed you, you didn’t need me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Children, don’t do what I have done
I couldn’t walk and I tried to run
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Mama don’t go
Daddy come home

Det var allerede dengang en kendt sag, at John Lennon mistede sin mor, Julia, tidligt. Hun døde i en trafikulykke i 1958, da John var 17 Ã¥r. Men han havde allerede mistet hende før, for John voksede op hos sin moster Mimi. I mytologien er Mimi blevet fremstillet som den rare person, der tog sig af John, fordi moderen ikke kunne. Journalisten Torben Bille refererer myten sÃ¥ledes i sin bog Lydspor: “Han havde haft en svær barndom med en mor, der overlod ham til hans tante, før han var fyldt tre, og sÃ¥ døde, da han endelig havde fÃ¥et kontakt med hende igen”. Men nu har John Lennons halvsøster Julia Baird udgivet bogen Imagine This: Growing Up with My Brother John Lennon (2007), der fortæller en hel anden historie om en yderst dysfunktionel Liverpool-familie og et jalousidrama mellem to søstre.
Kort fortalt, er det historien om moster Mimi, der ikke kunne acceptere, at Lennons moder i en meget ung alder giftede sig med ung sømand i handelsflÃ¥den – Alf, Johns fader – der aldrig var hjemme og derfor kastede Julia i armene pÃ¥ en elsker. Mimi brugte affæren – og ikke mindst dens tidstypiske følger: en datter, der blev bortadopteret – til at anmelde Julia til de social myndigheder og fÃ¥ tvangsfjernet John pÃ¥ grund af moderens pÃ¥stÃ¥ede letlevende liv. Bairds bog afslører, at Mimi ikke var drevet af høje moralske fordringer, men af regulær misundelse og jalousi. Storesøster Mimi, der aldrig fuldbyrdede sit eget ægteskab til manden George, kastede sig selv ud i en dybt hemmelig, lidenskabelig affære til en ung biokemiker, der boede til leje hos Mimi og George. Den unge mand var halvt sÃ¥ gammel som Mimi, men hun var villig til at opgive alt for at følge med ham til New Zealand. Inklusive John. Bogen fortæller ogsÃ¥ om en moder, der helt frem til sin død, savnede sin søn og gentagne gange forsøgte at opsøge ham hos søsteren, blot for at blive afvist.
Mimi ønskede ikke, at John skulle se sin moder, og det til trods for, at de boede tæt på hinanden. Det var først, da John blev 11 og selv kunne gå i skole, at han fik mulighed for nu og da at besøge moderen og se, hvordan hun levede med sin nye familie.
I hvert fald siden Freud har vi godt vist, at familien er roden til alt ondt (og godt…). Familien kan være helvede pÃ¥ jord. Og at John Lennon skulle lide under de dysfunktionelle familiære forhold er nok med til at forklare hans behov for at udtrykke sig selv kunstnerisk, selv om man skal passe pÃ¥ med at overbetone et sÃ¥dant patologisk motiv…

Nøgne damer

20. december 2006

Her til morgen var jeg ude med Gravhunden som sædvanlig. Men i dag spillede det seksuelle lidt forstyrrende ind. For Gravhunden er kommet i stødet, efter at han i går mødte en 11-år gammel blandingstæve i brunst. Det gav anledning til lidt forvirring på gaden, fordi tævens ejer dels er en ældre mand, der tydeligvis ikke havde forventet, at tæven var parringslysten, og dels var han stokdøv, hvilket gjordet kommunikationen lidt anstrengt.
Anyway. Mødet gjorde den almindeligvis fredsommelige morgengåtur lidt mere rastløs og målsøgende, hvis I forstår… Dertil kommer, at jeg, da vi, som så ofte før, passerede forbi en af disse nymodens busskure af glas fik kastet en læskedrikreklame lige i ansigtet. En ung, meget spartansk bikini-påklædt dame med en kom-og-tage-mig-attitude stående på en haj. De er sgu opfindsomme, de reklamefolk, selv om det sjældent er på den fede måde. Det fik mig straks til at tænke på den kværnende diskussion om seksualiseringen af det offentlige rum på den ene side og den fremadstormende nypuritanisme og seksualforskrækkelse på den anden. Det hænger ikke sammen.
I går kunne man også læse om en 58-årig gymnasielærer fra Katedralskolen i Århus, der var blevet gået, fordi han havde haft seksuel samkvem med en ungmø på 17. Nu sad han for retten i en tilståelsessag. I presseomtalen af sagen fremgik det, at det var en skærpende omstændighed, at manden tidligere havde udvist interesse for de unge piger og havde fået en påtale for det på gymnasiet. Og der skal ingen tvivl være om det: Det er uetisk at misbruge sin position som underviser til at få seksuelle ydelser af sine elever eller studerende. Det må ikke finde sted. Men det gør det, for vi er mennesker, og vi begærer, synder osv. Hvad, jeg derimod har lidt svært ved at kapere, er, at der er så lidt forståelse netop for den side af sagen. Er det underligt, at nogen falder i, når vi går rundt i en verden af seksuelle provokationer og fristelser hele tiden? Der må da være nogen, der stiller sig dette spørgsmål, oven på de overståede julefrokoster! Og hvad blev der egentlig af ham Rudi Frederiksen? Løb sagen ud i sandet?

Vi er på mange måder ikke kommet ret meget længere, end dengang Sigmund Freud kunne provokere ved at skrive om menneskets seksuelle drifter for mere end 100 år siden…
Det fik mig så – heldigvis – sendt ned af Memory Lane, også kaldet Erindringens snævre smøge, hvor det er ganske anderledes rart at slentre afsted. Til dengang i den spæde præ-pubertet, hvor min lidt ældre kammerat, bissen Charly, forsynede os drenge med de første billeder af nøgne damer. Charly var på mange måder en “skidt knægt” med min mors ord. En rod, der vist nok fik øretæver derhjemme hos sin evigt cigaretrygende mor. En på mange måder utilpasset dreng, som vi andre småknægte så op til, fordi han bevægede sig derude, hvor det var farligt, forbudt – og spændende. Charly var så meget ældre, at han havde fået smag for piger, og det lagde han ikke skjul på. Han benyttede således enhver chance til at tage Basses søster på brysterne, når han passerede forbi hende i kælderen. Selv om hun protesterede mod “overgrebet”, så havde jeg en fornemmelse af, at protesterne var på skrømt.

Men Charly kunne også andet end at tage på de kønsmodne pigers struttende fortrin, fx hugge “frække blade” i den lokale kiosk. Og “frække blade” ville dengang sige Varieté og Cocktail, blade, der bestod af såkaldte aktfotos af afklædte damer, der ofte havde fået retoucheret kønsbehåringen væk (hvorfor vi selvfølgelig måtte tro, at nogle damer så sådan ud dernede, og i den erkendelsesmæssige forstand kan man sige, at vi var lidt forud for vores tid…), og så nogle frække noveller, der havde til formål at ophidse de mandlige læsere. Blandt andre – og meget apropos ovenstående retsalsdrama – kan jeg huske en om en skolelærerinde og en skoleelev, som Charles, som han rigtig hed, var meget optaget af og læste udvalgte afsnit op af.
Charlys trick i den lille kiosk var enkelt. Han lokkede en af de små drenge til at købe noget slik hos kioskekspedienten, medens han selv med en næsten professionel attitude listede et eller to blade op under trøjen henne ved udstillingsvinduet. Derefter gik turen tilbage til baggården eller ned i omtalte kælder for at gøre anatomiske studier med varme i kinderne og ørerne.
Nogle dage, fx når man billedmæssigt overfaldes af lingerireklamer på morgenturen med sin firbenede ven, kan man godt savne hemmelighedskræmmeriet med dens indbyggede ophidselse fra dengang i de uskyldige før-pornofrigivelsesdage, hvor aktfotoblade, naturistmagasiner, Dalle-Walle-undertøjskataloger og franske postkort gjorde det ud for erotisk billedpirring…

Tilføjelse: Billedet og erindringerne om Varieté osv. fik mig til at tænke på, at jeg for nylig så et dokumentarportræt af Ole Ege med titlen “Den slemme dreng”. Det var på Skandinavia. Filmen er beretningen om en mand, der havde glæde ved at fotografere bare damer og endte med at lave et par pornografiske film (bl.a. Bordellet) og miste sin glæde ved den slags fotografering. En i sidste instans tragisk fortælling om uskyldstab (hvis man da kan tale om det i den forbindelse…).

Sange fra labyrinten – Sting og Dowland

29. oktober 2006

Sting spiller John Dowland
Det kan dårligt siges at være en nyhed, at musikeren Sting har udsendt den klassisk cd med musik af John Dowland. Og at han spiller lut på pladen, der er udgivet på det fornemme Deutsche Grammophon. Men det er også mere et påskud for at slentre ned ad Memory Lane.
Den første gang, jeg for alvor fik ørerne op for Sting, var i 1980. Jeg var rejst til Italien og den smukke ø Sardinien, mest for at komme væk fra studier og dansk hverdag – men ogsÃ¥ for at mødes med en god ven, der havde forelsket sig voldsomt i en lille, sardisk pige.
Medens vi var der, opholdt vi os i en længere periode hos et fransk par på Sardinien. De boede et godt stykke oppe i bjergene i nærheden af landsbyen Budoni på den sardiske østkyst i et selvbygget, hvidt hus. Manden, Alain, havde en pæn samling grammofonplader i en dertil indrettet stue.

Det var her, jeg for første gang – under indflydelse af den lokale, ravgyldne vin de pêche (i to-litersflasker, uden tilsætningsstoffer, men med en alkoholprocent pÃ¥ 16) gennemlyttede The Polices tre første plader: Zenyatta Mondatta (der lige var udkommet), Regatta de Blanc og debutpladen Outlandos d’Amour. Da jeg kom tilbage til Danmark, købte jeg alle tre plader. Debutpladen var svær at fÃ¥ fat i, fordi den var midlertidigt udsolgt, men det lykkedes at finde et eksemplar i en nu forsvunden pladeshop pÃ¥ Clemens Bro.

For mig stÃ¥r de tre plader for noget af det bedste, der blev lavet i den meget kreative periode, man siden har omtalt som new-wave. Jeg kan ogsÃ¥ huske, at jeg en aften hørte radio, hvor guitaristen i C.V. Jørgensens daværende ganske lille band, Ivan Horn, omhyggeligt beskrev sin begejstring for The Police og fremhævede det unikke trio-samspil (the Police var en af de store trioer, pÃ¥ linje med Cream o.a.), Stings fremtrædende bas-spil og sang og guitaristen Andy Summers, der siden har gjort sig inden for jazz’en.

Min begejstring for de efterfølgende Police-plader var og er mere behersket, og selv om jeg stadigvæk synes, at Sting har en god stemme, sÃ¥ synes jeg ogsÃ¥, at hans soloproduktion har være af svingende kvalitet. Han er en fin sangskriver, men har mÃ¥ske været lidt ukritisk over for nogle af de publicerede sange… Dertil kommer, at hans undertiden kan forekomme en smule “frelst” politisk set og ogsÃ¥ har tilbøjeligheder til at være et arrogant røvhul. Men, man kan som bekendt ikke vurdere en kunstners produktion ud fra dennes politiske holdninger eller personlige særheder…
Nu har han så for en stund forladt rock-musikken og jazzen. Efter sigende, fordi han er træt af rocken og synes, at den er gået lidt i stå.

I en samtale med den tyske avis Die Zeit fortæller Sting Ã¥benhjertigt om motiverne for at beskæftige sig med en flere Ã¥rhundreder gammel musik. Det er gÃ¥et op for Sting, at der faktisk blev skrevet smuk musik dengang. Popmusik. Og sÃ¥ har hans forældres bortgang betydet, at han – forstÃ¥eligt nok – har fÃ¥et interesse for fortiden. Døden er kommet nærmere, og det perspektiv bliver fortidens levede liv vigtigere. Dertil kommer, at forældrenes død har Ã¥bnet op for drømmene i Stings liv. Han drømmer ganske enkelt mere. Om forældrene. MÃ¥ske er det sÃ¥dan. NÃ¥r ens forældre gÃ¥r bort, lever de sÃ¥ meget desto stærkere i ens erindring, drømme og bevidsthed…

Og drømmene betyder meget for Sting. Han fortæller, at han har haft en mareridtsagtig drøm, hvor han og konen Trudie fisker liget af en kvinde op af en sø. En tilbagevendende drøm. Og da Sting har gået i jungiansk analyse, så er han opmærksom på, at drømmene ikke kun er ligegyldig natlig hjerneaktivitet.

PÃ¥ et tidspunkt fÃ¥r Stings kone den idé, at de skal anlægge – en sø pÃ¥ deres landsted. I første omgang er Sting imod, fordi de kræver en masse papirarbejde, officielle godkendelser, arkæologiske undersøgelser osv. Men fruen fÃ¥r til sidst sin vilje. Søen bliver realiseret og til alles tilfredshed. Nogen tid efter bliver Sting ringet op, medens han opholder sig i USA, af en person med arkæologisk ekspertise, og han fÃ¥r den besked, at der er fundet et velbevaret kvindelig ved søen. Senere viser det sig, at det er et meget gammelt lig. Arkæologen vil vide, hvad Sting agter at gøre med “sit” lig. Eftersom den er fundet pÃ¥ hans jord, er det “hans”. Der gennemføres en begravelsesceremoni og den døde stedes til hvile pÃ¥ en lille ø i søen. For Sting er historien et bevis pÃ¥, at drømme ikke kun og især forholder sig til fortiden og nutiden, men ogsÃ¥ ser ind i fremtiden. PÃ¥ ægte jungiansk vis.

Om historien er sand eller ej, er for så vidt uinteressant. Det er en rigtig god historie, der fortæller en masse om den midaldrende musiker Sting og den tyngde, hans liv har fået nu, hvor hans kamp for at komme ud af barn- og ungdommens fattige kår er et forlængst overstået kapitel, og hvor den materielle rigdom ikke længere er tilstrækkelig for mennesket Sting, selv om den gør ham til et privilegeret menneske.