Sange fra labyrinten – Sting og Dowland

29. oktober 2006

Sting spiller John Dowland
Det kan dårligt siges at være en nyhed, at musikeren Sting har udsendt den klassisk cd med musik af John Dowland. Og at han spiller lut på pladen, der er udgivet på det fornemme Deutsche Grammophon. Men det er også mere et påskud for at slentre ned ad Memory Lane.
Den første gang, jeg for alvor fik ørerne op for Sting, var i 1980. Jeg var rejst til Italien og den smukke ø Sardinien, mest for at komme væk fra studier og dansk hverdag – men også for at mødes med en god ven, der havde forelsket sig voldsomt i en lille, sardisk pige.
Medens vi var der, opholdt vi os i en længere periode hos et fransk par på Sardinien. De boede et godt stykke oppe i bjergene i nærheden af landsbyen Budoni på den sardiske østkyst i et selvbygget, hvidt hus. Manden, Alain, havde en pæn samling grammofonplader i en dertil indrettet stue.

Det var her, jeg for første gang – under indflydelse af den lokale, ravgyldne vin de pêche (i to-litersflasker, uden tilsætningsstoffer, men med en alkoholprocent på 16) gennemlyttede The Polices tre første plader: Zenyatta Mondatta (der lige var udkommet), Regatta de Blanc og debutpladen Outlandos d’Amour. Da jeg kom tilbage til Danmark, købte jeg alle tre plader. Debutpladen var svær at få fat i, fordi den var midlertidigt udsolgt, men det lykkedes at finde et eksemplar i en nu forsvunden pladeshop på Clemens Bro.

For mig står de tre plader for noget af det bedste, der blev lavet i den meget kreative periode, man siden har omtalt som new-wave. Jeg kan også huske, at jeg en aften hørte radio, hvor guitaristen i C.V. Jørgensens daværende ganske lille band, Ivan Horn, omhyggeligt beskrev sin begejstring for The Police og fremhævede det unikke trio-samspil (the Police var en af de store trioer, på linje med Cream o.a.), Stings fremtrædende bas-spil og sang og guitaristen Andy Summers, der siden har gjort sig inden for jazz’en.

Min begejstring for de efterfølgende Police-plader var og er mere behersket, og selv om jeg stadigvæk synes, at Sting har en god stemme, så synes jeg også, at hans soloproduktion har være af svingende kvalitet. Han er en fin sangskriver, men har måske været lidt ukritisk over for nogle af de publicerede sange… Dertil kommer, at hans undertiden kan forekomme en smule “frelst” politisk set og også har tilbøjeligheder til at være et arrogant røvhul. Men, man kan som bekendt ikke vurdere en kunstners produktion ud fra dennes politiske holdninger eller personlige særheder…
Nu har han så for en stund forladt rock-musikken og jazzen. Efter sigende, fordi han er træt af rocken og synes, at den er gået lidt i stå.

I en samtale med den tyske avis Die Zeit fortæller Sting åbenhjertigt om motiverne for at beskæftige sig med en flere århundreder gammel musik. Det er gået op for Sting, at der faktisk blev skrevet smuk musik dengang. Popmusik. Og så har hans forældres bortgang betydet, at han – forståeligt nok – har fået interesse for fortiden. Døden er kommet nærmere, og det perspektiv bliver fortidens levede liv vigtigere. Dertil kommer, at forældrenes død har åbnet op for drømmene i Stings liv. Han drømmer ganske enkelt mere. Om forældrene. Måske er det sådan. Når ens forældre går bort, lever de så meget desto stærkere i ens erindring, drømme og bevidsthed…

Og drømmene betyder meget for Sting. Han fortæller, at han har haft en mareridtsagtig drøm, hvor han og konen Trudie fisker liget af en kvinde op af en sø. En tilbagevendende drøm. Og da Sting har gået i jungiansk analyse, så er han opmærksom på, at drømmene ikke kun er ligegyldig natlig hjerneaktivitet.

På et tidspunkt får Stings kone den idé, at de skal anlægge – en sø på deres landsted. I første omgang er Sting imod, fordi de kræver en masse papirarbejde, officielle godkendelser, arkæologiske undersøgelser osv. Men fruen får til sidst sin vilje. Søen bliver realiseret og til alles tilfredshed. Nogen tid efter bliver Sting ringet op, medens han opholder sig i USA, af en person med arkæologisk ekspertise, og han får den besked, at der er fundet et velbevaret kvindelig ved søen. Senere viser det sig, at det er et meget gammelt lig. Arkæologen vil vide, hvad Sting agter at gøre med “sit” lig. Eftersom den er fundet på hans jord, er det “hans”. Der gennemføres en begravelsesceremoni og den døde stedes til hvile på en lille ø i søen. For Sting er historien et bevis på, at drømme ikke kun og især forholder sig til fortiden og nutiden, men også ser ind i fremtiden. På ægte jungiansk vis.

Om historien er sand eller ej, er for så vidt uinteressant. Det er en rigtig god historie, der fortæller en masse om den midaldrende musiker Sting og den tyngde, hans liv har fået nu, hvor hans kamp for at komme ud af barn- og ungdommens fattige kår er et forlængst overstået kapitel, og hvor den materielle rigdom ikke længere er tilstrækkelig for mennesket Sting, selv om den gør ham til et privilegeret menneske.

2 kommentarer

  1. beologen kommentarer:

    Jeg har indlæst Stings oversatte selvbiografi ‘Broken Music’ som lydbog, og det var interessant at fÃ¥ hans egen version af opvæksten og vejen frem til succesen med The Police, som jeg var ret vild med…især Stewart Copelands trommespil.

    Der er en skøn blanding af gadedreng og videbegærlig mand over Sting.

  2. capac kommentarer:

    @beologen: Velkommen. Ja, han er jo som flere af rockens drenge en rigtig mønsterbryder…

Skriv en kommentar

1.059 har læst indlægget