Indlæg tagget med Psykologi

Den indre svinehund

26. september 2007

Blandt ugens nyheder kan man læse om fundet af 116 fotos fra den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz. Fotos som endnu engang konfronterer omverdenen med det tilsyneladende uforståelige problem: Hvordan kunne såkaldt almindelige tyske borgere udføre så forfærdelige handlinger. Når de pågældende fotos har sat sindene i bevægelse, så skyldes det, at de primært viser de pågældende bødlers og morderes fredsommelige hverdagsliv med deres familier.
Nu er det ikke første gang dette tilsyneladende skisma i bødlernes psykologi bringes på bane. Men hver gang er reaktionen den samme: chok, afstandtagen, fortrængning, ikke-forståelse, undren. Da jeg var en lille dreng og gik i folkeskolen var besættelses- og nazitiden et stort tema i historieundervisningen. Og allerede dengang var mytedannelserne i gang. Det hed sig fx, at størstedelen af tyskerne ikke vidste, hvad der foregik i lejrene. Ja, at folk, der boede dør-om-dør med kz-lejrene var uvidende om de grusomheder, der foregik. Men, siden er vi blevet belært om, at det langt fra var så enkelt.
Det er blevet sagt, at hændelserne i nazi-tiden – den industrialiserede udryddelse af millioner af jøder, homoseksuelle, “ikke-ariske” folkeslag osv. – er den største udfordring for tænkningen i det tyvende Ã¥rhundrede. Og det er svært at være uenig. Man kunne dog tilføje: sammen med de stalinistiske forbrydelser i sovjetstaten, folkemordet i Cambodia, hændelserne i vores egen baggÃ¥rd, det tidligere Jugoslavien, massakrerne i Rwanda, Dafur og sÃ¥ videre.
MÃ¥ske begynder “løsningen” af dette problem med erkendelsen af, at vi alle har en rem af huden. At ondskaben ikke kun bor i den anden, men ogsÃ¥ i dig selv. Og ser du ikke dyret i øjnene, sÃ¥…
Forleden tillod en dansk forfatter sig at drage sammenligning mellem det der foregik i nazi-tidens Tyskland og det, der foregår i danske asyllejre. Og straks rejste der sig et ramaskrig. For den sammenligning holder jo ikke, vel?

Affluenza

20. juni 2007

Danskerne har formÃ¥et at holde sig fri af den selviske kapitalisme, hvor alting bliver vurderet i forhold til markedspris, kursværdi og et meget kort tidsperspektiv. I den selviske kapitalisme er privat godt, offentligt dÃ¥rligt; logikken er, at enhver mÃ¥ maximere sin profit sÃ¥ hurtigt som muligt, og arbejdsmarkedets bosser gÃ¥r forrest. Derfra spreder virussen sig til resten af samfundet, hvor alle gÃ¥r rundt og er bange for at blive fyret i forbindelse med rationaliseringere og privatiseringer, og det resulterer i en almen og dybt beklagelig materialisme. Virussen medfører ogsÃ¥ narcissistiske individer som f.eks. David Beckham eller virksomheder som fodboldklubben Chelsea“. Ordene kommer fra den britiske psykolog Oliver James (ikke at forveksle med Jamie Oliver), der har udgivet pÃ¥ Affluenza: How to be Successful and Stay Sane om livet under kapitalismens Ã¥g. Udmeldingen kommer efter en (kort?) researchtur til København. Man mÃ¥ da hÃ¥be, at vurderingen ikke kan lægges til grund for en bedømmelse af bogen som sÃ¥dan…

PS. Ordet Affluenza er en sproglig nydannelse, lavet af influenza og affluence. Det sidste betyder velstand, overflod, materiel rigdom. Og med ordet – det nye altsÃ¥ – vil forfatteren antyde, at livet i overflodssamfundet gør folk mentalt syge…

Rudolf Arnheim, 102

14. juni 2007

Hos Filoffen og Bo kan man læse om den amerikanske filosof Richard Rorty, der døde for nogle fÃ¥ dage siden. Nu kan man sÃ¥ læse om psykologen, filosoffen og kunstkritikeren Rudolf Arnheims død i den fremskredne alder af 102 Ã¥r. Og hvad har de to ting sÃ¥ at gøre med hinanden? Jo, Rorty var en af de moderne filosoffer, der tog afstand fra den form for videnskabelighed, som Arnheim stod for, dvs. en empiristisk-psykologisk tænkning, der tror pÃ¥, at ‘vores eneste vej til realiteten er gennem sanseerfaringer, dvs. syn, hørelse eller berøring”.
Arnheim var en af de mange tyske jøder, der mÃ¥tte flygte fra nazismens forfølgelse i 1930’erne og altsÃ¥ endte i USA, hvor han gjorde karriere med fokus pÃ¥ kunstens kognitive grundlag. Hans værker “Art and Visual Perception” fra 1954, “Film as Art” (1957) og “Visual Thinking” (1969) er blevet – kontroversielle – standardværker.

Freud: At være en gammel gris

2. februar 2007

Det seksuelle er interessant, hvis nogen skulle være i tvivl. Tag et hvilket som helst kulørt ugeblad, og du vil se, at der bruges megen spalteplads pÃ¥ spekulationer om kendte menneskers seksualliv. Hvem kommer sammen med hvem? Hvem er blevet skilt fra hvem og hvorfor? En hel industri af nyfigne journalister og paparazzifotografer lever af at levere den slags sladder til læserne (for en ordens skyld: jeg læser dem ogsÃ¥…). Og mÃ¥ske er det ikke sÃ¥ underligt. Kærlighedslivet fylder pÃ¥ godt og ondt meget i menneskenes liv. Hvad enten de vil erkende det eller ej.
En af de store forskere udi det menneskelige seksualliv var den kendte østrigske læge Sigmund Freud, der i starten af forrige Ã¥rhundrede udkastede en række teorier om det seksuelle; teorier, der lige siden deres formulering har været kontroversielle og uafrystelige. Freud var godt klar over, at det felt, han kastede sig over, ville møde modstand. Og sÃ¥dan blev det. Der blev gjort ihærdige forsøg pÃ¥ at miskreditere hans person og hans forskning. En af de kendteste karikaturtegninger af Freud viser hans hoved formet af nøgne kvinder – og titlen er: What’s on a Man’s Mind? Freud som en gammel gris. Han mÃ¥ pr. definition være en gammel lidderbuk, nÃ¥r han hver dag beskæftigede sig med andre menneskers seksualliv og dets mentale skæbner. Denne tendentielt miskrediterende tanke er interessant. For man mÃ¥ spørge: Hvorfor skulle det være diskvalificerede for en mands forskning, at han havde et aktivt seksualliv, eller  for den sags skyld, at han var seksuelt afsporet i forhold til samtidens seksualmoral?
Det er en kendt sag, at Freud var godt og borgerligt gift og fik en masse børn. Det er også nogenlunde veldokumenteret, at fru Freud ikke var specielt interesseret i kønsakten, når den ikke lige stod i forplantningens tjeneste. Og det er også velkendt, at Freud i lange perioder havde Fru Freuds yngre søster, Minna Bernays boende i sit hjem. Derfor har tanken ikke ligget fjernt: Har Freud muntret sig på lagnerne sammen med den yngre Minna? Mistanken har ligget og luret i årtier. Freuds tidligere væbner og senere konkurrent Carl Gustav Jung mere end antydede, at frk. Bernays havde indrømmet en affære med Sigmund, hvilket Freud afviste som en jungiansk ondskabsfuldhed.
Nu mener en tysk sociolog at have fundet et “bevis”. I følge Franz Maciejewski skulle Freud og Minna den 13. august 1898 have indlogeret sig som ægtepar i en kro i de svejtsiske alper for at holde to ugers ferie. I kroens gæstebog stÃ¥r der, at “Dr. Sigmund Freud og frue” bebor rum nr. 11. Det er bevis nok, mener sociologen, pÃ¥, at der var tale om en affære.
Mit ærinde her er ikke at kæmpe for Freuds ærbarhed eller forsøge at postulere, at Freud da sagtens kunne sove ved siden af sin 11 Ã¥r yngre svigerinde uden at forgribe sig pÃ¥ hende. Næh, men som den kendte Freud-biograf, Peter Gay, udtrykker det: “Det er meget muligt at det sov sammen…men det gør hverken ham eller psykoanalyse mere eller mindre korrekt”. Det kan da ikke udelukkes, at Sigmund – oven i købet med Fruens velsignelse eller i hvert fald tavse samtykke – lod Sigmund og Minna dyrke kødets lyst i alpehytten. Freud studerede omkring 1900 de mentale skæbner, der kom ud af et borgerligt samfund, hvor det seksuelle blev dæmoniseret og fortrængt, og indsÃ¥, at det seksuelle – drifterne – under alle omstændigheder ville komme til udtryk. Fx i mange borgerlige kvinders hysterier, altsÃ¥ alvorlige, belastende sindslidelser.
Problemet med denne sÃ¥kaldte afsløring er, at mange af Freuds efterfølgere og elever har set en interesse i at fremstille ham som et ideal, en verdslig helgen, ja, en slags messias, der – med Freuds eget begreb – sublimeredesine seksuelle drifter til videnskabelig produktion. Freud kunne have gode grunde til at gÃ¥ stille med dørene. Han kendte alt for vel Wienerborgerskabets tykke dobbeltmoral og dens vogter, fordømmelsen, og vidste sikkert, hvordan man bÃ¥de skulle holde facaden i orden og uplettet og samtidig finde afløb for sine seksuelle lyster. At han trÃ¥dte ved siden af dydens smalle sti ændrer ikke i sig selv ved hans projekt, men viser blot at han var et menneske. Det gjorde vel heller ikke H. C. Andersen til en mindre digter, at han onanerede flittigt og registrerede hyppigheden i sine dagbøger? Mere om sagen kan læses i The Herald Tribune her.

Helmuth Nyborg – encore

28. januar 2007

Forleden aften kunne man på dansk tv se et interview med psykologen Helmuth Nyborg i anledning af hans afsked med Århus Universitet. I den forbindelse skulle han selvfølgelig udtale sig om sine kontroversielle forskningsresultater, fx den med, at mænd er mere intelligente end kvinder. Og han konstaterede tørt, at den slags forskningsresultater ikke stod til at diskutere. De viser, hvad de viser. Punktum. Finale. Og nu henviser Bo midt i sit og Anes flytterod til en artikel, hvori de seneste resultater fra Nyborgs forskning offentliggøres. Og de afslører, at ateister er mere intelligente end religiøse mennesker.
På en måde er jeg misundelig på Nyborg. Hvor ville det dog være dejligt, hvis man kunne komme med den slags indiskutable videnskabelige udsagn om verden. Hvis man havde den der urokkelige tro på den naturvidenskabelige ufejlbarlighed. Sådan ser verden slet ikke ud, når man er fra humanvidenskaberne.
Egentlig kan jeg umiddelbart godt lide manden. Jeg havde endda medlidenhed med ham, da han blev genstand for ballade pÃ¥ universitetet pÃ¥ grund af nogle publicerede, ufærdige forskningsresultater. Og jeg vil til enhver tid forsvare mandens ret til at have det videnskabssyn, han nu engang har. PÃ¥ den anden side bekymrer det mig et eller andet sted, at man endnu kan have højtplacerede forskere med et sÃ¥ simpelt syn pÃ¥ virkeligheden…
Nyborg har i øvrigt i sinde at fortsætte sin forskning, selv om han er fyldt 70. Han har 20-25 projekter, som han hÃ¥ber at nÃ¥ at gennemføre. SÃ¥ vi er nok ikke færdige med at høre fra ham…

Opdatering: Paw har en fin kommentar til Nyborgs seneste videnskabelige “fund”. NÃ¥r en mand som Nyborg og den andetsteds omtalte Nørmark fÃ¥r spalteplads og mediedækning af deres forsimplede videnskabsopfattelse og naive realisme, sÃ¥ er det mÃ¥ske ogsÃ¥ et symptom pÃ¥, at de danske universiteter bør genindføre filosofikum eller i hvert fald forbedre den almene filosofiske, idéhistoriske, videnskabsteoretiske osv. skoling af kommende forskere. SÃ¥ vidt jeg er informeret er der netop planer om noget sÃ¥dant pÃ¥ Københavns Universitet.

My Mommy’s dead – John Lennon og moderen Julia

26. januar 2007

My mummy’s dead
I can’t get it through my head
Though it’s been so many years
My mummy’s dead
I can’t explain
So much pain
I could never show it
My mummy’s dead

– med disse ord og den lille sang slutter John Lennons debutsoloalbum Plastic Ono Band, der udkom i 1970. Pladen, hvis indhold stÃ¥r i skærende kontrast til omslagets idylliske billede af John og Yoko under træet, gjorde et uudsletteligt indtryk pÃ¥ blogbestyreren, dengang den udkom, og den er forblevet en af de plader, der stadigvæk fÃ¥r hÃ¥rene pÃ¥ underarmene til at rejse sig.
Pladen var ikke blot en afsked med Beatles-perioden, men samtidig Lennons hudløse selvransagning og -analyse. En dybt personlig plade, hvor nøgne, hudløse, poetiske tekster er sat perfekt i scene i et lige så nøgent musikalsk udtryk. En fuldendt plade.
I en periode op til indspilningen af musikken havde Lennon og Ono deltaget i primalskrigsterapeuten Arthur Janovs seancer. Og det kan høres på pladen. Janov, der var elev af Wilhelm Reich og tilhørte en kropsterapeutisk tradition inden for de psykodynamiske teorier, mente, at man skulle skrige sine traumer og psykiske lidelser ud af kroppen. Og det er, hvad John Lennon gør, ikke mindst i sangen Mother:

Mother, you had me, but I never had you
I wanted you, you didn’t want me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Father, you left me, but I never left you
I needed you, you didn’t need me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Children, don’t do what I have done
I couldn’t walk and I tried to run
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Mama don’t go
Daddy come home

Det var allerede dengang en kendt sag, at John Lennon mistede sin mor, Julia, tidligt. Hun døde i en trafikulykke i 1958, da John var 17 Ã¥r. Men han havde allerede mistet hende før, for John voksede op hos sin moster Mimi. I mytologien er Mimi blevet fremstillet som den rare person, der tog sig af John, fordi moderen ikke kunne. Journalisten Torben Bille refererer myten sÃ¥ledes i sin bog Lydspor: “Han havde haft en svær barndom med en mor, der overlod ham til hans tante, før han var fyldt tre, og sÃ¥ døde, da han endelig havde fÃ¥et kontakt med hende igen”. Men nu har John Lennons halvsøster Julia Baird udgivet bogen Imagine This: Growing Up with My Brother John Lennon (2007), der fortæller en hel anden historie om en yderst dysfunktionel Liverpool-familie og et jalousidrama mellem to søstre.
Kort fortalt, er det historien om moster Mimi, der ikke kunne acceptere, at Lennons moder i en meget ung alder giftede sig med ung sømand i handelsflÃ¥den – Alf, Johns fader – der aldrig var hjemme og derfor kastede Julia i armene pÃ¥ en elsker. Mimi brugte affæren – og ikke mindst dens tidstypiske følger: en datter, der blev bortadopteret – til at anmelde Julia til de social myndigheder og fÃ¥ tvangsfjernet John pÃ¥ grund af moderens pÃ¥stÃ¥ede letlevende liv. Bairds bog afslører, at Mimi ikke var drevet af høje moralske fordringer, men af regulær misundelse og jalousi. Storesøster Mimi, der aldrig fuldbyrdede sit eget ægteskab til manden George, kastede sig selv ud i en dybt hemmelig, lidenskabelig affære til en ung biokemiker, der boede til leje hos Mimi og George. Den unge mand var halvt sÃ¥ gammel som Mimi, men hun var villig til at opgive alt for at følge med ham til New Zealand. Inklusive John. Bogen fortæller ogsÃ¥ om en moder, der helt frem til sin død, savnede sin søn og gentagne gange forsøgte at opsøge ham hos søsteren, blot for at blive afvist.
Mimi ønskede ikke, at John skulle se sin moder, og det til trods for, at de boede tæt på hinanden. Det var først, da John blev 11 og selv kunne gå i skole, at han fik mulighed for nu og da at besøge moderen og se, hvordan hun levede med sin nye familie.
I hvert fald siden Freud har vi godt vist, at familien er roden til alt ondt (og godt…). Familien kan være helvede pÃ¥ jord. Og at John Lennon skulle lide under de dysfunktionelle familiære forhold er nok med til at forklare hans behov for at udtrykke sig selv kunstnerisk, selv om man skal passe pÃ¥ med at overbetone et sÃ¥dant patologisk motiv…

Kvindesnak

28. november 2006

Vi er glade for videnskabelige undersøgelser her i bloggen. Det er rart at fÃ¥ empirisk dokumentation og underbyggelse af svage teoretiske antagelser – eller at fÃ¥ overraskende indsigter fx i den menneskelige natur. I dag kan den dybt seriøse engelske avis Daily Mail Ã¥benbare, at kvinder snakker tre gange sÃ¥ meget som mænd! Som samboende med to af slagsen (plus gravhunden, som er af hankøn), sÃ¥ har det undertiden foresvævet mig, at det kunne være svært at fÃ¥ indført et ord nu og da.
Undersøgelsen er foretaget af en gammel kending af denne blog, nemlig Dr Luan Brizendine, der tidligere har pÃ¥vist, at mænd kun har én ting i hovedet, og det er ikke deres nye firhjulstrækker… Luan har udsendt bogen The Female Mind, hvor hun fremlægger sine epokegørende resultater, fx at kvinder bruger ca. 20.000 ord om dagen, hvorimod mænd kun kan fÃ¥ op til 13,000 ord over deres læber. Af studiet fremgÃ¥r det ogsÃ¥, at kvinder bruger flere hjerneceller for at fÃ¥ produceret hele denne ordflom. Se, se, hvem havde troet det!? Og for at det ikke skal være løgn, sÃ¥ har Luan Brizendine ogsÃ¥ fundet ud af, at kvindernes hjerneaktivitet udløser en flod af stimulerende kemikalier, der beruser dem pÃ¥ en mÃ¥de, der kan sammenlignes med et herointrip. Det forklarer jo et og andet, ikke?! Denne fornøjelse har mændene ikke, og det skyldes – hævder vores feministiske psykiater – det fæle hormon testoteron, der allerede ødelægger mænds hjerner, medens de ligger som fostre i moders mave. SÃ¥ de ved ikke engang, hvad de gÃ¥r glip af. MÃ¥ske har vi ogsÃ¥ forklaringen pÃ¥, hvorfor mænd, som bekendt, foretrækker at være tavse, nÃ¥r diskussionerne bliver for ophedede i parforholdene!? Kvinderne fÃ¥r afløb for deres følelser – og en lystgevinst oveni – medens mændene blot skal anstrenge sig for at sige noget, der er værd at lytte til.
Luan, der som nævnt er erklæret feminist, mener, at hendes egen videnskab modsiger nogle af hendes (tidligere) feministisk-politiske holdninger. Og det er jo kun godt.
Det skal også nævnes, at der er andre forskere, der mener, at snakkesaligheden også har med miljø og opdragelse at gøre.
Interessant er det ogsÃ¥ at læse den række kommentarer, der er til artiklen, fx denne fra Mike : “Betyder det, at kvinder er 100% mere ansvarlige for den globale opvarmning, fordi de producerer mere kultveilte?”. Det mÃ¥ yderligere forskning kunne pÃ¥- eller afvise… Læs mere »

VÃ¥d zen

15. november 2006

I et tidligere indlæg skrev jeg om de underværker, som svømning kan gøre for en – kropsligt (og det vil i min verden ogsÃ¥ sige mentalt). Det fik mig til at tænke pÃ¥ den alt for tidligt afdøde danske forfatter Hans-Jørgen Nielsen, der skrev et lille essay om netop den oplevelse, man kan opnÃ¥ ved fx at svømme, løbe eller cykle. I essayet “Da Intet skete” fortæller Nielsen om sin første af slagsen. I en alder af 15 Ã¥r oplever han, da han cykler ned af Humlebæk Kirke bakke, at Intet sker. Han skriver: “Da jeg var yngre, cyklede jeg gerne længe, langt og hurtigt. At cykle pÃ¥ denne mÃ¥de var først og fremmest en slags kropslig sindstilstand, som jeg cyklede mig ind i. Det drejede sig om at finde det rette hurtige tempo, hvor cyklen og kroppen voksede sammen i én stor rytmisk stemplen op og ned og fremad i ét. I denne tilstand svandt bevidsthedens normale kværn af tanker og fantasier efterhÃ¥nden hen. Sindet blev varmt, mørkt og tomt. Opslugt i den rytmisk arbejdende cykelkrop – eller kropscykel. Vejen cyklede sig selv.”
Som Nielsen er inde pÃ¥, sÃ¥ er tempoet afgørende. Det mÃ¥ hverken være for hurtigt eller for langsomt. Der skal være en særlig takt, der finder en særlig harmoni med kroppens puls. Vi er ovre i noget musikalsk. En vis rytmisk monotoni skal opnÃ¥s, inden oplevelsen melder sig. For mig hjalp (hjælper?) det at tælle svømmebaner og svømmetag: 1-2-3-4…57…
For Nielsen bliver der tale om en hverdagsagtig mystisk erfaring. Han kunne sine zenmestre og haiku-digtere. En unik oplevelse, som de efterfølgende kun er mindelser om. For min skyld mÃ¥ man gerne kalde det en mystisk erfaring, men jeg har haft den utallige gange. Der er tale om en dyb koncentration, hvor krop-og-hjerne pÃ¥ et tidspunkt glider sammen om rytmen og bevidstheden pauserer. En form for selvforglemmelse, hvor kroppen “blot” bevæger sig i en bestemt rytme uden at “ville” det, uden “at tænke over det”. VÃ¥d zen.

Nielsens lille essay er trykt i bogen “Efter den fjerde whisky trak han pistolen”, der udkom pÃ¥ forlaget Tiderne Skifter i 1982.

Om forfatteren kan man hos Afsnit P læse:

Sange fra labyrinten – Sting og Dowland

29. oktober 2006

Sting spiller John Dowland
Det kan dårligt siges at være en nyhed, at musikeren Sting har udsendt den klassisk cd med musik af John Dowland. Og at han spiller lut på pladen, der er udgivet på det fornemme Deutsche Grammophon. Men det er også mere et påskud for at slentre ned ad Memory Lane.
Den første gang, jeg for alvor fik ørerne op for Sting, var i 1980. Jeg var rejst til Italien og den smukke ø Sardinien, mest for at komme væk fra studier og dansk hverdag – men ogsÃ¥ for at mødes med en god ven, der havde forelsket sig voldsomt i en lille, sardisk pige.
Medens vi var der, opholdt vi os i en længere periode hos et fransk par på Sardinien. De boede et godt stykke oppe i bjergene i nærheden af landsbyen Budoni på den sardiske østkyst i et selvbygget, hvidt hus. Manden, Alain, havde en pæn samling grammofonplader i en dertil indrettet stue.

Det var her, jeg for første gang – under indflydelse af den lokale, ravgyldne vin de pêche (i to-litersflasker, uden tilsætningsstoffer, men med en alkoholprocent pÃ¥ 16) gennemlyttede The Polices tre første plader: Zenyatta Mondatta (der lige var udkommet), Regatta de Blanc og debutpladen Outlandos d’Amour. Da jeg kom tilbage til Danmark, købte jeg alle tre plader. Debutpladen var svær at fÃ¥ fat i, fordi den var midlertidigt udsolgt, men det lykkedes at finde et eksemplar i en nu forsvunden pladeshop pÃ¥ Clemens Bro.

For mig stÃ¥r de tre plader for noget af det bedste, der blev lavet i den meget kreative periode, man siden har omtalt som new-wave. Jeg kan ogsÃ¥ huske, at jeg en aften hørte radio, hvor guitaristen i C.V. Jørgensens daværende ganske lille band, Ivan Horn, omhyggeligt beskrev sin begejstring for The Police og fremhævede det unikke trio-samspil (the Police var en af de store trioer, pÃ¥ linje med Cream o.a.), Stings fremtrædende bas-spil og sang og guitaristen Andy Summers, der siden har gjort sig inden for jazz’en.

Min begejstring for de efterfølgende Police-plader var og er mere behersket, og selv om jeg stadigvæk synes, at Sting har en god stemme, sÃ¥ synes jeg ogsÃ¥, at hans soloproduktion har være af svingende kvalitet. Han er en fin sangskriver, men har mÃ¥ske været lidt ukritisk over for nogle af de publicerede sange… Dertil kommer, at hans undertiden kan forekomme en smule “frelst” politisk set og ogsÃ¥ har tilbøjeligheder til at være et arrogant røvhul. Men, man kan som bekendt ikke vurdere en kunstners produktion ud fra dennes politiske holdninger eller personlige særheder…
Nu har han så for en stund forladt rock-musikken og jazzen. Efter sigende, fordi han er træt af rocken og synes, at den er gået lidt i stå.

I en samtale med den tyske avis Die Zeit fortæller Sting Ã¥benhjertigt om motiverne for at beskæftige sig med en flere Ã¥rhundreder gammel musik. Det er gÃ¥et op for Sting, at der faktisk blev skrevet smuk musik dengang. Popmusik. Og sÃ¥ har hans forældres bortgang betydet, at han – forstÃ¥eligt nok – har fÃ¥et interesse for fortiden. Døden er kommet nærmere, og det perspektiv bliver fortidens levede liv vigtigere. Dertil kommer, at forældrenes død har Ã¥bnet op for drømmene i Stings liv. Han drømmer ganske enkelt mere. Om forældrene. MÃ¥ske er det sÃ¥dan. NÃ¥r ens forældre gÃ¥r bort, lever de sÃ¥ meget desto stærkere i ens erindring, drømme og bevidsthed…

Og drømmene betyder meget for Sting. Han fortæller, at han har haft en mareridtsagtig drøm, hvor han og konen Trudie fisker liget af en kvinde op af en sø. En tilbagevendende drøm. Og da Sting har gået i jungiansk analyse, så er han opmærksom på, at drømmene ikke kun er ligegyldig natlig hjerneaktivitet.

PÃ¥ et tidspunkt fÃ¥r Stings kone den idé, at de skal anlægge – en sø pÃ¥ deres landsted. I første omgang er Sting imod, fordi de kræver en masse papirarbejde, officielle godkendelser, arkæologiske undersøgelser osv. Men fruen fÃ¥r til sidst sin vilje. Søen bliver realiseret og til alles tilfredshed. Nogen tid efter bliver Sting ringet op, medens han opholder sig i USA, af en person med arkæologisk ekspertise, og han fÃ¥r den besked, at der er fundet et velbevaret kvindelig ved søen. Senere viser det sig, at det er et meget gammelt lig. Arkæologen vil vide, hvad Sting agter at gøre med “sit” lig. Eftersom den er fundet pÃ¥ hans jord, er det “hans”. Der gennemføres en begravelsesceremoni og den døde stedes til hvile pÃ¥ en lille ø i søen. For Sting er historien et bevis pÃ¥, at drømme ikke kun og især forholder sig til fortiden og nutiden, men ogsÃ¥ ser ind i fremtiden. PÃ¥ ægte jungiansk vis.

Om historien er sand eller ej, er for så vidt uinteressant. Det er en rigtig god historie, der fortæller en masse om den midaldrende musiker Sting og den tyngde, hans liv har fået nu, hvor hans kamp for at komme ud af barn- og ungdommens fattige kår er et forlængst overstået kapitel, og hvor den materielle rigdom ikke længere er tilstrækkelig for mennesket Sting, selv om den gør ham til et privilegeret menneske.