Indlæg tagget med tro

5000 års religion på 90 sekunder

21. juni 2010

Jo ældre jeg bliver, jo oftere tænker jeg, at verden ville være et bedre sted at være uden religionerne.

Indlægget her er i øvrigt delvist inspireret af dette citat af den netop afdøde portugisiske forfatter Saramago.

John Lennon – God

Moske – måske, moske ikke

1. september 2009

I går nat lyttede jeg, som jeg har for vane, til P1 Debat på vej hjem fra job. En DF’er og en SF’er diskuterede det fornuftige i at bygge en moske med to minareter i det københavnske vestkvarter. Det gav anledning til en ganske forudsigelig debat, hvor DF’eren ville diskutere Islams uheldige “værdier” og SF’eren alt muligt, fra arkitektur til religionsfrihed. Når jeg tænker på moskeer og minareter sendes jeg altid tilbage til 1001 Nats eventyr og kulørte amerikanske film med Aladdin og arabere osv. Hvad skal man så mene om rejsningen af en moske i hovedstaden? – Vi har i følge Grundlovens § 67 religionsfrihed i dette land. Det indbærer retten til individuelt og i fælleskab at udøve sin gudsdyrkelse, så længe det ikke kommer på tværs af “hensynet til sædeligheden” og “den offentlige orden”. Med andre ord. Hvis ellers tilhængerne af moskeen opfylder disse krav, selv betaler for jorden og bygningen, så lad dem dog.
Når jeg hører DF’ere tale om danske “værdier” og – som i dette tilfælde – være modstander af en moske, fordi den vil være en synligt tegn på islams tilstedeværelse i Danmark og islamiske “værdier”, så forstår jeg, hvor håbløs Dansk Folkepartis kamp er. Du kan måske fjerne synlige tegn på, at nogle mennesker tilhører en anden tro end den danske folkekirketro. Du kan måske forbyde tilsløring (sig ordet: burkha) og moskeer. Men du kan ikke ændre noget ved, at en række danske statsborgere udøver deres religionsfrihed.

Evolution

12. februar 2009

Vi vil gerne gøre opmærksom pÃ¥ den hjemmeside, som Københavns og Ã…rhus’ universiteter har lavet i anledning af Darwins jubilæum. Her kan man fÃ¥ en masse solid information om evolutionens videnskabelige kendsgerning. Og det kan være velgørende i en tid med for megen spiritualisme, creationisme, intelligent design og anden Mumbo Jumbo fra overtroens overdrev…

The Kinks – Apeman 1970

Religiøs omklamring

26. januar 2009

I dagbladet Information kunne man den forgangne weekend læse nogle artikler under forside-overskriften: “Danskerne er ræligjøse analfabeter“. Selv om artiklens intentionelt provokerende overskrift faktisk modsiges af flere af de i artiklerne citerede eksperter, sÃ¥ er det underliggende budskab klart nok: De sekulariserede danskere er nogle uvidende, respektløse ignoranter, nÃ¥r det drejer sig om religiøse spørgsmÃ¥l. Den samtidshistoriske kontekst er selvfølgelig islams mærkbare tilstedeværelse i det politiske og kulturelle liv (Muhammed-tegninger, tørklæder osv.), men ogsÃ¥ kristendommens revitalisering i form af nogle fremtrædende yngre teologer og en række nykristne.

I de omtalte artikler er det især ny-katolikken Iben Tranholm, der fører sig frem med den åndelige krabask. Årtiers sekularisme har fået et så godt tag i danskerne, at de er blevet ufølsomme og respektløse over for religiøse menneskers religiøse følelser (med Muhammed-tegningerne som privilegeret eksempel). Samtidig er danskerne usikre og søgende i åndelige spørgsmål. Derfor er 80% af dem stadig formelt medlem af folkekirken.


Man kan godt som mangeÃ¥rig læser af den venstre-akademiske avis Information undre sig over, at der skal bruges sÃ¥ meget krudt pÃ¥ noget, der mest af alt ligner et forklædt korstog for de ny-hellige og ny-spirituelle. Og jeg finder det nærmest insinuerende, at en person som Tranholm kan kalde danskerne respektløse over for andre troende, blot fordi de ikke fordyber sig i kristendommens og islams lære. Jeg er overbevist om – og flere af de citerede eksperter mener noget lignende – at de fleste danskere respekterer andres ret til at tro pÃ¥, hvad de vil. Men det er ikke det samme som at respektere en bestemt religion eller religion i det hele taget. Man kan godt respektere et andet menneskes religiøse følelser uden at respektere den religion, som vedkommende bekender sig til. Hvis nogen vil tro, at verden blev skabt pÃ¥ syv dage, og at vi nedstammer fra Adam og Eva (fælles tankegods for de her to nævnte religioner), sÃ¥ mÃ¥ de gerne det; det er deres gode ret, men det fÃ¥r mig ikke til at respektere den form for tro og religion.


Omvendt må man vel også spørge, om Tranholm og ligesindede respekterer sekulariserede mennesker, når de fører sig frem med religiøs besserwissen? Respekterer man den sekulariserede borgers ret til at forfægte sin overbevisning om ytringsfrihedens ukrænkelighed, sin overbevisning om, at religion og stat skal holdes adskilt og religiøsitet henvises til privatsfæren? For eksempel. Respekt skal være gensidig, ellers er den ikke noget værd.


Noget andet, jeg også må protestere mod, er den fremherskende tendens til, at troende som Tranholm og andre vil indskrive andre ikke-troende i troen. Der er tale om en slags religiøs, patroniserende (matroniserende!) omklamring, hvor man siger til den skeptiske dansker: Du er troende, om du vil det eller ej, dit lille uvidende fjols. Eller: Selv om du er en lille hedning, så vil (min) gud tilgive dig dine synder og lukke dig ind i himmerige. Man tager det sekulariserede menneske til indtægt for en religiøsitet, som han/hun ikke forholder sig til. En ting er, at sekulariseringen efterlader hin enkelte med en ulykkelig bevidsthed, noget andet er at indskrive denne tvivlrådighed i bestemt trossammenhæng. Må jeg så være fri.

Lotte var der først – læs en anden ræligjøs analfabets skriveri om anmassende folk som Tranholm

Hvad (er) helvede?

22. marts 2008

Vi er midt i kristendommens højtidsstund, Påsken. Og lad mig sige det, som det er. Siden søndagsskolen i barndommen har jeg haft en anstrengt forhold til mange af de forestillinger, jeg fik serveret dér og i folkeskolen. Men samtidig har jeg også været stærkt optaget af kristendommens læresætninger. Den er jo en del af min kulturelle baggrund. Ja, et fundament. Ingen tvivl om det.
Anstrengende har fx forestillingen om helvede som en slags overdimensioneret grill for syndere været. Afbilledet pÃ¥ diverse gamle, middelalderlige malerier. Jeg ved godt, at det er allegoriske fremstillinger, og de kan have deres berettigelse. Ikke mindst i en pædagogisk sammenhæng. Men alligevel. Derfor har jeg stor sympati for Jan Lindhardt og andres ønske om at verdsliggøre opfattelsen af helvede. Helvede skal opfattes som en sindstilstand, en følelse af dyb ensomhed og meningsløshed, som kun kan ophæves gennem den kristne tro pÃ¥ Guds kærlighed. Som sproget jo selv siger: Det er helvede pÃ¥ jord. NÃ¥r noget gÃ¥r “ad helvede til”. Hvis helvede eksisterer – og dets modsætning – sÃ¥ er det hér. Det er hér, det sner, eller ikke sner. Vi er hinandens helvede – og paradis. Det er op til os. Som en skoleelev havde skrevet med sin kniv i et skolebord engang i min skoletid: Hvis dette er Livet, hvorfor sÃ¥ frygte Døden? Bordet var et eksamensbord. Eksamen kan være helvede pÃ¥ jord. For eksempel.

Religiøs fanatisme

20. februar 2008

SFs formand har været i næsten alle medier, fordi han i gÃ¥r – endnu engang – meldte klart ud over for den yderligtgÃ¥ende politisk-religiøse gruppering Hizb-ut-tahrir. Og Villy er inde pÃ¥ et interessant spørgsmÃ¥l: Hvor har disse fanatikere ikke for længst forladt det borgerligt demokratiske, verdslige, materialistiske Danmark til fordel for steder i verden, hvor deres overbevisning finder større forstÃ¥else? Fx Saudi-Arabien eller Afghanistan? En nærliggende og paradoksal forklaring kunne være, at de faktisk ikke vil give afkald pÃ¥ den materielle velstand, de har. Men endnu mere sandsynligt er det, at denne fanatisme er afhængig af det forhadte samfund, de lever i. Som en anden parasit næres den af sin modsætning, indgÃ¥r en symbiotisk forhold, uden hvilket den ikke ville kunne trives. Ved at bo og leve midt i den vestlige dekadence og blandt vestens hedninge kan bevægelsen nære sit martyrium. Man har set det før, at sÃ¥danne ekstremismer næres af deres egen umulighed. Tænk blot pÃ¥ RAF i halvfjerdsernes Tyskland.

Invincible Donovan University

30. oktober 2007

Det forlyder i musikpressen, at den gamle folk-singer-songwriter Donovan vil Ã¥bne sit eget universitet for unge mennesker, der ønsker at studere meditation. Den 61-Ã¥rige Donovan udtaler til Billboard: “Jeg ved godt, at det lyder som en airy-fairy hippiedrøm at fortsætte med 60’ernes ‘fred og kærlighed’, men verden er klar til det nu. Det er klart, at tiden er inde.” Ideen stammer fra Maharishi, som ogsÃ¥ the Beatles frekventerede i 1968. Og sÃ¥ har filminstruktøren David Lynch, der ogsÃ¥ er turnet pÃ¥ TM, med i projektet. Her i capac-bloggen nøjes vi med at mene, at verden har været klar til fred og kærlighed i mange, mange Ã¥r….

Faderhuset – vor Herre bevares..

7. marts 2007

I mine foregående indlæg om Ungdomshuset har jeg bevidst forsøgt at undgå at forholde mig til den kristent-religiøse sekt Faderhuset og dens leder Ruth Evensen. Fra starten af har jeg haft det indtryk, at Evensen og sekten har brugt sagen om ungdomshuset som en enestestående chance til at missionere til en større kreds af danskere, end de ellers ville få mulighed for. Og en fornemmelse af, at problemet vedrørende de unge brugeres fremtid ragede dem en høstblomst. Nu har Jeppe Kabell, studerende ved RUC, afsløret, at Evensen og co. lige præcis opfatter deres rolle i de foregående døgn som et regulært korstog med det Onde.
Udadtil har Evensen forsøgt at tale i diplomatiske toner, indadtil – pÃ¥ prædikestolen – tordner hun mod de unge som værende djævleyngel. AltsÃ¥ tvetunget tale, sÃ¥dan som vi har set blandt andre religiøse fundamentalister. Efter min mening gør Evensen og hendes hellige flok mere skade end gavn med deres religiøse vanvid. Var der nogen, der sagde “næstekærlighed”? Læs Jeppes beretning pÃ¥ www.mrkab.com .

Læs i øvrigt Bo og Carstens meningsudvekslinger, der kredser om blandt andet Faderhuset.

Næstekærlighed

26. december 2006

Som sagt er det tanken, der tæller. Frøknen er i den alder, hvor man tænker meget – over livet, døden, kærligheden, meningen med livet osv. Det er i den alder, det rigtig begynder. Og det holder nok aldrig op, tror jeg. Til tankerne hører handlinger som fx den at støtte gode formÃ¥l. Farvede armbÃ¥nd (der ikke er for allergikere…) til støtte for kampen mod brystkræft. Eller en dÃ¥se til støtte for AIDS-fondens arbejde. En dÃ¥se med et lille frø, der blot skal vandes, sÃ¥ vokser det. Men der stÃ¥r ikke noget om, at frøet vokser op til himlen og kræver alskens hensyn som bambuspinde til at støtte gevæksten (og dÃ¥sen). Og der stÃ¥r ikke noget om, hvad man gør, hvis man er bortrejst nogle dage (skal den sÃ¥ stÃ¥ i badekarret i vand til halsen?). MÃ¥ske er det bare en smart mÃ¥de at fÃ¥ os til at tænke pÃ¥ de AIDS-ramte! Det mÃ¥ være forklaringen. Genialt!

VÃ¥d zen

15. november 2006

I et tidligere indlæg skrev jeg om de underværker, som svømning kan gøre for en – kropsligt (og det vil i min verden ogsÃ¥ sige mentalt). Det fik mig til at tænke pÃ¥ den alt for tidligt afdøde danske forfatter Hans-Jørgen Nielsen, der skrev et lille essay om netop den oplevelse, man kan opnÃ¥ ved fx at svømme, løbe eller cykle. I essayet “Da Intet skete” fortæller Nielsen om sin første af slagsen. I en alder af 15 Ã¥r oplever han, da han cykler ned af Humlebæk Kirke bakke, at Intet sker. Han skriver: “Da jeg var yngre, cyklede jeg gerne længe, langt og hurtigt. At cykle pÃ¥ denne mÃ¥de var først og fremmest en slags kropslig sindstilstand, som jeg cyklede mig ind i. Det drejede sig om at finde det rette hurtige tempo, hvor cyklen og kroppen voksede sammen i én stor rytmisk stemplen op og ned og fremad i ét. I denne tilstand svandt bevidsthedens normale kværn af tanker og fantasier efterhÃ¥nden hen. Sindet blev varmt, mørkt og tomt. Opslugt i den rytmisk arbejdende cykelkrop – eller kropscykel. Vejen cyklede sig selv.”
Som Nielsen er inde pÃ¥, sÃ¥ er tempoet afgørende. Det mÃ¥ hverken være for hurtigt eller for langsomt. Der skal være en særlig takt, der finder en særlig harmoni med kroppens puls. Vi er ovre i noget musikalsk. En vis rytmisk monotoni skal opnÃ¥s, inden oplevelsen melder sig. For mig hjalp (hjælper?) det at tælle svømmebaner og svømmetag: 1-2-3-4…57…
For Nielsen bliver der tale om en hverdagsagtig mystisk erfaring. Han kunne sine zenmestre og haiku-digtere. En unik oplevelse, som de efterfølgende kun er mindelser om. For min skyld mÃ¥ man gerne kalde det en mystisk erfaring, men jeg har haft den utallige gange. Der er tale om en dyb koncentration, hvor krop-og-hjerne pÃ¥ et tidspunkt glider sammen om rytmen og bevidstheden pauserer. En form for selvforglemmelse, hvor kroppen “blot” bevæger sig i en bestemt rytme uden at “ville” det, uden “at tænke over det”. VÃ¥d zen.

Nielsens lille essay er trykt i bogen “Efter den fjerde whisky trak han pistolen”, der udkom pÃ¥ forlaget Tiderne Skifter i 1982.

Om forfatteren kan man hos Afsnit P læse: