Indlæg tagget med Samleri

All you need is Love – Mccartney vs. Mills

17. marts 2008

Erotik og penge. Det er ikke kun i prostitutionens verden, at de to ting kommer i samspil. I dag afgøres det, hvor meget Paul McCartneys ex-frue Heather Mills skal have efter fire års ægteskab med Beatle-Paul. Det forlyder, at den tidligere nøgenmodel og nuværende miljøforkæmper Heather vil få omkring 25 millioner pund (ud af McCartneys formue, der anslås at være cirka 825 millioner pund).


Når jeg nævner det, så er det ikke for at moralisere, men blot konstatere, at skilsmisser ikke er for barnerøve, og at det kræver sin mand og kvinde at komme igennem en sådan uden store sår på sjælen. McCartney selv har lagt megen vægt på, at detaljerne fra ægteskabet og dets opløsning ikke kom frem i offentlighedens lys. Men noget tyder på, at det ikke kommer til at gå sådan. Hvis dommen i dag ankes, vil der være frit slag for saftige detaljer. Og eftersom Heather Mills har afvist at tie stille, så kunne man også tænke sig, at hun ville skrive en bog om det. Det gør man jo derovre.

Det vil så – med sikkerhed – blive afsløret, at Paul Mccartney også kun er et menneske som du og jeg, med svagheder, fejl og mangler. Og vil vil kaste os frådende over detaljerne for at få netop det bekræftet. Lige som vi gør, når vi læser Se & Hor, Billedbladet og de andre sladderblade (men kun hos frisøren, forstås!).

Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
There’s nothing you can do that can’t be done.
Nothing you can sing that can’t be sung.
Nothing you can say but you can learn how to play the game
It’s easy.
There’s nothing you can make that can’t be made.
No one you can save that can’t be saved.
Nothing you can do but you can learn how to be in time
It’s easy.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
There’s nothing you can know that isn’t known.
Nothing you can see that isn’t shown.
Nowhere you can be that isn’t where you’re meant to be.
It’s easy.

Syng bare med: All You Need Is Love!

Woody Allen – Manhattan

16. februar 2008

Det er helt forbigået min opmærksomhed, at DR den sidste tid har vist et par af Woody Allens bedste film – Manhattan og Hannah og hendes Søstre. Det har så fået mig til at tage hul på et gammelt samlerprojekt: Alle Woodys film (el. i hvert fald kræmen af hans værk..) på dvd. I dag startede vi så med en af hovedhjørnestenene: Manhattan.

Manhattan – åbningsscenen – med Gershwins musik.

Uddrag… I think I still in Love with…

Trout Mask Replica

1. oktober 2007

Ved midnatstid sprang min ebay-alert-alarm op og fortalte, at jeg havde vundet et cd-eksemplar af “Trout Mask Replica” med Don van Vliet. Bedre kendt som Captain Beefheart. Lidt et impulskøb, for jeg har grammofonpladen. Men jeg tog chancen for at få den billigt. ( I øvrigt skal man vare sig lidt på ebay. Nogle krejlere oplyser ikke “forsendelsesomkostningerne” og tjener ind på gyngerne, hvad de måtte have tabt på karusellerne, ved at sætte urimeligt høje forsendelsesomkostninger. 5 £ for at sende en cd uden jewelcase fra London til århus er optrækkeri! ).
Trout Mask Replica, der oprindeligt var et dobbeltalbum, betragtes som et hovedværk, ja som hovedværket eller hjørnestenen, i Bøfhjertes produktion. Kaptajnens svar på Sgt. Pepper. Indspillet på Frank Zappas plademærke Straight Records i 1969 og med samme Zappa som producer.
Pladen er omgærdet af megen mytologi. I følge skrønerne skulle de otte måneders øve- og indspilningsperiode være omvendt proportional med den tid, det tog Vliet at skrive musikken. Denne regnedes i millisekunder… Kaptajnen gjorde også, hvad kan kunne for at sætte myter i omløb, blandt andet i et famøst interview med Rolling Stone fra 1970. Mytologiseringer har jo altid være god PR. Pladen gjorde sig da også ganske godt, blev kult og kom på den engelske albumhitliste som nr. 21.
Musikken er ikke for begyndere. Den hører nok til Beefhearts mindre tilgængelige repertoire og stryger ikke lytterne med ørerne. Her føres rock-, blues-, free-jazz-, folkemusikelementer m.m. respektløst sammen som akkompagnement til nogle poetiske tekster, som er gefundenes fressen for halvstuderede røvere med hang til litterære analyser. Det er musik, der stiller krav til lytteren, og den egner sig bestemt ikke til at vaske op til (har prøvet…).

En hyldestside til albummet finder du her. Ikke alle holder af pladen.

Promotion video for albummet:

Døveskolen

24. september 2007

Der er ikke mange impulskøb i min musiksamling. Jeg tror ikke, at jeg har købt katte i sækken mere end den ene gang, hvor jeg kom hjem med Deaf Schools album “English Boys / Working Girls” fra 1978. Når det alligevel gik så galt, så skyldtes det to ting. Dels albummets titel, som appellerede stærkt til mig. Med sådan en titel måtte der være noget at hente på tekstsiden. Og så coveret. Det grafisk stærke cover med den lidt depraveret udseende unge blondine på den sorte baggrund var – og er – iøjnespringende. Et cover, der emmede af slet skjult erotik og dekadence.
At det så skulle vise sig at være et album, jeg kom til at lytte rigtig meget til det år, er en anden historie. I en bestemt uge var den slet ikke af B&O-grammofonen…
Deaf School nåede ikke at blive et af de helt store bands. Karrieren simpelthen for kort. Dertil skal lægges, at gruppens sammenrend af kunststuderende fra Liverpool så stort på halvfjerdsernes new-wave- og punk-konventioner og flittigt lånte fra det musikalske overskudslager, hvad enten der var tale om Tin Pan Alley-sangskrivning, polka, world music (før det kom til at hedde sådan…) m.m. Den musikalske bredde kan man især høre på det første album fra gruppen: 2’nd Honeymoon fra 1976. Blandt fans betragtes dette album som deres mesterværk.

Efter tre albums var det slut, og medlemmerne gik hver deres vej i musiklivet.  Clive Langer blev en anerkendt producer for folk som fx Elvis Costello, Madness, Dexy’s Mignight Runners, Morrisey og Hothouse Flowers, sangerinden Bette Bright gik solo, Steve Lindsey dannede sit eget band The Planets og Enrico Cadillac gjorde lige så med bandet Original Mirrors. Ud over de nævnte var Eric Shark (vok.), Marx Ripple (tangenter), Ian Richie (saxofon) og Tim Whittaker (trommer) med i Døveskolen, som tog navn efter det sted, hvor deres øvelokale lå – en nedlagt døveskole…
English Boys / Working Girls var det sidste album fra gruppen. LP’en kan stadigvæk fås second hand, oven i købet til en fornuftig pris. I 1989 blev der udsendt en cd-udgave på Wizards Eva. Den er svær at få fingre i. Til gengæld er det muligt at få en japansk cd-udgave, hvis man vil betale mellem 20 – 50 $, plus forsendelse. Men, hvis man kan nøjes, så er der kommet en dobbelt-opsamlings-cd med titlen “What A Way To End It All”. Den rummer det meste af gruppens produktion (ialt små 50 numre). Men så må man også undvære det markante cover fra omtalte plade.
Stilen var en energisk new-wave-pub rock, blandet godt op med punk- og art rock-elementer. Dertil kommer nogle spændende tekster bag sangtitler som “Golden Showers” (!), Working Girls og English Boys with Guns…
Gruppen er som så mange andre blevet gendannet. Det skete i firserne, hvor de udsendte et livealbum med nye versioner af deres bedste sange. Og de er stadigvæk aktive, som man kan se på deres hjemmeside.

Der findes ikke så meget videomateriale med Deaf School på YouTube. Men lidt har også ret:
EX 1, EX 2 (et kort klip fra gendannelsestiden) og EX 3  (billedkavalkade med musikunderlægning).

Bogforsider

13. september 2007

Lars har jo ret. Og Klaus har længe dokumenteret det: At der findes mange flotte bogforsider. Det fik mig til at huske på et halvt løfte, jeg afgav, da jeg omtalte min erhvervelse af Eivind Johnsons genfortælling af Odysseen Brændingens Brus. Nemlig at bringe en illustration af forsiden. Her er den så. Skyggen til venstre skyldes, at jeg indskannede billedet og ikke ville “brække” bogen for meget. Den er, som sagt, meget velholdt. Det sjove ved Svend Ottos forsideillustration er, at jeg i alle de år, der er gået, siden jeg første gang hørte om bogen og lånte den på Sædding Skoles bibliotek, har haft et krystalklart erindringsbillede af den smukke blå illustration i mit hoved. Forsiden passer på smukkeste vis til beretningen om søfareren Odysseus, som jeg pt. er ved at genlæse…
Svend Otto eller Svend Otto S (S for Sørensen), som han også kaldte sig var en kendt og berømmet billedkunstner, der lavede mange smukke bøger og bogforsider. Læs mere om ham her.

Bear Family Records – et pladeselskab for samlere

28. juli 2007


Det er den svenske avis Dagens Nyheter, der fortæller historien om det tyske pladeselskab Bear Family Records. Et pladeselskab bestyret af samlere for samlere. Her kan man få tyske schlagere, “Lili Marleen” i flere hundrede udgaver, calypso osv.
Bag pladeselskabet, der har til huse ude på landet nord for Bremen, står Richard Weize og Herman Knülle, der har gjort en levevej ud af at sælge den musik, de elsker. Richard Weize har også sin egen samling på gården. Den består af 30.000 LP-plader, 100.000 singleplader plus en mængde cd’er. I interviewet fortæller Weize om sin interesse for country og genopdagelsen af country-ikonet Merle Haggard. Voksne bloglæsere vil kunne huske, at Merle Haggard brød igennem med sangen “Okie from Muskogee”, der var en hyldest “hjemmebrænd og det amerikanske stjerneflag og en protest mod brændte indkaldelsespapirer, gruppesex og jesussandaler”. Og det kunne Richard ikke lide – dengang. Og nu udgiver forlaget så en boks med seks cd’er fra perioden 1968-1976, der giver et mere nuanceret billede af countrysangeren.
Family Bear udgiver ikke Greatest Hits. For det vil samlerne ikke have. De vil have den rene vare, dvs. revl og krat. Derfor er pladeselskabets kendetegn blevet store, omfattende bokssæt. Foreløbig er det blevet til ca. 250 stykker – i LP-format med tilsvarende store bøger. Fx kan man få det legendariske Sun-pladeselskabs samlede udgivelser på 24 fyldte albums. Eller komplette udgivelser af Willie Nelson, Johnny Cash, Hank Williams og Jim Reeves (som capacs mor var meget glad for…). På pladeselskabets hjemmeside kan man selv søge videre og savle over det.
En sjov ting er, at pladeselskabets gennembrud kom med lanceringen af cd’en. Det nye medie skabte en niche for de lille tyske selskab, der sælger for omkring 50 millioner kroner til samlere i USA. Læs mere om selskabet på Dagens Nyter, blandt andet om partneren Herman Knülle, der hellere vil lytte til Led Zeppelin og Nirvana…

Gårsdagens antikvariske: Susan Lenox

27. juli 2007

David Graham Phillips: Susan Lenox. Gyldendalske Boghandel. 1933. 3. oplag. Oversat fra amerikansk “Susan Lennox, her Fall and Rise” af O. C. Molbech. Fineste stand. Halvlæderindbundet på Ringgive Andersens Bogbinderi i Esbjerg (!). 601 sider. Købt hos en lokal antikvarboghandler. Billigt.

Tak til bibliotekar Susanne Balslev for tippet:

Pissoir-bogen havde jeg i forvejen og Kaviar-bogen var et hit i min ungdom…

David Graham Phillips blev født i 1887 og ernærede sig som journalist og reporter. I 1902 udsendte han romanen The Great God Success, der solgte så godt, at han kunne leve af royalities og freelance-journalistik. Han var en ferm journalist, og i 1906 fik han publiceret en artikel med titlen “The Treason of the Senate” i det fine magasin Cosmopolitan. I artiklen afslørede han, hvordan kampagnebidragydere blev begunstiget af medlemmer af det amerikanske senat. Artiklen medførte en større skandale og var med til at indføre “the 17. Amendment”, hvori reglerne for valg af senatorer præciseres.

Artiklen var med til at give Phillips et ry som muckraker, dvs. en journalist, der har specialiseret sig i at undersøge og skrive om korruption. Han var altså en forløber for folk som Ralph Nader og Hunter S. Thompson, og det kom til at koste ham livet, idet en sindsforvirret læser skød ham i januar 1911. Mordet har i øvrigt været genstand for en anden roman, Daniel D. Victors “The Seventh Bullet”, hvori selveste Sherlock Holmes får lov til at undersøge sagen… Måske man skulle opspore den.
Romanen om Susan Lennox og andre af Phillips’ romaner kan i øvrigt downloades i tekstversioner fra Gutenberg-projektet (her). De fleste kan også lånes via bibliotek.dk. Mig bekendt er Susan Lennox den eneste af Phillips romaner, som er oversat til dansk.

Som indledningsbilledet afslører blev bogen omsat til film i 1931 med Greta Garbo og Clark Gable i hovedrollerne. Instruktøren var Robert Z. Leonard, der har et hav af film på samvittigheden. Læs også Channel4s saftige beskrivelse af filmen her.

Pineforest Crunch – fra bibliotekets overskudslager…

15. juli 2007

Som nævnt glemte jeg mit lånerkort på det lokale bibliotek og måtte derfor derned en ekstra gang for at hente det. Og det betød selvfølgelig, at jeg måtte forbi bunken af udgåede cd’er igen. Resten giver sig selv… Jeg kom hjem med tre cd’er for en tyver. To med jødisk klezmer-musik (herom senere) og så en med Pineforest Crunch, “Make Believe”, gruppens debutalbum.
Selv om bandet faktisk har besøgt Roskildefestivalen helt tilbage i 1996, har det ikke bidt sig fast i min bevidsthed. Men det spøjse navn, der er navnet på en is fra firmaet Ben & Jerrys Ice Creams, og det kække popcover fik mig til at vælge pladen (og så, at det var en af de få komplette cd’er, der var tilbage i skuffen…).
Bandet stammer fra Solna i Sverige og består af åsa Eklund, Olle Söderström, Mattias Olsson, Jonas Petterson og Mats Lundgren. Alle skolekammerater og venner fra lokalområdet. Det første album “Make Believe” blev udsendt i 1996 på ABBA-plademærket Polar Records og kastede et internationalt hit af sig: Cup Noodle Song. Stilen er guitardomineret halvfemser-indiepop med inspiration fra bands som American Music Club og The Sundays. Bløde, smeltende, indtagende melodier med åsa Eklunds fine pigestemme i forgrunden. Gruppen har siden udsendt to albums (Shangrila, 1997 og Panamarenko, 2002) og en EP (Innocent, 2000). De burde været lige så kendte som The Cardigans. Hermed anbefalet.
Bandet kan man lytte til på deres myspaceside.

Nostalgia: Foska Havregryn

12. juli 2007



Bedst som skriveblokeringen synes at melde sig i capacs trætte hoved og krop, så kommer Michael Laudrup til hjælp. Egentlig skulle capac ned i garagen og fjerne et (tidligere omtalt) støjende stykke metal fra automobilet, men en nyhed fra dagens avis om, at den tidligere fodboldhelt har sat skub i salget af Ota Solgryn (havregrynsprodukt), så dansker nu spiser 4 millioner portioner mere af de valsede korn, fik capac på andre tanker.

Nyheden sendte capac tilbage til den barndom i 1950’erne, der spiller en så stor rolle i denne blog (og i øvrigt), til et af capacs første møder med reklamens forunderlige magt: Foska Havregryn.

Ota havregryn havde allerede i 1940’erne fået den idé at lave såkaldte Ota-bøger, der i bordeauxrødt omslag bød på oplysende læsning for de havregrynsspisende børn og unge. Produktionen ophørte i 1942, men fænomenet blev så kendt, at bøgerne i dag betragtes som et vigtigt element i dansk børnelitteraturs historie. Bøgerne er samlerobjekter i dag.

Men for capac og drengene i gaden var det Foska, der var den store oplevelse. Foska var et dansk produkt, der blev produceret af den stadigvæk aktive Svendborg Boghvede- og Havremølle A/S. Men inspiration fra kaffeerstatningsfirmaet Richs begyndte Foska at lægge samlebilleder i deres havregrynspakker for at stimulere salget.

I forhold til forgængerne var der med Foska sket et skred i retning af mere direkte reklame.  Man informerede fx om  hvor næringsrigt produktet var (calsium etc.)., hvor Ota-bøgerne  levede deres eget liv parallelt med grynene. Men ellers var det spændende historier om Mickey og bønnestagen, Eventyret om Bongo, Alice i Eventyrland m.fl. For at sikre, at man fik en ordentlig formidling havde man ansat en garvet lærer og forfatter, Torben Gregersen, til at præsentere historierne i bøgerne.

Disse faktuelle forhold (som jeg har hentet i tidsskriftet Ask) tænkte jeg ikke meget over dengang. Det, jeg husker tydeligst, var glæden ved at samle og fuldende disse farverige og solide hæfter. Man kunne gå længe og vente på, at man havde spist sig frem – eller byttet sig frem – til de sidste billeder i bogen. At man så skulle tygge  sig gennem oceaner af havregryn gjorde ikke så meget. Specielt “Basse”, en af legekammeraterne, gjorde sig med Foska-billederne. Sikkert, fordi hans familie var større og derfor kunne konsumere flere æsker… I hvert fald var vi optaget af samleriet, der gjorde os til rigtige FOSKANERE (noget man kvalificerede sig til ved at spise Foska eller Bio Foska).

Sådan kom capac for første gang (tror jeg nok) rigtig i reklameindustriens kløer, uden at være bevidst om det. Siden gik det slag i slag med Gunner “Nu” Pastiller og meget andet…

Dagens bogfund: Klaus Rifbjerg “Huset”

10. juli 2007

Tilfældet ( = et pludseligt regnvejr ) ville, at capac gik ind i den lokale genbrugsforretning og kom ud igen ( i tørvejr ) med et eksemplar af Klaus Rifbjergs bog fra 2000, “Huset”. Mere passende kunne det næsten ikke være for en anakronolog og nostalgiker som capac. For bogen handler om barndommens hus på Amager og dets betydning i forfatterens liv. Et hus, der har været med i mange af Rifbjergs skriverier – uden dog at være hovedperson, før nu altså. En bestillingsopgave fra forlaget. der ville have en bog om “en begivenhed eller et sted, der havde haft stor betydning for forfatteren” i det forgangne århundrede. Pris kr. 8,-. Fin stand, bortset fra en kaffeplet på forsiden.

Rosinen i den pølseende: The Boo Radleys

10. juli 2007

1-2-3. Sidste billigindkøb i bibliotekets rodebunke var et næsten uspillet eksemplar af The Boo Radleys album Kingsize (1998 – det er åbenbart halvfemserprodukter, der kasseres…).
Boo Radleys var virksomme i perioden 1988-1999 og var repræsentanter for den alternativrockgenre, man har kaldt Britpop og shoegazing (efter sigende var det New Musical Express, der udmøntede dette navn som betegnelse for grupper, der på scenen blot koncenterer sig om at spille musik, ikke at performe, hvorfor det kan se ud som om de står og ser på deres egne sko…). Gruppen var en kvartet bestående af sangeren og guitaristen Sice, sangskriveren og guitaristen Martin Carr, basisten Timothy Brown og trommeslageren Steve Hewitt, der dog blev udskiftet med Rob Cieka efter udgivelsen af det første album Ichabod and I i 1990.
Den første plade blev ikke en succes, men musikken, der var inspireret af fx My Bloody Valentine, gjorde indtryk på det kendte pladeselskab Rough Trade, der kort efter skrev kontrakt med bandet. Desværre nåede Boo Radleys kun at udgive EP’en Every Heaven (1991) på Rough Trade, inden selskabet gik ned med fanen. Videre gik det il Alan McGee’s Creation Records, hvor de udsendte albummet Everything’ Alright Forever i 92. Pladen markerede et stilskift for bandet væk fra My Bloody Valentine-inspirationen og shoegazing  i retning af jazz-influerede, multiinstrumentale sange og arrangementer. En udvikling, der for alvor viste sig på 93-udgivelsen Giant Steps. Giant Steps blev bandet claim to fame, idet albummet fik overstrømmende anmeldelser, ikke mindst af det toneangivende magasin New Musical Express. Men det kneb med anerkendelse fra publikum. Selv blandt Britpop-tilhængere forblev Boo Radleys et temmelig ukendt outsiderfænomen, indtil de i 1995 udsendte deres mainstreamsøgende single Wake Up Boo!, der røg ind på UK Top  10 og forblev på hitlisten i hele to måneder.  Successen blev fulgt op af endnu en single, Find The Answer Within, der også toppede. Begge singler indgik på Boo Radleys næste album Wake Up!, der udkom samme år. Albummet som sådan var det nærmeste et mainstream-orienteret Britpop-udgivelse i ånden fra The Beatles, gruppen kom.
Allerede den næste udgivelse fra 1996 C’mon Kids var langt mere eksperimenterende og langt mindre kommerciel – og trods en vis succes mistede gruppen en del lyttere på den konto. Gruppen fortsatte dog kompromisløst med sin musikalske søgen og eksperimenteren, og i 1998 kom så Kingsize, der leger med tresser soul music og pop, hip hop og dance. Kritikerne var igen begejstrede, men publikum var mere kølige.
Hvis man er til alternative rock med hjerne, der ikke stryger folk med hårene, kan The Boo Radleys varmt anbefales. Der er siden (2005) udkommet en compilation, der præsenterer et gennemsnit af bandets arbejder. Titlen er: Find The Way Out.

Video: Wake Up Boo! Læs mere »

Tirsdagsbogsamleri…

26. juni 2007

Tja, jeg kom igen forbi den lille butik – tidligt – hvor jeg fandt de Stynede Popler, og gjorde også denne gang et fund. Ernst Frandsen & Niels Kaas Johansens Danske Digtere i det 20. århundrede fra førsteudgaven i 1951 i to bind. Plus det tredje supplementsbind, der kom i 1955 med titlen “Ny Samling”. Igen et ualmindeligt velholdt (ubrugt?) eksemplar af første udgaves første oplag, privat rødt halvlæder med guldtryk på ryggen. Sikkert fra samme ejer som Nis Petersen-bogen, i hvert fald har den samme aroma… Så nu dufter mit kontor efterhånden som et gammelt bibliotek.
Pris: kr. 50,- for alle tre bind.

Dagens bogsamleri…

25. juni 2007

Nis Petersen “Stynede Popler”, første udgave, første oplag, 1943. Indb. privat halvlæder, meget velholdt, kun en svag aroma af gode cigarer. Pris: kr. 5, -.

Verden i følge Jante

31. maj 2007

Jantelovens 10 bud:

1. Du skal ikke tro, du er noget.
2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
6. Du skal ikke tro, at du er mere end os.
7. Du skal ikke tro, at du duer til noget.
8. Du skal ikke le ad os.
9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.

– lovene er selvfølgelig hentet fra Aksel Sandemoses roman En flygtning krydser sit spor fra 1933, og loven gælder i den fiktive, universelle by Jante. Du kan selv udskifte navnet Jante med noget andet…
Du spørger måske, hvorfor dette citat nu skal bringes? Godt spørgsmål!

R.L.Stevenson – Ligrøveren

28. februar 2007


Som læsere af capac-bloggen vil vide, så har blogherren i lang tid været på jagt efter en omnibus-bog fra Carit Andersens Forlag, indeholdende R. L. Stevensons gyserfortælling “Ligrøveren”. I den gamle blog blev der fortalt i nostalgiske vendinger om denne histories betydning i capacs skoletid på Sædding Skole i tresserne. Og som læseren nok allerede har gættet, så er der sket nyt i sagen. Capac har fået fat i et endog meget velholdt, indbundet eksemplar af Tage la Cours gyserudvalg Gysere fra hele verden (u.å), hvor man finder Stevensons historie på s. 279 flg. Eneste minus ved indkøbet er, at det farvestrålende smudsomslag er bortkommet… Men samlere vil alligevel forstå, at det er en særlig dag og en særlig følelse…