Min lille grønne rejsegrammofon

16. november 2006

I sin fortrinlige selvbiografi X-Ray fortæller Ray Davies meget underholdende, hvordan lyden på de første Kinks-plader kom i stand. Hjemme hos far og mor havde brødrene en lille forstærker kaldet the little green amp, som udgjorde hele Kinks-lyden. De var dog ikke tilfredse med det, der kom ud af højtaleren, og derfor perforerede de membranen med en kuglepen. Det hjalp… You really got me ville have lydt anderledes, hvis ikke…
Min barndoms svar på the little green amp var en lille grøn og lys beige rejsegrammofon med håndtag, som min musikglade mor forærede mig, da jeg var ni år gammel. Hun købte den i den lokale radioforretning (med navnet Lindvig Poulsen), der lå i Strandbygade. Jeg kan huske, at han havde en fransk bulldog i ved navn Finette (af fin afstamning…), der vogtede i forretningen. Der var få, men udvalgte radioer og musikanlæg. Og altså min lille rejsegrammofon. Butiksejeren havde åbenbart forståelse for det unge menneskes spirende musikinteresse. I hvert fald fik jeg to singleplader med i købet. Den ene en plade med Louis Armstrong (Basin Street Blues), den anden med Elvis Presley (Teddy Bear). Derhjemme blev den omhyggeligt koblet til familiens store Philips dampradio, og så gik det ellers derud af…
Desværre har jeg ikke et billede af den og har ikke kunnet finde det på nettet. Men det lykkes måske en dag. Nå, men rejsegrammofonen var solid og holdt i mange år, indtil jeg fik en B&O – Beogram1000 – i palisander, som fulgte mig helt frem til gymnasietiden, hvor den blev skiftet ud med en Beogram2000, der også holdt længe med diverse udskiftninger af pickupper… Resten er historie, som man siger.
Beogram 1000Beogram 2000

Skriv en kommentar

2.026 har læst indlægget