Indlæg tagget med Tidsfordriv

Kender du typen?

17. februar 2007

I en tid, hvor der ikke sker så meget nyt med hensyn til krimier på tv – når man lige bortser fra den fine danske Forbrydelsen (…og ikke et ondt ord om de gamle kendinge som lune Frost, Columbo, Barnaby, stilsikre Poirot og et par stykker mere…) – så må man ty til andre programmer, hvis man absolut vil se tv. Først og fremmest er der den meget underholdende, meget velturnerede og velspillede soap-familie-serie Hvor kragerne vender (orig. Distant Shores) om en succesfuld plastikkirurg fra London, som nødtvungent må flytte med sin kærlighedshungrende kone, sin goth-punk-datter og sin lille søn til den lille ø Hildaysay for at redde, hvad reddes kan af familielivet, og hvad dertil hører. Og som i andre vellykkede engelske familieunderholdningsserier (fx The Royal, som pt. holder pause), så går det ikke, som man kunne forvente. Men underholdende, dét er det.
Et fast programpunkt her i familien er livsstilprogrammet Kender du typen?, hvor den afslappede og ganske velegnede anfører af løjerne Jens Blauenfeldt skal have de to såkaldte “livsstilseksperter” Niels Erik Folmann og Christine Feldthaus, der begge tjener til livet i reklameindustrien, til at gætte, hvem der mon bor i en eller anden bolig ud fra den måde vedkommende kendte person har indrettet sig. Og det er jo altid lidt underholdende at se, hvordan andre bor. Nysgerrigheden får sin luns, den svinehund, og man kan filosofere lidt over, hvor forskellige folk dog er osv. Programmet er et af de efterhånden mange livsstilprogrammer, der faktisk fungerer ganske godt. Sikkert, fordi det appellerer til den omtalte nysgerrighed, der jo er drivkraften bag alle ugebladene, men også fordi der ligger en underholdningsværdi i at se andre sider af de personer, man kender fra de kulørte medier, tv og aviser.
Livsstilseksperterne har hidtil professionelt hvilet trygt og godt på deres indlærte segmentanalyser, hvor stort set enhver dansker kunne placeres inden for fire hovedgrupper ud fra deres uddannelse og indkøbsvaner. Det sjove er blot, at de seneste programmer hyppigere og hyppigere har efterladt de to ferme gættere helt på Herrens mark. Og så bliver det først underholdende, fordi spændingen om, hvem typen mon er stiger! Og eksperternes manglende indsigt gør det blot lettere for seerne at være med i gætteriet.
Måske er danskerne ved at være så individualistiske, at de ikke passer ind i nogen livsstilseksperts kategorier eller reklamemands kassesystem? Det er selvfølgelig et problem for reklameindustrien, men i øvrigt ganske tilfredsstillende…

Everything is illuminated – en anbefaling…

20. november 2006

Søndage kan være svære at komme igennem, især hvis man er fjorten, og der ikke er kammerater ved hånden, og man er kørt lidt træt i Sims 2. Derfor måtte jeg – fædre kan åbenbart altid bruges i sådan en situation – drage til det lokale videoudlejningssted med pigebarnet for at se, om de havde noget, man kunne fordrive sådan en søndag med. Vi havde første kigget biografprogrammerne igennem, men der var ikke noget, vi begge kunne gå ind for. Og det vil almindeligvis sige: En ungdommelig film med flotte unge mænd, gerne lidt sjov, og gerne lidt romantik (men ikke for meget)… Så vi endte i videoforretningen. Pirates of the Caribean II havde de ikke (kommer på fredag) og heller ikke Madagascar, som var udlånt. Og når man er fjorten, og ikke lige kan få det, man gerne vil have, så kan det hele være lige meget
Og hvad gør man så? Overlader beslutningsprocessen til far – samtidig med, at man forbeholder sig ret til at kritisere og vrænge ad forslagene. Af erfaring ved jeg, at det godt kan lade sig gøre at finde noget, der vil falde i frøkenens smag, alligevel. Hvis man kan finde en film med en dejlig filmhelt, fx Johnny Depp eller Elijah Wood – en film, som hun ikke har set eller hørt om, så glider den som regel ned. Derfor faldt mit valg på den relativt nye Everything is illuminated (2005) af Liev Schreiber med Elijah Wood i hovedrollen. Læs mere »

Min lille grønne rejsegrammofon

16. november 2006

I sin fortrinlige selvbiografi X-Ray fortæller Ray Davies meget underholdende, hvordan lyden på de første Kinks-plader kom i stand. Hjemme hos far og mor havde brødrene en lille forstærker kaldet the little green amp, som udgjorde hele Kinks-lyden. De var dog ikke tilfredse med det, der kom ud af højtaleren, og derfor perforerede de membranen med en kuglepen. Det hjalp… You really got me ville have lydt anderledes, hvis ikke…
Min barndoms svar på the little green amp var en lille grøn og lys beige rejsegrammofon med håndtag, som min musikglade mor forærede mig, da jeg var ni år gammel. Hun købte den i den lokale radioforretning (med navnet Lindvig Poulsen), der lå i Strandbygade. Jeg kan huske, at han havde en fransk bulldog i ved navn Finette (af fin afstamning…), der vogtede i forretningen. Der var få, men udvalgte radioer og musikanlæg. Og altså min lille rejsegrammofon. Butiksejeren havde åbenbart forståelse for det unge menneskes spirende musikinteresse. I hvert fald fik jeg to singleplader med i købet. Den ene en plade med Louis Armstrong (Basin Street Blues), den anden med Elvis Presley (Teddy Bear). Derhjemme blev den omhyggeligt koblet til familiens store Philips dampradio, og så gik det ellers derud af…
Desværre har jeg ikke et billede af den og har ikke kunnet finde det på nettet. Men det lykkes måske en dag. Nå, men rejsegrammofonen var solid og holdt i mange år, indtil jeg fik en B&O – Beogram1000 – i palisander, som fulgte mig helt frem til gymnasietiden, hvor den blev skiftet ud med en Beogram2000, der også holdt længe med diverse udskiftninger af pickupper… Resten er historie, som man siger.
Beogram 1000Beogram 2000

Våd zen

15. november 2006

I et tidligere indlæg skrev jeg om de underværker, som svømning kan gøre for en – kropsligt (og det vil i min verden også sige mentalt). Det fik mig til at tænke på den alt for tidligt afdøde danske forfatter Hans-Jørgen Nielsen, der skrev et lille essay om netop den oplevelse, man kan opnå ved fx at svømme, løbe eller cykle. I essayet “Da Intet skete” fortæller Nielsen om sin første af slagsen. I en alder af 15 år oplever han, da han cykler ned af Humlebæk Kirke bakke, at Intet sker. Han skriver: “Da jeg var yngre, cyklede jeg gerne længe, langt og hurtigt. At cykle på denne måde var først og fremmest en slags kropslig sindstilstand, som jeg cyklede mig ind i. Det drejede sig om at finde det rette hurtige tempo, hvor cyklen og kroppen voksede sammen i én stor rytmisk stemplen op og ned og fremad i ét. I denne tilstand svandt bevidsthedens normale kværn af tanker og fantasier efterhånden hen. Sindet blev varmt, mørkt og tomt. Opslugt i den rytmisk arbejdende cykelkrop – eller kropscykel. Vejen cyklede sig selv.”
Som Nielsen er inde på, så er tempoet afgørende. Det må hverken være for hurtigt eller for langsomt. Der skal være en særlig takt, der finder en særlig harmoni med kroppens puls. Vi er ovre i noget musikalsk. En vis rytmisk monotoni skal opnås, inden oplevelsen melder sig. For mig hjalp (hjælper?) det at tælle svømmebaner og svømmetag: 1-2-3-4…57…
For Nielsen bliver der tale om en hverdagsagtig mystisk erfaring. Han kunne sine zenmestre og haiku-digtere. En unik oplevelse, som de efterfølgende kun er mindelser om. For min skyld må man gerne kalde det en mystisk erfaring, men jeg har haft den utallige gange. Der er tale om en dyb koncentration, hvor krop-og-hjerne på et tidspunkt glider sammen om rytmen og bevidstheden pauserer. En form for selvforglemmelse, hvor kroppen “blot” bevæger sig i en bestemt rytme uden at “ville” det, uden “at tænke over det”. Våd zen.

Nielsens lille essay er trykt i bogen “Efter den fjerde whisky trak han pistolen”, der udkom på forlaget Tiderne Skifter i 1982.

Om forfatteren kan man hos Afsnit P læse:

Berlin – rejseindtryk 2

7. november 2006

Jeg er langt fra overtroisk. På den anden side er det pudsigt, hvordan tingene falder sammen. På min tur til Berlin kom jeg til at bo i et område med lutter litterære og filosofiske gadenavne: Kleiststrasse, Kantstrasse osv. Der lå sågar et Kant-Archive et stenkast fra min hoteladresse.

Hugget meme: 48 Things You Could Care Less About

7. november 2006

Klaus tog den fra Regitze, der tog den fra Irene, der tog den fra…:

First name?
Capac (her i bloggen…)
Were you named after anyone?
Det var vist noget med, at min farmor syntes, at mit rigtige navn var nydeligt (måske navnet på en gammel flamme, hvem ved?)
When did you last cry?
Det kan jeg virkelig ikke huske…
Do you like your handwriting?
Ja, i det hele taget kan jeg godt lide håndskrift (på trods af bunker af stile…)
What is your favorite lunchmeat?
Ost ;-)
If you were another person, would you be friends with you?
Ja, hvis jeg ellers fik lov.
Do you have a journal?
Politiet tog rapport, da jeg, Charlie og nogle andre drenge skød med haglpistol i baggården; men den har de nok ikke gemt…
Do you still have your tonsils?
Jep.
Would you bungee jump?
Nej, livet er spændende nok i forvejen.
What is your favorite cereal?
Havregryn
Do you untie your shoes when you take them off?
Ja og nej.
Do you think you’re strong?
Ja, stærk nok
What is your favorite ice cream flavor?
vanilje softice
Shoe size?
45-46
Red or pink?
Sort
What is your least favorite thing about yourself?
Det har jeg ikke tænkt over.
Who do you miss the most?
Mine forældre
What color pants, shirt and shoes are you wearing?
blå, sort og ingen
Do you want everyone to send this back to you?
Nej, ikke nødvendigvis…
Last thing you ate?
Havregryn
What are you listening to right now?
The Hissing of Autumn Lawns
If you were a crayon, what color would you be?
Hvid tavlekridt
Favorite smell?
Der er mange…fx friskbrygget kaffe, når man er luftet godt igennem…
Who was the last person you talked to on the phone?
Viceværten
The first thing you notice about people you are attracted to?
Deres væsen…
Do you like the person you stole this from?
Ja, jeg kan i det hele taget godt lide mennesker…
Favorite drink?
Der er intet, der slår rent vand fra hanen, når man er rigtig tørstig…
Favorite sport?
svømning
Eye color?
Blå (og min datter har lige fortalt mig, at blå øjne skyldes en fejl…)
Hat size?
60, tror jeg nok.
Do you wear contacts?
Nej, jeg har gået med øjenkrykker, siden jeg var tolv, og det bliver jeg ved med…
Favorite food?
Pasta…
Scary movies or happy endings?
En lykkelig slutning kan godt være en scary movie…
Summer or winter?
Sommeren – og dog…
Hugs or kisses?
Det afhænger sgu da af: Med hvem?
Favorite dessert?
Ingen.
Who is most likely to respond?
Tja…
Least likely to respond?
Mere tja…
What books are you reading?
Das Hunde Buch; En kvinde i Berlin og tre andre…
What’s on your mouse pad?
Sådan noget bruger vi ikke (digital mus)
What did you watch last night on TV?
Prime Suspect: The Final Chapter, første del
Favorite sounds?
Pigelatter, hundeglam og mange andre
Rolling Stones or Beatles?
Beatles
The furthest you’ve been from home?
Det ved jeg ikke
What is your special talent?
Min forh. kollega “brandede” mig som den “rare” lærer. Måske er det ‘my special talent’?!
Where were you born?
Midt i Esbjerg by
Who sent this to you?
Jeg huggede det hos Klaus, der fandt det hos….