Indlæg tagget med serie

The Royal: Kendingsmelodien “Somebody help me”

24. august 2007

Den engelske sygehusserie, The Royal, som er capacs faste punkt torsdag aften (eller hvornÃ¥r den end sendes) har en kendingsmelodi: Somebody Help Me. I en udmærket, medrivende cover-version med jeg-ved-ikke-endnu-hvem. Men originalen er med The Spencer Davis Group – og her er den i en ældgammel, fin optagelse:

Nostalgia: Foska Havregryn

12. juli 2007



Bedst som skriveblokeringen synes at melde sig i capacs trætte hoved og krop, så kommer Michael Laudrup til hjælp. Egentlig skulle capac ned i garagen og fjerne et (tidligere omtalt) støjende stykke metal fra automobilet, men en nyhed fra dagens avis om, at den tidligere fodboldhelt har sat skub i salget af Ota Solgryn (havregrynsprodukt), så dansker nu spiser 4 millioner portioner mere af de valsede korn, fik capac på andre tanker.

Nyheden sendte capac tilbage til den barndom i 1950’erne, der spiller en så stor rolle i denne blog (og i øvrigt), til et af capacs første møder med reklamens forunderlige magt: Foska Havregryn.

Ota havregryn havde allerede i 1940’erne fået den idé at lave såkaldte Ota-bøger, der i bordeauxrødt omslag bød på oplysende læsning for de havregrynsspisende børn og unge. Produktionen ophørte i 1942, men fænomenet blev så kendt, at bøgerne i dag betragtes som et vigtigt element i dansk børnelitteraturs historie. Bøgerne er samlerobjekter i dag.

Men for capac og drengene i gaden var det Foska, der var den store oplevelse. Foska var et dansk produkt, der blev produceret af den stadigvæk aktive Svendborg Boghvede- og Havremølle A/S. Men inspiration fra kaffeerstatningsfirmaet Richs begyndte Foska at lægge samlebilleder i deres havregrynspakker for at stimulere salget.

I forhold til forgængerne var der med Foska sket et skred i retning af mere direkte reklame.  Man informerede fx om  hvor næringsrigt produktet var (calsium etc.)., hvor Ota-bøgerne  levede deres eget liv parallelt med grynene. Men ellers var det spændende historier om Mickey og bønnestagen, Eventyret om Bongo, Alice i Eventyrland m.fl. For at sikre, at man fik en ordentlig formidling havde man ansat en garvet lærer og forfatter, Torben Gregersen, til at præsentere historierne i bøgerne.

Disse faktuelle forhold (som jeg har hentet i tidsskriftet Ask) tænkte jeg ikke meget over dengang. Det, jeg husker tydeligst, var glæden ved at samle og fuldende disse farverige og solide hæfter. Man kunne gå længe og vente på, at man havde spist sig frem – eller byttet sig frem – til de sidste billeder i bogen. At man så skulle tygge  sig gennem oceaner af havregryn gjorde ikke så meget. Specielt “Basse”, en af legekammeraterne, gjorde sig med Foska-billederne. Sikkert, fordi hans familie var større og derfor kunne konsumere flere æsker… I hvert fald var vi optaget af samleriet, der gjorde os til rigtige FOSKANERE (noget man kvalificerede sig til ved at spise Foska eller Bio Foska).

Sådan kom capac for første gang (tror jeg nok) rigtig i reklameindustriens kløer, uden at være bevidst om det. Siden gik det slag i slag med Gunner “Nu” Pastiller og meget andet…

Fantastiske Mrs. Pritchard

22. maj 2007

Forestil dig, at vi fik en ledende politiker – en statsminister for eksempel – der ikke var “midtsøgende”, “pragmatisk”, “kompromissøgende”, og hvad man nu kan hæfte af tillægsord pÃ¥ den form for politik, der pÃ¥ godt og ondt præger den tid, vi lever i nu! Forestil dig, at denne politiker ikke er gÃ¥et ind i politik for at gøre karriere og mele sin egen kage, men er af den opfattelse, at tingene kan gøres bedre – og vel at mærke vil gøre det bedre! Og at denne politiker er kvinde, rundet af folket og idealist i den positive forstand, at hun efter bedste evne forsøger at leve op til kravet om kun at være loyal over for sin egen inderste overbevisning (sÃ¥dan som grundloven jo foreskriver folketingsmedlemmernes forpligtelse…).
Det er denne små-geniale idé, der ligger til grund for den BBC-producerede engelske serie om den Fantastiske Mrs. Prichard.
Desværre har capac ikke fået set alle afsnittene, kun en tre-fire stykker af dem, men tilstrækkeligt til at mene, at vi her har at gøre med et usædvanligt vellykket stykke underholdning, der ikke kun vil underholde, men også give stof til eftertanke og levere kritik af levebrødspolitik og illusionsløse magtmennesker. Et lysende eksempel på, at underholdning ikke behøver at bevæge sig på niveau med Deal-No-Deal- og To-Journalister-Snakker-Ørerne-Af-Dig-programmer.
Hovedrollen indehaves af den charmerende og talentfulde Jane Harrocks, som nogen af bloggens læsere måske vil huske fra den underfundige film om Little Voice. Om sig har hun en flok eminente skuespillere, der hver især kunne fortjene en udførlig omtale, men ikke får det, da det ville føre for vidt. Men der er tale om en ensemblespil på højeste niveau, og det siger en del, når vi befinder os i engelsk skuespilkunst.
Forfatteren bag serien er den ferme og erfarne Sally Wainwright, der har fortalt, at hun fik ideen i forbindelse med det seneste valg i England, hvor hun ikke vidste, hvem hun skulle stemme pÃ¥. Man tager sig i at tænke: Hvorfor har ingen andre fÃ¥et denne nærliggende og smÃ¥-geniale idé? MÃ¥ske netop, fordi den ligger sÃ¥ snublende nær… Seriens egentlige scoop er, at den overbeviser seeren om, at det umulige er muligt. I gÃ¥rsdagens afsnit indfører Fantastiske Mrs. Prichard, i frustration over G8-landenes smÃ¥tskÃ¥rne miljøaftaler, en tilbagevendende bilfri onsdag i hele Storbritannien. Og sÃ¥ man sidder tilbage og tænker pÃ¥ salig Anker Jørgensens enlige bilfri dag i “oliekrisens” halvfjerdsere og er tilbøjelige til at være vantro. Men historien formÃ¥r at sandsynliggøre, at det ER muligt. Man tror pÃ¥ det, da det sker.
Det er mÃ¥ske symptomatisk, at denne serie netop kommer op pÃ¥ tv-skærmene i en tid, hvor alle politikere flokkes om at være mest midtsøgende pÃ¥ den tredje vej, sÃ¥ ingen længere kan kende forskel pÃ¥ minimalstats-liberalist og en akademisk socialdemokrat… Og hvor der mere end nogensinde er brug for idealistisk handlekraft for at fÃ¥ kloden pÃ¥ ret kurs igen. Anbefales stærkt!

The Fugitive på dvd

22. maj 2007

En rekonstruktion:

I oktober sidste Ã¥r omtalte jeg tresser-tv-serien The Fugitive og skrev følgende: “[Serien] løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var som skabt til en (i princippet uendelig) tv-serie: Lægen Dr. Richard Kimble – spillet af David Janssen – bliver uskyldigt dømt til den elektriske stol for drabet pÃ¥ sin hustru. Det lykkes Kimble at flygte og derefter følger episode efter episode, hvor Kimble i jagten pÃ¥ den enarmede morder mÃ¥ skifte identitet og lokalitet for at undslippe politiet, som til stadighed er pÃ¥ sporet af ham. 120 episoder blev det til, og 42 afsnit udkom pÃ¥ VHS. BÃ¥ndene kan man endnu være heldig at købe pÃ¥ nettet, men sÃ¥ vidt jeg ved er der ikke kommet en DVD-udgave“. Det ved vi nu: Første sæson er udkommet i USA pÃ¥ DVD. Og nostalgikerne har igen noget at kaste sig over.

Inspector Rebus – exit

22. maj 2007

Seks afsnit var, hvad det kunne blive til i denne ombæring af den fine skotske kriminalserie Rebus med Ken Stott i hovedrollen som Ian Rankins politimand i Edinburgh.

Niveauet har været højt hele vejen igennem, og i sidste afsnit fik serien lige en tand til med historien om et tilsyneladende meningsløst selvmord, der siden viser sig at involvere store dele af politiledelsen, det politiske establishment, kapitalistiske hyæner fra forretningslivets overdrev – plus det løse.

Som sædvanlig har Rebus færten af noget rÃ¥ddenskab fra starten, men er denne gang oppe mod sin kvindelige chef (som han ogsÃ¥ engang har haft noget amourøst kørende med, og som er under stærkt pres fra sin overordnede og dennes medsammensvorne), sin tro kvindelige væbner Siobhan Clarke, der er fanget mellem loyaliteten til Rebus og ledelsen – og hele det magtfulde netværk af korrupte politikere, anløbne politichefer og kyniske forretningsmænd, der ikke gÃ¥r af vejen for et lille mord i profittens tjeneste.

For at komme lidt ekstra krydderi og spænding pÃ¥ oplevelsen, sÃ¥ indleder Rebus et kærlighedsforhold til en af de involverede, der viser sig at være mere involveret end godt er. Rebus har mange odds imod sig, og selv hans gamle bil volder ham problemer. Men, som hans overordnede siger til ham, sÃ¥ har han ikke andet i livet end sit job at gÃ¥ op i, og det gør han sÃ¥ med fynd og klem og en retfærdighedssans, der ikke lader sig fortrænge af et helbredstruende forbrug af alkohol, cigaretter, “uortodokse” metoder og casual sex.

Det er svært ikke at fatte sympati for Ken Stotts Rebus-figur, der er en klassisk anti-helt, en ensom ulv med kvindetække, en lidt tragisk skikkelse, der kunne være et billede på den rastløse, utilpassede senmoderne mand, som man kan møde derude i hverdagen.

Dectective Inspector Rebus Рp̴ tv

23. april 2007

Medens vi hygger os med solide versioner af Hercule Poirot, Frost m.fl. og venter på, at DR tager sig sammen til at fodre krimiseere med nye kapitler af Forbrydelsen og Morseanere med Sgt. Lewis på slap line, så kan man nu fornøje sig med den nye ombæring af serieafsnit om Ian Rankins skotske figur detective Inspector Rebus.
DR tog hul pÃ¥ en ny episoderække sidste mandag, og siden sidst er den fortræffelige John Hannah blevet skiftet ud med den ligeledes fortræffelige Ken Stott. Efter at have set første kapitel sÃ¥ mÃ¥ capac sige, at det ikke er noget dÃ¥rligt bytte, nÃ¥r det nu ikke kan være anderledes (men generelt er vi ikke meget for det bytteri…). Stott, som man mÃ¥ske vil huske som repræsentant for sædelighedspolitiet i serien The Vice, der ogsÃ¥ blev udstrÃ¥let pÃ¥ DR, passer godt til den enerÃ¥dige, viljestærke skotske hard man med smag for kvinder, popkultur og stærke drikke. Heldigvis overlader Ian Rankins Rebus-bøger meget til læserens fantasi, hvad angÃ¥r Rebus’ udseende, sÃ¥ man behøver ikke at være alt for forudindtaget.
Ellers er det, som det plejer. Rebus – med det sigende navn – skal løse alvorlige forbrydelser sammen med sin kønne, kvikke kvindelige hjælper, Siobhan Clarke (spillet af den nydelige Claire Price), som han patroniserer lidt med sin rÃ¥ macho-charme og Ã¥benbart ikke uden en vis effekt… Rammen er som sædvanlig Edinburgh og nærmeste omegn. Edinburgh som et sindbillede pÃ¥ den vestlige metropolkultur pÃ¥ godt – og ikke mindst ondt. Afsnittet i mandags var sÃ¥ledes en historie om en patriarks incestuøse udskejelser, der fÃ¥r fatale konsekvenser for hele den involverede familie, da produktet af incesten dukker op og gør regnskabet op. Et plot, der ikke var uden visse – i det mindste associative – lighedspunkter med Roman Polanskis formidable film-noir-pastiche Chinatown og mÃ¥ske ogsÃ¥ med det antikke skæbnedrama i almindelighed…
Som fan af skotske Taggart er det velgørende at fÃ¥ Rebus pÃ¥ skærmen, medens Taggart Ã¥benbart holder pause. Lokalkoloritten og den skotske accent er i sig selv en fornøjelse at indtage ud pÃ¥ aftenen…
Næste afsnit løber over skærmen i aften kl. 22. Hermed anbefalet. God fornøjelse.

God only knows

27. marts 2007

SÃ¥ fik den folkelige og meget underholdende engelske serie med den dobbeltydige titel “Distant Shores” (Hvor kragerne vender) omsider sin afslutning med en – alt andet lige – happy ending for beboerne pÃ¥ den lille ø Hildesay. I slutscenen hører man en en mandestemme synge The Beach Boys’ God only knows og man bliver mindet om, hvor smuk den sang egentlig er… Tænk, at det kun tog syv minutter for Brian Wilson at skrive den…
Her i en koncertudgave med Stranddrengene fra 1978:

I may not always love you
But long as there are stars above you
You never need to doubt it
Ill make you so sure about it

God only knows what Id be without you

If you should ever leave me
Though life would still go on believe me
The world could show nothing to me
So what good would living do me

God only knows what Id be without you

God only knows what Id be without you

If you should ever leave me
Well life would still go on believe me
The world could show nothing to me
So what good would living do me

God only knows what Id be without you…

Danselærerens genkomst

26. marts 2007

Tilfældet ville, at blogbestyreren mÃ¥tte bruge en del af natten pÃ¥ at se krimiføljeton. Han havde optaget den tidligere omtalte svenske serie i to dele Danselærerens genkomst. Det var kun meningen, at jeg skulle se første del, men historien om den uortodokse unge politibetjent, der efterforsker en ældre kollegas voldsomme død, lod ham ikke slippe før historien var omme. Bedre anbefaling kan man næsten ikke fÃ¥ af en historie, der varer ca. tre timer…

Henning Mankells fortælling er en moderne krimihistorie i den forstand, at efterforskningen ikke kun er en efterforskning af et par drab, men efterhånden også bliver en efterforskning i efterforskerens egen fortid. Uden at han fra starten er klar over det. Sherlock Holmes møder Sigmund Freud i moderne aftapning.

Et tilsyneladende rituelt drab langt ude i den svenske skov viser sig at trække tråde tilbage til den for det svenske samfund traumatiske periode under nazitiden. Mankells fortælling står i gæld til traditionen fra de store svenskere Wahlöe og Sjöval i sin bidende kritik af det svenske velstandssamfunds manglende resistens over for dybt reaktionære højrekræfter, der ubesværet operer i nutiden. Samtidig er Mankell også inspireret af den moderne psykologiske krimiroman (fx den engelske), hvor hovedpersonens egen ikke-erkendte fortid og psykiske habitus bliver en vigtig brik i løsningens af gådens puslespil.

Skuespillerne, der for de flestes vedkommende er relativt ukendte i en dansk sammenhæng, spiller med overbevisende autoritet, og miljøskildringen af det tilsyneladende fredelige provinsielle Sverige, der viser sig at være pilråddent, er glimrende. Der ligger en knugende, truende stemning over det mørke skovlandskab som øges minut for minut. Alle overvåger hinanden med slet skjult mistro og i dække af et væv af løgne.

Det lykkes fint for instruktøren at skabe en næsten klaustrofobisk situation, hvor den lidt naive unge betjent til sidst ikke kan se, hvem der er fjende, og hvem der er ven. Det er langt fra en opbyggelig fortælling, snarere en kulturskeptisk historie. Men se den selv. Den er værd at bruge nogle timer på.

Ian Richardson – hvil i fred

10. februar 2007

Ian Richardson sammen med Martin Landau

Den britiske skuespil- og filmverden er blevet lidt fattigere. Den fine Royal Shakespeare Company-uddannede skotske skuespiller Ian Richardson har forladt denne verden i en alder af 72. Hvis man som blogbestyreren har en forkærlighed for engelske film og tv-serier, vil man have bemærket Richardson mange gange. Lad mig blot nævne hans rolle som dobbeltagent i Le Carré-filmatiseringen Tinker, Taylor, Soldier, Spy eller hans levendegørelse af Sherlock Holmes-figuren (oven i købet i to omgange). Senest sÃ¥ blogbestyreren ham i den lidt undervurderede Jack-the-Ripper-film From Hell (hvor han spillede over for Johnny Depp og Heather Graham). Richardson var en af den slags skuespillere, der “stjal billedet” fra andre skuespillere, nÃ¥r han trÃ¥dte inden for rammen. Uanset om han spillede skurk eller en mere munter rolle. Og han Shakespeare-skolings autoritet og elegance skinnede igennem ved alt, hvad han rørte ved. The Internet Movie Database har en udførlig liste over alle de levende billeder, han medvirkede i. Hvil i fred

Forbrydelsen

8. januar 2007

Som den nostalgiker, jeg jo er, måtte jeg lige se det nye afsnit af den folkelige engelske familieserie Landsbyhospitalet, hvor soundtracket udgøres af den ene engelske tresserpop og -rocksang efter den anden. Derud over spiller de forskellige karakterer med vanlig høj engelsk standard. Let underholdning om livet i den engelske Lidenlund med en understrøm af (engelsk) humor og humanistiske værdier.
Af samme grund nÃ¥ede jeg ikke væk fra sofaen, da den nye danske kriminalserie Forbrydelsen fik sin debut kl. 20.10. Jeg er ellers ikke meget for danske serier – for nu at generalisere. Selv om jeg – som 2 mill. andre danskere – fik set Krøniken, sÃ¥ var det ikke uden forbehold. Det største forbehold er, at jeg synes, den er for koncentreret som fortælling. Ideen er god, plottet er ok, skuespillerne spiller godt over hele linjen, men det var som at fÃ¥ en Maggi-terning i stedet for en god hjemmelavet suppe. Hvis I forstÃ¥r, hvad jeg mener… Faktisk synes jeg, at den ikke nÃ¥r nationalklenodiet Matador til sokkeholderne.
Men Forbrydelsen fangede mig fra første færd. Og det var især stemningen, der bar afsnittet. En forbrydelse er begÃ¥et mod en ung kvindelig gymnasieelev. Og fra de første billeder ved seeren godt – sÃ¥dan som man ved det, uden rigtig at vide det – hvad de involverede ikke ved, nemlig, at det er sket. Den unge pige er død. Langsomt, men sikkert, præsenteres persongalleriet med den unge kvindelige vice-kriminalkommisær Sarah Lund, spillet fint og afdæmpet af Sofie GrÃ¥bøl, i spidsen, og et plot med uigennemskuelige politiske dimensioner skitseres.
Den rolige, uamerikanske krimifortællestil gjorde indtryk. Forbrydelsen er langt fra tidligere seriers – fx nogle af Taxa-afsnittene – afsmag af amerikansk action-film og nærmere den solide svenske tradition for thrillers med interesse for den menneskelige faktors psykologi, miljø- og samfundskildring – og subtil fortælleteknik. Selv om svenskerne da ogsÃ¥ er faldet for amerikaniseringen nogle gange…
Derfor var det da heller ikke overraskende, at jeg i rulleteksten bagefter kunne se, at Birger Larsen havde stÃ¥et for instruktionen af Søren Sveistrups historie. Birger Larsen vil film-buffs kunne huske som den kejtede unge navlebeskuende mand i ungdomsfilmen Vil du se min smukke navle?(1978) Siden blev han instruktør og lavede blandt andet den vellykkede filmatisering af Ulf Starks ungdomsbog Lad isbjørnene danse (1990). Og fulgte den op med Karlsvognen (1992), der bekræftede det første indtryk af en mere end habil ny spillefilmsinstruktør, som det nok var værd at holde øje med. Han er da heller ikke ubekendt med krimigenren, idet han dels har lavet tv-stykket “Den femte kvinde” og Henning Mankell-filmatiseringen “Det næste skridt” (2005) med Mats Wallander i den centrale rolle. Begge svenske produktioner.
Det skal blive interessant at se, om de lovende takter bliver holdt i de efterfølgende afsnit (mit gæt er, at det gør de!), og se om den pligtopfyldende kriminalkommisær sætter sig familieliv over styr på grund af arbejdsambitionerne, og om hun sammen med den anderledes pågående nye konkurrent/kollega, spillet af Jan Meyer, formår at få udredet trådene i denne antydningvis komplekse sags forviklinger. Hermed anbefalet.