CAPAC

Try to see it my way,
Do I have to keep on talking till I can’t go on?
While you see it your way,
Run the risk of knowing that our love may soon be gone.
We can work it out,
We can work it out.
Think of what you’re saying.
You can get it wrong and still you think that it’s alright.
Think of what I’m saying,
We can work it out and get it straight, or say good night.
We can work it out,
We can work it out.
Life is very short, and there’s no time
For fussing and fighting, my friend.
I have always thought that it’s a crime,
So I will ask you once again.
Try to see it my way,
Only time will tell if I am right or I am wrong.
While you see it your way
There’s a chance that we may fall apart before too long.
We can work it out,
We can work it out.
Life is very short, and there’s no time
For fussing and fighting, my friend.
I have always thought that it’s a crime,
So I will ask you once again.
Try to see it my way,
Only time will tell if I am right or I am wrong.
While you see it your way
There’s a chance that we may fall apart before too long.
We can work it out,
We can work it out.

Når man levede sit ungdomsliv i den vestjyske “hovedstad” Esbjerg, så måtte man som Beatlesfan have tålmodighed, når man skulle have fat på gruppens seneste udgivelser. Hvis man ellers havde råd…Der kunne godt gå temmelig lang tid fra den officielle udgivelse i England til det tidspunkt, hvor pladerne lå i de lokale pladebutikker i esbjergensiske Kongensgade. Men da Beatles i 1965 udsendte singlen “We can work it out”/ “Day tripper” var heldet med mig. Min far sejlede mellem Esbjerg og Grimsby, og en kæreste til en af min faders kolleger tog singlepladen med, så jeg opnåede at få fat i den et døgns tid efter udgivelsen i hjemlandet. Det var stort. Meget stort.
Som man kan se på billedet ovenfor, så var der ikke noget foto af gruppen på den engelske originalversion. I øvrigt fik jeg siden hen også den danske udgave med det sort-hvide-foto af John, Paul, George & Ringo i skiudstyr. Vist nok en fødselsdagsgave.
Det passer meget godt, for singlen udkom i England den 3. december, og min fødselsdag er den 14. december. Den engelske udgave har jeg nok kunnet spille på den grønne rejsegrammofon den 6. december. Julen var reddet…
Singlen med de to A-sider udkom samtidig med Beatles’ sjette album Rubber Soul, som jeg snart skal vende tilbage til. Og det siger selvfølgelig noget om den allerede omtalte flid og voksende kreativitet hos gruppens medlemmer, at man kunne udskille to så klare kvalitetssange fra Rubber Soul-optagelserne til en single.
Nummeret “We can work it out” er en rendyrket, klassisk Lennon-Mccartney-sang. Paul kom til John med A-stykket og det meste af teksten. En meget enkel og meget iørefaldende Mccartney-melodi og en håbefuld, optimistisk tekst om et kærlighedsforholds fremtid. Og John tilføjede det musikalske og tekstlige modspil, der skulle til for at løfte sangen helt ud af banalitetens greb. Mccartneys melodiske A-stykke er så enkelt, at – som det er blevet udtrykt – enhver begynder i guitarundervisning med lidt øvelse vil kunne spille akkorderne. Men John Lennon tilfører med sit mellemspil nogle enkle mol-akkorder, der både supplerer Mccartneys dur-akkordspil og understreger den emotionelle dobbelthed i sangteksten. For godt nok er det en positiv og optimistisk sang fra Mccartneys side, men det er en håbefuldhed, der trodser afgrunden, som man fx kan se i linjen: “We can work it out and get it straight, or say good night.” Vi kan finde ud af det, og hvis ikke så er det bare godnat! Lennons tekstbidrag gør den håbefulde dans på afgrundens rand endnu tydeligere med den helt Emil Aarestrupske sentens: “Life is very short, and there’s no time
For fussing and fighting, my friend.” Om lidt er vi borte. Lad os derfor glemme strid og kævl og elske hinanden. “We can work it out” er endnu et eksempel på, hvordan The Beatles formår at lave en kærlighedssang, der ikke blot er endnu en silly lovesong, men en sang, der på samme tid er personlig og almen – og derfor kunst. Revet ud af sin biografiske og samtidshistoriske kontekst kan sangen opfattes som et budskab om det menneskelige samliv i bredere forstand end parforholdets. Set med mine briller, så er det en af de mest fuldendte Beatlessange overhovedet. På linje med fx She Loves You.

Got a good reason
for taking the easy way out
Got a good reason
for taking the easy way out now
She was a day tripper
One way ticket, yeah
It took me so long to find out
and I found out

She’s a big teaser
She took me half the way there
She’s a big teaser
She took me half the way there, now
She was a day tripper
One way ticket, yeah
It took me so long to find out
and I found out
Ah, ah, ah, ah, ah, ah

Tried to please her
She only played one night stand
Tried to please her
She only played one night stand, now
She was a day tripper
Sunday driver, yeah
It took me so long to find out
and I found out

Day Tripper er tekstligt set langt mere banal og lige til. En sang om pigen, der kun er til en engangsaffære. En weekendhippie, som John Lennon udtrykte det. En sang om en kærlighed, der ikke bliver gengældt. Pigen er en, der tager en dag ad gangen, en søndagsbilist – som det udtrykkes metaforisk. Men måske også et snapshot af den moderne kvinde, som snart ville komme til orde med halvfjerdsernes kvindebevægelse.

Det er på den musikalske side Day Tripper især har noget at bidrage med. Day Tripper er en saftig rock’n roll-sang, der bæres frem af Lennons (eller var det Mccartneys?) uforglemmelige hook og det intense, lidenskabelige vokalarbejde. Sangen blev vist til på bestilling. Der skulle leveres en sang med hitpotentiale op til julehandlen i 1965. Og endnu engang lykkedes det John og Paul at få kreativitetens muse til at makke ret…

Help, I need somebody,
Help, not just anybody,
Help, you know I need someone, help.

When I was younger, so much younger than today,
I never needed anybody’s help in any way.
But now these days are gone, I’m not so self
assured,
Now I find I’ve changed my mind and opened up the
doors.

Help me if you can, I’m feeling down
And I do appreciate you being round.
Help me, get my feet back on the ground,
Won’t you please, please help me.

And now my life has changed in oh so many ways,
My independence seems to vanish in the haze.
But every now and then I feel so insecure,
I know that I just need you like I’ve never done
before.

Help me if you can, I’m feeling down
And I do appreciate you being round.
Help me, get my feet back on the ground,
Won’t you please, please help me.

When I was younger, so much younger than today,
I never needed anybody’s help in any way.
But now these daya are gone, I’m not so self
assured,
Now I find I’ve changed my mind and opened up the
doors.

Help me if you can, I’m feeling down
And I do appreciate you being round.
Help me, get my feet back on the ground,
Won’t you please, please help me, help me, help
me, oh.

Det var med Beatles’ album “Help” fænomenet stereo kom ind i mit spirende audiofile univers. Ikke som en lydoplevelse, men som et midlertidigt teknisk problem. Min moder måtte ringe til Jaspers Radio for at få afklaret om den indkøbte stereoplade nu også kunne afspilles uden problemer på min grønne rejsegrammofon. Og det mente pladebutikken nok, den kunne. Og eftersom grammofonen var koblet til mine forældres gamle, brune rørmodtager var det musikalske udbytte under alle omstændigheder i mono.

Og The Beatles (og al anden beat og pop) forblev et monofænomen for mig frem til 1970, hvor jeg blev den lykkelige ejer af en Beomaster 1400K med indbyggede 2 x 15W-trykkammerhøjtalere. Og i Beatlemaniatidsregningen vil det sige frem til udgivelsesåret for Beatles allersidste album “Let it be”, som jeg i øvrigt først kom til at eje mange år senere. Beatles har  med andre ord altid været MONO for mig.

Med Beatles Remaster-udgavens monoboks har udgiverne taget højde for lyttenes hang til begge formater, idet cd’er både indeholder mono- og stereoversioner. Fint nok.

Help! var opfølgeren til Beatles For Sale og leverede sangene til den anden Beatlesfilm af Richard Lester. Selv om den danske (og engelske) udgave af “Help!” nogle steder omtales som “soundtrack”, så er det lidt misvisende. Der er snarere tale om et regulært album, hvis sange indgår i filmen. Den amerikanske udgave derimod indholder derimod orkestermusik fra filmen, og kan derfor med større rigtighed betragtes som soundtrack.
Help! indholder 14 sange, hvoraf de alle – med undtagelse af Morrison/Russell-nummeret “Act Naturally”, som Ringo synger og Williams’ “Dizzy Miss Lizzy” – er skrevet af Lennon/Mccartney og George Harrison.

I forhold til de foregående plader er gruppens tekst og musik modnet. På tekstsiden illustreres det eksempelvis af sangene “Help!” og “You’ve got to hide your Love”. Som den franske filosof Michel Serres engang fremhævede i damebladet Marie Claire, så var Beatles’ budskab først og fremmest: kærligheden. Og eftersom de dominerede tresserne musikalsk, så var det et tema, der klæbede til det årti. På Help! er kærlighedssangene også i overtal. Men man mærker, at en vis melankoli har sneget sig ind, og kærligheden er ikke længere kun ungdommens hjerte-smerte-lyrik. Selv om de fire Beatlesmedlemmer kun var midt i tyverne.

Help! er blevet taget til indtægt for såvel John Lennons personlige problemer på det tidspunkt og for gruppens situation som jaget vildt. Men først og fremmest fremstår den som en almen sang om den ensomhed og usikkerhed, der kan afløse ungdommens selv- og skråsikkerhed på kærlighedens bane. Og det “Jeg”, der taler kan i princippet være dig, mig eller John Lennon.

Here I stand head in hand
Turn my face to the wall
If she’s gone I can’t go on
Feelin’ two-foot small

Everywhere people stare
Each and every day
I can see them laugh at me
And I hear them say

Hey you’ve got to hide your love away
Hey you’ve got to hide your love away

How could I even try
I can never win
Hearing them, seeing them
In the state I’m in

How could she say to me
Love will find a way
Gather round all you clowns
Let me hear you say

Hey you’ve got to hide your love away
Hey you’ve got to hide your love away

Også You’ve got to hide your Love har fokus på kærlighedslivets omkostninger. Den ugengældte, skamfulde kærlighed, som skal skjules. Sangen er blevet fortolket som en sang for homoseksuelle, men det er en reduktion af sangen, der som “Help!” netop besidder den personlige almenhed, der gør sangen til poesi, til kunst. I øvrigt fremføres sangen i et rent akustisk arrangement, der ikke er uden inspiration fra en vis hr. Bob Dylan.

Musikalsk er der også fremskridt at spore. Nye instrumenter inddrages. Strygerne på “Yesterday”, el-klaver (“The Night Before”, “You Like Me To Much”), wah-wah-pedalen på Harrisons guitar (“I Need You”) m.m. Og så har pladen mange højkvalitetssange. Lige fra rock’n roll-stykket “Ticket to Ride” med sine ringlende guitarriffs og frempiskende rytme af trommer, tambourin og håndklap til den fødste klassiske ballade “Yesterday”, der havde alle de kvaliteter, der skulle til for at gøre Beatles til mere end et ungdomsfænomen. Med Yesterday åbnede Lennon/Mccartney forældregenerationens ører. “Ticket to Ride” er i øvrigt en sang, der understregede, at Beatles ikke længere behøvede at spille rock-klassikere for at rocke (selv om de gør det med den forrygende udgave af Dizzy Miss Lizzy).

I det hele taget er det tydeligt, at sangskrivertalentet – ikke alene Lennon og Mccartneys, men så sandelig også Harrisons – blomstrer på dette tidspunkt. Ubesværede, iørefaldende popsange rystes ud af ærmet og får opfindsomme arrangementer (især i kraft af Mccartneys evner på området).

Jeg slap The Beatles’ nyrenoverede udgaver efter omtalen af Beatles For Sale, en plade, hvor Beatles pustede lidt ud midt i Beatlemania, leverede varen og lagde an til de kommende præstationer. Ikke et kvantespring frem, men en plade, der konsoliderede det allerede vundne terræn som tidens ubestridte navn.
Men i omtalen af deres album skal vi ikke glemme, at vi dengang befandt os i en periode, hvor singlepladerne og EP-pladerne var mere end almindelige. Og det gjaldt ikke mindst for undertegnede blogger. Og på begge formater lagde Beatles sange, der ikke automatisk blev en del af deres album.

I min egen singlemappe med brunt alligatorlignende plastikomslag ligger således EP’en med titlen The Beatles’ Hits (se fig.). Denne extended play-skive rummer to numre fra debutalbummet – Please, please Me og Love me Do – og så From Me To You og Thank You Girl. De sidste to var udkommet i England som singleplade i april måned 1963, og i september samme år var de så indlemmet på EP’en. I Europa skal vi tilføje, for i USA kørte det meget anderledes.
I Beatleslitteraturen omtales Thank You Girl ofte som en slags venstrehåndarbejde fra Lennon & Mccartneys side. Lennon skulle have givet udtryk for, at denne sang (som i øvrigt var skrevet med de skrigende kvindelige fans i tankerne) var tænkt som A-side på et singleudspil, men den ikke levede åbenbart ikke helt op til duoens skrappe krav til sig selv. I mine forudindtagede ører siger det dog nok mest om den voldsomt kreative fase Beatles var inde i netop i 1963. Faktisk var Thank You Girl en af de sange, jeg holdt allermest af dengang, EP’en snurrede på min lille mintgrønne rejsegrammofon.

Sangen, der indledes af John Lennons skarpe mundharmonika, har samme friske attack som She Loves You og de andre samtidige indspilninger. Pauls og Johns vokalharmoni sidder lige i skabet uden at udfordre de kreative grænser, de allerede havde afstukket, og takket være remaster-arbejdet så kommer Harrisons diskrete og markante leadguitarspil til sin ret. I øvrigt tror jeg de nye udgaver af Beatles-pladerne vil være med til ikke blot at konsolidere Harrisons position som guitarist, men sågar styrke den yderligere…
Det kan godt være, at Thank You Girl som syng-med-hit er mere forglemmelig end From Me To You. Denne har til gengæld den der uafrystelighed, som kendetegner Beatles’ største hit. Den sætter sig fast på gentageknappen med det samme. Den indtog da også den engelske singlehitlistes førsteplads som gruppens første af slagsen. I øvrigt er det en af de sange, der med rette kan betegnes en Lennon/Mccartney-sang, fordi de skrev den tæt sammen. Paul Mccartney har også givet udtryk for, at netop skrivningen af den sang gav deres fælles sangskrivning et løft, der førte dem videre til de næste sejre i rækken.

PS. De pågældende singler og EP’skæringer findes på de to Past Masters, der er udgivet.

Det var det nærmeste, jeg kom en oplevelse af Beatles i levende live. Fire gutter fra nabolaget havde lavet deres eget Beatles-kopiband. Naboens søn, Leif, gik i klasse med forsangeren i gruppen, og derfor blev jeg inviteret med til gruppens første offentlige optræden. Den fandt sted i en kælder i nærheden af Rundkørslen i Esbjerg (dengang var der kun én rundkørsel i byen mod vest…). Med lidt fantasi kunne lokalet godt ligne en esbjergensisk udgave af The Cavern. Og drengene gjorde, hvad de kunne for at ligne forbillederne. I hvert fald forsangeren, hvis far havde kontakter i England og gjorde de muligt for knægten at have en rigtig læderjakke à la Lennon, Beatlesstøvletter og rullekravesweater (sort selvfølgelig…). Håret var vokset ned over både øjne og ører. Ja, kneb man selv øjnene lidt sammen, kunne de godt ligne forbillederne – lidt. Og musikken. De tre-fire numre, “koncerten” omfattede og som blev afleveret på akustiske guitarer og plastikdunke, var først og fremmest Beatles’ covernumre fra Beatles for Sale. Kansas City og Rock’n Roll Music. Plus et par af Mccartney/Lennons egne. I’m a Loser og Eight Days A Week.
Jeg tænker altid tilbage på den koncert, når jeg hører sangene fra Beatles For Sale. Det var ikke den rene vare, men det smagte dog lidt af fugl. Og Beatlemania var intakt.
Beatles for sale fik jeg i øvrigt aldrig selv på album, men singleudspillene og et par EP’er gjorde det også. Penge var der jo ikke mange af derhjemme.
Albummet var Beatles’ fjerde. Det andet, der udsendtes i 1964. Og i litteraturen om pladen kan man læse, at de fire højproduktive musikere var blevet ramt af, hvad George Martin kaldte “krigstræthed”. Lennon og Mccartney sprøjtede sange ud af ærmet, og de fire gutter arbejdede 24 timer i døgnet for at nære den succes, der havde ramt dem et årstid før, hvor de både havde udsendt to album og lavet en film. Plus det løse. Ikke noget at sige til, hvis en udmattelse var at spore.
Og det er da også rigtigt, at de fire Beatles ser lidt mellemfornøjede ud på coverfotografierne (igen af Robert Freeman). Og det er også rigtigt, at de for en stund er vendt tilbage til det gamle koncept med en blanding af coversange og egne sange. Covernumrene havde de hentet fra deres gamle, gennemprøvede koncertrepertoire. Det var sikre sager som Chuck Berrys “Rock’n Roll Music”, Buddy Hollys “Words of Love”, Carl Perkins’ “Everybody’s trying to be my Baby” og “Honey don’t”, Johnsons “Mr. Moonlight”, “Kansas City” og “Hey Hey Hey” (Leiber/Stoller/Penniman). De resterende otte sange har Lennons og Mccartneys signaturer.
Men – at kalde pladen mislykket eller dårlig er at skyde helt over målet – og er måske mere udtryk for de opskruede anmelderforventninger, der var skabt i kølvandet på A Hard Day’s Night, end for anmeldernes evne til at lytte til pladen. Hvis Beatles var lidt trætte på det tidspunkt, så mærker man nu ikke meget til det på pladen, som i øvrigt blev indspillet i pauser mellem andre pligter. Gruppens hårdt indarbejdede professionalisme lader dem ikke i stikken i disse sange. Beatles’ egne sange på pladen er af høj kvalitet. Flere af dem hører til blandt sangskriverduoens bedste. Den indledende No Reply er en næste arketypisk tidlig Beatles-kærlighedssang med John Lennon i topform som forsanger. I’m a loser – igen med Lennon i forgrunden – er en original, semi-selvbiografisk sang, der peger helt frem mod Lennons egne dybt personlige soloalbum i tiden efter Beatles. En klassisk uptempo-sang med et anstrøg af countrytone over sig. Balladen Baby’s in Black demonstrerer, hvor godt Paul og John faldt i hak, når de sang for begge to. I’ll Follow The Sun er en af disse hersens ballader, som kun Paul Mccartney kan skrive. Måske ikke helt på niveau med Yesterday, men meget tæt på. Eight Days A Week er et selvskrevent hit, som har sin naturlige plads på Mccartneys koncertplayliste den dag i dag. Og sådan kan man blive ved. Selv de mindre kendte sange – “I don’t want to spoil the Party” og “What you’re doing” – er langt fra venstrehåndsarbejder, men frugter fra den imposante kreativitet, Lennon og Mccartney udfoldede de unge år. Og igen gør fremførelsen indtryk. Der synges igennem med sjælen oppe i halsen. Korarbejdet kører som smurt. Og samspillets energi taber ikke pusten undervejs. I det hele taget fortjener Beatles For Sale en revurdering i forhold til fx Mark Hertsgaards nedadvendte tommelfinger. Der er også fremskridt at notere på pladen, selv om den er en tilbagevenden til et gammel koncept. Nogle af sangene er tematisk mere modne, og gruppen leger også med overdubbing i optagelserne.

Til albummets kvaliteter hører også, at både George Harrison og Ringo får mulighed for at komme til fadet som forsangere. Ringo, der ikke har nogen stor stemme, får meget ud af sin charmerende og indforståede udgave af Carl Perkins “Honey don’t“, der på sin egen hyggeligt-swingende facon gør Perkins stor ære. Og Georges udgave af Perkins “Everybody’s trying to be my Baby” er en kongenial fortolkning, der både viser Harrisons styrke som sanger og gruppens respekt for den musik, de voksede ud af.

Vi skriver 1964. Beatlemania raser. Og jeg får min første langspiller med The Beatles. A Hard Day’s Night. I mono-udgaven. Familieøkonomien gjorde det åbenbart muligt. Og heldigvis, for der står Lennon og Mccartney over hele pladen. Alle sangene har de to højproduktive sangskriveres signatur. For første gang. Men skinnet bedrager lidt, for Lennon har førertrøjen på med de fleste af pladens sange.

Det er måske også derfor – hvis vi skal lufte den gamle fordom om, at Lennon var rockeren og Mccartney popsnedkeren – at de smittende rockende numre er dem, der bærer pladen frem. Godt nok har drengene droppet covernumrene, men de har bestemt ikke glemt, hvem de stod på skuldrene af eller hvis sange, de gennemtærskede på scenerne i Hamborg og Liverpool.
For at gentage mig selv, så er det frydefuldt at lægge øre til de tidlige Beatles igen. Og det er slående, i hvor høj grad gruppen fungerer som en helhed, som gruppe. Det samme er energien – åh, denne energi – og fremdriften i disse sange. Man er fremme på beatet og leverer sangene med aplomb og elan. Der er ingen slinger i valsen. De rider på en bølge, Beatlemania. Medvind, ambitioner og kreativitet går hånd i hånd.
Pladen var en slags soundtrack til Richard Lesters film af samme navn. Men der er langt til nutidens soundtracks. I realiteten er det snarere filmen, der er et tilbehør til albummet. Kun halvdelen af sangene er med i filmen. Albummet er – uden tvivl – Beatles første helstøbte album som autonome sangskrivere. På den anden side så er det svært – i hvert fald for mig – ikke at tænke på filmens billeder af fire ungersvende, der løber rundt og leger på en græsplæne osv. For Lesters mock documentary er helt i Beatlemanias og tresserløssluppenhedens ånd. Lester, der var britisk films modernist dengang, satte billeder på nogle af de strømninger, som det i øvrigt var svært at sætte ord på. Og så faldt filmen på et tørst sted. I 1964 var der ikke mange levende billeder af idolerne. Vi var henvist til de kulørte og sort-hvide magasiner og blade. Jeg så filmen i min mytologiske biograf, Phønix Bio, og hvis jeg ikke havde været fan af gruppen før, så gjorde filmen forskellen.
A Hard Day’s Night er et af de Beatles-album, jeg holder allermest af – de senere albums kunstneriske landvindinger til trods. Når jeg hører titelnummerets uforglemmelige indledende guitarakkord, som George Harrison anslår på sin nyerhvervede 12-strengede guitar og lader ringe et par sekunder, inden Lennons kraftfulde, energiske stemme tager over, så rejser nakkehårene sig. Anslaget, der er blevet analyseret på kryds og tværs af Beatlesfilologerne, er svanger med al den kreativitet, som gruppen slipper løs på denne og de kommende plader. Det er den rene vare.
Ringo, som ikke synger for på nogle af numrene, har æren for albummets titel. Anekdoterne (leveret af Lennon i det berømte Playboyinterview) fortæller, at Lennon havde svært ved at komme i gang med titelsangen, men så kom Ringo med en af sine “Ringoismer”. Gutterne havde arbejdet røven ud af bukserne, og med vanlig tilbagelænet sarkasme konstaterede Ringo, at det havde været “en hård dags nat”. Og dagen efter var sangen skrevet. Tak Ringo.

The Beatles satte sig – og sætter sig – ikke kun spor i populærmusikken. Robert Freemans grafisk enkle, velkomponerede sort-hvide cover til gruppens andet album With The Beatles er blevet citeret, brugt og misbrugt flere gange i musikhistorien. The Rutles gjorde grin med coveret. Det samme gjorde The Residents. Og andre har alluderet til den smukke opstilling.

Det er et af de Beatlescovers, jeg holder allermest af. Et tidløst cover, der for alvor understregede den kendsgerning, at et albumcover ikke længere bare kunne betragtes som en tilfældig, salgsfremmende indpakning.
Musikken på pladen blev udsendt i november 1963, et halvt årstid efter debutpladen Please Please Me. Opskriften er lidt den samme som på etteren. Otte sange fra egne hænder (inklusive George Harrisons første selvstændige sang på plade: Don’t Bother Me) og så en god håndfuld sange hentet i amerikansk R&B og soul. Igen er det Beatles’ egne sange, der stikker ud. I mine ører i hvert fald. Måske hænger det sammen med, at pladen indeholder nogle af de sange, der står mit musikalske hjerte nærmest. All My Loving var virkelig en sang, der slog benene væk under mig. Læg mærke til John Lennons markante rytmeguitar, der nærmest bærer vokalerne frem. Det er stort. It Won’t Be Long, første nummer på pladen, er en anden favorit. Den flerstemmige sang er arrangeret smagfuldt og sidder lige i skabet og overbeviser om, at debutpladens vellykkethed ikke var nogen tilfældighed.
For længe siden hørte jeg en interviewudsendelse med Paul Mccartney på DR (jeg tror Benny G. Jensen stod for produktionen, så det er længe siden…). Her fortalte Mccartney om gruppens bestræbelser på altid at finde en særlig måde at indlede deres sange på. Til forskel fra fx The Supremes, der – igen ifølge Mccartney – stort set altid startede ders hits på samme måde. It Won’t Be Long starter fx lige på og hårdt med vokalerne, der straks følges op af instrumenterne. All I’ve Got To Do starter med en enkel akustisk akkord efterfulgt af en ultrakort pause, inden sangen sætter ind. Og så videre.

et handler om musikalsk variation og accentuerer gruppens kreativitet og ambitioner på et tidspunkt, hvor de tekniske muligheder endnu var begrænsede.
Som tilfældet er med Please Please Me, så imponerer With The Beatles med sit tårnhøje sangskriverniveau og det særlige drive og entusiasme Beatles udstråler. Prøv at lægge øre til den knap så kendte sange Not A Second Time, der måske ikke går rent ind første gang man hører den, men hvor Lennon demonstrerer, hvor god en sanger han i virkeligheden var. Det er en af de der Lennon/Mccartney-sange, der langsomt kryber ind under huden og gør en afhængig.
Det er også på With The Beatles, de fire Liverpooldrenge træder i karakter som rock’n roll-band. Beatles’ udgave af Bradford-Gordy-klassikeren Money viser gruppen fra dens mest vilde side; de krænger virkelig vrangen ud på på både sjæl og stemme. Man forstår godt, at pigerne blev kåde dengang. Men også på de to vellykkede covernumre af Please Mister Postman og Chuck Berrys Roll Over Beethoven viser de, hvorfor de kunne holde gang i Hamborgerscenen aften efter aften.
På bagsiden af coveret ser man de fire gutter i deres grå kraveløse Beatles-jakkesæt og Beatlesstøvler. Håret er langt efter den tids målestok, men velfriseret og pænt klippet. Det kan da ikke være det, der ophidsede vores mødre!? Det må have været musikken urkraft…

Jeg kom aldrig til at eje den første udgave af Beatles’ debutalbum “Please Please Me” fra 1963. Der skulle gå et år, før jeg fik råd til – eller fik overtalt min moder til at give mig – A Hard Days Night. Min indgang til Beatles var – meget typisk for den tid – singlepladen. Og EP-pladen ikke at forglemme. Der er da også en odeur af singleplade over den første langspiller fra gruppen. Ikke kun, fordi gruppen to første singleplader – Please Please Me og Love Me Do – er med. Men også, fordi de øvrige numre helt klart har singlehittets format og potentiale. De to nævnte singler havde toppet på hitlisterne, og det var nu, man skulle “kapitalisere” successen, som det blev udtrykt. Sammen med George Martin gik gruppen i EMI-studiet (senere kendt som Abbey Road) den 11. februar, og ca. 10 timer senere havde de indspillet pladens øvrige ti numre.

Repertoiret, der omfattede seks covernumre af store sangskrivere som Alexander, Goffin-King og David-Williams-Bacharach svarede stort set til indholdet af Beatles’ liverepertoire på det tidspunkt.
Der er to ting, der slår mig ved det frydefulde genhør med denne plade. Den ene er, hvor imponerende langt, Lennon & Mccartney allerede er som sangskrivere på dette tidspunkt. Hør blot den smukt drejede P.S. I Love You. Sangene står på ingen måde i skyggen af de store forbilleder, som de kopierer på LPen. Det andet er den energi, tændthed, det nærvær, som numre udstråler og som var en vigtig forklaring på gruppens gennemslagskraft.

Pladen, som blev indspillet i løbet af tre sessions, er nærmest en liveindspilning. Og musikken har da også en afvæbnende friskhed, der ligger langt fra gruppens senere kunstneriske meriter på plader som Rubber Soul, Revolver og Sgt. Pepper’s Hearts Club Band. I musikkritikken har det været almindeligt at fremhæve disse album som Beatles’ kunstneriske hovedværker – på bekostning af de første skiver. Det er ikke helt retfærdigt, synes jeg. Hvad Please Please Me ikke har i form af grænseoverskridende musikalsk innovation og iderigdom, det har pladen i form af spilleglæde og spontanitet. Og det var måske den uskyld, Beatles mistede, da de teknologiske muligheder voksede – og først genfandt igen på i deres berømte Rooftopkoncert!?