Beatles for sale

27. marts 2010

Det var det nærmeste, jeg kom en oplevelse af Beatles i levende live. Fire gutter fra nabolaget havde lavet deres eget Beatles-kopiband. Naboens søn, Leif, gik i klasse med forsangeren i gruppen, og derfor blev jeg inviteret med til gruppens første offentlige optræden. Den fandt sted i en kælder i nærheden af Rundkørslen i Esbjerg (dengang var der kun én rundkørsel i byen mod vest…). Med lidt fantasi kunne lokalet godt ligne en esbjergensisk udgave af The Cavern. Og drengene gjorde, hvad de kunne for at ligne forbillederne. I hvert fald forsangeren, hvis far havde kontakter i England og gjorde de muligt for knægten at have en rigtig læderjakke à la Lennon, Beatlesstøvletter og rullekravesweater (sort selvfølgelig…). Håret var vokset ned over både øjne og ører. Ja, kneb man selv øjnene lidt sammen, kunne de godt ligne forbillederne – lidt. Og musikken. De tre-fire numre, “koncerten” omfattede og som blev afleveret på akustiske guitarer og plastikdunke, var først og fremmest Beatles’ covernumre fra Beatles for Sale. Kansas City og Rock’n Roll Music. Plus et par af Mccartney/Lennons egne. I’m a Loser og Eight Days A Week.
Jeg tænker altid tilbage på den koncert, når jeg hører sangene fra Beatles For Sale. Det var ikke den rene vare, men det smagte dog lidt af fugl. Og Beatlemania var intakt.
Beatles for sale fik jeg i øvrigt aldrig selv på album, men singleudspillene og et par EP’er gjorde det også. Penge var der jo ikke mange af derhjemme.
Albummet var Beatles’ fjerde. Det andet, der udsendtes i 1964. Og i litteraturen om pladen kan man læse, at de fire højproduktive musikere var blevet ramt af, hvad George Martin kaldte “krigstræthed”. Lennon og Mccartney sprøjtede sange ud af ærmet, og de fire gutter arbejdede 24 timer i døgnet for at nære den succes, der havde ramt dem et årstid før, hvor de både havde udsendt to album og lavet en film. Plus det løse. Ikke noget at sige til, hvis en udmattelse var at spore.
Og det er da også rigtigt, at de fire Beatles ser lidt mellemfornøjede ud på coverfotografierne (igen af Robert Freeman). Og det er også rigtigt, at de for en stund er vendt tilbage til det gamle koncept med en blanding af coversange og egne sange. Covernumrene havde de hentet fra deres gamle, gennemprøvede koncertrepertoire. Det var sikre sager som Chuck Berrys “Rock’n Roll Music”, Buddy Hollys “Words of Love”, Carl Perkins’ “Everybody’s trying to be my Baby” og “Honey don’t”, Johnsons “Mr. Moonlight”, “Kansas City” og “Hey Hey Hey” (Leiber/Stoller/Penniman). De resterende otte sange har Lennons og Mccartneys signaturer.
Men – at kalde pladen mislykket eller dårlig er at skyde helt over målet – og er måske mere udtryk for de opskruede anmelderforventninger, der var skabt i kølvandet på A Hard Day’s Night, end for anmeldernes evne til at lytte til pladen. Hvis Beatles var lidt trætte på det tidspunkt, så mærker man nu ikke meget til det på pladen, som i øvrigt blev indspillet i pauser mellem andre pligter. Gruppens hårdt indarbejdede professionalisme lader dem ikke i stikken i disse sange. Beatles’ egne sange på pladen er af høj kvalitet. Flere af dem hører til blandt sangskriverduoens bedste. Den indledende No Reply er en næste arketypisk tidlig Beatles-kærlighedssang med John Lennon i topform som forsanger. I’m a loser – igen med Lennon i forgrunden – er en original, semi-selvbiografisk sang, der peger helt frem mod Lennons egne dybt personlige soloalbum i tiden efter Beatles. En klassisk uptempo-sang med et anstrøg af countrytone over sig. Balladen Baby’s in Black demonstrerer, hvor godt Paul og John faldt i hak, når de sang for begge to. I’ll Follow The Sun er en af disse hersens ballader, som kun Paul Mccartney kan skrive. Måske ikke helt på niveau med Yesterday, men meget tæt på. Eight Days A Week er et selvskrevent hit, som har sin naturlige plads på Mccartneys koncertplayliste den dag i dag. Og sådan kan man blive ved. Selv de mindre kendte sange – “I don’t want to spoil the Party” og “What you’re doing” – er langt fra venstrehåndsarbejder, men frugter fra den imposante kreativitet, Lennon og Mccartney udfoldede de unge år. Og igen gør fremførelsen indtryk. Der synges igennem med sjælen oppe i halsen. Korarbejdet kører som smurt. Og samspillets energi taber ikke pusten undervejs. I det hele taget fortjener Beatles For Sale en revurdering i forhold til fx Mark Hertsgaards nedadvendte tommelfinger. Der er også fremskridt at notere på pladen, selv om den er en tilbagevenden til et gammel koncept. Nogle af sangene er tematisk mere modne, og gruppen leger også med overdubbing i optagelserne.

Til albummets kvaliteter hører også, at både George Harrison og Ringo får mulighed for at komme til fadet som forsangere. Ringo, der ikke har nogen stor stemme, får meget ud af sin charmerende og indforståede udgave af Carl Perkins “Honey don’t“, der på sin egen hyggeligt-swingende facon gør Perkins stor ære. Og Georges udgave af Perkins “Everybody’s trying to be my Baby” er en kongenial fortolkning, der både viser Harrisons styrke som sanger og gruppens respekt for den musik, de voksede ud af.

En kommentar

  1. Erik kommentarer:

    hey” Super site’ i really like it
    have a good day :)

    Erik

Skriv en kommentar

1.032 har læst indlægget