Indlæg tagget med tressere

Jens Jørgen Thorsen – Stille Dage i Clichy

22. januar 2009

I et anfald af nostalgi har jeg indkøbt Jens Jørgen Thorsens Stille Dage i Clichy på dvd.  Jens Jørgen Thorsen havde jeg fornøjelsen af at møde in persona engang og snakke med; og jeg har altid godt kunnet lide denne provokatør og vildbasse i dansk kulturliv. Som kunstner  – maler og filmmager – var han, efter mine begreber, en lille kunstner. Ofte spændte provokationen ben for det kunstneriske. Helt galt gik det, da balladen om Thorsens Jesus-film gav os en forsmag på, hvad der var i vente med Muhammed-tegningerne, samtidig med, at Thorsen demonstrerede sin egen ufølsomhed over for den religiøse tekst. En middelmådig film blev det til, da den omsider blev realiseret i starten af 1990’erne. 
Alligevel lykkedes det ham at lave noget seværdigt. Fx filmatiseringen af Henry Millers opus Quiet Days in Clichy. Da den kom frem, fik den på puklen i dagbladene, og nogle følte sig anstødt af nøgenheden i filmen. Men det, jeg bemærkede, da jeg så filmen første gang, var, at den indfangede en tid(sånd) og en stemning. Filmen er fra 1970, og selv om den foregår i 1930’erne, og handler om forfatterspiren Henry og vennen Carl og boheme-liv med mange damer, så var det også tresserfrigørelsens vinde, der blæste gennem filmen. Netop i disse år, hvor alt lukker til i småborgerlig, småskåret selvtilstrækkelighed og bornerthed, kan det være en lise at gense en film som Stille Dage i Clichy…

Stille Dage i Clichy (Quiet Days in Clichy, Jens Jørgen Thorsen, 1970) clip 1

Les Rolling Stones anno 1964

19. april 2008

Mick Jagger blev engang spurgt om, hvilken af de efterhånden mange albums, Rolling Stones har indspillet, han foretrak. Og han valgte den allerførste… Uden at forklejne gruppens mange præstationer efter tresserne, så var der en særlig charme og oprigtighed over de allertidligste indspilninger, som senere er blevet erstattet af voksen professionalisme.
Her spiller de Carol på fransk tv – med en sød fransk tv-speakerinde, der fortæller, at nu har rullestenene overhalet The Beatles indenom hos de unge.

Og fra samme år You Better Move On, som vores egen Peter Belli (sammen med Les Rivals) indspillede nogenlunde samtidig som sin første single. Efterfulgt af en meget velartikuleret, ung engelsk gentleman ved navn Brian Jones…:

Hot Tuna

18. april 2008

I tresserne grundlagdes også traditionen for hård, “heavy” bluesbaseret rock og en af pionergrupperne var Hot Tuna, der var en aflægger af Jefferson Airplane. Først var det vist tænkt som et fritidsorkester, der varmede op for Jefferson Airplane ved koncerterne, men efterhånden blev Jorma Kaukonens og Jack Cassidys band et navn i sig selv, som man tog helt alvorligt. Stilen var blues i akustisk og elektrisk iklædning. Og gerne i tung elektrisk klædedragt.
Betegnende for bandets lidt tilfældige opståen er debutalbummet Hot Tuna, der er en live-optagelse med de to omtalte musikere, suppleret op med harmonikaspilleren Will Scarlett. Bandet var ikke helt formet endnu. Men pladen er fremragende. Som bluesplade og som live-plade.
Herefter blev bandet etableret og sprang ud som primært et gradvist mere og mere “heavy” elektrisk bluesband og udgav op gennem halvfjerdserne en række slidstærke albums, der ud over traditionelle numre rummede en del sange fra Kaukonens hånd. Især på pladerne America’s Choice (1975), Yellow Fever (1975) og Hoppkorv (1976) trådte trioen i karakter som renlivet heavy powerband. Efter dobbeltalbummet Double Dose fra 1978 holdt musikerne en længere pause fra hinanden og er siden blevet gendannet i en mere afdæmpet form.

Come Back Baby (1972)

102 Hesitation Blues (1986)

Dionne Warwick møder Bob Dylan

17. april 2008

Jeg har tidligere omtalt Dionne Warwick og hendes fortrinlige samarbejde med Burt Bacharach. Der har været mange, store stemmer i den sorte musik, men få har haft et så personligt udtryk som netop Dionne Warwick. Jeg faldt over en meget gammel indspilning med hende – fra 1966, hvor hun optræder i det dengang hippe program Hullabaloo. Lyden kunne godt være bedre, men man kan sagtens høre, hvor godt den unge sangerinde kunne synge…

Og fra året før – og i samme udsendelse – fortolker hun Bob Dylan. Tænk, at Dylan kan lyde sådan! Og så får hun oven i købet hjælp af The Animals, der her optræder som sanggruppe.