Indlæg tagget med tresserne

The Grass Roots – et rigtigt tresserband

7. juni 2014

Historien om The Grass Roots er en rigtig tresserhistorie om et band, der blev til som et projekt – lidt à la The Monkees.

Sangskriverduoen P. F. Sloan og Steve Barri arbejdede på at slå igennem som sangskrivere hos pladeselsabet Dunhill – i første omgang med beskeden succes. Sammen med nogle garvede studiemusikere indspillede Sloan sangen “Where were you when I needed you”, og den blev udsendt under navnet The Grass Roots” sendt ud til lokale radiostationer som demo. Pladen fik en moderat succes og Sloan og Barri kunne se, at konceptet med et band var vejen frem, og de gik på jagt efter en rigtig band, der kunne gøre det ud for The Grass Roots. Og de faldt over det obskure band The Bedouins fra San Francisco. Og Beduinerne fik lov til at genindspille sangen. Men helt i tidens ånd, så ville The Bedouins mere end bare indspille vellydende pop. Og det førte til et brud med Sloan og Barri. Bedouins drog til San Francisco for at forfølge deres blues-rock-drømme – og den første udgave af Grass Roots var en saga blot.

Men Sloan og Barri fortsatte med at lede efter et passende band til at spille deres sange. Og næste stop blev badnet The Robbs fra Wisconsin – men the Robbs var ikke interesserede i projektet. Bedre gik det, da sangskriverduoen fik kontakt til bandet The 13th Floor (nej, ikke 13th Floor Elevators). Bandet havde kun eksisteret et årstid og havde ikke lavet nogen plade, og de kunne ikke sige nej til tilbuddet om at overtage bandnavnet The Grass Roots og følge op på den beskedne succes, projektet havde haft. Dermed var The Grass Roots en realitet – og projektet bleve et relativt succesfuldt eksempel på en guitarbaseret poprockensemble, der med tydelig indflydelse fra britisk beat og amerikansk soul m.m. tog kampen om de amerikanske radiolyttere op. Grass Roots præsterede at lave et guldalbum, en guld- og en platinsingle og ikke mindre end fjorten top 40 singlehits.

Men en hel del omskiftelser og udskiftninger har The Grass Roots eksisteret siden den første inkarnation i 1965, men bandet havde sin storhedstid i tresserne, hvor projektet havde held til at ramme lyden af den ubekymrede tresserpop lige i hjertet. Et bagmandsspekulationsprojekt, men samtidig et eksempel på, at der kan komme noget godt og lytteværdigt ud af kombinationen af en god sangskriverteam og et hold ambitiøse og talentfulde musikere.

Det kan man høre på en ny pladeudgivelse, hvor alle gruppens singler fra tiden hos Dunhill og ABC Records er samlet. Complete original Dunhill /ABC Hit Singles hedder pladen der er udsendt på Real Gone. Et must for tresserpopelskere.

Da de barbrystede Ladybirds indtog Norge i 1968

6. april 2014

Tresserne var som bekendt frigørelsens årti. Og det afspejlede sig også i datidens populærmusik, hvor det fx blev almindeligt med go-go-piger, der dansede og viste deres ynder frem. Og så var der The Ladybirds, et rent pigeorkester, der markedsførte sig selv ved at optræde topløst. Hvor godt pigerne spillede, ved jeg ikke. Der findes vist ikke indspilninger med gruppen. Men Michelle, Sussi, Jeanette og Bonni har alligevel sat sig nogle spor i erindringen.

På en udenlandsk blogside har en interesseret blogger publiceret nogle fotos fra Ladybirds’ besøg i Norge i 1968, hvor bandet spillede i Stjernesalen i Bergen. Af omtalen fremgår det, at pigerne i deres koncert fremførte numre af The Hollies og The Supremes. Det kunne være sjovt at høre, hvordan det har lydt. Det fremgår også, at de senere samme år optrådte sammen med The New Yardbirds – der blev til Led Zeppelin – ved Fjordvilla Rock Paramount i Roskilde (den senere Roskilde Festival). Følg dette link og se de gamle fotos af de bare piger i Norge. Et lille stykke kulturhistorie er gravet frem.

Lonnie Keita, der er tidligere Ladybird, har venligst henvist mig til denne side, hvor man kan lytte til en optagelse med netop Ladybirds.

Gem

Marianne Faithfull som stilikon: La Motocyclette (1968)

11. november 2011

[Stillbillede fra La Motocyclette]

Genudsendelser, genudsendelser. På filmområdet hersker der ikke den store opfindsomhed på de landsdækkende kanaler. Alt for mange gode gamle film står på hylderne og samler støv, og spændende uafhængige filmproduktioner når aldrig frem til skærmen. årsagssammenhængen fortaber sig i kontraktaftaler med store mediekoncerner og redaktionel slaphed.

Men heldigvis er der undtagelser. Og som regel sker det på de “hemmelige” kanaler DR 2 og DR K. Fx er det den 17. november på DR K muligt at se den franske film La Motocylette (da. Pigen på motorcyklen) fra 1968. I en hovedrolle ses Marianne Faithfull. Og i en anden Alain Delon.

I filmen – der også bærer den pikante engelske titel Naked under Leather (dengang vidste man, hvordan man skulle sælge varen….) – kan man opleve Faithfull for det, hun også var: stilikon. Hun dannede mode med sin kropsnære, full body dragt af læder, som mange motorcyklister tog til sig.

I filmen spiller Faithfull en alt andet en ‘faithfull’ nygift kvinde, der på motorcykel forlader sin ægtemand for at kaste sig i armene på en elsker i den tyske by Heidelberg.

Filmen, der blev forhindret i at deltage ved det års Cannes Film Festival på grund af studenteroprøret i Paris, er interessant ved sin tidsåndskolorit med nærmest psydelisk drømmende billeder. Også filmkunsten mærkede det kulturelle opbrud og de mange former for frisættelse, der fandt sted i starten af tresserne. Filmen er i øvrigt baseret på en fortælling af den surrealistisk inspirerede forfatter André Pieyre de Mandiargues.

The Move – Disturbance – en italiensk tv-optagelse fra 1967

27. maj 2011

Jeg faldt over denne herlige optagelse med The Move på YouTube. Ud over at spille et af deres mindre kendte numre, så er det lille 2 ½ minutter lange klip et studie i tresser-tv-og-pop-æstetik. Læg mærke til, hvordan kameraet kører med uret rundt om gruppen ved træet, medens den blonde pige og den lille hund følges mod klokken (bortset fra en lille variation, hvor hun løber omkring et træ). Jo, tv-folket havde lært noget af filmkunsten i tresserne…

Owsley Stanley – LSD-producent – er død, 76

15. marts 2011

Hvordan mon tressernes psykedeliske musik – ja, musik i det hele taget – ville have lydt uden indflydelsen fra diverse naturlige og kunstigt frembragte hallucinogener og euforiserende kemikalier? Det er ikke godt at vide eller måske godt ikke at vide. I hvert er det en kendt sag, at syntetiske og naturlige hjælpemidler var på dagsordenen dengang. Og stofindtagelsen havde både sine “filosoffer” og “vismænd” (Leary…) – og producenter og forhandlere.

En af de mere navnkundige af sidstnævnte slags var Owsley Stanley, der meldes omkommet i et biluheld i Australien forgangne søndag. Stanley blev kendt i tresserne som lydmand, økonomisk hjælper og – leverandør af ‘psykofarmaka’ til syregruppen over dem alle: Grateful Dead. Men også The Beatles og Jimi Hendrix skulle have nydt godt af mandens talenter udi kemien. I følge Beatleskronikøren Bob Spitz skulle John Lennon have været interesseret i et livslangt abonnement på Stanleys produkter. Der går frasagn om mandens evne til at fremstille den bedste og fineste LSD. Og han var en af de første, der satte produktionen af det bevidsthedsudvidende stof i masseproduktion. I følge New York Times omsatte han et sted mellem 1 og 5 millioner trips

Stanley var også bagmanden i de dengang meget omtalte Syretests – Acid Tests – som blev dyrket af beatforfatteren Ken Keasey og hans Merry Pranksters og udødeliggjort i journalisten Tom Wolfes berømte bog “The Electric Kool-Aid Acid Test”, en af new journalism-hovedværkerne. Flere af hans produkter gik også over i rockhistorien som begreber og navne, fx White Lightning og Blue Cheer (navnet på et legendarisk heavy-rock-band).

Til Stanleys bedrifter hører også mere jordnære ting som at skabe en markant god lyd til Grateful Deads koncerter. I det hele taget var han en væsentlig del af Grateful Deads inderkreds som en slags altmuligmand med indflydelse på musik, livsstil osv.

Men det var kemien, der kom til at bestemme hans livsbane. Han var født ind i en god familie med mange politikere og var i gang med en akademisk løbebane, da han på college i 1963 stødte på LSD, et dengang helt legalt stof. Det blev en livsomvæltende oplevelse. “Bilerne kyssede parkometerne”, da han smagte på stoffet. Og via studier udi kemien på universitetets bibliotek, fandt han ud af, hvordan man kunne fremstille det reneste LSD. Dermed var karrieren i gang…

De sidste år af sit liv tilbragte Owsley Stanley i Australien.

Gelwane… Nok er ikke alt nok.

21. februar 2011

I en lille jysk flække ved navn Jelling går en ung autistisk mand rundt med nogle spraydåser. På sin vej sprøjter han et ord ”Gelwane”. Et af stederne er en stor sten. En Jellingesten. Og så er Fanden løs i Laksegade. For stenen er ikke kun en sten. Den er et ”nationalklenodie”. Sammen med sin lillebroder, Jellinge Kirke og de to kæmpehøje indtager den store sten en plads på UNESCOs Verdensarvsliste. Den er, som politikeren Karen Jespersen udtrykte det i et indlæg, jeg straks skal vende tilbage til: ‘et enestående nationalt mindesmærke over den tid, hvor Danmark blev kristnet’. Men det er ikke kun stenen, der får indskriften ”Gelwane”. Det samme gør den kasse, der omgiver den lille sten, kirkedøren til Jelling Kirke og herretoilettet på Vejle Banegård, som får besøg dagen efter…

Hændelsen gav ikke overraskende genlyd i samtlige medier under overskrifter, hvor ordene ”grafitti” og ”hærværk” kappedes om at have forrangen. Og den tidligere Venstresocialist, feminist, Socialdemokrat og nuværende Venstrepolitiker Karen Jespersen for i det digitale blækhus og forfattede den 17. februar en tankevækkende, reaktionær kommentar i Berlingske under rubrikken: ”Nok er nok”.

Når jeg betegner kommentaren som reaktionær skal det ikke kun forstås i politisk-moralsk fordømmende forstand, sådan som ordbogen forklarer ordet: ”bagstræberisk”, ”fremskridtsfjendtligt”, men også i en direkte betydning: ”tilbagegribende”, ”modvirkende et politisk fremskridt”, ”genoprettende” og som en beskrivelse af, hvad Jespersen faktisk gør. For at forstå, hvori det reaktionære – det tilbagegribende består, skal vi huske på, at Karen Jespersen var en markant person, nærmest et ikon, i det politiske oprør, der foregik i tresserne under overskrifter som ”Ungdomsoprøret”, ”68”, “de venstreorienterede halvfjerdsere m.m. Siden har hun som bekendt flyttet sig gennem det politiske spektrum fra VS til nu Venstre som foreløbigt sidste holdeplads.

Artiklens reaktionære mål er entydigt: Jellingestenene skal have ‘en ny betydning’ som nationalt symbol. Stenene og deres omgivelser har – underforstås det – haft en national symbolsk betydning, som nu skal forstærkes eller genoplives. For i Jespersens optik er den unge mands indskrift, ”Gelwane”, et stykke hærværk, der ”selvfølgelig er udtryk for opløsning af normer, kultur og fælleskab” (jeg fremhæver). Og af samme grund, hævder Jespersen, er mange danskere blevet forarget og vrede, fordi de ikke bryder sig om det og ”bestemt ikke er ligeglade med deres samfund”.

Grafittien opfattes som udtryk for opløsningstendenser, der ”vokser”, fordi ”vi er så pokkers konfliktsky”. Og Jespersen opregner en række eksempler på opløsningstendenserne. Lige fra de velkendte grafittimalerier på togvogne til affaldsproblemet på de centrale århusianske strøg. De ”meningsløse ødelæggelser” vokser, ”fordi vi som borgere og som myndigheder reagerer alt for svagt”.

Og denne opløsningstendens, opløsningen af samfundet, begyndte i 1960’erne, hvor vi fik ‘fremskridt i velfærd og personlig frihed”, men hvor udviklingen også ”i vidt omfang kørte af sporet”: ”Ungdomsoprøret udviklede sig til en stærk politisk korrekt strømning, der kom til at dominere på uddannelsesstederne og i medierne. Det blev nærmest betragtet som skadeligt at tale om opdragelse og voksne som autoriteter. Normer som pligtfølelse, flid og samfundssind blev latterliggjort som gammeldags.”. Og Jespersen må jo vide det…

Men det handler ikke bare om opdragelsens forfald, om autoritetstabet og eroderingen af normer som ”pligtfølelse, flid og samfundssind”. Næ: ”Mest nedgjort blev de, der glædede sig over Danmark. Dansk kultur, historie og det danske sprog hørte fortiden til. Brændte man for det danske, var man nationalistisk og højreorienteret.”. Det, der først og fremmest ligger Jespersen på sinde, er det nationale. Danmark – eller rettere: et Danmark, der indirekte beskrives gennem de opløste eller tabte ”værdier”, for nu at bruge et politisk korrekt udtryk.

Men Jespersens bekymring er ikke kun national. Den er nationalistisk. Det afslører hun med en behændig kobling, hvor hun efter at have givet eksempler på nationalt kritiske lærebøger skriver følgende: ”Den negative holdning til Danmark og danskerne går igen hos en del indvandrere. De holder sig til deres egen kultur og ser det at være dansker som et skældsord (»At være muslimsk kvinde i Danmark«).” Pia Kjærsgaard og hendes partimedlemmer må nikke samtykkende…

Når det er kommet så vidt, så skyldes det ikke bare, at danskerne er løbet med tressernes ”politisk korrekte strømning” og fx har undladt at opdrage deres børn gennem flere generationer. Nej, det skyldes ”behagesyge” hos politikere og myndigheder over ”de politisk korrekte”. De har ikke forstået at læse, hvad der reelt forgår i den danske folkesjæl, og handlet derefter. For den samfundsopløsende udvikling ”svarer slet ikke til danskernes holdninger. Over 90 procent af danskerne – unge som gamle – siger, de er stolte over at være danske. De vil gerne værne om Danmark som nation. De er enige i, at man skal opføre sig ordentligt og tage hensyn til andre. Skoleeleverne er kede af, at der er så meget uro og larm i klassen. Børn og unge længes efter voksne, der vil være voksne, og autoriteter, der tør fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert. Mange indvandrere tørster efter at få klar besked om, hvad der er spillereglerne i de samfund, de nu skal bo i.”.

Karen Jespersen ved åbenbart, hvad der rører sig i de følgagtige danskere – i hvert fald 90% af dem. En længsel tilbage til dengang, hvor der angiveligt var stolthed over at være dansk, hvor der var autoriteter til og klare spilleregler for alle, også indvandrerne. Og forklaringen på opløsningen er kun – som allerede nævnt – politisk slaphed, behagesyge, eftergivenhed osv. Nok er nok!

Løsningen ligger lige for: Tilbage til det tabte. Jespersen: ”Lad de gamle dyder komme til ære og værdighed i opdragelsen og i samfundet. Stil krav om ro og disciplin. Sørg for at lærere og andre voksne er et forbillede for eleverne. Gør op med skolebøger som tumleplads for politisk korrekt had til samfundet. Straf hærværk. Lav en integrationspolitik på det danske samfunds kultur og grundværdier. Hold fast i, at dansk er modersmål i Danmark, og at Danmark skal fastholdes som stærk nationalstat. Hvor svært kan det være?”

Hvis man ikke vidste bedre kunne det ligne en skriftlig ansøgning om optagelse i Dansk Folkeparti. Og det bliver nok også det næste logiske skridt for opportunisten og levebrødspolitikeren Karen Jespersen.

Men har Jespersen så ret i, at al elendigheden begyndte med den politiske korrekthed i tresserne?
For næsten 100 år siden – nærmere bestemt i 1916 – blev den lille Jellingesten udsat for ”hærværk”. Det kan man læse om på Nationalmuseets hjemmeside, hvor Lisbeth Imer fortæller: ”1916 var det en elev fra seminariet, der var på spil. På den lille Jelling-sten huggede han to bogstaver ca. 3 cm lange og omgivet af en rektangulær ramme, ca. 5×8 cm, på toppen af stenen. Den daværende opsynsmand sendte et brev til Nationalmuseet om episoden: ”Heldigvis var det paa et Sted, hvor der sad en tyk Kage gammelt Lav; men selv efter at denne var fjærnet, saas Mærker baade efter Bogstaver og Ramme endnu … Yderligere er der paa den store Kongesten, med blaa Blækstift, trukket en Del Runestave tykt og hæsligt op samt lavet andre Smørerier.”
Til forskel fra Karen Jespersen nøjes Lisbeth Imer ikke bare med at beklage ”hærværket” mod Jellingestenen som ”kulturarv”, men hun sætter den i et større historisk perspektiv, som langt hen undergraver Jespersens samtidshistorisk moralsk-ideologiske forståelsesramme. For ikke alene er hærværk mod de nationale klenodier i Jelling ikke af nyere dato, men fænomenet graffitti – forstået som: ””tekst, symboler eller billeder, som er indridset, skrevet eller malet på vægge, mure m.m., som regel udført af anonyme persone” (Den Store Danske Encyclopædi) – går tilbage til vores kulturs vugge, ja, endda længere endnu: ”Man kender graffiti fra hele verdenshistorien fra Pompeji til nutiden. På murene i Pompeji heppede man på gladiatorerne og rakkede politiske modstandere ned. I middelalderen skrev man frække ord på kirkernes vægge, og kærlighedserklæringer er en form for graffiti som aldrig er gået af mode.”

Næ, grafittien forstået som ”hærværk” mod det bestående og etablerede, mod den herskende kultur er aldrig gået af mode og er ikke – som Jespersens vil se det i sin nostalgiske, reaktionært-politiske fortolkning – udslag af tressernes ‘politiske korrekthed’. Grafittien har altid været en anonym, subversiv, skændende, ”meningsløs”indskrift på det etableredes flader og i dets kroge. Kendetegnende for grafittien – tag fx Sprayeren fra Zürich eller andre kendte grafittiudøvere – er, at den i sin natur skal forblive anonym og foragtet. Ellers bliver den ophøjet og institutionaliseret som museal ”kunst”. Grafittien er i bund og grund uforståelige tegn, der henviser til det andet, der ikke lader sig institutionalisere eller på anden måde integrere i det bestående uden at miste sin betydning (sin ”meningsløshed”). Laver man er internetreseach på ordet ”Gelwane” vil man se, at der hersker stor usikkerhed på, hvad det betyder. Er det et ”tag”? Er det et slægstnavn? Efternavnet på en samfundskritiker? Personligt tror jeg, det ikke er entydigt, hvad det står for. Helt i grafittiens ånd.
”Gelwane” er en indskrift, som man nok vil kunne vaske væk med kemikalier, men som sandsynligvis vil være at læse som en skygge alligevel. Som et uudsletteligt spor, der vidner om en fortrængning og dens genkomst. Sådan er det. Se dig bare omkring i din by.

Dagens garagerock: Bad Seeds – I’m a King Bee

2. december 2010

Tresserbandet The Bad Seeds (ikke at forveksle med Nick Caves’) var efter sigende det første band, der kom fra flækken Corpus Christi i Texas. En flække, der siden er blevet kendt for flere garagerockbands.

Guitaristen og sangeren Mike Taylor, bassisten Herb Edgeington, lead guitaristen Rod Prince og trommeslageren Robert Donahoe havde alle en fortid i lokale obskure bands, inden de slog de musikalske klude sammen i Bad Seeds. Og det lykkedes dem at få en kontrakt med det lille pladeselskab J-Beck Records i 1966. Tre singleplader blev det til i løbet af ’66: “A Taste of the Same”/”I’m a King Bee”, “All Night Long”/”Sick and Tired” og “Zilch Part 1″/”Zilch Part 2”. Flere af sangene havde Prince og Taylor skrevet.

Især de to førstnævnte singler betragtes af musiknørder og -samlere som klassiske perler inden for den texanske afart af garagerock, som bl.a. havde ladet sig influere af den britiske R&B (Stones, Pretty Things osv.). Gruppen gik i opløsning i sommeren 1966.
Bad Seeds udgave af Slim Harpo “I’m a King Bee” har alle garagerockens kvaliteter. Den er beskidt, rå og swingende. Rolling Stones indspillede også nummeret på deres debutalbum med markant slide guitar ved Brian Jones…

Next Stop Vietnam…

13. juli 2010

And it’s one, two, three,

What are we fighting for ?

Don’t ask me, I don’t give a damn,

Next stop is Vietnam;

And it’s five, six, seven,

Open up the pearly gates,

Well there ain’t no time to wonder why,

Whoopee! we’re all gonna die.

Man kan købe sig i armod i cd-bokse. Men hvis jeg ellers havde råd, ville jeg helt sikkert bruge 195 kriseramte euro (plus forsendelse) på den imposante udgivelse fra Bear Family Records med titlen “Next Stop is Vietnam 1961-2008“. På 13 cd’er – ialt 16 timer og 49 minutters lyd og musik og i en 304 sider stor bog dokumenteres den krig, der om nogen var med til at definere ungdomsoprøret i tresserne og halvfjerdserne: Vietnamkrigen. En krig, der for alvor førte krigen som fænomen ind i tv-mediet og dermed ind i det man kaldte “verdensopinionen”. En krig, der førte til et forsmædeligt og endnu traumatisk nederlag for USA, men også en krig, der leverede råstoffet til et utal af sange og film. Hvad udad tabes, skal indad vindes…
For min generation var Vietnamkrigen lærerig på mange måder. Først og fremmest politisk. Den begyndte som en kamp mellem en supermagt og et tredjeverdensland og blev hurtigt og naivt til en kamp mellem “de gode” og “de onde”. Et undertrykt folk har altid ret, som maksimen lød i de år. Siden viste det sig så, at de undertrykte også kunne undertrykke (i krigen mod Cambodianerne), og grænserne mellem sort og hvidt, godt og ondt flød ud – og tilbage var blot krigens generelle absurditet. Det ændrer dog ikke ved, at sangene og musikken, der blev lavet i protest mod krigen i østasien, var drevet en ærligt følt indignation, der blev delt af mange unge uanset social eller politisk observans. Og der blev skrevet mange fine sange, der holder den dag i dag.

Donovan – Andy’s Love Concert (1969)

Som om tresserne aldrig har været der

30. juni 2010

Jeg kan lide Clinton, jeg kan lide Obama. Jeg hader, hvad der sker med landet. Jeg mener, at vi er i den værste forfatning nogensinde. Tænk bare på, hvor konservativ dette land er blevet. Det er som om tresserne aldrig har foregået.”

Dennis Hopper i sit allersidste interview.

Tresserne, kålrabikulturen og melbollementaliteten – en fotograf ser tilbage

15. juni 2010

I går aftes kunne man på P1 høre fotografen Bent Rej fortælle om dengang i tresserne, hvor han fotograferede de musikere og kunstnere, som i årene efter blev ikoner for de generationer, der voksede op: Beatles, Stones, Dylan, Hendrix og så videre. Sikkert til den nyfigne interviewers skuffelse så var Bent Rej ikke specielt imponeret af sin bedrift. Han var en pressefotograf på arbejde og var der tilfældigvis, da Beatles kom til Danmark. Og der var ikke noget særligt i, at han blev gode venner med Brian Jones fra The Rolling Stones, som boede in cognito hos Rej og konen som “konens fætter fra landet”. Rej mente, at han nok havde brug for lidt fred og ro. Og Bent kunne til gengæld bo hos Brian i London, når han ville. Bent tog sine billeder og takkede af, da stjernerne blev så store, at det blev besværligt at få adgang til dem. Med Rejs eget ordvalg, så blev scenen grim – efter 1967. Han skulle i øvrigt også videre. Han ville være reklamefotograf.

Nu har han så doneret sin samling af foto til det nye museum for rock, Danmarks Rockmuseum.

I det seneste nummer af DSBs Ud & Se (som kan hentes ned som pdf-fil hos DSB) kan man se et udvalg af Rejs fotografier. Her er den unge, uskyldigt udseende Marianne Faithfull, en ung Keith Richard med hund, en svedig Lennon, der trykker Help! af i mikrofonen, et pasfotolignende snapshot af Peter Noone (Herman’s Hermits) m.fl. Og fotografierne ledsages af en tekst af Lasse Ellegaard, hvor man kan mærke, at Lasse var med, da det sneede og endnu har følelsen af de strømførende lag i sig. Drømmen er ikke slukt…

Rolling Stones i Finland 1965

Julegaveidé: Joan Baez – How Sweet The Sound

7. december 2009

Jeg indrømmer gerne, at jeg nogle gange har haft det svært med Joan Baez’ stemme. Når den blev for skinger i det høje leje. Det ændrer dog ikke ved, at hun fremstår som en af fremmeste repræsentanter for tressernes protest-folk-bevægelse. Med sit smukke udseende, sin markante stemme og sit folkelige engagement har kæmpet sin egen kamp for en bedre verden. Og gør det fortsat. Nu er der så kommet en cd-dvd-udgivelse med titlen “How Sweet The Sound”, hvor man ud over alskens mere eller mindre kendt musik fra Baez får en dokumentarfilm i den fremragende serie American Masters. Et must for folk med interesse for tresserne.

PS. Jeg har i øvrigt luftet mine forbehold tidligere. Men hvad er det nu man siger: Smag og behag!?

Provo-Ole Grünbaum og musikken, en replik

30. oktober 2009

I sin underholdende skildring af tresserne, “Bar røv i tresserne”, henviser Ole Grünbaum løbende til den musik, der spillede som et lydspor til provokationerne og de happenings, han var en del af. Og erindringen er som bekendt ikke altid et sandhedsvidne. Fx husker Ole et Stones-album med titlen “Sympathy for the Devil”. Men han mener selvfølgelig “Beggars Banquet”, som benævnte sang er en del af. Men sådan går det jo, når erindringen spiller en et pus. Det fik mig så til at tænke på, at netop den sang nok er en af Stones’ mest omdiskuterede. I sangen – som Mick Jagger skrev – indtages djævelens synspunkt. Jagger, der er og altid har været bandets intellektuelle alibi, hentede sin inspiration fra Dylan, fransk digtekunst og Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita, som citeres mere eller mindre skjult i sangteksten. Men samtidig er sangen også en almenpolitisk kommentar til tiden og den drejning, som den menneskelige historie har taget i den endeløse (?) kamp mellem det onde og det gode. Sangen fik en ekstra dimension, da Stones spillede den på Altamont-festivalen, hippie-make-peace-not-love-festivalernes antiklimaks…

Please allow me to introduce myself
I’m a man of wealth and taste
I’ve been around for a long, long year
Stole many a man’s soul and faith

And I was ’round when Jesus Christ
Had his moment of doubt and pain
Made damn sure that Pilate
Washed his hands and sealed his fate

Pleased to meet you
Hope you guess my name
But what’s puzzling you
Is the nature of my game

I stuck around St. Petersburg
When I saw it was a time for a change
Killed the Czar and his ministers
Anastasia screamed in vain

I rode a tank
in the general’s rank
When the Blitzkrieg raged
And the bodies stank

Pleased to meet you
Hope you guess my name, oh yeah
Ah, what’s puzzling you
Is the nature of my game, oh yeah
(woo woo, woo woo)

I watched with glee
While your kings and queens
Fought for ten decades
For the gods they made
(woo woo, woo woo)

I shouted out,
“Who killed the Kennedys?”
When after all
It was you and me
(who who, who who)

Let me please introduce myself
I’m a man of wealth and taste
And I laid traps for troubadours
Who get killed before they reached Bombay
(woo woo, who who)

Pleased to meet you
Hope you guessed my name, oh yeah
(who who)
But what’s puzzling you
Is the nature of my game, oh yeah, get down, baby
(who who, who who)

Pleased to meet you
Hope you guessed my name, oh yeah
But what’s confusing you
Is just the nature of my game
(woo woo, who who)

Just as every cop is a criminal
And all the sinners saints
As heads is tails
Just call me Lucifer
‘Cause I’m in need of some restraint
(who who, who who)

So if you meet me
Have some courtesy
Have some sympathy, have some taste
(woo woo)
Use all your well-learned politesse
Or I’ll lay your soul to waste, mmm yeah
(woo woo, woo woo)

Pleased to meet you
Hope you guessed my name, mmm yeah
(who who)
But what’s puzzling you
Is the nature of my game, mmm mean it, get down
(woo woo, woo woo)

Woo, who
Oh yeah, get on down
Oh yeah
Oh yeah!
(woo woo)

Tell me baby, what’s my name
Tell me honey, can ya guess my name
Tell me baby, what’s my name
I tell you one time, you’re to blame

Oh, who
woo, woo
Woo, who
Woo, woo
Woo, who, who
Woo, who, who
Oh, yeah

What’s my name
Tell me, baby, what’s my name
Tell me, sweetie, what’s my name

Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Woo, who, who
Oh, yeah
Woo woo
Woo woo

 


Rolling Stones – Sympathy For The Devil 1969 Live Altamont S
by JVDUMI

Jims far er død – George S. Morrison, 89

11. december 2008

Som omtalt ville Jim Morrison fra The Doors være blevet pensionist for nogle dage siden, hvis han ellers havde levet længe nok. Derfor er det lidt underligt at læse, at hans far døde for en lille månedstid siden i den fremskredne alder af 89 år. Jims rolle i ungdomskulturen og -oprøret i tresserne var uden tvivl også et faderoprør. George var højt dekoreret soldat fra den amerikanske krigsflåde og gjorde tjeneste i Vietnam. Efter sigende var familie Morrison præget af meget traditionelle og dybt konservative værdier. Noget Jim altså forsøgte at lægge afstand til…

The Doors – Unknown Soldier

Reklame for en Reklame-Børge

11. oktober 2008

Capac tillader sig at kaste sig lidt ud i reklamens verden og slår et slag for cd’en En Rigtig Reklame Børge fra det lille pladeselskab Frost Records, der har specialiseret sig i nostalgisk musik fra dengang, capac var en hvalp.

Cd’en indholder de tidligere omtalte flexidiscs fra popbladet Børge – dog uden det omtalte interview med tronfølgerparret. I covernoterne kan man læse, at udgiveren Erik Haast startede Børge-bladet i 1966 efter at have eksperimenteret med Beat og Beat+Hit, der ikke rigtig slog an. Det gjorde til gengæld Børge, der – i følge Haaests egne oplysninger – havde et oplag på 50000 eksemplarer. De vedlagte flexidiscs skubbede til salget og nummeret med tronfølgerparret (nr. 15, juni 1967) toppede med hele 70000 eksemplarer. Igen i følge Haaest.

Ud over Børge-indslagene er der en hel række eksempler pop og pigtråd, der stod i reklamens tjeneste. Skovbrynets Kolonialhandel (!), Jolly Cola og konkurrenten Coca Cola, Max Factor, Dandy (tyggegummi), Morris Mascot, Foska m.fl. har indrulleret mere eller mindre kendte navne i deres reklamefremstød. Cd’en er på den måde en god dokumentation af, at selv om den ny musik var “oprørsk”, så var den ikke fremmed for almindelig kommercialisme…

Det er lidt pudsigt at høre skuespilleren Buster Larsen og Hi-Fi-Rockers kaste sig ud i en lang lovprisning af Max Factor med tilhørende kemikalienavne (det var dengang, hvor den kemiske industri var indbegrebet af Fremskridtet). Og Eugen Tajmers klart Elvis-inspirerede “Skovbrynets Twist” lyder ustyrlig morsomt og helt tydeligt som et bestillingsarbejde, som Tajmer udfører med professionel distance.

Pladen er et rigtigt, lille stykke kulturhistorie, og man får genopfrisket lyden fra de mange reklamefilm, man indtog som “forfilm” biografen. Det er også pudsigt at opleve reklamesproget både moralske, pædagogiske og naive form. Tag fx. linjerne fra Foskanersangen med Onkel Duus og Tramps: “Forskanere er sunde børn, og sunde børn er nemme børn. Det lyder over hele byen, det er Foska-gryn…”. Eller The Tigers “Kom en tiger i tanken” (legendarisk Esso-reklame), hvor teksten består af følgende: “Kom en tiger i tanken, yeah-yeah-yeah”, gentaget i 2 minutter og 37 sekunder. Så er det slogan vel banket ind i hovedet på de unge!Alt i alt er det en fin lille udgivelse fra det ikke-royale pladeselskab Frost Records. Anbefales alle med nostalgiske tilbøjeligheder for tresserne.

 

Cowboybuksernes indtog

4. maj 2008

still fra filmen Some People, 1962
Ovre hos Madame kan man læse et indlæg om dengang, cowboy-bukser blev moderne (for piger). I tresserne. Og Madame skriver blandt andet: “Jeg kan huske især én film fra 60’erne, hvor en ung og smart pige tog sine coybukser på i badekarret for at få dem til at krybe og sidde som sprøjtet på – jeg mener, at filmen var Georgy Girl.”. Af kommentarerne kan man så se, at det ikke var Georgie Girl, men derimod den langt mindre kendte Some People. En film, der netop gjorde indtryk ved den scene, hvor farmand (Kenneth Moore) kommer hjem og finder sin kønne datter (filmens kønne og eftertragtede pige) i badekarret – med cowboy-bukserne på. For at de skal krybe og finde den rette kurvefremhævende pasform. Bly Me!, som farmand udbryder.
Det var nok mere normalt for drengebørn at gå med cowboybukser dengang. I hvert fald forsynede min far, der sejlede, mig med mange cowboybukser af mærket Lee. Det første have knapper i stedet for lynlås og var – hvis jeg selv skal sige det – ret seje. Her blev min svaghed for blue jeans grundlagt eftertrykkeligt. Da moden for alvor slog igennem kom der andre til. Som man også kan læse hos Madame kom Lee Cooper-mærket frem. Formerne ændrede sig. Der kom trompetbukseudgaver og andre med svaj i benene. Og så var der fløjlsbuksevarianterne. Jeg mindes især et par ualmindeligt slidstærke grønne Lee-bukser, og så dem med “jernbanefløjl” i diverse brune nuancer. Brun var en populær farve.

PS. Jeg har skrevet indgående om filmen “Some People”. Faktisk var det et af mine allerførste emner i bloggen. Jeg henviser til smartloggen…