december 2008 arkiv

Mere svensk halvfjerdsermusik: Träd, Gräs och Stenar

28. december 2008


På nogenlunde samme tid, som Samla Mammas Manna blev dannet, dannedes også prog-rock-bandet Träd, Gräs och Stenar, der blandede det progresivt-eksperimenterende med det politiske. Gruppen havde forudsætninger i andre bands som Pärson Sound og International Harvester. I den første udgave bestod gruppen af Bo Persson, Torbjorn Abelli, Arne Erichsson og Thomas Gartz. I 1970 udsendte de deres eponyme album, der blandt andet bød på en fortolkning af Dylans “All Along The Wachtower” og Stones “Satisfaction”. Gruppens storhedstid var 1970-72, hvor de nåede at indspille yderligere tre albums. To live-albums (Djungelns lag, 1971, og Mors Mors, 1972) og studiealbummet Rock för Kropp och Själ. Siden har bandet været gendannet flere gange og har senest i 2007 udsendt en live-DVD, “Från Moja till Minneapolis”.

 

Jerry Williams – Sveriges King of Rock’n Roll

28. december 2008


Jerry Williams er svenskernes svar på Elvis og Cliff. Den 66-årige rocksanger brød for alvor igennem i starten af tresserne, hvor han sammen med gruppen The Violents fik lov til at være opvarmning for selveste The Beatles på deres Sverige-turné i 1963. Selv har jeg oplevet ham en gang i 1977, hvor han var opvarmning til Chuck Berry i Vejlby-Riiskov-Hallen engang. Det lykkedes ikke rigtig for Williams at få tag i publikum, der vist ikke kendte ham – og bare ventede på hovedpersonen selv. Ethvert opvarmningsbands utaknemmelige lod. Men ellers var det et udmærket halvtredserrock-show. Jeg faldt over den charmerende video, da jeg ledte efter noget med Samla Mama Manna…

Her er Williams i en nyere version:

Jerry Williams- Did I tell you

Samla Mammas Manna – svensk progressiv rock fra halvfjerdserne

28. december 2008

I en svensk avis læser jeg, at musikeren Lars Holmer er død i en alder af 60 år efter nogen tids sygdom. Nyheden sendte mig straks tilbage til halvfjerdserne, hvor den svenske rockmusik blomstrede. Især den politisk orienterede rock, men også den progressive rock. Til sidstnævnte kategori hørte bandet Samla Mammas Manna. Jeg kan huske, at Hans Otto Bisgaard og andre DJs fra dengang ofte spillede ny svensk musik, blandt andet Samla Mammas Manna, der var uhørt eksperimenterende og innovative. Bandet blev dannet tilbage i 1969 af Hollmer, trommeslageren Hass Bruniusson, percussionisten Henrik Öberg og basisten Lars Krantz. året efter udsendte de deres første eponyme album på Silence Records. Et album, der for en stor dels vedkommende var instrumental og bød på improvisationer og musikalsk legestue. De efterfølgende albums – Måltid (1973) og Klossa Knapitatet (1974) – var inspireret af den fremadstormende jazz-rock-fusionsmusik og blandede den lystigt med elementer fra svensk folkemusik og Frank Zappa og Mothers of Invention.
Den første konstellation af Samla Mammas Manna varede til 1977, hvor bandet blev gendannet med nye medlemmer under navnet Zamla Mammaz Manna. I 1981 blev de så til Von Zamla og eksisterede til 1984. Endelig blev det gamle band gendannet i 1991 under det oprindelige spøjse navn. Hvil i fred, Lars Hollmer.

 

Verden i bedring? Brillen og den lille forskel

28. december 2008

Kan verden blive et bedre sted at være – for alle? Jovist kan den det. Men det går sørme langsomt. For langsomt.
Når jeg tænker tilbage til dengang, hvor jeg begyndte at opdage verden uden for min egen familiære horisont, så slår det mig, at al den ulighed, uretfærdighed, sult, krigsførelse osv., som vi også oplever i dag, altid har været der. Den såkaldt tredje og fjerde verden eksisterer stadigvæk. Der er stadigvæk sult, flygtningestrømme og borgerkrig på det afrikanske kontinent. Israelerne og deres arabiske modstandere slår stadigvæk hinanden ihjel for et godt ord. På den led er verden stadigvæk ung.
Men nu og da dukker der historier op, som fortæller om faktiske forbedringer og fremskridt. For nogen tid siden hørte jeg om en dansk øjenlæge, der en gang om året drog et par måneder til Asien for at operere mennesker med en bestemt øjenlidelse. En i og for sig enkelt operation, der gjorde en stor forskel for den enkelte. Forskellen mellem et aktivt liv og et liv, hvor man helt er overladt til andres nåde og forgodtbefindende. Det er ikke altid de store millionbeløb og de store forkromede ulandsprojekter, der gør den store forskel. I går faldt jeg over en parallel historie i The Guardian.
Den handler om fysikprofessor Josh Silver fra Oxford University. Silvers projekt går ud på at forbedre synet for milliarder af mennesker i verdens fattigste områder. Mange af de fattige har brug for synskorrigerende briller. Og briller er dyre. Det samme er optikere, der kan tilpasse brillernes glas til den enkelte. Dertil kommer, at der er langt mellem briller og optikere uden for den vestlige hemisfære. Derfor har Silver opfundet en billig  brille, der kan justeres af brugeren selv. Brillen er forsynet med plastikbrilleglas, der indeholder to små “sække”, der kan fyldes med væske gennem en lille pumpeanordning i brillestangen. Når brugeren har fundet en passende styrke ved at tilføre væske (rent vand), så lukkes tilføringshullet med en lille skrue. Efter sigende er processen så simpel, at der ikke er behov for ret megen oplæring.
Silver har allerede fordelt 30000 briller i forskellige lande, men det er Silvers plan at distribuere 100 millioner par briller om året i den nærmeste fremtid. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad sådan en plan kan have af effekter i en verden, hvor store dele af menneskeheden er analfabeter, og hvor synshandicap kan gøre en almindelig hverdag og overlevelsen til en stor udfordring. Tænk blot på, hvordan du selv ville have klaret din skolegang uden dine briller! 

Læs den opmuntrende historie her – og besøg professor Silvers hjemmeside her.

Genhør: Chase – amerikansk jazz-rock anno 1971

27. december 2008


Da fusionen af jazz og rock for alvor tog fat omkring 1970 dannede jazz-musikeren William Edward Chiaiese – kaldet Bill Chase – jazz-rock-bandet Chase. Bill havde på det tidspunkt vundet anerkendelse som jazz-musiker, især for sin rolle som førende trompetist i Woody Hermans Thundering Herd op gennem tresserne. Måske inspireret af Blood, Sweat and Tears og den tidlige udgave af Chicago dannede Bill Chase bandet Chase i 1970. Det bestod af ialt fire trompetister (ud over Bill Chase selv så var det: Ted Piercefield, Alan Ware og Jerry Van Blair; alle sammen garvede jazz-folk)., en rytmegruppe bestående af Dennis Johnson på bas og Jay Burrid på slagtøj, en sanger, Terry Richards, en keyboard-spiller, Phil Porter og en guitarist, Agen South.  I starten af 1971 kom debutalbummet “Chase” og singlen “Get it on”. Begge solgte godt og lå længe på de amerikanske hitlister.
Pladen blev fulgt op af endnu to album. I 1972 kom “Ennea” og i 1974 “Pure Music”. Samme år blev Bill Chase dræbt i en flyulykke sammen med tre andre musikere; og dermed var det slut med gruppen “Chase”.
Gruppens musik kan minde en del om Blood, Sweat and Tears. Energisk, swingende, messingdomineret jazz-rock. Hvis man kan lide den genre, så kan jeg kun anbefale at lytte til Chase. De tre album blev udgivet på en dobbeltcd i år.

Chase – Open Up Wide

Sjælden optagelse fra 1974:

Foreløbige erfaringer med Linux (Ubuntu)…

27. december 2008

I oktober måned installerede jeg linux-styresystemet Ubuntu 8.10.

Det var min anden start, for i april måned havde jeg forsøgt mig med Ubuntu 8.0 Hardy Heron. Men forsøget gik i vasken. Ikke på grund af Ubuntu, men fordi min maskine gik i stykker, da der bogstaveligt talt gik ild i grafikkortet. Da den nye version blev annonceret bestilte jeg en kopi hos firmaet, og fik den tilsendt ganske vederlagsfrit.

Siden da er Ubuntu blevet mit foretrukne styresystem. Faktisk bruger jeg det 95% af tiden. Eller mere. Fordelene ved Ubuntu er blevet omtalt flere gange hos andre bloggere. Ubuntu er gratis. Det samme er alle de programmer, man skal bruge. Og det vil – stort set – sige:  Alle de programmer man almindeligvis har brug for. Dernæst er der sikkerheden over for vira og lignende infektioner. Endelig kræver Linux-styresystemet ikke den samme maskinkraft og den samme mængde RAM som Windows.

Faktisk får man mere ud af sin maskine med Ubuntu! Når jeg er skiftet over fra Windows (XP), så skyldes det gradvist voksende irritation over Microsofts software-politik. Jeg har været Microsoft-bruger, siden man kørte med DOS og har været igennem de fleste af styresystemerne – Win 3.11, Win 98 og XP, for at nævne de vel nok mest kendte. Det seneste irritationspunkt, jeg mærkede, var da min datter fik en pc med Windows Vista og den tilhørende Office-pakke.

Det viste sig for det første, at programmernes filer ikke var bagud-kompatible. En fil gemt i Vista-Word kunne ikke åbnes i Word XP. I hvert fald ikke før man havde fået installeret et konvertionsmodul. Dernæst var der problemer med at installere nogle ældre programmer på maskinen. Et andet problem, jeg til stadighed er blevet mere og mere irriteret over, er, at Windows “sander til” og bliver langsommere og langsommere. Hvis man ikke konstant renser maskinen for temp-filer, gamle installationsfiler m.m. og renser og optimere registreringsdatabasen, så taber Windows pusten.

Bedre bliver det ikke, hvis man tillader alle Windows-opdateringerne at blive installeret. Endelig forekommer Windows mig at være en kende ustabil. Efter nogen tid dukker der sære, uprovokerede fejlmeddelelser op. I det hele taget har jeg det indtryk, at Windows er en slags halvfabrikata. Microsoft bruger jo også åbenlyst sine kunder som fejlsøgere – til trods for, at de ofte har betalt i dyre domme for produktet. Det kan man vist kun tillade sig, når man nærmest har monopol på området!

Mine erfaringer med Ubuntu har stort set kun være positive. Jeg kører Ubuntu parallelt med Windows og fortsætter med det, indtil jeg er helt fortrolig med Linux-systemet. Og Ubuntu virker meget mere stabilt end Windows. Det er klart hurtigere at starte op og afvikle. Og jeg har næsten fundet adækvate programmer til de Windows-programmer, jeg plejer at bruge.Indtil videre er jeg kun løbet ind i to problemer.

I Windows bruger jeg Audiograbber (freeware), når jeg ripper mine grammofonplader. Men det har jeg endnu ikke fået til at virke i Ubuntu på grund af en aspi-driver. Der er dog et alternativ, nemlig Audacity, der oven i købet kan suppeleres med en normaliserings-modul, der også er ganske gratis.

Det andet problem er, at jeg ikke kan få min Canon-skanner til at køre. Canon er åbenbart et af de mærker, der kan være problemer med i Linux-miljøet. Men mon ikke jeg finder en løsning på det problem?! I hvert fald er der masser af fora, hvor man kan hente hjælp.  Selv om jeg ikke er færdig med at lære Ubuntu at kende, så er jeg ikke i tvivl om, at det fremover vil være løsningen for mig. Hasta la Vista Vista og hvad Microsoft ellers finder på…

—————-

De ovenstående overvejelser er skrevet på opfordring fra Carsten Agger (Modspil.dk).

 

Cæsar: Jorden i flammer /Storkespringvandet

27. december 2008

I denne måned har jeg vundet ovenstående originale singleplade med Cæsar på en internetauktion. Den består af hans vel nok mest kendte sange. Den om Storkespringvandet, hvor Maia synger med, og så Cæsars danske udgave af P. F. Sloans “Eve of Destruction”, “Jorden i flammer”.

Wallace & Gromit: A Matter of Loaf and Death

27. december 2008

Jeg nåede – heldigvis – lige at se den allernyeste film om makkerparret Wallace & Gromit (da. Walter & Trofast), som DR med fin timing sendte her til formiddag. Hvis man er til gammeldags stop-motion-film, så er der ikke meget, der er bedre den Oscar-vindende Nick Parks små film. I det seneste opus er der tale om en kombineret kærligheds- og kriminalfilm i et bagermiljø. Jeg skal ikke afsløre for meget om handlingen, for det ville være synd for eventuelle fans af Park. Men den nye film lever helt og aldeles op til forgængerne. Her er den samme udsøgte sans for en absurd historie, samme glæde ved små overraskende detaljer (fx har Trofasts puddelveninde en plade med Doggy Osmond (ikke Donny), der synger “Puppy Love”…), en nærmest Storm P’sk talent for udvikling af alskens mekanik og teknik og en charmerende sans for at skabe “ægte” engelske miljøer. Vi må håbe, den snart genudsendes – og kommer på dvd.

Stjerne-relikvier

27. december 2008

Jeg læste lige en spøjs nyhed om Scarlett Johanssons snotklud, der var sat til salg på Ebay. Og i dag læser jeg så, at Curt Cobains smadrede guitar er gået for trekvart million kroner på en auktion. Og så siger man, at folk ikke er religiøse længere? Det er da til at blive helt katolsk af, denne idolatri….

Nirvana – Smells Like Teen Spirit live

Julen lakker mod enden – Hallelujah…

26. december 2008

John Cale – Hallelujah

Hvad kan være mere passende som musikalsk slutkommentar til julens sidste dag end Leonard Cohens fortærskede Hallelujah? Og når så John Cale får lov til at fjerne ethvert tilløb til sentimentalitet med sin smukke, kølige version, så er der vel ikke meget at betænke sig på?!

Øv! – F. P. Jac er død

26. december 2008

Min første tanke var: Hvor er det dog ærgerligt! Kort tid efter at fået Det Danske Akademis store pris for sit særprægede kærlige forhold til vort Modersmål er F. P. Jac død. Selvfølgelig vidste man godt, at Flemming Palle Jacobsen havde brændt sit lys i begge ender og på midten, men alligevel. Dansk litteratur er ikke den samme uden en original som F. P. Jac.

der må gøres en undtagelse nu

stille og roligt sole sig i verden

Hvil i fred, Flemming Palle…

Gensyn med “Gensyn med vennerne” (1984)

26. december 2008

I går aftes udstrålede Danmarks Radio Laurence Kasdans film “The Big Chill” – “Gensyn med vennerne” på dansk – fra 1984. En film, der er gefundeness fressen for enhver med hang til tressernostalgi.
En gruppe af gamle venner mødes i de tidlige firsere. Anledningen er, at en af de gamle venner – Alex – har taget livet af sig selv. På symbolsk vis inkarnerede den afdøde Alex alle de drømme, der engang i tresserne, bandt de unge mennesker sammen. Og hans død symboliserer så også drømmenes fortabelse. Eller gør den?!
I hvert fald bliver begravelsen en anledning for de tilbageblevne til at finde svaret på, hvorfor Alex tog sig af dage – og derigennem også finde svaret på, hvordan det gik med alle de smukke drømme fra dengang. Jeg kan huske at Peter Wivel gennemheglede filmen dengang den udkom, fordi den tillod sig at positivere tressernes tabte drømme. På den led kom filmen på et upassende tidspunkt, hvor det borgerligt-liberale opgør med “68” og halvfjerdserne så småt var ved at tage form.
Men set herfra er filmen en fin beskrivelse af, hvordan det går, når man midt i al materialismen og karriereræset glemmer, hvad man kom fra, og hvem man var. Drømmene om et bedre og anderledes liv dør ikke, fordi de ikke bliver absolut realiseret, men de bliver en belastning, når de forsøgsvis fortrænges. I en vis forstand er filmens budskab: At man finder nøglen til de nutidige problemer, man har i sit liv, i fortiden. Man må forsone sig med den, man var, og man må ikke glemme sine drømme.
Filmen hovedpersoner spilles af en række fine skuespillere med Glenn Close, Kevin Kline, William Hurt og Jeff Goldblum i spidsen. Og soundtracket er den rene uforfalskede nostalgi med sange af Smokey Robinson, The Rascals, Procol Harum, Carole King m.fl.

Jane Wiedlin – Ex-Go-Gos og meget mere end det…

26. december 2008

Da The Go-Gos indtog poppens top i 1980’erne var forgrundsfiguren uden tvivl den små, iøjnespringende Belinda Carlisle. Men musikalsk set var den mest interessante figur – set fra mit sted – den mørke sangerinde, rytmeguitarist og sangskriverske Jane Wiedlin. Wiedlin var allerede et navn på den alternative nybølge-punk-scene i Los Angeles, da hun sammen med Calisle tog beslutning om at danne punk-bandet Go Gos i slutningen af halvfjerdserne. I 1984 takkede Wiedlin imidlertid af og satsede på en solokarriere, der foreløbigt er resulteret i fire velturnerede albums: “Jane Wiedlin” (1985), “Fur” (1988), “Tangled” (1990) og “Kissproof” (1990). Dertil skal lægges, at hun var med til at lave soundtracket til filmsuccessen “Pretty Woman”.  I årene efter har hun været med til at gendanne Go-Gos, der også udsendte “God Bless The Go-Gos” i 2000. Og hun har haft en mindre  karriere som skuespillerinde ved siden af.
Selv om Wiedlins soloplader markerede sig på den amerikanske top 100-liste, så fik de langtfra den opmærksomhed, som de fortjente. Hos amerikanske kritikere fik en dårligt omdømme på grund af sin meget pigede stemme. Det var uretfærdigt, for faktisk er hendes stemme meget charmerende og passer vældig godt til de fint snedkerede power-pop-sange, som Wiedlin har skrevet. Især de to første soloplader er skammeligt oversete power-pop-perler, der burde have rystet nogle flere klare hits af  sig. Produktionen er tydeligt firseragtig med forkærlighed for “maskinparkens” muligheder for programmerede lyde. Men tidsånden kan ikke skjule, at Wiedlin har et stort talent for at skrive iørefaldende dansante pop-sange.
Wiedlin har også manifesteret sig som et socialt engageret menneske, der har været aktiv i kampen for dyrs rettigheder, brystkræft-kampagner og som fortaler for SM…
Så vidt vides har hun trukket sig lidt tilbage fra musikscenen og bor og lever et såkaldt “almindeligt ” liv i Los Angeles.

Jane Wiedlin – Rush Hour – fra albummet “Fur”

Rule 39 – dansk udlændingepolitik klædt af til skindet

26. december 2008

Regeringens flygtninge- og indvandrerpolitik hænger i laser. Stærkt presset af blandt andet Metoch-dommen har Dansk Folkeparti vist sin sande karakter som et halvhjertet EU-tilhænger-parti, der kun vil være med, så længe EU acceptere DFs ideer på flygtninge- og indvandrerområdet, og som et parti, der udviser foragt for såvel EU-retten som de danske domstole. Nu føjes endnu et slag til de tærsk, som partiet får i disse år. Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har i fire tilfælde underkendt Integrationsministeriets og Flygtningenævnets afslag på asyl for tamilske flygtninge med henvisning til, at de udviste risikerer tortur eller “umenneskelig og nedværdigende behandling”. Dansk Folkepartis stemme, Peter Skaarup udtaler meget sigende, at “»Dansk Flygtningehjælp er med til at undergrave vore egne domstole. Når Flygtningenævnet er den øverste instans herhjemme, bør dens afgørelser tælle. Det medvirker til, at vi efterhånden ikke kan være herre i eget hus og selv bestemme, hvem vi må sende ud af landet«. Hvad Peter Skaarup ikke forstår er, at vi med vores årelange engagement i FN og EU har givet afkald på souverænitet på en række områder, herunder juridiske. Og når man siger A må man også sige B. Det ville klæde partiet, hvis det for alvor trådte i karakter og krævede en udmeldelse af EU og det internationale samfund i det hele taget…

Eartha Kitt er død, 81

26. december 2008

Det er ikke så forfærdeligt længe siden, jeg skrev om Eartha Kitt. Nu er meldes hun død i en alder af 81. For mig var Earthe Kitt en af den fremtrædende sangerinder, der formåede at forene fornem sangfortolkning med en udpræget sans for elegance og en sensualitet, der lå langt fra de renskurede, mainstream-poppigers fremtoning. Hun beskrev sig selv som en “sexkilling” og legemliggjorde billedet som Catwoman i den legendariske tresser-tv-udgave af Batman.
Men Eartha var også en kvinde med sine egne meninger. Således blev hun persona non grata i USA, da hun i tresserne leverede en skarp kritik af amerikanernes krigførsel i Vietnam. Ved et selskab hos den daværende præsidentfrue Lady Bird Johnson skulle hun havde udtalt: “I sender dette lands bedste mænd af sted for at blev skudt og lemlæstet. Det er ikke underligt, at de ungerne gør oprør og ryger pot”!. Hun måtte forlade Staterne til fordel for Europa – men i årene efter gav udviklingen hende ret i kritikken. I 1974 vendte hun tilbage og optrådte med stor succes på Broadway. I hele seks årtier var Earthe Kitt aktiv som skuespiller og sanger. Underholdningsverdenen er blevet fattigere med hendes bortfald. Hvil i fred, Eatha.