15. januar 2009 arkiv

Genhør fra grammofonen: Solid Senders (1978)

15. januar 2009

Pladen hang i Dandelions vindue og tiltrak sig min opmærksomhed. Ikke på grund af coveret, der er et no-bullshit-, low-budget-cover. Men på grund af den mutte herre i forgrunden med kasserollefrisuren. Wilko Johnson er navnet. Engelsk guitarist og sangskriver, der især er kendt for sit virke i pub-rockerne Dr. Feelgood. Johnson er også kendt for sin særegne måde at spille guitar på. En rytmisk, perkussiv spillestil, der blev et varemærke for Feelgood. Wilko forklarer sin stil her.
Wilko forlod Dr. Feelgood i 1977 pÃ¥ grund af “musikalske uoverensstemmelser”, som det hedder, nÃ¥r musikerne ryger i totterne pÃ¥ hinanden. Og samme Ã¥r dannede han sammen med tangentspilleren John Potter, basisten Steve Lewins og trommeslageren Alan Platt The Solid Senders, der straks skrev kontrakt med Virgin Records og udsendte debutalbummet Ã¥ret efter. Bortset fra et par live-numre pÃ¥ Hope & Anchor Front Row Festival-compilationalbummet (hvor ogsÃ¥ Stranglers, XTC, X-Ray Spex m.fl. af tidens navne optræder), sÃ¥ blev det ikke til mere for dette fine pub-rock-band. Wilko skulle videre til Ian Durys band og lidt senere sit eget Wilko Johnson Band.
Solid Sender-albummet er en lille perle fra pub-rock-bevægelsen i de senee halvfjerdsere, hvor en række musikere i London-omrÃ¥det (især) havde fÃ¥et nok af “progressiv rock” som Yes, Genesis m.fl. Man søgte tilbage til de musikalske rødder med enkel R&B-inspireret rock, som kunne spilles pÃ¥ den lokale pub og lokke hanner og hunner ud pÃ¥ dansegulvet til en lille svingom. Det var ogsÃ¥ pub-rocken, der leverede energi til den punk-musik, der kort tid efter brød ud pÃ¥ musikscenen, idet flere garvede pub-rockere indgik i de førende punkband.
Desværre kan YouTube ikke levere Solid Senders, men her er Wilko i en forrygende udgave af Bye Bye Johnny…

Kunst er kunst, og arbejde er arbejde – eller?

15. januar 2009

Citat: »Kunstnere er ramt af at blive sammenlignet med det øvrige
arbejdsmarked, selv om de i de fleste tilfælde lever et freelanceliv
med et helt anderledes og mere ustabilt arbejde. Det er helt i orden at
stille krav til kunstnere, men der skal være en respekt og en balance,
så man kan få dagpenge i en periode og samtidig være i fred, hvis man
har arbejdet så og så meget over et år
«. Ordene er Martin Tullinius. Tulinius er teaterchef for Kaleidoskop, der for øjeblikket leverer en slags politisk teater om teaterarbejde og dagpengeregler. Nu skriver jeg “teaterarbejde”, og det er retteligen forkert, set fra Tulinus’ synsvinkel, for teater er KUNST. Og KUNSTNERE bør ikke ‘rammes’ ved at blive ‘sammenlignet’ med ‘det øvrige arbejdsmarked’. Læsere af denne blog, ved godt, at sÃ¥dan der beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen og konsorter ikke pÃ¥ det. For ham er arbejde et fedt. Om du arbejder med KUNST, fiskefilettering eller undervisning, sÃ¥ kommer det ud pÃ¥ ét. Arbejde er arbejde. Og er du ledig,sÃ¥ skal du pÃ¥tage dig arbejde, arbejdets art ufortalt. Punktum. Slut. Finale.
Jeg mener ogsÃ¥, at Tulinius’ argument er kritisabelt. Hvis KUNSTNERNE skal behandles med særlig ‘respekt’ pÃ¥ grund af deres særlige arbejdsforhold, sÃ¥ mÃ¥ samme ‘respekt’ gælde andre faggrupper. Fx de mange højtuddannede akademikere, der er henvist til deltidsarbejde som undervisningsassistenter, vikarer og lignende. I det hele taget er der behov for en ledighedspolitik, hvor man tager højde for den enkeltes specifike kvalifikationer og erfaringer, i stedet for at slÃ¥ alle i hartkorn med hinanden. Og en ny ledighedspolitik haster. Ledigheden stiger nemlig…

Om jobs

15. januar 2009

Et job burde være som et par gamle cowboybukser, der passer en som en anden ham…