CAPAC

Som nævnt forsøger blog-capac at følge med i udviklingen på det famøse fildelingsområde. Og i morgen starter en stor retssag i Sverige om fildeling. Den berømte-berygtede Pirate Bay-fildelingstjeneste står på anklagebænken. Og anklagerne kommer fra musikbranchens interesseorganisation IFPI, der kræver en kæmpestor erstatning af fire af Pirat Bays grundlæggere, fordi de mener, at der har været tale om tyveri af copyright-beskyttede filer. Musik, film, computer-programmer etc. Retsagen handler ikke kun om penge, men også om teknologi og internettets udvikling. For de anklagede henviser blandt andet til, at de ikke har ulovlige filer liggende på deres servere, men alene sørger for at viderebefordre filer stumpvis (læs om den snilde teknologi her). Teknologien hedder bittorrent. Vil retsagen betyde en begrænsning af denne teknologi, vil det kunne få konsekvenser for store sites som fx Google og Yahoo, der anvender tilsvarende teknologier…
Retsagen følges med interesse verden over, fordi der dels er store pengeinteresser involveret, men i lige så høj grad, fordi copyright-ideen er under angreb – om man vil det eller ej.
Om anklagerne vil vinde sagen er et åbent spørgsmål. Pirate Bay-folkene har allerede erklæret, at deres servere ligger uden for den svenske stats juridiktion; at der er andre sites, der gør det samme; at Pirate Bay fortsætter desuagtet, og at en kæmpebøde ikke vil ændre noget på disse forhold…
Den svenske avis Dagens Nyheter har i anledning af retsagen besøgt tre musikstuderende gymnasieelever, der både downloader illegal musik – og har planer om at leve af at lave musik – for at se på, hvordan unge internetbrugende musikere tænker. Og det problem de unge peger på som et stort problem er misforholdet mellem tilgængeligheden af musik på nettet og priserne. Unge musikere vil lytte meget til alskens musik og lade sig inspirere, men har ikke råd til at købe al den tilgængelige musik til cd-normalpriser. Som fremskridt nævner de tjenester som ITunes, der gør det nemmere at være legal.
Et andet synspunkt gør sig også gældende. De unge vil ikke betale for musikbranchens markedføring, men kun for musikernes præstation. De unge musikstuderende er slet ikke i tvivl om, at det på lidt længere sigt bliver forbrugernes holdning og ønsker, der bliver afgørende for, hvordan virkeligheden på nettet bliver. Større og lette tilgængelighed, lavere priser. Som eksempel på udviklingsretningen nævnes tjenesten Spotify, hvor man kan lytte gratis til musik til gengæld for, at man skal lytte til reklamespots – eller mod månedlig betaling lytte reklamefrit. Men også denne tjeneste har en generende begrænsning. Man kan nemlig ikke tage musik med på sin Ipod eller mp3-afspiller.
De unge studerende mener at de traditionelle pladeselskaber vil forsvinde i en nær fremtid,og at copyright ikke kun handler om penge, men også om retten til at bestemme, hvordan ens musikstykke skal bruges.
Udviklingen fortsætter…

“Kaffe, kaffe er den bedste drik i verden”

(citat: Mor)

Sidste år blev der sat en stopper for det store fælles bogudsalg, fordi bogkøbmændenes kæder ville gå egne veje. Dermed blev der sat en stopper for en af capacs faste traditioner. Det fik mig til at droppe traditionen og i stedet gå ud og købe en cd eller to. Til min glæde ser jeg så, at den gode boghandel og antikvariat Vangsgaaards af egen drift genopliver det store bogudsalg under titlen Det Nye Store Bogudsalg. Man kan også være med fra nettet. Bogkataloget – med mange gode titler – kan downloades her.

We were born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties

My mother cried
When president Kennedy died
She said it was the communists
But I knew better

Would they drop the bomb on us
While we made love on the beach
We were the class they couldn’t teach
‘Cause we knew better

We were born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties

They screamed
When the Beatles sang
And they laughed when the King fell down the stairs
Oh they should’ve known better
Oh we hated our Aunts
Then we messed in our pants
Then we lost our faith and prayed to the TV
Oh we should’ve known better

We were born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties

We freeze like statues on the pages of history
Living was never like this when we took all those G.C.E.’s
Oh, you opened the door for us
And then you turned to dust
You don’t understand us
So don’t reprimand us
We’re taking the future
We don’t need no teacher
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties
Born, born in the fifties

Mareva Galanter er en moderne arvtager efter France Gall og de andre tresser-yé-yé-sangerinder fra tresserne. Meget betegnende kaldte hun sit første album fra 2006 UkuyeÃ½é – en titel, der både vedstår arven og peger på ukulelen som en ingrediens på pladen. Mareva – der er 30 år, født på Tahiti og tidligere fotomodel og skønhedsdronning (Miss Tahiti i 1998) blander lystigt yé-yé-poptonerne med elementer af tekno og rock (hør fx hvordan The Whos “My Generation” bruges opfindsomt på nummeret “7 heures du martin“). På hendes videoer kan man også se, at tresserne er til stede som æstetisk inspiration. Tøjet, frisuren og omgivelserne er citater fra dengang… Og som sine forgængere er hendes pop ganske og aldeles uforpligtende – og ganske charmant. Hendes nye album præsenteres sådan – slet ikke til at stå for…

Næppe har man i sit stille sind glædet sig over, at 4-ansøgninger-om-ugen-kravet er blevet droppet, før man læser, at de ledige sandelig skal skrive den samme mængde ansøgninger som før. Hvilket måske betyder, at man i nogle uger skal skrive x-antal…

Vanviddet fortsætter. Og man gruer for, hvad det vil gøre ved aktiveringssystemet, når ledigheden kommer op på det dobbelte, tredobbelte, firdobbelte…

Og dernæst har jeg snakket med en nabo, der har været igennem en alvorlig kræftsygdom og – efter en alt for kort rekreationsperiode på nogle få uger – begyndt på et deltidsjob. Hun jages rundt i manegen af jobcenteret, der hele tiden skal sikre sig, at hun ikke danderer rundt og nasser på os andre hårdt belastede arbejdsomme skatteborgere! Hun kunne også fortælle om en bekendt, der på grund af alvorlig sygdom  er blevet 100% uarbejdsdygtig. Alligevel er Claus Hjort Frederiksens små hjælpere i hælene på hende. For der kunne jo være tale om pjæk eller arbejdsvægring, så længe vedkommende ikke har fået tildelt førtidspension. I øvrigt har ingen hjulpet hende i gang med den proces…

Jeg har givet udtryk for det før: Social- og velfærdspolitik er blevet til uanstændig, uværdig arbejdsmarkedpolitik under regeringen Fogh-Kjærsgaard. Den enkelte vejes i forhold til hvor mange procent arbejde, der er tilbage i kroppen, og alle andre hensyn bliver sat i parentes.

Læs også her – her og her.

Apocalyptica bekræfter ganske godt mine fordomme om finsk kultur som værende særpræget undertiden. Apocalytica består af tre cellister fra Sibelius Akademiet i Helsinki, der med deres klassiske baggrund har valgt at fokusere på stilarter som trash metal og “symfonisk metal”… Gruppen blev dannet som en kvartet i 1993 og startede med at spille covernumre af Metallica. Det førte til debutalbummet Plays Metallica By Four Cellos i 1996. siden har de også lavet covernumre af Pantera, Sepultura, og – tja! – Faith No More. Indtil videre er der kommet seks albums med foretagendet. Senest World Collide i 2007. Der er også udgivet en Best of-cd i Japan, hvor der er en stor fanskare. Speciel musik må man sige…

Estelle Bennett udgjorde sammen med sin søster Ronnie Spector og kusinen Nedra Talley den Phil Spector-producerede legendariske pigevokalgruppe The Ronettes. Efter at have sunget som backingsangerinder og i gruppen The Darling Sisters tog Phil Spector dem under sine vinger og iscenesatte dem som skrappe duller med beehive-frisurer, masser af mascara og korte kjoler. Det var i 1963, og gruppen slog straks igennem med albummet Presenting The Fabulous Ronettes Featuring Veronica året efter. Deres største singlehits blev “Be My Baby” og “Baby I Love You”, der var med til at sikre dem et ry som stilskabende vokalgruppe med plads i Vocal Group Hall Of Fame og Rock And Roll Hall Of Fame. Gruppen gik i opløsning i 1966, da populariteten faldt. Nu er Estelle altså død. Dødsårsagen kendes endnu ikke. Hvil i fred.

The Ronettes

Vi vil gerne gøre opmærksom på den hjemmeside, som Københavns og århus’ universiteter har lavet i anledning af Darwins jubilæum. Her kan man få en masse solid information om evolutionens videnskabelige kendsgerning. Og det kan være velgørende i en tid med for megen spiritualisme, creationisme, intelligent design og anden Mumbo Jumbo fra overtroens overdrev…

The Kinks – Apeman 1970

For halvandet år siden – den 15. juni 2007 helt præcist – skrev jeg et lille indlæg, der var en enkel semiotisk analyse af den danske politiske virkelighed, inspireret af semiologien Roland Barthes (og sociologen og semiotikeren Jean Baudrillard). Tillad mig at citere mig selv. Jeg skrev følgende under overskriften Venstre Højre Midten:

“En tanke i anledning af Margrethe Vestagers formandsovertagelse i det Radikale Venstre. SFs Villy Søvndahl advarer Margrethe, der vil placerer de Radikale i “midten” af dansk politik, om, at hun risikerer at ende i “intetheden”. Jeg tænker, at “midten” er denne “intethed”. Et parti kan ikke placerer sig i midten, fordi den ikke eksisterer og derfor er betydningsløs. Midten er som krigens ingenmandsland, der kun kan tænkes i kraft af de hære, der bekriger hinanden. Altså af forskellen, modsætningen, konflikten, tvisten osv. Når “nedsmeltningen af blokpolitikken” (med Vestagers ordvalg) sker, når partierne søger midten, så taber det politiske betydning. Måske imploderer politikken…

Nu halvandet år senere dukker tanken tilfældigvis op igen i en leder i Politiken – i gårsdagens udgave – , hvor signaturen ltm under overskriften “Midten går i sort” kommenterer Christoffer Guldbrandsens meget omtalte dokumentar om Ny Alliance “Dagbog fra midten”. Politikens leder karakteriserer dokumentaren som en film om en politisk implosion. Men analysen er svag. Den finder forklaringen på Ny Alliances sammenbrud i hovedfiguren, Naser Khaders, manglende lederevner og fastholder den umulige drøm om, begæret efter, et rigtigt midterparti. Lederskribenten skriver nemlig: “Filmen mindede …om, at Ny Alliance havde grundbestanddelene til et politisk projekt fra starten…afsættet var rigtigt”. Og til slut kan man læse: “Nedsmeltningen af Ny Alliance har efterladt et sort hul på midten som ingen endnu har være i stand til at oplyse med ny  mening“. Jeg fremhæver.  Underforstået: Hvis blot politikerne havde evnerne, kunne det lade sig gøre.
Set fra min lille analyses synspunkt, så er Ny Alliances korte historie blot en tragi-komisk illustration af selve umuligheden af det projekt, der efterlyses i lederen. Midten eksisterer så at sige kun som et fatamorgana. Som en luftspejling af alle de politiske kompromisser, der er gennemført hen over årene. Midten kan ikke oplyses af mening, som lederskribenten længselsfuldt skriver, for midten er menings-løs, betydnings-løs… Og det er det moderne, danske demokratis kroniske sygdom, at så mange politikere – senest SF med deres udskiftning af holdningspolitik med værdipolitik – begærer dette tomme felt, denne intethed, hvorfra  løftet om mange vælgerstemmer, tværpolitisk omfang, flutuerende værdipolitik osv. lokker de politiske (magt)begær ud i afgrunden.

I går snakkede jeg med en pige, der arbejder som landbrugsmedhjælper på et landbrug. Eller rettere: i en svineproduktion. For svineproduktion er jo en industri og har ikke meget med mine nostalgiske forestillinger om landbrug at gøre. Pigens beretning fik mig til at tænke på min gamle geografilærer i folkeskolens ældste klasser. Han var en alvorlig og fremsynet mand. Jeg husker tydeligt, at han engang i tresserne forklarede os, hvorfor det ville være en god idé, hvis verdens befolkninger skar radikalt ned på dyreavl, altså især svine- og kvægavl. Hans regnestykke var enkelt. Han forklarede hvor meget korn og afgrøder, der skulle til for at opdrætte et slagtekvæg eller et svin – og derefter hvor mange munde den pågældende mænge afgrøder kunne mætte i forhold til den mængde kød, der kom ud af det. En artikel i Berlingske Tidende fortæller en lignende historie med fyrre års forsinkelse. Det er tankevækkende. Hvis vi nu alle besluttede at reducere vores indtagelse af kød til en fjerdel eller mindre. Det ville revolutionere landbruget og samfundet… Og give et væsentligt bidrag til klimapolitiken.

Berl. Tidende bygger på en artikel fra Ingeniøren – her.

Molly Bee, hvis borgerlige navn var Molly Gene Beachboard, slog for alvor igennem i en alder af kun tretten år med julehitklassikeren “I saw Mommy Kissing Santa Claus”. Ud over sangkarrieren slog Molly sine folder på film og i tv. Sidst i tresserne gik hendes karriere ned ad bakke, vist nok på grund af et misbrug af narkotika. Men hun vendte tilbage i løbet af halvfjerdserne.
Jeg faldt over denne herlige video med Molly, hvor hun synger om Billy Liar

“The wiser you get on the inside, the uglier you get on the outside. The world’s great gurus have beautiful things to say but the generally look like shit”

I dag kom Grace Slick-biografien Somebody to love med posten. Førsteudgave. Glæder mig til at læse om den smukke, rebelske forsangerinde i Jefferson Airplane.

Jeg skrev en kommentar hos Uffe. Og den sendte mig tilbage til min skoletid. Der var et program på tysk tv, som jeg ofte så, når jeg var kommet fra skole og havde læst mine lektier. Sport, Spiel, Spannung hed det og var et halvtimesprogram med tre faste indslag om, ja, sport, leg og spænding. Det var især det sidste punkt, der trak. Her vankede der måske en sjov film med Gøg og Gokke eller lignende. Serien havde en nobel ældre herre som moderator (det var dengang, folk over halvtreds stadig kunne bruges) og Cole Porters sang Just One of these Things var temamelodi. Den sang bed sig fast…

Det er snart længe siden, Klaus i sin hedengangne blog Amazing Space i forbifarten nævnte Hans Vinding “skæve” person, og forleden fik jeg lyst til at genhøre det album, som bandet Hyldemor indspillede i 1978. Jeg husker tydeligt dengang den blev spillet i radioen hos Hans Otto Bisgaard, der havde en forkærlighed for de flippede randfænomener i musiklivet. Jeg kan også huske, at DR også tidligere havde spillet noget med Hyldemors grønsageligheder, som vist kun fik udsendt et lille kassettebånd…

Albummet “Glem det hele” var derimod en rigtig professionel udgivelse. der blev udsendt på CBS med Tom Lundén som producer og en lang række gode musikere bag Hans Vindings sang og sange. På trommer finder man Jens Breum, på bas Tor Mathiesen, på violin, bratsch mm. Steen Cläesson og som korsangere Ida Kleman, Tom Lundén og Stig Kreutzfelt fra henholdsvis Bifrost og Rugsted & Kreutzfelt. Pladen blev indspillet på Stuk Records, der dengang var state of the art, og man havde fået en vis Peder Bundgaard til at lave cover, lige som han havde gjort for fx Gasolin.

På coveret ser ham en person (sikkert Hans) med hovedet i hænderne og hovedet fuld af lyseblå himmel. Et fint billede på den fantasifulde fantast og tekstmager, som Hans Vinding var. Han døde desværre alt for tidligt i 1999 i en alder af kun 51 år efter at have brændt sit lys i begge ender.

Albummet er et mageløst rockalbum, der bringer mindelser om både Bob Dylan, rock fra den amerikanske vestkyst i tresserne og halvfjerdserne og Bifrost, Alrune Rod og andre danske bands fra perioden.

Desværre har CBS (Sony) ikke ønsket at genudsende dette fine album, og man kan kun undre sig over den udgivelsespolitik, visse store pladeselskaber fører. Hvis man vil lytte til pladen skal man låne den af gode venner eller ud på second hand-markedet, hvor det forhandles til skyhøje priser. Til gengæld har Tømrer-Claus og Karma Musicc udsendt et par cd’er med Hyldemor. Dog ikke med musik fra “Glem det hele”. Om Hans Vinding og hans liv og musik kan man læse på denne hengivne side. Desværre kan jeg ikke bringe eksempler på musikken, som jeg måtte helt til Herning for at genhøre…

PS. Som man kan læse i kommentarfeltet, så var Tom Lundén producer på pladen.