september 2016 arkiv
Tal Wilkenfield fortolker Leonard Cohen
30. september 2016Tal Wilkenfield siger måske ikke så mange så meget., Men hun har spille bas for Jeff Beck og Herbie Hancock og er ved siden af sin egen herre som singer-songwriter og altså fortolker af andres sange. Her er hun med Leonard Cohens hymne om Chelsea Hotel. Hold godt øje og øre med hende…
Når en streng er nok
29. september 2016Endnu en sidste vals
29. september 2016
Det var på Thanksgiving day i 1976, at The Band leverede deres sidste offentlige optræden (i bandets gamle, oprindelige udgave) sammen med en række kendte venner. Og det resulterede i en af de bedste livedokumentationer, man kan opdrive. The Last Waltz. Filmen og musikken er for længst blevet genudgivet – også i udvidet udgave. Men alligevel kommer der en 40års-jubilæums-udgave med 4 CD’er/ 6 vinylalbum med hele koncerten plus optagelser fra øvelsesrummet og fravalgte numre. Der skulle være ekstramateriale med fx Joni Mitchell, Eric Clapton, Dr. John og Van Morrison. Nok til at gøre denne blogger interesseret.
Og valsen kommer også i en begrænset Collector’s Edition, der indeholder instruktøren Martin Scorseses originalmanuskript til filmen. Så der er noget for hard core-Band-fans.
Om punken – i 1979
28. september 2016Tak til Søren for linket.
Og så til koncert: 1964
28. september 2016Bob Dylan – 1966
27. september 2016
Det her må være enhver rigtig dynalogs våde drøm: En boks med 36 CD’er, der rummer alle de koncerter, som Dylan lavede i det herrens år 1966 – i USA, Europa og Australien. Mange af dem har cirkuleret som bootlegs, men nu er det den rigtige vare, der leveres. Og det er som antydet en ordentlig mundfuld, 36 CD’er. Og jeg tør slet ikke spekulere i prisen.
Selv om Dylan er en ubestridelig institution i moderne populærmusik, så forekommer denne udgivelse mig at være lidt af et over-kill. Dylans værk er i forvejen tilgængelig på næste alle medier, så hvor nødvendig er denne omfangsrige udgivelse? Selv om 1966 var et vigtigt år i Dylans kunstneriske løbebane, så er jeg ikke sikkert på, at denne udgivelse vil berige os med noget, vi ikke har i forvejen.
Kunsten er et helligt foretagende
27. september 2016Art is a holy pursuit.
(T Bone Burnett)
T Bone Burnett, musiker m.m., har holdt en tale ved AmericanaFest. Og den er værd at læse, fordi han leverer en velkommen og nødvendig kritik af den teknologiske udvikling (eller er det afvikling?) i musikbranchen. Læs med her.
25: Nevermind
27. september 2016Ray Davies (The Kinks)
When it came out, I thought it was the most significant American rock’n’roll album since the Doors. Twenty years on and it is still fresh.Â
Sangen siger det hele
27. september 2016It was just one of those things
Just one of those crazy flings
One of those bells that now and then rings
Just one of those things
It was just one of those nights
Just one of those fabulous flights
A trip to the moon on gossamer wings
Just one of those things
If we’d thought a bit before the end of it
When we started painting the town
We’d have been aware that our love affair
Was too hot not to cool down
So good-bye, dear, and amen
Here’s hoping we meet now and then
It was great fun
But it was just one of those things
Genhør med Alison Krauss
26. september 2016Der er lidt stille omkring hende på pladefronten, men hun er her heldigvis endnu, Alison Krauss. Og forleden optrådte hun sammen med Jamey Johnson ved dette års uddeling af Gerscwin-prisen.
Capac anbefaler: Sorte Fugle – Sorte Fugle
25. september 2016
Det kan godt være, at C. V. Jørgensen tager sig nogle gevaldige pauser (hvis han da ikke helt har forladt musikken…), men han har sat et tydeligt vandmærke i den dansksprogede rock. ånden fra hans plader svæver over mange af de dansksprogede rockbands. Således også for pladedebutanterne i Sorte Fugle – Dennis Bengtson og Flemming Walther.
Fra første skæring på pladen springer associationen til C V Jørgensen ubesværet ind i hjernen på en. Ikke så meget i kraft af teksterne og musikken, men snarere igennem en genkaldelighed i vokalerne. Sorte Fugle lyder som en nutidig udgave af Jørgensens lille band. Stemmernes klang og den dvælende og forståelsesklare frasering knytter et tæt bånd tilbage til det ganske lille band.
Men heldigvis adskiller Sorte Fugle sig også fra forbilledet. Sorte Fugles tekster besidder ikke Jørgensens særlige, personlige samfundskritiske dimension og hans specielle måde at vride det danske sprog. Sorte Fugle træder andre stier, hvor en mundret realisme besynger erfaringerne fra hjemstavnen Falster og de refleksioner et udlandseksil har sat i gang. Desværre er teksterne IKKE aftrykt i mit anmeldereksemplar, og det er en skam, selv om teksterne er lette at opfatte, for Bengtson og Walther har noget på hjerte i deres rapportering fra livet i det man undertiden kalder “Udkantsdanmark”.
Musikken står heller ikke i gæld til forbilledet, men er befinder sig et særligt sted mellem folkrock og singer-songwriter-poprock som den, man lavede på den amerikanske vestkyst for 40 år siden. Jeg fik associationer i retning af såvel Bifrost, Rugsted & Kreutzfelt og Spids Nøgenhat. Og selv om Sorte Fugle godt kan rocke igennem – som fx i sangene “Alting er” og “Kontrol” – så er deres styrke nok i den ende af rockspektret, hvor poppen er inde for rækkevidde.
Sorte Fugle er et velkomment nyt kapitel i den ufærdige bog om den dansksprogede rock. Sammen med andre dansksprogede rockere (hvoraf jeg har omtalt en del) udviser Sorte Fugle en mærkbar traditionsbevidsthed, samtidig med at de er ganske nutidige i deres personlige besyngelse af deres hjørne af den danske virkelighed. Hvis du er til blød folkrock med hjerte og danske tekster, der både har noget at fortælle og taler et ligefremt, forståeligt dansk, så betænk dig ikke, men lyt til Sorte Fugles debutplade. Det lønner sig.
Sorte Fugle. ST. Produceret af Rune Réne Hansen. Nyt Liv Records. Er udkommet i denne måned.
Og farvel til: John D. Loudermilk, 82 år
24. september 2016
Og musikken har mistet en fremragende sangskriver, John D. Loudermilk. Et hjertetilfælde gjorde det af med Loudermilk i onsdags. Han begyndte karrieren som udøvende musiker, der spillede rockabilly. Men hurtigt viste det sig, at hans virkelige talent lå i at skrive sange – ikke mindst til andre. Og i countryens hjertekammer, Nashville, blev han en af de centrale sangskrivere og leverede sange i mange stilarter. Hans måske største hitsang blev “Tobacco Road”, der hittede med Nashville Teens i 1964 og siden er blevet planket af så forskellige kunstnere som Jefferson Airplane og Eric Burdon.
Loudermilk kom fra en fattig baggrund. Faderen var analfabet og moderen missionær i Frelsens hær, men de var også musikalske mennesker. Faderen lavede en ukulele af en cigaræske til drengen og moderen lærte ham at spille på den. Da var han 7 år gammel, og derfra gik det via orkesteret i det lokale Frelsens hær over radio- og tv-programmer og så til Nashville. Og det var sangen “Sittin’ on the Balcony”, som Eddie Cochran fik succes med, der gjorde udslaget og fik Loudermilk til at fravælge en universitetsuddannelse til fordel for en karriere som sangskriver. Resten er musikhistorie.
Det enorme hav
24. september 2016Velvet Volume har jeg omtalt flere gange, og i mellemtiden er de blevet anmelder- og publikumsdarlings efter kun fire singleplader og koncertoptrædener. Og på fredag den 30. optræder de på Voxhall i Aarhus. Jeg ved ikke, om jeg har tid til at komme til koncerten (arbejde, studier osv.), men har stor lyst til at høre deres udgave af moderne, beskidt garagerock.
Også fordi de får support af bandet The enormous Sea, der er en kvartet med rod i Thisted. Til gengæld lyder de, som om de har stået i lære hos Joy Division, Velvet Underground og 13th Floor Elevators. Og det har de sikkert og vist. Og hvis de fortsætter i det spor, skal de nok få flere fans. De har allerede fået en mere…
En af tidens svøber: personlighedsdyrkelsen
23. september 2016På Facebook debatterer nogle brugere Paul McCartneys brug af botox. Og jeg forstår ikke rigtig denne optagethed af mennesket McCartney. For Søren, om han bruger botox eller ej, er veganer eller spiser svinekød osv. vedkommer ikke det væsentlige: musikken. Uanset hvor mange plastikoperationer Macca har brug for og råd til, så er det i sidste ende hans musik, vi skal forholde os til. Og den ældes slet ikke så hurtigt.
Men tidsånden kræver åbenbart mere end nogensinde før, at vi dyrker personerne eller rettere personlighederne, de kendte vel at mærke. Helst dem, der i tide og utide optræder på tv-skærmene. Her er ingen journalistisk historie for lille til ikke at trække en kændis i studiet. Og tendens er ved at gøre tv-mediet til en udvidet udgave af Se & Hør eller Billed-Bladet. Et sladderorgan i stedet for et rigtigt nyhedsformidlingsorgan.
