Jimi Hendrix – erindret
18. september 2016På denne dag i 1970 døde Jimi Hendrix, men hans guitarspil har sørget for, at ingen med interesse for blues og rock har glemt ham.
https://youtu.be/Utv4zk9wPCA
18. september 2016 arkiv
Capac anbefaler: Blondage
18. september 2016
Engang kaldte de sig Rangleklods og fik succes med albummet Straightjacket. . Men nu kalder Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen sig Blondage. For at understrege, at der nu – for alvor – er tale om en duo og ikke “blot” et projekt. Og den nye identitet er resulteret i den eponyme EP, der netop har set dagens lys.
I min omtale af Straightjacket kredsede jeg om duoens balancegang mellem elektronisk eksperiment og elektronisk pop. Og den nye EP tyder på, at popsiden har fået overtaget. Blondage vil forføre lytterne med sensuelle og dansante sange, der både appellerer til kroppen (kom ud på dansegulvet!) og til popsansen inde i hjernen. Og det lykkes forbavsende godt. Både når tempoet er sat lidt ned som i den indledende “Lucky Black Shirt”, hvor Esben synger for, men hvor også Pernille blander sig og væver sin stemme ind i det vuggende og æggende elektronicalydtæppe. I det hele taget er EP’en en plade, hvor de analoge stemmer hele tiden leverer et nødvendigt og befriende modspil til den tendentielt dominerende elektroniske lydlandskaber, der ligger som et massivt tæppe under numrene.
Med den nye EP har Blondage taget et tydeligt skridt i retning af mainstream i kraft af en håndfuld forførende popsange, og det forlyder også, at de allerede har fået godt greb i vor tids radio- og streaminglyttere.
Blondage. Blondage. Tambourhinoceros. Er lige udkommet.
Capac anbefaler: Frank Hemmingsen – Hold on to love
18. september 2016
Hold on to love er en opbrudsplade. Det fremgår af PR-materialet, hvor kunstneren, Frank Hemmingsen, fortæller, at han op til albummets tilblivelse har været igennem en skilsmisse og indledt et nyt kærlighedsforhold. Og denne prolog og tematik passer næsten alt for godt til en countryplade. Og det er netop, hvad Hold on to love er. En voksenpopplade, der er indsukret i countrylyd og -stemning. Ja, faktisk mere end det. For spørgsmålet er vitterligt, om ikke countryen stikker meget dybere end som så. Om ikke den nærmest gennemsyrer såvel tekstunivers som musik. Jeg tror det…
For når man lægger øre til Frank Hemmingsens plade, så sætter associationskæderne sig i bevægelse mod mange repræsentanter for den moderne, amerikanske mainstreamcountry. Lige fra vores egen Tamra Rosanes til de mange, ypperlige eksempler fra countryens hjemland (hvoraf jeg har omtalt en del i bloggen her). Vi befinder os utvivlsomt i countryens lette – men ikke nødvendigvis letbenede – ende, hvor der ikke er noget forgjort i at sige og lave popmelodier. Altså en voksen countrypopplade, kort fortalt.
Og sammen med producer og musiker (trommer, bas, tangenter, programmering m.m.) Ebbe Frej, Søren Bigum og Gasem B. Pedersen (guitarer) og Bjarke Falgren (violin) har Hemmingsen formået at kreere en country-følelse, der ikke lader de amerikanske inspirationskilder noget tilbage at ønske. Og et stort ekstra plus er, at Hemmingsen får vokal assistance af den australske sangerinde Tania Doko (Bachelor Girl), der med sin smukke og stærke vokal giver netop den ekstra duodimension, der klæder countrymusikken så godt og altid har gjort det.
Så hvis du er til moden, voksen-country-pop af fineste aftapning, så hold dig ikke tilbage, når du støder på Frank Hemmingsen og hans nye plade. Hermed anbefalet.
Frank Hemmingsen. Hold on to love. Produktion: Ebbe Frej. DME. Er lige udkommet.
Â
Capac anbefaler: Vola – Inmazes
18. september 2016
Titlen på københavnerkvartetten Volas nye album Inmazes rimer på “inmates”, altså fængselsfanger eller andre indespærrede. Og det er da – så vidt jeg kan opsnappe de engelsksprogede tekster – også et nærmest klaustrofobisk univers af indelukkethed og isolation, forsanger og tekstforfatter Asger Mygind disker op med.
Og musikken på pladen passer fint til den kvasi-klaustofobiske tematik. Stilistisk befinder vi os i den virkelig hårde rocks domæne. De udtrykkelige referencer (nævnt på pladecoveret) er Pink Floyd (der nok mest af alt bidrager med inspiration i retning af det psykedeliske og symfoniske), Rammstein (der leverer den betontunge lyd med centertunge trommer og voldsomme guitarer) og endelig det svenske dødsmetalband Meshuggah (der med deres ekstreme, tekniske udgave af dødsmetal lægger en sidste lille dimension af vildskab og desperation over musikken). Men det er ikke sværft at høre, at Vola med deres meget voldsomme plade indskriver sig som moderne repræsentant i den efterhånden lange tradition for støjrock og giver deres eget bud på, hvordan den skal lyde, når industrial, electronica og – ja – popsang smelter sammen med virkelig heavy rock.
Selv om Vola med pladen rækker ud mod både lyttere med popører og lytteren med flair for techno, så er Inmazes på ingen måde en maintreamorienteret udgivelse. Den henvender sig især til dem, der godt kan lide mange decibel i ørerne og ikke skræmmes væk af næsten dystopiske og alienerende tekster. Og det skal forstås som en anbefaling.
Vola. Inmazes. Mascot Label Group. Er udkommet.
