CAPAC

Deres Majestæt
Jeg returnerer denne MBE-orden i protest mod Storbritanniens involvering i Nigeria-Biafra, mod vores støtte til America i Vietnam og mod Cold Turkey der falder på hitlisterne.
Kærlig hilsen John Lennon

John Lennon nøjedes ikke med at være tavs, da han for mange år siden (1965) blev udnævt til MBE af den britiske dronning. Næh, han valgte at sende den tilbage, fordi han ikke kunne stå inde for Storbritanniens udenrigspolitik. Og med vanlig Lennonsk humor blev brevet til Dronningen, som er dukket op ved en tilfældighed igen, at gøre det med slet skjult sarkasme. Læs historien om det genfundne brev her.

Jag är ingen expert på Dylan, men jag har lyssnat på honom sen jag var 15–16 och lyssnat sen dess, läst x antal böcker i ämnet så att säga, försökt förstå hans sånger, hans texter, försökt hålla koll på hur han skött eller inte skött sin karriär, man försöker lära av dom stora, dom andra, och dom stora sneglar på varann, man måste hela tiden framåt i oledad terräng.

Är det nån som minns folksångardagarna i Greenwich Village, New York? Längesen, början av 60-talet. Redan där försökte man omhulda Dylan och göra honom till ”sin”, till nånting han till slut inte stod ut med. Sen hängde han på sig en elgitarr på Newport Folk Festival 1965. Publiken chockad med gapande munnar, sen: Förräderi! Oerhört!

På den tiden var det att sälja ut, akustiskt fint och puristiskt och ÄKTA skulle det vara. Nu var Dylan en Quisling och jakten kunde börja, och har pågått sen dess. Vissa människor tycks inte kunna leva sina liv utan att det blir kontroversiellt, om det så bara är en cigg i en sprillans ny amerikansk SUV.

 

Det finns ju en radda genom hela Dylans karriär. Alltid har det varit nåt, eller är. Dylanfolket DOG nästan när den nykristna plattan Slow train comin’ kom ut, när var det, slutet av 70-talet. Förrädare. Han åker till Israel. Förrädare. Han gör inte tillräckligt bra plattor. Förrädare. Han kan inte sjunga. Förrädare. Och så vidare.

Med mr Dylan kan man aldrig veta så noga. Hur många känner till exempel till att han äger en hel shoppingmall i utkanterna av Los Angeles där han har sin egen boxningsring? Eller, på tal om SUV:ar: hans reklam för jätte-SUV:en Cadillac Escalade, riktigt pajjig reklam? Eller att han låter en bank använda The times they are a-changing?

Det är som det är. Trust the art, not the artist. Som man brukar säga.

Ok, Dylan var lidt længe om at reagere på nomineringen til Nobels litteraturpris, men at kalde det ‘uartigt og arrogant’ er dog at tage munden for fuld, selv for Nobelstiftelsen. Og Dylansk svenske modstykke Ulf Lundell lader ikke sådan noget gå upåtalt hen i medierne. I Aftonbladet tog han bladet fra munden og gav de formastelige tørt på. Sådan.

I går fik jeg tid til at se Ryan Murphys film The Normal Heart fra 2014. En film om HIV-AIDS-epidemiens opståen i New York i årene 1981-84, altså de allertidligste år af den sygdoms historie. I hovedrollen som forfatteren og AIDS-aktivisten Ned Weeks ser man Mark Rufallo. Og i andre fremtrædende roller Alfred Molina (som bøssen Neds heteroseksuelle storebroder) og Julia Roberts i rollen som den polioramte læge Emma Brookner, der får mange HIV-ramte patienter i sin klinik og desperat forsøger at forstå, hvad det er, der sker.

Filmens tema er ikke ny eller overraskende. Men instruktøren forstår at gøre filmen til meget mere end en film om den forfærdelige sygdom, til en film om forholdet mellem mennesker. Ikke kun bøsser, men mellem homoseksuelle, lesbiske og heteroseksuelle, mellem brødre, mellem elskende osv. osv. Og til en film om det at kæmpe for en sag. Og den gør det både bevægende og medrivende i kraft af skuespillernes fine præstationer. Og dem er der mange af.

Og så blev den også – for mig – endnu engang en illustration af, hvor vigtig musikken er for film. Der er ikke megen musik i filmen, men i en scene, hvor hovedpersonen Ned har mistet sin elskede ven, ser man ham gå et sted i byen til tonerne af Simon & Garfunkels “The only living boy in New York” – en sang, der måske handler om en new yorkers ensomhed, men som sat i denne sammenhæng får en ekstra dyb og fatal betydning. En scene, hvor musik og levende billeder befrugter hinanden på fineste vis.

Jeg tror, det var betegnelser som “psykedelisk rock” og “space rock”, der fik mig overbevist om, at jeg i morgen aften vil glemme alt om træthed og for lidt søvn og gå til koncert med det kanadiske band Black Mountain. Måske var det også det forhold, at bandnavnet mindede mig om den afdøde forfatter Bruce Chatwin, der i 1982 udsendte bogen On the Black Hill. Vi kan også bare sige, at det var nogle tilfældigheder, der gjorde det.

Og det med genrebetegnelser skal man jo vare sig for. Og måske kommer musiksiden AllMusic nærmest, når de slår fast, at det kanadiske band nærmer sig 70’ernes rock med den bevidsthed, man nu har i det 21. århundrede. I hvert fald har de skæringer, jeg har haft tid til at lytte til, bekræftet dette indtryk af et orkester, der genbruger æstetikken fra halvfjerdserne på en måde, så man godt kan høre, at de kommer fra et andet århundrede.

Black Mountain har mere end ti år på bagen. Blev dannet i 2004 af hovedfiguren Stephen McBean og vennen Joshua Wells, efter at de begge havde udstået rocklæretiden i diverse bands og musikalske sammenhænge i hjemlandet. Indtil i år er det blevet til fire album, senest IV (2016).

Som altid vil jeg nærme mig koncerten med så få forventninger som muligt og lade oplevelsen sætte sig et aftryk i min bevidsthed. Og det vil jeg så skrive lidt om efter koncerten.

Let the kids rock ‘n’ roll down to their baby souls
I hope they never get cold, I hope they never become old
Now old men and business men, they’re starting to learn
Hey rock ‘n’ roll
One two three four, who’s that knocking at my door?
Everybody
Rock ‘n’ roll
Now don’t get excited, it’s just rock ‘n’ roll
They’ve been doing it for so long, take a look at your soul
Old men and business men are starting to learn
Hey rock ‘n’ roll
One two three four, who’s that knocking at our door?
Everybody
Rock ‘n’ roll
And now you can do it, I know you can do
I’m just an old man but I can still boogaloo (oh what’s that?)
Old men and business men never get old
Hey rock ‘n’ roll
One two three four, who’s that knocking on everybody’s door?
Everybody
Rock ‘n’ roll
You’ve gotta rock’n’roll, hey baby, driving me crazy, I say ooh rock’n’roll

“It’s only rock’n roll, but i like it” sang Mick Jagger, men også Kevin Coyne, en af mine personlige favoritter, kan hylde rock’n roll, selv om han også var forbeholden over for rocken. Sangen findes bl.a. på mandens fjerde album “Matching Head and Feat”.

Forleden var det tre år siden, Lou Reed døde. Og vi smider lige en lille minderune i den retning… Candy siger, med Lou og Anthony…

Antony Hegarty and Lou Reed – Candy Says from Logic Will Break Your Heart on Vimeo.

Bob Dylan: “If I accept the prize? Of course.”

On 13 October, 2016, the Swedish Academy announced that this year’s Nobel Prize in Literature is awarded to Bob Dylan “for having created new poetic expressions within the great American song tradition”.

This week Bob Dylan called the Swedish Academy. “The news about the Nobel Prize left me speechless”, he told Sara Danius, Permanent Secretary of the Swedish Academy. “I appreciate the honor so much.”

It has not yet been decided if Bob Dylan will attend any events during the Nobel Week in Stockholm in December. The Nobel Foundation will share information as soon as it is available. (Nobelprize.org)

Så faldt det på plads. Efter alskens spekulationer om Bob Dylan og hans accept af Nobelprisen i litteratur, viser det sig nu, at manden blot var overvældet, beæret og – ja – “målløs” over at blive udpeget af Nobelstiftelsen. Det er kun forståeligt, at det kan være overvældende at modtage den største internationale litteraturpris, selv om man har været nomineret i henved to årtier. Dylan ved selvfølgelig godt, hvem han er oppe imod og hvem der tidligere har fået prisen. Så det ville være mærkeligt, hvis ikke han blev lidt mundlam…

Bob Dylan – Love Minus Zero / No Limit (Live 1971) by alexnesic66

Nej, Joseph er ikke en mand, men navnet på en trio, bestående at tvillingesøstrene Meegan og Allison Closner og deres storesøster Natalie Closner. Og sammen er der noget magisk over de tre damers fællessang. De har udgivet en langspiller, men her er de i afskrællet form. Kun stemmer og akustiske instrumenter. Der behøver ikke at være mere…

Det er efterhånden længe siden, vi har hørt noget til The Shins og deres melodiøse og subtilen udgave af indiepoprock. Men nu skulle en ny plade være på vej (2017), og bandet har sendt en fin forløber “Dead Alive” i forvejen.

Furen kunne fortælle, at de første tegn på julens forbrugsfest allerede kan ses i diverse butikker og supermarkeder. Og jeg tænkte ved mig selv, at så går det nok ikke lang tid, før julen også stikker sit hoved frem i musiklivet. Og knap havde jeg tænkt tanken til ende, før jeg kunne læse, at duoen She & Him – Zooey Deschanel og M. Ward snart udsender Christmas Party, der følger op på duoens A very She & im Christmas fra 2013. Og der er allerede en single ude, så vi kan komme i den rette højtidsstemning i god tid…

Jeg blev aldrig rigtig fan af Cliff Richard, dengang man enten var til Cliff eller Elvis. Og jeg blev heller aldrig fan af The Shadows,som backede Cliff op. Det ændrer dog ikke ved, at jeg er imponeret over, hvad The Shadows har udrettet og den distinkte lyd, bandet hurtigt fik skabt – ikke mindst takket være multi-instrumentalisten, sangere og sangskriveren Hank Brian Marvin, der fylder 75 år i dag. Hans wiki sammeføjer fint hans guitarspil med ordene: “Marvin uses a clean guitar sound with a Vox amplifier and often used significant amounts of reverb and/or delay effect for songs like “Apache” and “Wonderful Land”. He also developed a distinctive way of using the guitar’s vibrato to give a “dreamy feel” to his playing.[2] Many leading British and Canadian rock guitarists cite Marvin as an influence on them.”. Ja, en ren guitarlyd, der inspirerede mange af de guitarister, der fulgte efter – også folk som Clapton, David Gilmour, Mark Knopfler, Pete Townshend, Jeff Beck og George Harrison, selv om de fulgte andre stier i deres guitarspil. Uden sammenligning i øvrigt var Marvin en slags Jørgen Ingmann for dem…

Stuck inside of Mobile with the Memphis blues again lød det i mit indre, da jeg lagde øre til Langsyns nye album Hvilke chancer. For inspirationen fra den vrangvillige Nobelpristager Bob Dylan er slet ikke til at tage fejl af, når Langsyn folder sig ud. Ja, den indledende sang “For altid” lyder faktisk, som om der var tale om en fordanskning af en af Dylans outtakes fra tresserne – perioden omkring Blonde on Blonde (sådan cirka). Peter Butzback Larsen står for sangene og synger for så det giver kraftige associationer i retning af Nobel-Bob, men også i retning af Niels Skousen, Eik Skaløe, Hans Vinding og Hyldemor.

Jovist, Langsyn træder ind på ig i det lange spor af Dylan-inspirerede, dansksprogede singer-songwriters, der siden de sene tressere har beriget det danske sprog og den danske beatmusik med sange, der på dylansk vis kærligt og undertiden poetisk vrider vort modersmål lidt i beskrivelsen af den virkelighed, vi – på godt og ondt – lever i.

Det dylanske spor viser sig også i Peter Butzbacks Larsens fraseringer (den drævende, tilbagelænede, fortællende fremførelse af teksterne), i den markante brug af mundharmonikaen og den enkle, low budget, no bull shit produktion af den relativt korte plade (ca. 30 minutter).

Men, de foregående betragtninger skal ikke forstås sådan, at Langsyn og Peter Butzback Larsen blot er endny et eksempel på epigoneri i forhold til mesteren selv. Langsyn og Larsen er mere en slags moderne hippier, der har taget Dylan til sig og synger sange om tvivl og håb. Som det hedder i den indledende sang: “Jeg vrøvler en fuldemandssang/ Jeg rimer på alt hva der ligner”. Og ja, Butzback Larsen er nok, når alt skal gøres op, mere en sangskriver i Skaløe-traditionen end en efterkommer efter poeten Bob Dylan. Og det er godt og dejligt, for vi har brug for singer-songwriters, der på vort modersmål kan synge berusede sange, der rimer på alt, hvad der træder frem i vores fælles virkelighed.

C. V. Jørgensen er gået i frivilligt eksil og pladsen, han har efterladt, giver plads til mange andre talenter, bl.a. Langsyn, der med deres album finder tilbage til en autentisk enkelhed og musikalsk nøgenhed, der var politisk korrekt i tresserne og halvfjerdserne og har fået et opkog de seneste par årtier – og har det med at holde i mange år. Jeg er ret vild med Langsyns nye plade. Hermed anbefalet.

Langsyn. Hvilke chancer. Produceret af Langsyn og Boi Holm. LangsynBeat. Udkom d. 1. oktober

Københavnerbandet Svin (Lars Bech Pilgaard: Guitar, Henrik Pultz Melbye: Tenorsax, karinet, Thomas Eiler: trommer og Adi Zukanovic: tangenter) har været en tur på Island, hvor de i det kendte Sundlaugin studio (Sigur Rós) har indspillet deres nye album Missionær. Og turen til det kolde nord sætter sit præg på pladen. Helt ud i coveret, der viser grå-blå indtryk fra havet og himlen, der omfatter øriget mod nord, mærker man den indflydelse det afsides pladestudie har haft.

Og indflydelsen stopper ikke ved det ydre. Også pladens indhold, musikken, bærer et kraftigt indtryk af den geografiske lokation. Men også af den lyd, som Sundlaugin har skabt for en lang række – fortrinsvis islandske – kunstnere med post-rockerne Sigur Rós i spidsen. Det er ikke tilfældigt at studiets lydtekniker Birgir Jón “Biggi” Birgisson står for lydsiden på Missionær.

Hvorfor pladen kaldes Missionær skal jeg lade være usagt. Men man kunne tænke sig, at det er for at sætte ord på en musikalsk mission, som Svin er ude på. At Svin måske med den nye plade, der adskiller sig fra deres tre foregående, ønsker at slå et slag for en musik, der ikke vil behage lytterne med genkendelig pop eller ditto rock, men med forkærlighed kaster sig over støjrockens rigt facetterede landskab og specielt den afkrog af noise-rocken, som søger at skabe rum for store følelser og stemninger. En slags moderne støjende mood-music.

I hvert fald er det det Svin gør på pladen. Med forkærlighed for repetitive og til det monotone grænsende langt trukne, svævende og cirkulerende lyde fra diverse tangentinstrumenter, der afløses, suppleres af små intense stykker af næsten velgørende og iørefaldende postrock med huggende guitarer og saksofon lader Svin de i alt seks numre danne en konceptuel enhed af en egen betagende og også lidt skræmmende skønhed.

Med Missionær har Svin (be)vist, at der også er god plads til forførende noise-post-rock i Danmark, og at islændingene ikke er alene om at skabe den stilart. Hermed anbefalet.

Svin. Missionær. Produktion: Svin og Anders Bach. Pony Records. Udkom d. 21. oktober

Trioen She’s a Sailor består af Jesper Vindberg (sang og guitar), Thomas Albrechtsen (sang og tangenter) og Jesper Svane (trommer). De har rødder i København og Aarhus og står som kollektiv for musik og tekster på den nye EP, de har sendt på gaden. Og det er sikkert det kollektivistiske præg, der forklarer, hvorfor den lille plade virker så homogent vellykket.

Pladen består kun af fire numre, men bandet formår alligevel at give et indtryk af, at det allerede har fundet et stilistisk leje, hvorfra det kan udvikle sig videre. Og det er et leje, der så at sige ligger dybt i den klassiske poprocktradition, der fører fra tresserne og frem til i dag. Uden på nogen måde at ligne de store forbilleder blandt vokalgrupperne fra tresserne, så er der ingen tvivl om, at det er der inspirationen er at finde. For det musikvante øre er der mindelser om både Beach Boys, The Kinks og mange senere bløde rockere, når man lytter til de fire sange. Styrken på EP’en  er nogle endog meget iørefaldende melodier, nogle vokalarrangementer, der passer som Hans i Grete til melodierne og musikalske arrangementer, der skylder tresserne såkaldt symfoniske rock meget med hensyn til brug af strygere, piano osv.

Sangen “Beautiful”, der afrunder CD’er, skulle efter sigende allerede have gjort et stort indtryk på DRs P4. Og der er god grund til at tro, at de tre andre sange vil kunne følge trop og blive hits på samme kanal og tilsvarende radiokanaler rundt omkring. Er du til god, klassisk poprock, så giv She’s a Sailor en chance på din afspiller.

She’s a Sailor. Back from the Sky. Produceret af bandet selv. Iceberg Records. Udkom d. 14. oktober

I går aftes kom jeg helt tilfældigt til at se et interview med forgrundsfiguren i bandet Kandis, Johnny Hansen. Anledningen var at det dansktoporienterede band havde lavet et covernummer af en Volbeat-sang. Nu er jeg hverken til Kandis eller Volbeat for den sags skyld, men det fik mig til endnu engang at tænke over, hvad der gør et coversang god. Johnny Hansen argumenterede fint for, hvorfor Volbeat-sangen passede ind i Kandis’ repertoire. Det var noget med, at Volbeats hårdtslående sang havde elementer af pop i omkvædet. Og jeg tror Hansen har fat i noget rigtig. En god coversang skal gerne have noget genkendeligt, fx melodien. Hvis melodien er god og iørefaldende, så skal det fremgå af coverversionen også Men er det nok? Nej, der skal noget ekstra til. Fortolkeren skal lægge et eller flere lag på, der viser noget om, hvilken fortolker, der er tale om. Når Beatles fortoker ældre rocknumre, så er man aldrig i tvivl om, at det er Beatles, der fortolker. For nu at sætte det på spidsen. Her er så en fortolkning af Velvet Undergrounds “Perfect Day” ved Andrew Bird om Matt Berninger (The National). Er det en vellykket fortolkning? Døm selv.