Det er mærkeligt at tænke på, at man tilhører en generation, der måske vil blive vidne til civilisationens ende eller i det mindste begyndelsen til enden på civilisationen. Jeg tænker selvfølgelig på de perspektiver, som de såkaldte klimaforandringer indeholder. Hvis man læser denne artikel – The Uninhabitable Earth – vil ens øjne blive åbnet ikke kun for de perspektiver, vi allerede kender så godt fra medierne, fx havenes stigning og de tilhørende oversvømmelser, men også andre, der ikke har haft mediernes interesse, fx risikoen for epidemier af sygdomme fra menneskehedens barndom eller risikoen for flere krige. Det er en artikel, der sagtens kan ødelægge ens gode humør på sådan en dag, hvor solen skinner og forårslunheden breder sig. Men det er også en artikel, der understreger, at Greta Thunberg og hendes skolestrejkekampagne, med samt de hundredtusindvis af unge verden over der deltager, er en nødvendig reaktion i en verden, hvor handling i klimaspørgsmålet lader vente på sig. God læsning og god søndag.
Omtalen af Ewan Maccoll fik mig ind på det spor, der drejer sig om sange om og fra bunden af det amerikanske samfund. Dylan og Springsteen selvfølgelig. Men også en bunke gamle countrysange og det, der ligner. Fx Roger Millers “King of the Road” om manden, der tjener lige nok til at leje et bette hummer og ellers leve fra hånden til munden. Og se om ikke Ron Sexsmith har fundet netop den sang frem og pudset den af. Og det fortjener den. Jeg husker endnu, at den var et fast indslag i gamle dage, da Mylius spillede pop for ungdommen i tresserne.
Apropos John Mayall så er han pladeaktuel i en alder af 85 (!) albummet Nobody told me, hvor den gamle bluesmand får hjælp af en række yngre talenter, fx Joe Bonamassa og Carolyn Wonderland. Om Mayall er det blevet sagt, at han ikke selv er den bedste guitarist, der findes, men hans sans for at høre, hvem der har talent og mere til er uovertruffen. Og derfor har han været en central skikkelse i britisk blues gennem årtier.
Mayall har boet i USA siden slutningen af tresserne. Og i 1979 brændte hans hjem i Laurel Canyon ned til grunden og ødelagde mandens musikalske arkiv, en enestående og kostbar samling af pornografi (der gik helt tilbage til det 13. århundrede…) og mandens dagbøger. Det sidste berørte ham mest, fordi han siden han var ti år gammel dagligt har ført dagbog. Tænk hvilken selvbiografi, der kunne være blevet ud af det!? Men man skal ikke græde over spildt mælk men fortsætte med at gøre det man er bedst til. I hans tilfælde at dyrke the blues…
Sitet Loundersound placerer John Mayall Blues Breakers with Eric Clapton (fra 1966) på toppen over de bedste bluesudgivelser gennem tiderne derovre i Brexitland. Og fortæller anekdoten om Eric Clapton, der dukkede op til indspilningerne og stille sit grej op på samme måde som på scenen, hvorefter producerne bad ham om at skrue lidt ned. Men det ville Clapton ikke og producerne måtte derefter optage og forsøge at skabe balance i miskerpulten. Og den dag i dag kan man høre den rå energi, der kom ud af Claptons spil. Og det er sikkert med til at gøre pladen langtidsholdbar.
50 år er gået, siden John Lennon og Yoko Ono blev gift, den 21. marts 1969. Et af rockens mest celebre og kontroversielle ægteskaber. Ikke mindst, fordi Ono fik den tvivlsomme ære at blive udpeget til at være årsagen til The Beatles’ opløsning. Hvilket for længst er blevet dementeret.
Nogenlunde samtidig med ægteskabets indgåelse, indspille parret deres tredje eksperimentale album, The Wedding Album, der dog først udkom om efteråret. Pladen bliver i øvrigt genudgivet i disse dage (på Secret Canadian plademærket).
Forleden omtalte jeg Maccolls sang “Dirty old town”, og i går blev fortolkeren Rod Stewart nævnt igen. Og se om ikke Rod har fortolket sangen om den beskidte gamle by. Oven i købet tidligt i karrieren, da han indspillede for Mercury Records. Jovist, han har altid haft en god smag udi sangskrivningens kunst.
Og så ser jeg, at også Donovan og Van Morrison – og the Dubliners – har været forbi den sang. Den kan virkelig noget.
I disse #meetoo-tider kan jeg slet ikke lade være med at holde ekstra meget af den rebelske R. Crumb og hans tegninger. Han er på enhver måde politisk ukorrekt i forhold til #meetoo-“bevægelsen”. Hans kvindesyn, hans syn på forholdet mellem (alle) kønnene osv. Her er plads til sære tilbøjeligheder og aparte lyster – og det er, hvis du spørger mig, ganske befriende. Akkurat som han tegninger var, dengang han i tresserne slap dem løs i undergrunden, længe før nogen kunne stave til #meetoo.
Ovenstående videoklip er lavet i anledning af en udstilling med Crumbs kunst, som man kan se, hvis man er i New York den pågældende periode.
Som tidligere omtalt laves der en jubilæumsfestival til minde om alle festivalers moder Woodstock-festivalen i 1969. Og med arrangørernes ordvalg bliver det musikalske udbud “eklektisk”. Lidt mindre pænt formuleret, så bliver udbuddet nærmer en rodebutik eller et persisk marked i musik. Og programmet for de tre dage er nu lagt fast:
Day 1: The Killers, Miley Cyrus, Santana, The Lumineers, The Raconteurs, Robert Plant, John Fogerty, Nathaniel Rateliff and the Night Sweats, Run the Jewels, The Head and the Heart, Maggie Rogers, Michael Franti & Spearhead, Anderson East, Princess Nokia, John Sebastian
Day 2: Dead and Company, Chance the Rapper, Black Keys, Sturgill Simpson, Greta Van Fleet, Portugal. The Man, Leon Bridges, Gary Clark Jr., Edward Sharpe & The Magnetic Zeroes, Dawes, Margo Price, Country Joe, Rival Sons, Emily King, Soccer Mommy, Taylor Bennett
Day 3: Jay-Z, Imagine Dragons, Halsey, Cage The Elephant, Brandi Carlile, Janelle Monae, Young The Giant, Courtney Barnett, Common, Vince Staples, Judah and the Lion, Earl Sweatshirt, Boygenius, the Zombies, Canned Heat, Hot Tuna, Pussy Riot, Cherry Glazerr
Og man skal lede lidt for at finde eksempler, der også var med dengang, men de er der da, selv om andre – fx The Who – brillerer ved deres fravær. De andre deltagere var end ikke født dengang, ja måske ikke engang planlagt af deres forældre. Så de er lovlig undskyldt, hvis de ikke kan genskabe noget af stemningen og ånden fra dengang.
Vores lokale rockogroller Henning Stærk fylder 70 i dag.
Via Beat Stones/Roadrunners Poisons kom Stærk fra Holstebro til Århus og videre ind i Jackie Boo Flight, jurastudier, Spillemændene og til sidst Gnags. I 1980 gik Stærk så solo, og det er siden blevet til ca. 13 soloalbums. Det seneste vist fra 2009.
Siden har man ikke hørt så meget fra den store sanger, om hvem min blogbuddie Torben Bille engang skrev: “Han er i mangt og meget lige så god en fortolker som en af bedste af slagsen, Rod Stewart. Sammenlign deres versioner af “I Don’t Wanna Talk About It”, Danny Whittens stjernestund. De lyder absolut ikke ens, men deres respekt for stoffet er den samme, og de swinger som ind i …”. Og sammenligningen med Rod Stewart er ikke hvilken som helst sammenligning, når man ved, at Torben her i bloggen i 2011 udnævnte Stewart til at være den største sanger, der findes.
But that is not enough. We need a whole new way of thinking. The political system that you have created is all about competition. You cheat when you can because all that matters is to win. To get power. That must come to an end. We must stop competing with each other. We need to start cooperating and sharing the remaining resources of this planet in a fair way. We need to start living within the planetary boundaries, focus on equity and take a few steps back for the sake of all living species.
Som ganske ung udviklede Dick Dale en lidenskab for to ting, guitarspil og surfing. Og de to interesser blev forenet, da han blev pioner i den såkaldte surfrockstil, hvor han var med til at udvikle guitarens mange muligheder – og blev inspirationskilde for senere guitarister, fx Jimi Hendrix, Beach Boys, Van Halen og Ry Cooder. Dale er citeret for at definere surfrock som “that rumbling and all that stuff like that they associated the heavy Dick Dale staccato… it sounded like the barrel of a goddamn wave”.
Almindeligvis kan jeg huske, hvor og hvornår jeg har hørt en sang eller en melodi. Men denne gang smuttede det for mig (sikkert alderen…). Det var i en eller anden film, denne sang dukkede op. Sangen om den beskidte, gamle by. Til gengæld blev sangen og især dens omkvæd ved med at dukke op og kværne løs i min hjerne. Således også i går, hvor jeg var med børnene i bus gennem Århus centrum. Dirty Old Town.
Sangen blev skrevet af den afdøde folkesanger, sangskriver, aktivist, kommunist, teatermand med meget mere Ewan Maccoll, der blev født i det engelske udsted Salford i 1915 og døde i 1989. Maccoll løb hjemmefra som 15-årig. Året efter var han politisk aktiv og da han blev 17 år gammel åbnede den britiske efterretningstjeneste MI5 en sag på ham, fordi det lokale politi havde anmeldt ham for at være “kommunist med ekstreme synspunkter”, hvorfor han krævede en særlig opmærksomhed fra efterretningstjenesten. Registreringen betød bl.a., at nogle af hans sange blev bandlyst på BBC og at hans daværende kone, teaterdirektøren Joan Littlewood, ikke længere fik lov til at at arbejde for BBC som programvært for børn…
Maccoll blev den britiske folkmusiks grand old man, der – inspireret af Alan Lomax – begyndte at indsamle gamle folkesange og indspille folkplader fra halvtredserne og frem. Og så skrev han en lang række sange, der især var møntet på teateret. Blandt de mest kendte er “The first time ever I saw your face” (der blev et stort hit for Roberta Flack), “Dirty Old Town” (især kendt for Pogues’ udgave) og “The shoals of Herring”.
Maccoll forblev politisk aktiv til sin død og skrev mange sange, der blev brugt på venstrefløjen og inspirerede mange af de folkemusikere, der dukkede op i tresserne og halvfjerdserne. En britisk pendant til amerikanerne Woody Guthrie og Pete Seeger (hvis datter han i øvrigt giftede sig med).
PS. For et par år siden udkom en dobbelt-hyldestplade til Maccoll, hvor en perlerække af britiske folkkunstnere fortolkede hans bedst kendte sange Joy of Living.
I met my love by the gas works wall Dreamed a dream by the old canal I kissed my girl by the factory wall Dirty old town Dirty old town
Clouds are drifting across the moon Cats are prowling on their beat Spring’s a girl from the streets at night Dirty old town Dirty old town
I heard a siren from the docks Saw a train set the night on fire I smelled the spring on the smoky wind Dirty old town Dirty old town
I’m going to make me a good sharp axe Shining steel tempered in the fire I’ll chop you down like an old dead tree Dirty old town Dirty old town
I met my love by the gas works wall Dreamed a dream by the old canal I kissed my girl by the factory wall Dirty old town Dirty old town
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
