I den forgangne uge har der løbet en debat om ordet “racisme” i offentligheden. Foranlediget af en meningsudveksling i Folketinget mellem et medlem af Enhedsl isten og Pia Kjærsgaard, der er formand for Folketinget og medlem af Dansk Folkeparti. I sin egenskab af formand påtalte Kjærsgaard, at Enhedslistens medlem ikke måtte bruge ordet “racist” om et andet folketingsmedlem (fra Dansk Folkeparti).
I går aftes blev sagen bragt frem i DRs “Aftenshowet”, hvor de Radikale Venstres Zenia Stampe mente, at sagen burde føre til at Pia Kjærsgaard blev afskediget som formand for tinget, idet hun med sin indgriben ikke respekterede Folketingets udvidede ytringsfrihed. I den efterfølgende debat erkendte Stampe, at hun ikke vidste, hvad ordet “racisme” egentlig betød. Det var selvfølgelig en oplagt svaghed ved hendes forslag, fordi det netop er det ord, der er afgørende for, om Pia Kjærsgaard handlede korrekt eller ej.
I det hele taget har debatten om vor tids “racisme” været præget af en manglende – eller i hvert fald mangelfuld – forståelse for, hvad ordet betyder.
Hvis man foretager en enkel, elementær analyse af begrebet, baseret på, hvad leksikonet Gyldendals Store Danske fortæller, så får man at vide – forkortet sagt – at ordet “racisme” bygger på forestillingen om “menneskeracer”, en forestilling, der daterer sig tilbage til 1700-tallets sidste halvdel, dvs. en periode, der ligger før evolutions- og populationsbilogiens opkomst. Altså et begreb, der ikke tager højde for fx Charles Darwins forståelse af arternes udvikling. Og netop evolutions- og populationsbiologiens indsigter, som den moderne verdens- og virkelighedsopfattelse hviler på, gør det ‘svært at argumentere for eksistensen af menneskeracer’, som leksikonet skriver. Hvis dette moderne synspunkt er rigtigt – og det er jeg helt overbevist om – betyder det, at såkaldte “racister”, altså personer, der fx politisk tænker mennesker som repræsentanter for racer, er bærere af ideologiske forestillinger, der daterer sig tilbage til en tid før det moderne borgerlige samfunds opståen. Forestililnger, der ikke alene opdeler menneskeheden i racer, men gør nogle racer overlegne i forhold til andre racer: “forestillinger om visse menneskeracers overlegenhed over for andre samt de diskriminerende handlinger, der knytter sig til sådanne forestillinger. Racisme bygger på den opfattelse, at menneskeheden kan inddeles i racer, som ikke bare har forskellige fysiske kendetegn, men også forskellige psykiske og moralske egenskaber, og at der eksisterer et hierarkisk forhold imellem disse, således at visse racer er andre overlegne”.
Af denne lille analyse af begrebet “racisme” kan man drage to konklusioner, der er relevante for den aktuelle racismediskussion. For det første kan man ikke tale om “racisme” eller anklage nogen for at være “racistisk”, hvis der ikke er en forestilling om menneskeracer på spil. Hvis ovennævnte medlem af Dansk Folkeparti for eksempel giver udtryk for, at indvandrere fra lande med islamisk kultur ikke lader sig integrere i samfundet, så er der ikke tale om racisme i streng forstand, men snarere om en generaliserende fordom over for mennesker med en bestemt kulturel baggrund. Måske kan det kaldes fremmedfjendsk, nedladende og andet, men racisme i streng forstand er det ikke. For det andet kan man konkludere, at selv om menneskeracerne altså ikke eksisterer, så eksisterer den bedagede racisme i bedste velgående. Og det er et stort problem for vor tid.
