23. marts 2019 arkiv

Dagens citat – af Eugene Debs

23. marts 2019

“I am for socialism because I am for humanity. We have been cursed with the reign of gold long enough.”

Ain’t got no cigarettes

23. marts 2019

Omtalen af Ewan Maccoll fik mig ind på det spor, der drejer sig om sange om og fra bunden af det amerikanske samfund. Dylan og Springsteen selvfølgelig. Men også en bunke gamle countrysange og det, der ligner. Fx Roger Millers “King of the Road” om manden, der tjener lige nok til at leje et bette hummer og ellers leve fra hånden til munden. Og se om ikke Ron Sexsmith har fundet netop den sang frem og pudset den af. Og det fortjener den. Jeg husker endnu, at den var et fast indslag i gamle dage, da Mylius spillede pop for ungdommen i tresserne.

John Mayall: Nobody told me

23. marts 2019

Apropos John Mayall så er han pladeaktuel i en alder af 85  (!) albummet Nobody told me, hvor den gamle bluesmand får hjælp af en række yngre talenter, fx Joe Bonamassa og Carolyn Wonderland. Om Mayall er det blevet sagt, at han ikke selv er den bedste guitarist, der findes, men hans sans for at høre, hvem der har talent og mere til er uovertruffen. Og derfor har han været en central skikkelse i britisk blues gennem årtier.

Mayall har boet i USA siden slutningen af tresserne. Og i 1979 brændte hans hjem i Laurel Canyon ned til grunden og ødelagde mandens musikalske arkiv, en enestående og kostbar samling af pornografi (der gik helt tilbage til det 13. århundrede…) og mandens dagbøger. Det sidste berørte ham mest, fordi han siden han var ti år gammel dagligt har ført dagbog. Tænk hvilken selvbiografi, der kunne være blevet ud af det!? Men man skal ikke græde over spildt mælk men fortsætte med at gøre det man er bedst til. I hans tilfælde at dyrke the blues…

Den bedste britiske bluesplade gennem tiderne

23. marts 2019

Sitet Loundersound placerer John Mayall Blues Breakers with Eric Clapton (fra 1966) på toppen over de bedste bluesudgivelser gennem tiderne derovre i Brexitland. Og fortæller anekdoten om Eric Clapton, der dukkede op til indspilningerne og stille sit grej op på samme måde som på scenen, hvorefter producerne bad ham om at skrue lidt ned. Men det ville Clapton ikke og producerne måtte derefter optage og forsøge at skabe balance i miskerpulten. Og den dag i dag kan man høre den rå energi, der kom ud af Claptons spil. Og det er sikkert med til at gøre pladen langtidsholdbar.