oktober 2019 arkiv

50: Frank Zappa og King Crimson

10. oktober 2019

Men ikke kun Kinks udsendte deres Arthur på denne dag for 50 år siden. Også Frank Zappa bidrog til at gøre d. 10. oktober til noget særligt i det år med udsendelsen af albummet Hot Rats. Det var Zappas første pladeprojekt efter opløsningen af Mothers of Invention. Og med lange jazzinfluerede numre markerede pladen også en stilistisk nyorientering for Zappa.

Pladen solgte ikke stort, men indeholder et par af Zappas bedst kendte sange “Peaches in regalia” og “Willie the Pimp” og står i eftertiden som et hovedværk i Zappas produktion.

Men 10. oktober bød også på debutalbummet fra det engelske progressive rockband King Crimson In the Court of the Crimson King. Kritikken vidste ikke helt, hvad den skulle mene om pladens blanding af jazz, rock og symfonisk klassisk musik, men den blev en pæn succes på begge sider af Atlanten og er i dag at betragte som et hovedværk i den progressive rock og er blevet genudsendt flere gange i lydforbedrede udgaver. Bl.a. kom der en fornem 40-års-jubilæumsudgave i 2009, baseret på det originale 8-spors masterbånd.

50: Kinks – Arthur (Or the Decline and Fall of the British Empire)

10. oktober 2019

The Kinks bidrag til 1969 var concept-albummet Arthur (Or the Decline and Fall of the British Empire). Som forgængeren The Kinks are the Village Green Preservations Society (1968) fik pladen om Arthur meget fine anmeldelser og kritikeranalyser med på vejen og blev af mange betragtet som et foreløbigt højdepunkt for sangskriver Ray Davies. Men – publikum var ikke begejstrede på samme måde. Village Green havde besvær med overhovedet at komme på hitlisterne, men det gik dog bedre for Arthur-pladen, selv om den ikke blev nogen kommerciel succes. Kinks betalte prisen for at tage albumformatet alvorligt efter at have været – som de fleste britiske beatgrupper – en udpræget single- og hit-gruppe i de tidlige tressere. Men se i bagklogskabens diffuse lys, så fremstår de to plader stadigvæk som Kinks finest hour kunstnerisk set.

I dag er det Lennons fødselsdag…

9. oktober 2019

Og næste år ville han være fyldt 80 år – og have været død lige så  længe, han fik lov til at leve. Mærkeligt at tænke på. Og dagen i dag fik mig til at sondere Lennons diskografi. Og det var også en sondering af de plade, der posthumt er udkommet i hans navn. Fx pladen Acoustic fra 2004, hvor man har samlet en række demooptagelser m.m. med Lennon på guitar. Ville Lennon selv have godtaget sådan en udgivelse? Man kan have sin tvivl. Selv om sangene er ok og den skrabede produktion er til at leve med. Det er nok en plade for rigtige Lennonnørder.

https://youtu.be/w_7_lEOaU10

PJ Harvey – 50

9. oktober 2019

 

PJ – Polly Jean – Harvey, en af de mest originale og uomgængelige kvinder i moderne britisk rockmusik – fylder 50 år.

Capac anbefaler: Indian Cane – In Between

9. oktober 2019

Kvintetten Indian Cane er ikke et helt ubeskrevet blad. Jeg har kunnet læse mig til på nettet, at de bl.a. har været omkring DR P4s Karrierekanonen, har ageret supportband for adskille etablerede navne på de danske scener og har en debut-EP, Turning Point (2014) på samvittigheden. En debut, der i Gaffa blev fremhævet for sit høje ambitionsniveau og kritiseret for endnu ikke at have fundet sin plads i sangskrivningen.

Med debutalbummet In Between holder kvintetten et højt ambitionsniveau i deres kompositioner, der udmærker sig ved at være krydret med alskens stilistiske og instrumentelle farver og stor eksperimenterlyst. Du finder elementer af støjrock, men også dens modsætning i det folkprægede og akustiske. Med andre ord er Indian Cane et barn af vores tid, hvor musikken ofte er gennemstrømmet af alle de lyde og stemninger, der er tilstede i på den globale musikscene. Det kunne tages som udtryk for en retningsløshed og stilistisk forvirring. Men lytter man nøje efter, så kan man sagtens høre, at fundamentet er en snes velskrevne, klassiske (indie)rocksange, som de stilistiske elementer er bygget oven på.

Ørkenrock bliver musikstilen kaldt. Men for at undgå stil- og etiketteforvirring kan vi bare kalde det rock. For det er i bund og grund det ærinde, Indian Cane er ude i. Moderne indierock, bevares, men rock. Velproduceret ambitiøs rock med en snes gode sange, der tematisk spænder vidt, lige fra myrer (“Ants”) til noget om manderollen (“Be A Man”). Og Johnny Kühn (guitar,kor), Bjarne Roursgaard (guitar), Mikael Odder Nielsen ( bas ) ogRolf Alstrup ( trommer ) leverer rockvaren. De kører som smurt i rækken af velproducerede sange, der har en meget moderne studielyd. Og oven på det hele finder vi sangerinden Laura Lundfold, der virkelig er et aktiv for gruppen med en markant god stemme, der emmer af tekstindlevelse og udsøgt sans for frasering.

Indian Cane er et band, man gør klogt i at holde øje med. Måske har kvintetten endnu ikke helt fundet sit stilistiske leje, men den er godt på vej. Og In Between er mere end lovende. Et modigt og vellykket debutalbum, der fortjener mange rocklyttere. Hermed varmt anbefalet.

Indian Cane. In Between. Eget plademærke. Er udkommet.

https://youtu.be/OexLKhz0m_4

Melodien på hjernen – Can anyone explain….

8. oktober 2019

Øv nu er også Barrie Masters død…

8. oktober 2019

Ovre hos Mod Strømmen erfarer jeg, at Barrie Masters – grundlægger og forgrundsfigur i Eddie & the Hot Rods – er død. Og jeg forsøger forgæves at researche mig frem til dødsårsagen. Men får kun at vide, at det kom pludseligt og chokerende for de nærmeste. Måske ville hjertet bare ikke mere…

Legenden vil, at Eddie & the Hot Rods ikke var et punkband, men derimod et pubrockband på linje med konkurrenterne og forbillederne i Dr Feelgood. Men i hvert fald var bandet med til at kickstarte det opgør med rockmusikken, der var blevet lidt for pæn, poleret og mainsstream sidste i halvfjerdserne. Et opgør og oprør, hvor det handlede om at finde tilbage til rockens elementarpartikler tilsat en god portion ungdommelig libido og fandenivoldskhed.

Masters var med hele vejen – også gennem de mange gendannelser efter den første opløsning i 1981. Den sidste plade 35 Years of Teenage Depression – et opkog af gruppens gamle sange – kom i 2011. Og efter Masters død er det nok tvivlsomt, om vi får mere at høre fra Eddie & the Hot Rods. Desværre.

 

Marie Key fylder 40

7. oktober 2019

En af de mere markante kvinder i dansk rock, Maria Key Kristiansen, fylder 40 år i dag. Og det er nok en note værd. Gennembruddet kom i 2005, hvor hun med Marie Key Band slog igennem i DRs Karrierekanonen på P4 med sangene “Per” og “Kleptoman”. Siden er det gået slag i slag. I 2011 gik Marie solo med albummet i byen igen, og hele vejen med succes, kunstnerisk og kommercielt. Og Key kan den svære kunst for danske sanger-sangskrivere, at formulere sig mundret og på et jævn dansk og ballancere mellem det banale og det, der stikker spadestik dybere. (K)ærlighedssange, kaldte Torben Bille hendes sange om netop det tema, der fylder godt i hendes sangkatalog. Hendes seneste plade hedder Giganter fra 2018.

 

Tog computeren livet af rockmusikken?

7. oktober 2019

Video killed the radio star hed the Buggles’ hit fra 1979. Og titlen fortalte noget om, hvordan medieteknologiens udvikling påvirkede musikken. Og ingen tvivl om det. Med musikvideoens og MTVs fremkomst ændredes populærmusikkens vilkår. Hvis man ville gøre sig på den del af markedet, der vedrører musik, så skulle man lave videoer – også.
Og siden er det gået stærkt med den teknologiske udvikling. Med digitaliseringen, overgangen fra analog til digital produktion, er musikken blevet forvandlet. Ikke kun når det gælder konsumptionen af musik – fra analog radio, grammofoner, bånd osv. til i sidste ende streaming, men også produktionen af musik. Diskussionen om filkompressionens (mp3 osv.) betydning for lyden er velkendt og langt fra afsluttet. Og mange musikere – bl.a. og ikke mindst Neil Young – kæmper en brav kamp for at redde lyden.
Nedenstående video fortæller noget om, hvorfor kampen for bedre lyd er en god idé. Computeriseringen af musikken kan tage livet af musikken. Jeg vil ikke gå så langt som til at hævde, som videoen gør, at computeren ‘ruinerede rocken’. Men noget er der om det. Det er nok rigtigt, at rigtig mange rockplader fra dette årtusind er blevet maltrakteret af computerkvantifikationen med programmer som “Beat Detective”, “Autotune” m.fl. Men der er selvfølgelig også undtagelser, ikke mindst på plader, der er indspillet på små uafhængige pladeselskaber.

 

Og capac bringer en reklame… for DR Radio Big Bandet

7. oktober 2019

Den socialdemokratiske regering på afveje – kulturpolitik

7. oktober 2019

Af erfaring ved jeg, at man skal være på vagt, når det drejer sig om Socialdemokratiet. Det er og har været i mere end hundrede år et reformistisk parti, der alt for ofte har kompromitteret sig selv i forsøget på at varetage den arbejde befolknings interesser og føre “ansvarlig” borgerlig, økonomisk politik. Så medens vi spændt venter på, at Mette Frederiksens parti sammen med deres parlamentariske grundlag får formuleret en ambitiøs, bindende klimalov, der sikrer en 70%s beskæring af CO2-udledningen, så er det nok klog, at vi – alle os klimatosser og skeptikere – holder øje med, hvad regeringen kommer med, ikke mindst i forbindelse med den nye finanslov.

Og et første eksempel på, hvad man desværre kan forvente sig af Socialdemokratiet, har Zenia Stampe, folketingsmedlem for Det Radikale Venstre, lagt frem på sin Facebookside. Det drejer sig om det såkaldte omprioriteringsbidrag  på 2%, som har været pålagt en lang række kulturinstitutioner, bl.a. museer. Stampe afslører, at Socialdemokratiet – repræsenteret af kulturminister Joy Mogensen – faktisk lyver Folketinget og befolkningen lige op i ansigtet, når partiet påstår, at det vil reducere omprioriteringsbidraget fra 2 til 0,6 %. Med talmanipulation og fordrejning af fakta (fx med hensyn til hvilke kulturinstitutioner, der har været omfattet af besparelsen og hvilke der ikke har været det) får Socialdemokratiet fremstillet et løgnagtigt og usandt billede af den økonomiske virkelighed.

Zenia Stampe skriver:

Jeg er en lille smule rystet. Regeringen fordrejer sandheden og kommer med urigtige oplysninger for at dække over sine besparelser på kulturen. Besparelser som regeringen i øvrigt gik til valg på at afskaffe.

Jeg håber, at alle kulturinteresserede vil læse og hjælpe med at bringe sandheden frem – både om regeringens fortsatte besparelser og forsøget på at dække over dem. Det her er simpelthen så groft.

Historien kort fortalt:
I fredags offentliggjorde regeringen sit finanslovsudspil på kulturområdet via et tweet fra kulturminister Joy Mogensen. Her skrev hun, at omprioriteringsbidraget på kultur samlet ville blive reduceret til 0,6 pct, og hun vedlagde en oversigt med overskriften ”Status for annullering af omprioriteringsbidrag”. Oversigten oplistede en række områder, som man altså nu måtte forstå, ville blive fritaget for omprioriteringsbidraget.

Der blev jublet og retweetet på livet løs. For det så jo ud som om, at ministeren havde reddet en masse områder fra omprioriteringsbidraget, og at de områder, der stadig var omfattet af omprioriteringsbidraget, nu KUN skulle skære årligt 0,6 procent i deres budgetter mod de tidligere 2 procent.

Og ja, det var helt sikkert meningen, at det var sådan, vi skulle læse ministerens tweet, men det var bare ikke det, der var virkeligheden.

For det første: Nej, der er ikke en masse områder, der pludselig fritages fra omprioriteringsbidraget. De fleste af de områder, der figurerer på ministerens listen over annulleret omprioriteringsbidrag, har slet ikke været omfattet af omprioriteringsbidraget. Det gælder fx mediestøtte, filmstøtte, kunststøtte, egnsteatre og spillesteder. Det er derfor ikke bare fordrejende og vildledende, men også direkte forkert, at sætte dem på en liste over områder, hvor omprioriteringsbidraget er annulleret.

For det andet: Nej, der er ikke tale om, at de områder, der stadig er omfattet af omprioriteringsbidraget, slipper billigere og nu kun skal skære 0,6 procent mod de tidligere 2 procent. Det Kongelige Teater, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Dansk Sprognævn, Landsdelsscenerne, Landsdelsorkestrene (via Copenhagen Phil) og mange flere skal fortsat spare 2 procent årligt, hvilket betyder, at de på bare fem år har fået deres budgetter nedbarberet med cirka 10 procent. Og regeringen vil ikke engang give dem en slutdato!

Tallet på de 0,6 procent kommer af, at ministeriet har lavet den talfinte at tage de nedskæringsramte instutioners besparelser og dividere dem ud på hele kulturministeriets område – altså også de områder, der aldrig har været omfattet af omprioriteringsbidraget. Og på den måde kan man få nogle meget store og koncentrerede besparelser til at ligne en bagatel.

Jeg er ked af at sige det, men det her er simpelthen misinformation og vildledning fra ministerens side. Det er at føre offentligheden bag lyset med forsæt. Hvis ministeren kom med disse oplysninger i Folketingssalen, ville det være på kant med ministeransvarlighedsloven.

Jeg har derfor i dag sendt følgende spørgsmål til ministeren:

Ministeren bedes bekræfte, at omprioriteringsbidraget fortsat vil være 2 procent for de ramte institutioner.

Ministerens bedes oplyse, hvilke af de områder, hun oplister i en oversigt med overskriften “status for annullering af omprioriteringsbidrag”, der faktisk har været omfattet af omprioriteringsbidraget på 2 procent fra 2016, og ministeren bedes i den sammenhæng forklare, hvorfor hun har inkluderet områder på listen, som ikke har været omfattet af omprioriteringsbidraget fra 2016.

Jeg ser frem til svaret. Men allerede nu har jeg brug for at sige én ting meget klart: Jeg bryder mig ikke om, at nogen prøver af manipulere med mig eller offentligheden, bare fordi det er svært at gennemskue store tabeller og finanslovsforslag. Men jeg har efterhånden oplevet det så mange gange, at jeg har gjort det til en fast forholdsregel at grave mig ned i tallene og sidde klar med lommeregneren. Så det er både nemmere og mere ordentligt bare at sige tingene, som de er.

For en ordens skyld skal jeg lige understrege, at jeg ikke er tilhænger af Det Radikale Venstre og aldrig har stemt på det parti, da det ligger langt fra min politiske holdning. Men også en blind høne finder et korn. Og i dette tilfælde har Stampe fanget regeringen på fersk gerning. Det skal blive spændede at se, hvordan de får vredet sig ud af den klemme – og spændende at se, hvad Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti vil sige til denne afsløring.

Ginger Baker – Cream – er død, 80 år gammel

6. oktober 2019

Nej, det kom ikke som nogen overraskelse. Nyheden om Ginger Bakers hospitalisering for nylig var et forvarsel om hans død. Og nu er det så sket. Lad nekrologerne blomstre!

Danmarks første kvindelige musikjournalist

6. oktober 2019

[Foto  lånt fra nedenfor omtalte artikel i Journalisten. Fotograf: Erik Skriver. Helle Hellmann ser man yderst til højre ved siden af Sonny. Den unge dame til venstre hedder Chérie]

Helt tilfældigt falder jeg over en artikel i Journalisten om “Beatmusikkens førstedame”, Helle Helmann, der fyldte halvfjerds i 2017. Jeg husker hende så nøje fra dengang, hvor hun var ene høne i kurven. Og husker, at hun skrev godt og engageret om den tids musik. Hun skrev i Beat og siden i Politiken. I artiklen siger hun om den tid:

”Det er lidt som at læse i et skoleblad. Jeg var bare en rapkæftet ung pige, der skrev ud i det blå uden at ane, hvad jeg lavede og uden et forbillede. Alt var nyt, og kun få skrev om beatmusik. Det blev ikke regnet for noget dengang og fik heller ikke plads i avisen. Mine interviews med Jimi Hendrix blev nærmest til en note, og det er jo forfærdeligt at tænke tilbage på. Dengang blev rockmusik betragtet som en døgnflue og en dille, der hurtigt ville glide ud igen”

og måske var det ikke på journalistisk højeste niveau, men det var vigtigt at nogen tog beatmusikken alvorligt. Og det gjorde Helle.

Men som jeg tidligere har fortalt, så var Helle ikke den eneste pige, der kastede sig over beatmusikken. Der var en ung pige, der fik lov at konkurrere med hanerne i DRs beatprogrammer. Jeg husker desværre ikke hendes navn,  kun at hun omkom i en trafikulykke kort tid efter at hun var begyndt i radioen. Synd og skam, for det kunne have været spændende at have hende ved siden af Hans Otto Bisgaard, Palle Årslev og de andre fra dengang.

 

Hyldest til Grateful Dead, Jerry Garcia og Robert Hunter: Ripple

6. oktober 2019

Dan Turèll er tilbage

6. oktober 2019

Det er ikke kun Leonard Cohen, der udsender plader post mortem. Også vores egen Dan Turèll har efterladt sig “spoken words”, der nu ser dagens lys (og lyd) i form af en ny plade med titlen Telefon fra afdøde. Og igen er det Halfdan E., der sørger for den musikalske indpakning af Turèlls talestrøm. Pladen, der udkommer i starten af november, indeholder tekster fra halvfjerdserne (bl.a. uddrag af Vangede Billeder) og firserne.

Desværre er der ikke smagsprøver ude, så vi “nøjes” med en gammel sag…