10. oktober 2019 arkiv

50: Frank Zappa og King Crimson

10. oktober 2019

Men ikke kun Kinks udsendte deres Arthur på denne dag for 50 år siden. Også Frank Zappa bidrog til at gøre d. 10. oktober til noget særligt i det år med udsendelsen af albummet Hot Rats. Det var Zappas første pladeprojekt efter opløsningen af Mothers of Invention. Og med lange jazzinfluerede numre markerede pladen også en stilistisk nyorientering for Zappa.

Pladen solgte ikke stort, men indeholder et par af Zappas bedst kendte sange “Peaches in regalia” og “Willie the Pimp” og står i eftertiden som et hovedværk i Zappas produktion.

Men 10. oktober bød også på debutalbummet fra det engelske progressive rockband King Crimson In the Court of the Crimson King. Kritikken vidste ikke helt, hvad den skulle mene om pladens blanding af jazz, rock og symfonisk klassisk musik, men den blev en pæn succes på begge sider af Atlanten og er i dag at betragte som et hovedværk i den progressive rock og er blevet genudsendt flere gange i lydforbedrede udgaver. Bl.a. kom der en fornem 40-års-jubilæumsudgave i 2009, baseret på det originale 8-spors masterbånd.

50: Kinks – Arthur (Or the Decline and Fall of the British Empire)

10. oktober 2019

The Kinks bidrag til 1969 var concept-albummet Arthur (Or the Decline and Fall of the British Empire). Som forgængeren The Kinks are the Village Green Preservations Society (1968) fik pladen om Arthur meget fine anmeldelser og kritikeranalyser med på vejen og blev af mange betragtet som et foreløbigt højdepunkt for sangskriver Ray Davies. Men – publikum var ikke begejstrede på samme måde. Village Green havde besvær med overhovedet at komme på hitlisterne, men det gik dog bedre for Arthur-pladen, selv om den ikke blev nogen kommerciel succes. Kinks betalte prisen for at tage albumformatet alvorligt efter at have været – som de fleste britiske beatgrupper – en udpræget single- og hit-gruppe i de tidlige tressere. Men se i bagklogskabens diffuse lys, så fremstår de to plader stadigvæk som Kinks finest hour kunstnerisk set.