Indlæg tagget med rock

1956-57: Rock’n roll-rødder

29. december 2015

Spids Nøgenhat på Atlas, lørdag d. 11. oktober

12. oktober 2014

spidsnogenhat_enmarkeligkop

MÃ¥ske var det slet ikke en koncert, jeg deltog i i gÃ¥r aftes. MÃ¥ske var det i virkeligheden et genoptryk af den i sentresserne populære happening. En kunstnerisk begivenhed, der kunne involvere bÃ¥de dette og hint – fx en koncert. Men i dette tilfælde ogsÃ¥ en dj og en dokumentarfilm.

Da jeg havde gemt mobiltelefonen godt dybt nede i buskelommen ( i en øjebliks naiv forventning om, at andre ogsÃ¥ ville gøre noget lignende – jeg skulle blive meget klogere i løbet af aftenen) og trÃ¥dte ind i det lille spillested Atlas, blev jeg mødt af lysshow pÃ¥ alle vægge, akkompagneret af  DJ Slangeklædte Fjerguds udladninger af moderne, primært dansk, psykedelisk musik. Og allerede her, halvanden time inden aftenens hovednavn indtog scenen, gik det op for mig, at den moderne udgave af psykedelisk musik selvfølgelig er et simulakrum. Farverne, der dansede lystigt pÃ¥ væggene, var ikke udflydende analoge farver, der lystigt smeltede sammen, sÃ¥dan som det var i gamle dage, hvor man arbejdede med glasplader, farver og belysning. Næh, de nye psykeliske mønstre var logisk nok digitale udgaver. Men selv om den nostalgiske illusion sÃ¥ledes blev brudt, sÃ¥ fejlede stemningen ikke noget. Foreningen af lyd og lys gav plads til bÃ¥de nostalgiske associationer og overvejelser omkring den moderne psykedeliske musiks egenart.

Halvvejs inde i forspillet til koncertdelen blev Niels Plenges dokumentarfilm “Har du set mit psykedeliske tapet” vist pÃ¥ scenebagtæppet. En film, der fortæller en historie om skabelsen af det lille pladeselskab Orfeus og skabelsen af bandet Spids Nøgenhat, fordi de to tildragelser hænger nøje sammen. En fascinerende lille historie om, hvordan et vinyldedikeret lille selskab bliver til i cd-mediets og streamingtjenesternes tid og en historie om, hvordan Spids Nøgenhat nærmest ved tilfældighedernes gunst bliver til som band ud af en indspilningsproces (til bandets første album). En film, der ogsÃ¥ giver et fint billede at et subkulturelt univers, hvor gammeldags vinyl og nostalgisk musikorientering gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd. Kan kun anbefales.

Klokken 21.30 gik Spids Nøgenhat sÃ¥ pÃ¥, akkurat som lovet. Og frem til kl. 23 kørte de et stramt show af, der i kraft af musikalsk disciplin og musikalsk intensitet og nærvær, nærmest var en ironisk kommentar til gamle dages Ã¥h sÃ¥ tilbagelænede, flippede koncerter. Og med Uffe Lorenzen (Aramis eller Lorenzo alias Guf alias mange andre navne) i spidsen med orgel og akustisk guitar blev vi ført igennem en række af bandets allerbedste numre – inklusive hittet “Lolland Falster” – og inklusive tre ekstranumre. Og Spids Nøgenhat spiller psykedelisk rock med tyk streg under rock. For jeg tror nok, at det, der adskiller Spids Nøgenhat fra de gamle psykedeliske orkestre, er, at de har været igennem en musikalsk periode, hvor den hÃ¥rde rock har sat sig et kraftigt aftryk pÃ¥ rockens udtryk i almindelighed. Og det hÃ¥rde rockudtryk blev sikret af rytmekernen af trommer og bas, Anders ‘Moody Guru’ Skjødt og Anders ‘Fuzz Daddy’ Grøn, der – med et par rolige numre som undtagelser – skabte en konstant medrivende grundlag for de psykedelisk flyvske guitarister, Henrik ‘Hobbitten’ Klitstrøm og Morten ‘Aron’ Larsen, som flankerede Uffe Lorenzen og supplerede hinanden pÃ¥ næsten telepatisk indforstÃ¥et vis. Og denne cocktail at heavy rock og moderne psykedelia gik tydeligvis lige i hjertet og kroppen pÃ¥ det overvejende unge publikum, der denne aften forsagede landskampfodbold og andre underholdningstilbud i den jyske hovedstads centrum for at indtage en portion spids nøgenhat nogle fÃ¥ skridt fra Aarhus Ã…. Og det blev en pÃ¥ alle mÃ¥der rigtig god koncert, som Spids Nøgenhat fik afleveret, inden de gav ordet tilbage til DJ Slangeklædte Fjergud. Det revolutionære underholdningsorkester Spids Nøgenhat kom med fred og fik alle med, for nu at citere bandet selv.

For mig kom højdepunktet pÃ¥ en velgørende koncertaften, da bandet – efter at have ført os gennem de bedste af deres egne sange – greb tilbage til Røde Mors klassiker fra 1970 “Lille Johnnys mund” og kærligt og respektfuldt forvandlede den til et neo-psykedelisk rocknummer. Her gav simulakret lige pludselig rigtig mening for mig, fordi bandet med nærmest historisk ironi greb tilbage i tiden til en klassiker og derved reaktualiserede et politisk rocknummer (der dengang var en kommentar til Vietnamkrigen) i en tid, hvor danske politikere sender danske sønner og døtre i krig. SÃ¥dan.

Med deres koncert fik Spids Nøgenhart vist, at det giver god musikalsk mening bevidst at lade sig inspirere af foregående generationers musikalske ideer, og bandet fik demonstreret, at de må være et af de bedste rocklivebands i disse år. Vi kan kun håbe på, at Spids Nøgenhat snart igen vil besøge Aarhus og lade de spidse nøgenhatte danse på væggene og i lydbillederne.

 

Obskurt: The Renegades – 13 Women

10. oktober 2014

158-Renegades

Dannet i 1962 i Birmingham af Kim Brown (sang og gt), Denny Gibson (leadgt.), Graham Johnson (trommer), Ian Mallet (bas) og Joe Dunnett (gt.) var The Renegades et bud pÃ¥, hvordan den moderne beat skulle lyde. Selv om bandet fik godt greb i det lokale (pige)publikum, sÃ¥ fik det aldrig et rigtigt gennembrud i hjemlandet, selv om det blev til ialt fire singler pÃ¥ fire forskellige plademærker. Til gengæld fik italienerne ørerne op for Renegades, og det samme gjorde finnerne, der sendte bandet op pÃ¥ den lokale hitliste. Der er kommet en enkelt opsamling – Cadillac and other Hits – med bandet. Her er de med deres vilde sang Thirteen Women – optaget i Finland i 1966.

ACDC lader hånt om alderen: Play Ball

10. oktober 2014

Selv om alderen trykker i bandet med de korte bukser, ACDC, sÃ¥ fortsætter de ufortrødent med deres uforfalskede drengerøvsrock’nroll. Bandmedlem Malcoom Young har ganske vist trukket sig pÃ¥ grund af den fremskredne alders skavanker, men i stedet er nevøen Stevie trÃ¥dt til og været med til at sikre, at bandet forbliver forever Young. Rock or Bust hedder den kommende plade, der nok skal fÃ¥ rockelskere til lommerne, sÃ¥dan som det skete sidst, de var pladeaktuelle. Play Ball hedder singleforløberen. Let’s play ball…

Capac anbefaler: Tako Lako – Pulse Riddle

5. oktober 2014

Pulse Riddle er Tako Lakos andet album. Og det kommer efter fine anmeldelser af debuten Through the Mud. Og i mellemtiden har Tako Lako vundet et ry som værende et forførende godt liveband.

Gypsybeat og gøglermusik er Tako Lakos musik blevet kaldt. Og der er noget om betegnelserne, for hos Tako Lako mødes vesterlandsk pop og rock og rul med det rigt facetterede lydbillede fra Balkanhalvøen. Denne world music-fusion frembringer i Tako Lakos tilfælde en musikalsk stil, der sætter ekstra skub pÃ¥ rockens og balkanmusikkens uptempo og resulterer i musikalske udladninger, der direkte appellerer til kroppen og opfordrer til svedig dans. Det er musik, der river en op af lænestolen og hiver en af sted – og som nok finder sit rette medie i koncertsituationen, hvor musikken kan gÃ¥ direkte i publikum og hensætte det i ekstase.

Tako Lakos Pulse Riddle leverer musik, der falder uden for kategori. Det er hverken simpelthen rock eller Balkanmusik, men et lysende eksempel pÃ¥, at vi lever i en multietnisk, -kulturel smeltedigel, hvor alskens musikalske impulser som kviksølvstrømme kan løbe sammen og skabe musikalske udtryk, der modsætter sig enkle etiketter og nemme kategoriseringer. Med andre ord er Tako Lako helt deres egne, selv om man selvfølgelig godt kan høre, hvor de kommer fra i verden…

Albummet rummer 10 numre. Og der er ingen grund til at fremhæve det ene frem for det andet. Det er højt-energiske, popmelodiøse, dansante sange, der inviterer lytteren til medindlevelse og ud pÃ¥ dansegulvet. PÃ¥ med danseskoene – hermed anbefalet.

Tako Lako. Pulse Riddle. Nordic Waves. Er lige udkommet.

Rock’n Curry – rock med indiske rødder: Vicky Singh – Heartful of Hollow

1. oktober 2012

Coveret pÃ¥ Vicky Singhs debutalbum Heartful of Hollow bringer associationer frem i retning af den britiske kolonitids Indien. Det er som et stillfoto fra en af de film om kolonitiden, jeg sÃ¥ i min barndoms biograf, Phønix Bio i Esbjerg. (En fortrolig kilde har fortalt mig, at det er Vickys mormor og morfar, der pryder omslaget), Og man kunne i et uovervejet øjeblik tænke, at det er udtryk for falsk varebetegnelse for et rockalbum. Men det er det ikke. Det er snarere et smukt udtryk for, at vi i dag lever i den globale landsby, hvor der – ikke mindst i kulturlivet – er vendt op og ned pÃ¥ forestillinger og begreber om verdens indretning. Det er efterhÃ¥nden meget længe siden The Beatles var med til at gøre den klassiske indiske ragamusik til en modificeret del af beatmusikken og vænne vores ører til den eksotiske lyd af sitar og tabla. PÃ¥ Vicky Singhs plade gÃ¥r inspirationen den anden vej – ogsÃ¥ med Beatles som musikalske vejledere i Ã¥nden…

Vicky Singh har indiske familiære og kulturelle rødder og stÃ¥r ved dem, men er samtidig et barn af vor tid og stÃ¥r ogsÃ¥ ved sin kærlighed til vestens rock’n roll.

Den 33-Ã¥rige Singh er ikke noget ubeskrevet blad i dansk rock, hvor han har arbejdet sammen med bl.a. vores allesammens rockmama Sanne Salomonsen og kultvidunderet Baby Woodrose. Men nu har han fÃ¥et sig eget band – bestÃ¥ende af Peter Kjøbsted (bas), Johan Lei Gellett (trommer) og Mats Madestam (tangenter) – og udsender i dag sit første bud pÃ¥, hvordan rock’n roll med indiske rødder kunne lyde. Det er nu hverken raga-inspiration eller Bollywood-sange, der dominerer pladen. Det indiske er ikke fraværende. Især i sangen “The 28th of April”, der er en slags kærlighedsbrev til en elsket, afdød mormor, farves musikken af lyden af sitaren. Men det er mest som et mood og som et fint drys musikalsk curry det indiske sætter sig igennem pÃ¥ pladen.

Heartful of Hollow er melodiøs rock med andre tydelige rødder i tressernes og halvfjedsernes singer-songwriter-rock. Musikken har Vicky Singh selv stÃ¥et for, men han har fÃ¥et hjælp til teksterne af Neill C. Furio, og det har sikkert været med til at hæve den engelsksprogede tekster over det niveau, vi er vant til pÃ¥ engelsksprogede danske plader. Det er 11 sange, der er bÃ¥ret af kuldslÃ¥et , melankoli og desperation , men ogsÃ¥ af livsmod og -appetit. “I’ll wait for the blues skies to se/ If it makes any difference to me/ I’ll fall in love some other day” hedder det fx i sangen “Som other day”, der egentlig meget godt indfanger Singhs reflekterende spaltethed mellem spleen og glødende livsgnist.

Vicky har en god rockstemme, der brænder igennem af lidenskabelig ild og kan under tiden minde om salig John Lennon – uden dog pÃ¥ nogen mÃ¥de at lyde som ham. MÃ¥ske er det mine gamle ører, det er galt med, men jeg hører de rockende Beatles (ikke mindst fra det hvide album) i lyden. Men ogsÃ¥ fx Crosby, Stills, Nash & Young (nÃ¥r de strækker ud pÃ¥ Dèja Vu eller Four Way Street). Men ogsÃ¥ spor af andet fra rockens gyldne Ã¥rtier. Prøv fx at lytte til den allerede omtalte sang “Some other day”. SÃ¥ vil du mÃ¥ske forstÃ¥, hvad jeg tænker pÃ¥.

Det er en ganske helstøbt langspiller Vicky Singh og bandet har lavet. Et renlivet poprockalbum med en god variation af bevægende ballader og rocknumre, der bÃ¥de sender lytteren tilbage og frem i tiden med tradtionsbevidste og talentfulde arrangementer. Det er en plade, der sagtens kan mÃ¥le sig med konkurrenterne i det store udland. Vi behøver ikke at gÃ¥ over dammen for at finde rockens kilder. Vi kan drikke af dem lige her i lille Dannevang – fx hos Vicky Singh. Hermed varmt anbefalet.

PS. den 11. oktober kan man høre Vicky Singh i Aarhus pÃ¥ Backstage. Rockelskere kend jeres besøgstid”

Vicky Singh. Heartful of Hollow. Produceret af: Vicky Singh, Johan Lei Gellett og Phong Le. Vickysingh.com. 2012 Udkommer i dag.

Miss Marlow får hjertet og pulsen til at banke: Heart Beat

1. oktober 2012

En af rockens myter vil, at man skal brænde sit lys i hvert fald i den ene ende for at der kan komme rock’n roll ud af det. I den forstand lever Marleen Pfeiffer op til klicheen. Marleen har smagt pÃ¥ kærlighedskarusellens rundture og dens gynger og karuseller. OgsÃ¥ musikerlivets knubs og kærlighed har hun følt pÃ¥ sin krop og sjæl. Karrieren begyndte i pigepunkbandet Snatch, der senere blev en del af Kindercrash. Men det har Marleen nu lagt bag sig, og hun er sprunget ud som Miss Marlow, der debutere med albummet Heart Beat, som bearbejder og opsummerer de forgangne Ã¥rs bittersøde erfaringer.

Marleen har skrevet al musikken på pladen og musikalsk får hun hjælp af John Clausen (trommer), Søren Larsen (guitar) og Trine Wester (bas). Musikken er melodisk popguitarrock, der er som skabt til DAB-kanalerne, der specialiserer sig i det, de gamle FM-bånd excellerede i. Marleen synger sine ligefremme, ærlige tekster om den umulige kærlighed, den uregerlige passion og livets ups and downs med et stemme, der bevæger sig mellem den lyse, kælne, følsomme ungpigerøst og momentvis et udtryk, der kan minde om Chrissie Hyndes kølige modenhed. Et musikalsk udtryk, der måske kan beskrives som et møde mellem Bangles, når de var i deres mest blide pophjørne og Pretenders, når de trykkede deres kontante rock af.

Heart Beat er ikke et album, der flytter poprockens hegnpæle og erobrer nyt land, men det er et ærligt, lytteværdigt album fra en ung kvinde, der har lært at stå på egne ben på den hårde måde og har omsat det til otte vedkommende sange. Hermed anbefalet.

Miss Marlow. Heart Beat. Producer: Lars Nissen. Gateway, Miss Marlow 2012. Udkommer i dag.

President Fetch sparker rocken i røven: Stamina

4. juni 2012

Stamina kalder det 25 Ã¥r gamle rockband President Fetch deres nye album. Og pÃ¥ det sorte cover skimtes da ogsÃ¥ en blomst med ‘det mandlige reproduktive organ’, som er et af ordet staminas betydninger. Men ordet har andre betydninger. Fx udholdenhed og – sproghistorisk – ‘livstrÃ¥d’, den trÃ¥d, som skæbneguderne har spundet. Og for at blive lidt i denne associative kæde af mandom, udholdenhed og trÃ¥d, ja, sÃ¥ gÃ¥r der en lige trÃ¥d fra albummet Stamina via The Sex Pistols energieruption, The Beatles’ yeah-yeah-yeah-rock’n roll og tilbage til Elvis’ roterende hofter, som Bruce Springsteen for nylig udnævnte til det moderne magisk øjeblik, hvor fjernsynstransmitteret rock’n roll foregreb en seksuel frigørelse, et kulturelt opbrud og et politisk opgør (borgerrettighedsbevægelsen bl.a.), som ville brede sig i Ã¥rene efter.

Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de sÃ¥ har President Fetch med deres energiske lige-pÃ¥-og-hÃ¥rdt-rock sat stikket i nede i den strøm af løssluppen energi, som har været en rød trÃ¥d i rocken, beaten, pigtrÃ¥dsmusikken – eller hvad man nu vil kalde den – og uden hvilken rocken ville afgÃ¥ ved en stille død eller blive pop.

President Fetch spiller en form for rock’n roll, der ikke tager fanger. Fra første taktslag er Per, Jens, Morten, Carsten og Anderz helt fremme pÃ¥ beatet med et tempo og en energi, der truer med at tage pusten fra lytteren. Med deres egen legering af beskidt, højoktan-punk, larmende garagerock og heavy i traditionen fra Led Zeppelin byder President Fetch pÃ¥ en adrenalinpumpende tour de force, der fÃ¥r denne lytter til at tænke pÃ¥ første gang, han lyttede til Sex Pistols Never Mind the Bollocks.

Til forskel fra sexpistolerne så kan President Fetch faktisk spille (godt) og på pladens elleve numre demonstrerer bandet, hvordan rockkagen skal skæres. Selv om musikken afleveres i et hæsblæsende tempo med masser af potente, drønende guitarer, buldrende basgange, feed-back-lyde og Morten K. Nielsens rå og lidenskabelige sang, så er det inden for de stilistiske fastsatte rammer en ganske varieret plade. Jeg vil ikke fremhæve enkeltnumre, for pladen fortjener at bliver lyttet til i sin helhed.

Stamina er et album, der allerede har fået plads på min mp3-afspiller, og den kandiderer til at blive en af de plader, jeg vil fremhæve, når året er omme. Bedre anbefaling kan det vel ikke få med på vejen herfra?!

Jeg kan desværre ikke spille noget fra pladen, men på YouTube kan man få en fornemmelse af, hvad bandet har at byde på. Pladen udkommer d. 6. juni på Angry Eskimo (Distribution: Gateway).

 

Barry Feinstein – rockfotograf m.m. – er død, 80 Ã¥r

4. november 2011

Billedet viser er titlen pÃ¥ et digt af Klaus Rifbjerg. Det stÃ¥r at læse i digtsamlingen med den sigende titel Mytologier. Og digtet handler netop om fotografiets mytologiserende virkning. Og i efterkrigstiden – ikke mindst i tresserne, hvor fototeknologien udviklede sig med hast – tog mytologiseringen rigt fat.

Et af de omrÃ¥der, hvor mytologiseringen har udfoldet sig med bravour, er rockfotografiet. SÃ¥ledes er det svært at tænke pÃ¥ Bob Dylans famøse bliven-elektrisk i 1966 – uden at fÃ¥ billeder fra Barry Feinsteins kamera til at dukke op for det indre øje. Feinstein var pÃ¥ vegne af LIFE magazine med, da Dylan og The Band turnerede i Europa i 1966 – og hans billeder var med til at skabe myten om den elektriske Dylan – og dermed om Dylan som sÃ¥dan.

Men på det tidspunkt havde Feinstein allerede været i gang med Dylan. Han havde taget fotografiet til omslaget på albummet The Times The Are a-Changing (1964). Han var også med, da The Band og Dylan i 1974 turnerede sammen, og lavede det stemningsfulde foto på coveret til Before the Flood.

Men ikke kun Dylan blev mytologiseret af Feinsteins kamera. Det gjorde mange andre rockmusikere. Fx George Harrison, der kan takke Feinstein for at blive foreviget med havenisser pÃ¥ All Things Must Pass. Han fik ogsÃ¥ æren for The Rolling Stones’ famøse lokumbillede, der var tænkt til Beggars Banquet, men mÃ¥tte nøjes med at bliver netop – mytologisk, fordi pladeselskabet Decca ikke kunne forlige sig med lokumsgrafittien.

Det jødiskfødte enebarn Barry Feinstein blev fotograf ved en tilfældighed  efter at være droppet ud af universitetet efter kun et års studier. Han havde taget nogle fotos ved et væddeløb, og det førte til, at han blev ansat som assistent ved LIFE. Samtidig arbejdede han som produktionsassistent hos Columbia Pictures, hvor han fik mulighed for at fotografere mange af halvtredsernes store stjerner, fx Judy Garland, Marlene Dietrich og Marlon Brando.

Som fotoet på George Harrison-albummet eksemplificerer var en af Feinsteins kvaliteter som fotograf en udpræget sans for påfaldende detaljer og overraskende momenter. Havenisserne gør, at man ikke lige glemmer det billede. Det samme gælder billedet af pilleglasset, som han tog efter Marilyn Monroes død.

I begyndelsen af 1960’erne mødte han sÃ¥ Dylans manager Albert Grossman, og han sørgede for, at Feinstein kom til at fotodokumenterer ikke bare Dylan, men store dele af miljøet omkring Greenwich Village, hvor folkbølgen tog sit udgangspunkt. Feinstein fortsatte op gennem tresserne med at indfange rockens ikoner – fx Donovan, Eric Clapton, Janis Joplin og Gram Parsons – men mÃ¥tte som mange andre fotografer erkende, at det blev sværere og sværere at fÃ¥ adgang til stjernerne de efterfølgende Ã¥rtier.

Barry Feinstein døde den 20. oktober i Kingston, New York

Tilbagespoling: For Dylanologer – Real Moments

MDMD Рpunket garagerock p̴ italiensk man̩r

21. august 2011

I forbindelse med mit arbejde lærte jeg Eugenio at kende. Eugenio spiller i et italiensk rockband. “Vi spiller rock”, slog Eugenio fast, da jeg spurgte til stilen. Og ingen tvivl om det. MDMD spiller rock, der nok er lavet i Italien, men lige sÃ¥ vel kunne lyde fra en garage i London eller i Akron, Ohio. Som The Undertones, The Ramones eller hvem man nu kommer i tanke om, sÃ¥ spiller de fire gutter i MDMD med volumenknappen skruet i bund, adrenalinfremkaldende tempo og en umiskendelig ungdommelig energi. Punk – Love – Fun kan man læse pÃ¥ MDMDs flyer – og det siger nok meget godt, hvad det drejer sig om. MDMD flytter mÃ¥ske ikke hegnspæle i rocken, men er et af de unge bands, der overbeviser en om, at rocken langt fra er død eller kører med rollator…

Middle Finger Man

Jack Ain’t Alone

Stories

Celebration Day