Indlæg tagget med rock

1956-57: Rock’n roll-rødder

29. december 2015

Spids Nøgenhat på Atlas, lørdag d. 11. oktober

12. oktober 2014

spidsnogenhat_enmarkeligkop

MÃ¥ske var det slet ikke en koncert, jeg deltog i i gÃ¥r aftes. MÃ¥ske var det i virkeligheden et genoptryk af den i sentresserne populære happening. En kunstnerisk begivenhed, der kunne involvere bÃ¥de dette og hint – fx en koncert. Men i dette tilfælde ogsÃ¥ en dj og en dokumentarfilm.

Da jeg havde gemt mobiltelefonen godt dybt nede i buskelommen ( i en øjebliks naiv forventning om, at andre ogsÃ¥ ville gøre noget lignende – jeg skulle blive meget klogere i løbet af aftenen) og trÃ¥dte ind i det lille spillested Atlas, blev jeg mødt af lysshow pÃ¥ alle vægge, akkompagneret af  DJ Slangeklædte Fjerguds udladninger af moderne, primært dansk, psykedelisk musik. Og allerede her, halvanden time inden aftenens hovednavn indtog scenen, gik det op for mig, at den moderne udgave af psykedelisk musik selvfølgelig er et simulakrum. Farverne, der dansede lystigt pÃ¥ væggene, var ikke udflydende analoge farver, der lystigt smeltede sammen, sÃ¥dan som det var i gamle dage, hvor man arbejdede med glasplader, farver og belysning. Næh, de nye psykeliske mønstre var logisk nok digitale udgaver. Men selv om den nostalgiske illusion sÃ¥ledes blev brudt, sÃ¥ fejlede stemningen ikke noget. Foreningen af lyd og lys gav plads til bÃ¥de nostalgiske associationer og overvejelser omkring den moderne psykedeliske musiks egenart.

Halvvejs inde i forspillet til koncertdelen blev Niels Plenges dokumentarfilm “Har du set mit psykedeliske tapet” vist pÃ¥ scenebagtæppet. En film, der fortæller en historie om skabelsen af det lille pladeselskab Orfeus og skabelsen af bandet Spids Nøgenhat, fordi de to tildragelser hænger nøje sammen. En fascinerende lille historie om, hvordan et vinyldedikeret lille selskab bliver til i cd-mediets og streamingtjenesternes tid og en historie om, hvordan Spids Nøgenhat nærmest ved tilfældighedernes gunst bliver til som band ud af en indspilningsproces (til bandets første album). En film, der ogsÃ¥ giver et fint billede at et subkulturelt univers, hvor gammeldags vinyl og nostalgisk musikorientering gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd. Kan kun anbefales.

Klokken 21.30 gik Spids Nøgenhat sÃ¥ pÃ¥, akkurat som lovet. Og frem til kl. 23 kørte de et stramt show af, der i kraft af musikalsk disciplin og musikalsk intensitet og nærvær, nærmest var en ironisk kommentar til gamle dages Ã¥h sÃ¥ tilbagelænede, flippede koncerter. Og med Uffe Lorenzen (Aramis eller Lorenzo alias Guf alias mange andre navne) i spidsen med orgel og akustisk guitar blev vi ført igennem en række af bandets allerbedste numre – inklusive hittet “Lolland Falster” – og inklusive tre ekstranumre. Og Spids Nøgenhat spiller psykedelisk rock med tyk streg under rock. For jeg tror nok, at det, der adskiller Spids Nøgenhat fra de gamle psykedeliske orkestre, er, at de har været igennem en musikalsk periode, hvor den hÃ¥rde rock har sat sig et kraftigt aftryk pÃ¥ rockens udtryk i almindelighed. Og det hÃ¥rde rockudtryk blev sikret af rytmekernen af trommer og bas, Anders ‘Moody Guru’ Skjødt og Anders ‘Fuzz Daddy’ Grøn, der – med et par rolige numre som undtagelser – skabte en konstant medrivende grundlag for de psykedelisk flyvske guitarister, Henrik ‘Hobbitten’ Klitstrøm og Morten ‘Aron’ Larsen, som flankerede Uffe Lorenzen og supplerede hinanden pÃ¥ næsten telepatisk indforstÃ¥et vis. Og denne cocktail at heavy rock og moderne psykedelia gik tydeligvis lige i hjertet og kroppen pÃ¥ det overvejende unge publikum, der denne aften forsagede landskampfodbold og andre underholdningstilbud i den jyske hovedstads centrum for at indtage en portion spids nøgenhat nogle fÃ¥ skridt fra Aarhus Ã…. Og det blev en pÃ¥ alle mÃ¥der rigtig god koncert, som Spids Nøgenhat fik afleveret, inden de gav ordet tilbage til DJ Slangeklædte Fjergud. Det revolutionære underholdningsorkester Spids Nøgenhat kom med fred og fik alle med, for nu at citere bandet selv.

For mig kom højdepunktet pÃ¥ en velgørende koncertaften, da bandet – efter at have ført os gennem de bedste af deres egne sange – greb tilbage til Røde Mors klassiker fra 1970 “Lille Johnnys mund” og kærligt og respektfuldt forvandlede den til et neo-psykedelisk rocknummer. Her gav simulakret lige pludselig rigtig mening for mig, fordi bandet med nærmest historisk ironi greb tilbage i tiden til en klassiker og derved reaktualiserede et politisk rocknummer (der dengang var en kommentar til Vietnamkrigen) i en tid, hvor danske politikere sender danske sønner og døtre i krig. SÃ¥dan.

Med deres koncert fik Spids Nøgenhart vist, at det giver god musikalsk mening bevidst at lade sig inspirere af foregående generationers musikalske ideer, og bandet fik demonstreret, at de må være et af de bedste rocklivebands i disse år. Vi kan kun håbe på, at Spids Nøgenhat snart igen vil besøge Aarhus og lade de spidse nøgenhatte danse på væggene og i lydbillederne.

 

Obskurt: The Renegades – 13 Women

10. oktober 2014

158-Renegades

Dannet i 1962 i Birmingham af Kim Brown (sang og gt), Denny Gibson (leadgt.), Graham Johnson (trommer), Ian Mallet (bas) og Joe Dunnett (gt.) var The Renegades et bud pÃ¥, hvordan den moderne beat skulle lyde. Selv om bandet fik godt greb i det lokale (pige)publikum, sÃ¥ fik det aldrig et rigtigt gennembrud i hjemlandet, selv om det blev til ialt fire singler pÃ¥ fire forskellige plademærker. Til gengæld fik italienerne ørerne op for Renegades, og det samme gjorde finnerne, der sendte bandet op pÃ¥ den lokale hitliste. Der er kommet en enkelt opsamling – Cadillac and other Hits – med bandet. Her er de med deres vilde sang Thirteen Women – optaget i Finland i 1966.

ACDC lader hånt om alderen: Play Ball

10. oktober 2014

Selv om alderen trykker i bandet med de korte bukser, ACDC, sÃ¥ fortsætter de ufortrødent med deres uforfalskede drengerøvsrock’nroll. Bandmedlem Malcoom Young har ganske vist trukket sig pÃ¥ grund af den fremskredne alders skavanker, men i stedet er nevøen Stevie trÃ¥dt til og været med til at sikre, at bandet forbliver forever Young. Rock or Bust hedder den kommende plade, der nok skal fÃ¥ rockelskere til lommerne, sÃ¥dan som det skete sidst, de var pladeaktuelle. Play Ball hedder singleforløberen. Let’s play ball…

Capac anbefaler: Tako Lako – Pulse Riddle

5. oktober 2014

Pulse Riddle er Tako Lakos andet album. Og det kommer efter fine anmeldelser af debuten Through the Mud. Og i mellemtiden har Tako Lako vundet et ry som værende et forførende godt liveband.

Gypsybeat og gøglermusik er Tako Lakos musik blevet kaldt. Og der er noget om betegnelserne, for hos Tako Lako mødes vesterlandsk pop og rock og rul med det rigt facetterede lydbillede fra Balkanhalvøen. Denne world music-fusion frembringer i Tako Lakos tilfælde en musikalsk stil, der sætter ekstra skub pÃ¥ rockens og balkanmusikkens uptempo og resulterer i musikalske udladninger, der direkte appellerer til kroppen og opfordrer til svedig dans. Det er musik, der river en op af lænestolen og hiver en af sted – og som nok finder sit rette medie i koncertsituationen, hvor musikken kan gÃ¥ direkte i publikum og hensætte det i ekstase.

Tako Lakos Pulse Riddle leverer musik, der falder uden for kategori. Det er hverken simpelthen rock eller Balkanmusik, men et lysende eksempel pÃ¥, at vi lever i en multietnisk, -kulturel smeltedigel, hvor alskens musikalske impulser som kviksølvstrømme kan løbe sammen og skabe musikalske udtryk, der modsætter sig enkle etiketter og nemme kategoriseringer. Med andre ord er Tako Lako helt deres egne, selv om man selvfølgelig godt kan høre, hvor de kommer fra i verden…

Albummet rummer 10 numre. Og der er ingen grund til at fremhæve det ene frem for det andet. Det er højt-energiske, popmelodiøse, dansante sange, der inviterer lytteren til medindlevelse og ud pÃ¥ dansegulvet. PÃ¥ med danseskoene – hermed anbefalet.

Tako Lako. Pulse Riddle. Nordic Waves. Er lige udkommet.