CAPAC

Coveret på Vicky Singhs debutalbum Heartful of Hollow bringer associationer frem i retning af den britiske kolonitids Indien. Det er som et stillfoto fra en af de film om kolonitiden, jeg så i min barndoms biograf, Phønix Bio i Esbjerg. (En fortrolig kilde har fortalt mig, at det er Vickys mormor og morfar, der pryder omslaget), Og man kunne i et uovervejet øjeblik tænke, at det er udtryk for falsk varebetegnelse for et rockalbum. Men det er det ikke. Det er snarere et smukt udtryk for, at vi i dag lever i den globale landsby, hvor der – ikke mindst i kulturlivet – er vendt op og ned på forestillinger og begreber om verdens indretning. Det er efterhånden meget længe siden The Beatles var med til at gøre den klassiske indiske ragamusik til en modificeret del af beatmusikken og vænne vores ører til den eksotiske lyd af sitar og tabla. På Vicky Singhs plade går inspirationen den anden vej – også med Beatles som musikalske vejledere i ånden…

Vicky Singh har indiske familiære og kulturelle rødder og står ved dem, men er samtidig et barn af vor tid og står også ved sin kærlighed til vestens rock’n roll.

Den 33-årige Singh er ikke noget ubeskrevet blad i dansk rock, hvor han har arbejdet sammen med bl.a. vores allesammens rockmama Sanne Salomonsen og kultvidunderet Baby Woodrose. Men nu har han fået sig eget band – bestående af Peter Kjøbsted (bas), Johan Lei Gellett (trommer) og Mats Madestam (tangenter) – og udsender i dag sit første bud på, hvordan rock’n roll med indiske rødder kunne lyde. Det er nu hverken raga-inspiration eller Bollywood-sange, der dominerer pladen. Det indiske er ikke fraværende. Især i sangen “The 28th of April”, der er en slags kærlighedsbrev til en elsket, afdød mormor, farves musikken af lyden af sitaren. Men det er mest som et mood og som et fint drys musikalsk curry det indiske sætter sig igennem på pladen.

Heartful of Hollow er melodiøs rock med andre tydelige rødder i tressernes og halvfjedsernes singer-songwriter-rock. Musikken har Vicky Singh selv stået for, men han har fået hjælp til teksterne af Neill C. Furio, og det har sikkert været med til at hæve den engelsksprogede tekster over det niveau, vi er vant til på engelsksprogede danske plader. Det er 11 sange, der er båret af kuldslået , melankoli og desperation , men også af livsmod og -appetit. “I’ll wait for the blues skies to se/ If it makes any difference to me/ I’ll fall in love some other day” hedder det fx i sangen “Som other day”, der egentlig meget godt indfanger Singhs reflekterende spaltethed mellem spleen og glødende livsgnist.

Vicky har en god rockstemme, der brænder igennem af lidenskabelig ild og kan under tiden minde om salig John Lennon – uden dog på nogen måde at lyde som ham. Måske er det mine gamle ører, det er galt med, men jeg hører de rockende Beatles (ikke mindst fra det hvide album) i lyden. Men også fx Crosby, Stills, Nash & Young (når de strækker ud på Dèja Vu eller Four Way Street). Men også spor af andet fra rockens gyldne årtier. Prøv fx at lytte til den allerede omtalte sang “Some other day”. Så vil du måske forstå, hvad jeg tænker på.

Det er en ganske helstøbt langspiller Vicky Singh og bandet har lavet. Et renlivet poprockalbum med en god variation af bevægende ballader og rocknumre, der både sender lytteren tilbage og frem i tiden med tradtionsbevidste og talentfulde arrangementer. Det er en plade, der sagtens kan måle sig med konkurrenterne i det store udland. Vi behøver ikke at gå over dammen for at finde rockens kilder. Vi kan drikke af dem lige her i lille Dannevang – fx hos Vicky Singh. Hermed varmt anbefalet.

PS. den 11. oktober kan man høre Vicky Singh i Aarhus på Backstage. Rockelskere kend jeres besøgstid”

Vicky Singh. Heartful of Hollow. Produceret af: Vicky Singh, Johan Lei Gellett og Phong Le. Vickysingh.com. 2012 Udkommer i dag.

En af rockens myter vil, at man skal brænde sit lys i hvert fald i den ene ende for at der kan komme rock’n roll ud af det. I den forstand lever Marleen Pfeiffer op til klicheen. Marleen har smagt på kærlighedskarusellens rundture og dens gynger og karuseller. Også musikerlivets knubs og kærlighed har hun følt på sin krop og sjæl. Karrieren begyndte i pigepunkbandet Snatch, der senere blev en del af Kindercrash. Men det har Marleen nu lagt bag sig, og hun er sprunget ud som Miss Marlow, der debutere med albummet Heart Beat, som bearbejder og opsummerer de forgangne års bittersøde erfaringer.

Marleen har skrevet al musikken på pladen og musikalsk får hun hjælp af John Clausen (trommer), Søren Larsen (guitar) og Trine Wester (bas). Musikken er melodisk popguitarrock, der er som skabt til DAB-kanalerne, der specialiserer sig i det, de gamle FM-bånd excellerede i. Marleen synger sine ligefremme, ærlige tekster om den umulige kærlighed, den uregerlige passion og livets ups and downs med et stemme, der bevæger sig mellem den lyse, kælne, følsomme ungpigerøst og momentvis et udtryk, der kan minde om Chrissie Hyndes kølige modenhed. Et musikalsk udtryk, der måske kan beskrives som et møde mellem Bangles, når de var i deres mest blide pophjørne og Pretenders, når de trykkede deres kontante rock af.

Heart Beat er ikke et album, der flytter poprockens hegnpæle og erobrer nyt land, men det er et ærligt, lytteværdigt album fra en ung kvinde, der har lært at stå på egne ben på den hårde måde og har omsat det til otte vedkommende sange. Hermed anbefalet.

Miss Marlow. Heart Beat. Producer: Lars Nissen. Gateway, Miss Marlow 2012. Udkommer i dag.

Stamina kalder det 25 år gamle rockband President Fetch deres nye album. Og på det sorte cover skimtes da også en blomst med ‘det mandlige reproduktive organ’, som er et af ordet staminas betydninger. Men ordet har andre betydninger. Fx udholdenhed og – sproghistorisk – ‘livstråd’, den tråd, som skæbneguderne har spundet. Og for at blive lidt i denne associative kæde af mandom, udholdenhed og tråd, ja, så går der en lige tråd fra albummet Stamina via The Sex Pistols energieruption, The Beatles’ yeah-yeah-yeah-rock’n roll og tilbage til Elvis’ roterende hofter, som Bruce Springsteen for nylig udnævnte til det moderne magisk øjeblik, hvor fjernsynstransmitteret rock’n roll foregreb en seksuel frigørelse, et kulturelt opbrud og et politisk opgør (borgerrettighedsbevægelsen bl.a.), som ville brede sig i årene efter.

Sagt på en anden måde så har President Fetch med deres energiske lige-på-og-hårdt-rock sat stikket i nede i den strøm af løssluppen energi, som har været en rød tråd i rocken, beaten, pigtrådsmusikken – eller hvad man nu vil kalde den – og uden hvilken rocken ville afgå ved en stille død eller blive pop.

President Fetch spiller en form for rock’n roll, der ikke tager fanger. Fra første taktslag er Per, Jens, Morten, Carsten og Anderz helt fremme på beatet med et tempo og en energi, der truer med at tage pusten fra lytteren. Med deres egen legering af beskidt, højoktan-punk, larmende garagerock og heavy i traditionen fra Led Zeppelin byder President Fetch på en adrenalinpumpende tour de force, der får denne lytter til at tænke på første gang, han lyttede til Sex Pistols Never Mind the Bollocks.

Til forskel fra sexpistolerne så kan President Fetch faktisk spille (godt) og på pladens elleve numre demonstrerer bandet, hvordan rockkagen skal skæres. Selv om musikken afleveres i et hæsblæsende tempo med masser af potente, drønende guitarer, buldrende basgange, feed-back-lyde og Morten K. Nielsens rå og lidenskabelige sang, så er det inden for de stilistiske fastsatte rammer en ganske varieret plade. Jeg vil ikke fremhæve enkeltnumre, for pladen fortjener at bliver lyttet til i sin helhed.

Stamina er et album, der allerede har fået plads på min mp3-afspiller, og den kandiderer til at blive en af de plader, jeg vil fremhæve, når året er omme. Bedre anbefaling kan det vel ikke få med på vejen herfra?!

Jeg kan desværre ikke spille noget fra pladen, men på YouTube kan man få en fornemmelse af, hvad bandet har at byde på. Pladen udkommer d. 6. juni på Angry Eskimo (Distribution: Gateway).

Billedet viser er titlen på et digt af Klaus Rifbjerg. Det står at læse i digtsamlingen med den sigende titel Mytologier. Og digtet handler netop om fotografiets mytologiserende virkning. Og i efterkrigstiden – ikke mindst i tresserne, hvor fototeknologien udviklede sig med hast – tog mytologiseringen rigt fat.

Et af de områder, hvor mytologiseringen har udfoldet sig med bravour, er rockfotografiet. Således er det svært at tænke på Bob Dylans famøse bliven-elektrisk i 1966 – uden at få billeder fra Barry Feinsteins kamera til at dukke op for det indre øje. Feinstein var på vegne af LIFE magazine med, da Dylan og The Band turnerede i Europa i 1966 – og hans billeder var med til at skabe myten om den elektriske Dylan – og dermed om Dylan som sådan.

Men på det tidspunkt havde Feinstein allerede været i gang med Dylan. Han havde taget fotografiet til omslaget på albummet The Times The Are a-Changing (1964). Han var også med, da The Band og Dylan i 1974 turnerede sammen, og lavede det stemningsfulde foto på coveret til Before the Flood.

Men ikke kun Dylan blev mytologiseret af Feinsteins kamera. Det gjorde mange andre rockmusikere. Fx George Harrison, der kan takke Feinstein for at blive foreviget med havenisser på All Things Must Pass. Han fik også æren for The Rolling Stones’ famøse lokumbillede, der var tænkt til Beggars Banquet, men måtte nøjes med at bliver netop – mytologisk, fordi pladeselskabet Decca ikke kunne forlige sig med lokumsgrafittien.

Det jødiskfødte enebarn Barry Feinstein blev fotograf ved en tilfældighed  efter at være droppet ud af universitetet efter kun et års studier. Han havde taget nogle fotos ved et væddeløb, og det førte til, at han blev ansat som assistent ved LIFE. Samtidig arbejdede han som produktionsassistent hos Columbia Pictures, hvor han fik mulighed for at fotografere mange af halvtredsernes store stjerner, fx Judy Garland, Marlene Dietrich og Marlon Brando.

Som fotoet på George Harrison-albummet eksemplificerer var en af Feinsteins kvaliteter som fotograf en udpræget sans for påfaldende detaljer og overraskende momenter. Havenisserne gør, at man ikke lige glemmer det billede. Det samme gælder billedet af pilleglasset, som han tog efter Marilyn Monroes død.

I begyndelsen af 1960′erne mødte han så Dylans manager Albert Grossman, og han sørgede for, at Feinstein kom til at fotodokumenterer ikke bare Dylan, men store dele af miljøet omkring Greenwich Village, hvor folkbølgen tog sit udgangspunkt. Feinstein fortsatte op gennem tresserne med at indfange rockens ikoner – fx Donovan, Eric Clapton, Janis Joplin og Gram Parsons – men måtte som mange andre fotografer erkende, at det blev sværere og sværere at få adgang til stjernerne de efterfølgende årtier.

Barry Feinstein døde den 20. oktober i Kingston, New York

Tilbagespoling: For Dylanologer – Real Moments

I forbindelse med mit arbejde lærte jeg Eugenio at kende. Eugenio spiller i et italiensk rockband. “Vi spiller rock”, slog Eugenio fast, da jeg spurgte til stilen. Og ingen tvivl om det. MDMD spiller rock, der nok er lavet i Italien, men lige så vel kunne lyde fra en garage i London eller i Akron, Ohio. Som The Undertones, The Ramones eller hvem man nu kommer i tanke om, så spiller de fire gutter i MDMD med volumenknappen skruet i bund, adrenalinfremkaldende tempo og en umiskendelig ungdommelig energi. Punk – Love – Fun kan man læse på MDMDs flyer – og det siger nok meget godt, hvad det drejer sig om. MDMD flytter måske ikke hegnspæle i rocken, men er et af de unge bands, der overbeviser en om, at rocken langt fra er død eller kører med rollator…

Middle Finger Man

Jack Ain’t Alone

Stories

Celebration Day